Sådan føles det at sidde i fængsel

Jeg har aldrig prøvet at sidde i fængsel før. Da jeg blev anholdt og dømt i udlandet, var det allerførste gang, jeg skulle i fængsel. For min egen skyld og de mennesker, jeg havde med at gøre dengang, vil jeg helst ikke sige, hvorhenne det var. Men det var i Europa, mere syd end nord. Jeg skulle transportere nogle ’ting’, ja, narkotika, over en åben grænse i en bil. Da jeg havde passeret grænsen, blev jeg stoppet af en civil politibil. De sagde, at det bare var en almindelig paskontrol. Men så spurgte de, om jeg havde noget i bilen, jeg ikke måtte have. Våben, stoffer eller sådan noget. ”Nej,” svarede jeg. ”Og I er velkomne til at tjekke.” Det tog dem en times tid, så fandt de det.

Jeg forholdt mig faktisk ret cool, synes jeg selv. Det fremgår også af politirapporten. De synes, at det var overraskende, hvor afslappet jeg var i forhold til, hvad de gjorde ved mig og bilen. De kommanderede ret hårdhændet rundt med mig og sagde, jeg skulle stå dér og holde mine hænder på en bestemt måde. De rodede bilen igennem. Men mine erfaringer fra det her fag er, at det er bedst bare at være rolig og lade være med at vise nervøsitet. I forvejen oser jeg af selvtillid, og jeg er ret god til at snakke. Jeg tænkte, at jeg nok skulle klare det her, hvis de fandt tingene. Jeg skulle nok kringle mig ud af det, når de fik min historie og min forklaring.

Da jeg fik min dom og kom i fængsel dernede, fik jeg til at begynde med den der følelse af: ”Wow, hvor er det bare vildt hårdt at sidde i fængsel. Rigtigt, rigtigt hårdt. Det er ligesom på film.”

Jeg var den eneste dansker i fængslet. Man forstår ikke sproget eller kulturen. Man forstår ikke folk omkring én. Man forstår ikke systemet. Man sidder bare alene i sin celle 23 timer i døgnet. Om morgenen bliver man vækket, når morgenmadsvognen kommer, og man kan vælge, hvad man skal spise. Så bliver døren lukket. Næste gang døren bliver åbnet, er til frokost. Og igen, når man skal på gårdtur. Og sidste gang er, når man skal have aftensmad. Det er det.

Alt bliver jo en vane, og efterhånden bliver det hverdag. Jeg læste engang i en psykologibog om, hvordan hjernen vænner sig til forskellige ting. Det ligger til menneskets natur, at det højst tager tre måneder at vænne sig til nye omgivelser. Og jeg vil sige, at jeg relativt hurtigt kom ind i rytmen. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle sætte mine fødder og overleve til at begynde med, men så knyttede jeg mig til fængslets stærkeste gruppe dernede, albanerne. De passede på mig, og jeg kunne lide at hænge ud med dem. Vi snakkede, spillede skak, backgammon og bordtennis, når vi kunne komme til det. Men det mest positive, jeg tog med mig dernedefra, var, at jeg fik undervisning og lærte landets sprog til perfektion.

Man gør sig jo desværre en masse tanker, når man sidder der i udlandet – når man bruger 23 timer i døgnet, låst inde i en celle, så tænker man alle tanker og prøver at få det hele til at give mening. Jeg prøver at lægge min fortid lidt væk, jeg vil ændre mit liv. Jeg gider ikke være kriminel mere. Det har jeg prøvet i rigtigt, rigtigt mange år. Men når fælden klapper, kan det gøre rigtigt ondt. Og det har det gjort denne gang.

Da jeg efter lidt over to år dernede blev overført til det åbne fængsel i Danmark, tænkte jeg: Hvor har man det bare nemt i Danmark. Jeg kan bevæge mig rundt, jeg kan arbejde eller studere. Min celle er ganske fin. Væggene er hvide, og man kan male træværket i de farver, man vil have. Jeg har et fjernsyn og en computer med internetforbindelse, fordi jeg er begyndt på en uddannelse. Jeg er på en afdeling, hvor folk nok afsoner en dom, men også enten har arbejde uden for fængslet eller modtager undervisning.

Der er arbejdspligt i fængslet. Arbejdet kan være alle mulige ting. Der er både en tømrer, en smed, en gartner og et rengøringshold. Der er forskellige former for produktion. Før jeg begyndte at studere, var jeg lidt over det hele, en uge dér og en uge dér. Jeg kunne ikke rigtigt finde mig tilpas nogle af stederne. Men jeg brugte mest tid hos tømreren. Jeg synes, det er rart at føle, at man har et ansvar at stå op til. Stå tidligt op og gå på arbejde. Om ikke andet tager man et ansvar for sig selv. Jeg er i gang med at gøre en forskel i mit eget liv.

Noget af det værste ved at sidde i fængsel er, at man savner sin familie. Jeg har en kæreste, der venter på mig, en mor og en lillebror. Jeg vil så gerne flytte sammen med min kæreste, når jeg bliver løsladt. Jeg er taknemmelig for, at jeg overhovedet har en kæreste. Hun giver mig håb hver dag. Det allerværste er selvfølgelig at sidde og være låst inde. Ikke at kunne gøre, hvad man vil, når man vil det. At have fået taget sin frihed. Det er jo også det, straffen hedder: frihedsberøvelse.

Det bedste er sammenholdet. Alle hjælper og støtter hinanden. Man er i samme båd og har de samme livsbetingelser, så hvorfor ikke gøre det nemmere ved at hjælpe hinanden? Men jeg kommer på den anden side ikke til at savne det, når jeg forhåbentligt bliver løsladt næste år.

Dagens højdepunkt for mig er paradoksalt nok, når klokken bliver 21, og man bliver lukket inde i sin celle. Så er der bare mig. Der er ro på. Jeg kan sidde og snacke lidt slik. Der er roligt omkring mig, ikke så meget aktivitet, og jeg kan slappe af. Fængslet kan virke som en efterskole, hvor der er mennesker omkring dig hele tiden, der snakker. Der er aktivitet hele tiden. Når man sidder der alene, så er der samtidig gået endnu en dag. Så venter vi bare på, at den næste kommer.

Om 10 år er jeg flyttet til en provinsby. Jeg har to børn. Jeg har min kæreste, som så er blevet til min kone. Jeg ved ikke helt, om jeg er blevet selvstændigt erhvervsdrivende endnu, men jeg er i hvert fald på ved derhen. Og jeg lever selvfølgelig et liv helt uden kriminalitet.