Sådan føles det at være undercoveragent

Lige siden jeg var helt lille, har jeg vidst, at jeg ville være spion eller agent. Jeg er vokset op med hemmeligheder og fortielser. Både min far og min mor var hemmelige agenter under den kolde krig, og på den måde lærte jeg på et tidligt tidspunkt at holde min mund, når der skete mærkelige ting derhjemme. Der kom en masse dybt hemmelige mennesker i mit barndomshjem på Amager. De var alle en del af min fars spionring. Min far sagde til mig, at jeg aldrig nogensinde måtte fortælle nogen om, hvad der blev talt om derhjemme, for så ville hele verden brase sammen. På den måde lærte jeg at holde på hemmeligheder og blev en slags perfekt spion. Jeg spionerede selv som barn på de mennesker, der kom hjemme hos os, og var altid meget opmærksom og meget skeptisk, når jeg mødte nye ansigter.

Da jeg søgte ind i politiet, var det derfor kun for at komme i Politiets Efterretningstjeneste og blive agent. Jeg ville arbejde med spionage, uanset de omkostninger der måtte være. Jeg kom ind i politiet og kom hurtigt til at beskæftige mig med narkotikabekæmpelse. Fordi jeg er kvart tysk og halv svensker, beherskede jeg begge sprog og blev brugt som undercoveragent til at infiltrere narkobander og gangstergrupper. Der kom svenskere udefra, som ville købe narkotika i Danmark.

Der var en sag ude fra Sydhavnen, jeg kan huske helt særligt. Jeg havde fri og gik derhjemme, da de ringede fra arbejdet og spurgte, om jeg kunne stille op som svensker. Jeg kørte ind på det gamle Sheraton-hotel på Vester Søgade i København, hvor jeg skulle mødes med nogle kolleger. Der var en pige med, som var narkoluder – hende skulle jeg følges med.

”I skal ud i en lejlighed på Borgmester Christiansensgade,” sagde lederen af operationen.