Sådan føles det at være ludoman

Første gang jeg stiftede bekendtskab med spil, var i 10-11-års alderen. Jeg kom nede hos min mormor og morfar i Solrød. Dér så man On-side, som det hed dengang, på tv. Min morfar gav mig altid en 200-kroneseddel, så jeg kunne gå op på tanken og købe en is og noget slik, og så fik jeg lov til at tippe for resten af pengene. Jeg fortsatte med at spille for nogle hundrede kroner som teenager. Det var først, da jeg var i slutningen af teenageårene, at det blev usundt. Jeg vidste, at det, jeg lavede, var i skoven. Det var ikke normalt. Men jeg sagde til mig selv, at det bare var noget, jeg hyggede mig med. Jeg spillede på alt, hvad der havde med odds på sportsbegivenheder at gøre. Jeg spillede mest på fodbold og tennis, men har stort set spillet på alle sportsgrene. I virkeligheden handlede det om at quickfixe sig ud af nogle bekymringer eller problemer.

Jeg tror, at der i en tidlig alder var opbygget et glansbillede af mig om, at jeg var stærk og nærmest fejlfri. En eller anden urokkelig klippe. Der var ikke plads til svaghed. Det flugtede ikke med, hvem jeg var. Jeg var derimod ekstremt overfladisk og veltalende, måske ligefrem demagogisk. Jeg var ret udisciplineret, ustruktureret og var altid én, der netop fik manøvreret sig ud af mange ting – også i skolen. Jeg fik næsten aldrig lavet lektier. Jeg endte med at flygte ind i at spille.