Sådan føles det at være ludoman

Første gang jeg stiftede bekendtskab med spil, var i 10-11-års alderen. Jeg kom nede hos min mormor og morfar i Solrød. Dér så man On-side, som det hed dengang, på tv. Min morfar gav mig altid en 200-kroneseddel, så jeg kunne gå op på tanken og købe en is og noget slik, og så fik jeg lov til at tippe for resten af pengene. Jeg fortsatte med at spille for nogle hundrede kroner som teenager. Det var først, da jeg var i slutningen af teenageårene, at det blev usundt. Jeg vidste, at det, jeg lavede, var i skoven. Det var ikke normalt. Men jeg sagde til mig selv, at det bare var noget, jeg hyggede mig med. Jeg spillede på alt, hvad der havde med odds på sportsbegivenheder at gøre. Jeg spillede mest på fodbold og tennis, men har stort set spillet på alle sportsgrene. I virkeligheden handlede det om at quickfixe sig ud af nogle bekymringer eller problemer.

Jeg tror, at der i en tidlig alder var opbygget et glansbillede af mig om, at jeg var stærk og nærmest fejlfri. En eller anden urokkelig klippe. Der var ikke plads til svaghed. Det flugtede ikke med, hvem jeg var. Jeg var derimod ekstremt overfladisk og veltalende, måske ligefrem demagogisk. Jeg var ret udisciplineret, ustruktureret og var altid én, der netop fik manøvreret sig ud af mange ting – også i skolen. Jeg fik næsten aldrig lavet lektier. Jeg endte med at flygte ind i at spille.

Jeg blev ansat i et firma, der bookede og tilbød revisor- og advokathjælp for andre virksomheder. Jeg var god til det og tjente styrtende med penge – nogle måneder mellem 80.000 og 120.000 kroner. Det var meget usundt for en udisciplineret dreng som mig at tjene så mange penge. Jeg begyndte at spille mere og mere og kompenserede for det manglende nærvær ved at købe mig til det. Jeg inviterede min daværende kæreste på en masse spaophold, rejser og ture – en masse ufornuftige ting. Jeg satte mig hårdt i det økonomisk, boede i en dyr lejlighed og kørte i en dyr, flot bil.

Jeg brugte mange penge og spillede rigtigt meget. Og vandt selvfølgelig også mange gange på odds. Det er jo det, der er det ’frygtelige’. Hver anden eller tredje gang vandt jeg 40.000 eller 50.000 kroner. Jeg holdt mit spil skjult for min familie og min kæreste ved at gå ind i kiosker, på tankstationer eller supermarkeder, når jeg skulle til eller fra arbejde, når jeg skulle købe ind eller besøge en ven. Derfor var jeg også altid på farten hver dag – for at kunne komme til at spille. På jagt efter kiosker og spillemuligheder. Jeg havde hele tiden brug for flere penge.

En nat vågnede jeg ved, at jeg skulle spille på et eller andet, og alle markeder var tømt, så der var kun fægtning tilbage fra et eller andet obskurt land. Jeg spillede de 12.000 kroner, der var tilbage på min konto, på favoritten. Jeg kunne se, at vedkommende fik rigtigt mange points og var selvfølgelig glad. Pludselig stod der over skærmen, at væddemålet var tabt. Jeg tænkte: Nå, der er sikkert sket en fejl. Så jeg skrev i spilfirmaets chat, at de havde lavet en fejl, fordi ham, jeg havde spillet på, jo havde vundet.

Så skrev de tilbage: ”Hej Alexander, i fægtning handler det om at få færrest points.” Det viser vanviddet ved at spille. Jeg har også engang spillet på et obskurt hundevæddeløb i USA, fordi der ikke var andet. Indimellem har jeg spillet nogle meget, meget høje beløb. Det største beløb var over 300.000 kroner, som jeg satte på en tenniskamp med Serena Williams til odds 1,20. Der skulle en manuel godkendelse til, fordi det var så stort et beløb. Og der vandt jeg over 400.000 kroner, men dem spillede jeg hurtigt op igen.

For at skaffe penge til at spille for manipulerede jeg min farmor til at låne mig 300.000 kroner. Jeg har andre personer tæt på mig, som jeg har manipuleret til at låne mig store summer. Talrige venner. Selv mine forældre. Der er ikke nogen grænser, når man er ludoman. Al logik og alle værdier forsvinder, og det er det, der gør, at mange ludomaner ender i selvmord eller tæt på. Det er fordi, man til sidst ingen integritet har, der er ingen grænser. Det er et grundvilkår, at man er uærlig, og at man lyver og er svindlerisk.

Det har aldrig været spændingen, der drev mig. For mig er der to ting i det. Det ene er økonomien – at jage det hurtige fix, slippe af med mine problemer og vinde nogle penge, som kunne give mig det, jeg manglede. Det andet er mere grundlæggende og handler om at søge ind i noget, der til sidst blev min bedste ven og gav mig noget ro og tryghed. Det kan være paradoksalt, at kaos og drama og adfærd i ludomani kan give ro og tryghed, men det gjorde det. I trygheden er der også noget lys og håb, fordi meget andet, når man er ramt af ludomani, kan føles magtesløst, meningsløst eller håbløst.

I dag skylder jeg omkring to millioner kroner væk og er altså ruineret i en ung alder. Og så er der forholdene til alle de mennesker, der har lidt under, at jeg har været syg. Jeg har ikke ret mange mennesker tilbage omkring mig. Det er tungt.

Det er tredje gang, jeg har været i behandling nu. Problemet er, at denne her sygdom er progressiv. Det bliver værre og værre og vildere og vildere, de ting man foretager sig, indtil det ender med fængsel eller død. Også de menneskelige omkostninger bliver værre.

I dag lever jeg ekstremt struktureret. Alt i mit liv er planlagt helt ned til, hvornår jeg skal i bad og børste tænder, for at jeg ikke skal ryge tilbage i ludomanien. Det er fuldstændigt altoverskyggende for mig, at jeg får betalt min gæld tilbage og får vist mine omgivelser, at Alexander er god nok. Det er ham den anden ikke, men det er Alexander, når jeg har fat i ham. Men hver morgen, når jeg står op, uanset om himlen er blå, om nogen skal giftes, eller der sker noget andet positivt, så skal jeg have i tankerne, at det i dag er endnu en dag, hvor jeg er ludoman.