15 danskere fortæller i det nye Euroman ekstreme historier fra virkelighedens overdrev. Her fortæller finansmanden Lars Tvede om at tjene millioner af kroner, da aktiemarkedet blev ramt af coronakrisen.
Foto: Ritzau Scanpix Iværksætteren og finansmanden Lars Tvede handlede hurtigt, da aktiemarkedet blev ramt af coronakrisen.
Som investor følger jeg hele tiden udviklingen i økonomien og på markederne. I 2017 og 2018 sagde jeg i medierne, at der ville komme en recession i 2020, men efterhånden som vi nærmede os, skiftede jeg mening til, at den nok først ville blive 2021 eller 2022. Derfor gik jeg ind i 2020 med fortsat fuld aktieeksponering, men jeg var samtidig på tæerne, for aktierne havde på det tidspunkt lavet det største bullmarked nogensinde (lang periode med opadgående tillid i markedet, red.). Med dette i tankerne fulgte jeg informationerne særlig tæt.
Den 21. februar lå jeg i sengen om morgenen og læste mails herunder et par analyser om den nye coronavirus fra kompetente og dygtige analytikere. Allerede efter et par sider i den ene rapport tænkte jeg:
”Hold nu op, dette er virkeligt alvorligt og truende for markedet, og ingen har rigtigt bemærket det endnu.”
Annonse
Jeg bed specielt mærke i, at myndighederne kunne tvinges til at nedlukke økonomier for at stoppe udviklingen og ved lov skabe en depression. Og så var det klart, at når aktierne lå på et det højeste niveau nogensinde, og mange investorer havde købt ind på et meget lavere niveau, så ville de ikke have noget problem med at sælge på vej ned også. Et fald kunne blive vildt.
Jeg er ret gammeldags med børshandel, så jeg ringede til bankerne og bad dem sælge alt, jeg havde af aktier. Det tog cirka 30 minutter, og derefter skrev jeg i et langt opslag på Facebook, hvad jeg havde gjort og hvorfor.
Få dage senere begyndte markedet at krakelere. Imens havde jeg brugt en masse tid på at studere coronavirus og kunne konkludere, at situationen var virkeligt alvorlig. Derfor gik jeg et skridt videre og solgte short (spekulerer i faldende kurser, red.) for at tjene på faldet. Derefter var jeg ret nervøs, det er jeg altid, når jeg shorter. Det er jo lidt som at tisse imod vinden, fordi den langsigtede trend for aktiekurser er op. Man skal virkeligt være sikker i sin sag, når man satser på, at markedet går den anden vej, for hvis markederne så pludselig tordner op, kan man tabe meget store beløb.
Efter markedet var krakket, begyndte jeg gradvist at købe op igen, og nu er jeg på cirka 80 procent af den aktieinvestering, jeg havde på toppen. Det er jo, når tingene ser sortest ud, at man skal købe, også selv om det kan føles unaturligt.
Det er naturligvis en god følelse, jeg sidder med, når jeg ser tilbage i dag. Jeg har investeret i snart 40 år, og for mig er der både en sport og ære i at være god til det, jeg gør. Jeg ramte rigtigt denne gang, og det er jeg glad for. I løbet af et liv har man som investor måske fem-seks store chancer for at tjene rigtigt mange penge på aktiemarkedet, nemlig ved at gøre det, jeg gjorde. I de fire tidligere børskrak i mit liv lykkedes det også, og det er der en vis faglig stolthed i.
Lars Tvede ønsker ikke at oplyse, hvor mange millioner han tjente på aktiehandelen under coronakrisen.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.