Sådan føles det at være undercoveragent

Lige siden jeg var helt lille, har jeg vidst, at jeg ville være spion eller agent. Jeg er vokset op med hemmeligheder og fortielser. Både min far og min mor var hemmelige agenter under den kolde krig, og på den måde lærte jeg på et tidligt tidspunkt at holde min mund, når der skete mærkelige ting derhjemme. Der kom en masse dybt hemmelige mennesker i mit barndomshjem på Amager. De var alle en del af min fars spionring. Min far sagde til mig, at jeg aldrig nogensinde måtte fortælle nogen om, hvad der blev talt om derhjemme, for så ville hele verden brase sammen. På den måde lærte jeg at holde på hemmeligheder og blev en slags perfekt spion. Jeg spionerede selv som barn på de mennesker, der kom hjemme hos os, og var altid meget opmærksom og meget skeptisk, når jeg mødte nye ansigter.

Da jeg søgte ind i politiet, var det derfor kun for at komme i Politiets Efterretningstjeneste og blive agent. Jeg ville arbejde med spionage, uanset de omkostninger der måtte være. Jeg kom ind i politiet og kom hurtigt til at beskæftige mig med narkotikabekæmpelse. Fordi jeg er kvart tysk og halv svensker, beherskede jeg begge sprog og blev brugt som undercoveragent til at infiltrere narkobander og gangstergrupper. Der kom svenskere udefra, som ville købe narkotika i Danmark.

Der var en sag ude fra Sydhavnen, jeg kan huske helt særligt. Jeg havde fri og gik derhjemme, da de ringede fra arbejdet og spurgte, om jeg kunne stille op som svensker. Jeg kørte ind på det gamle Sheraton-hotel på Vester Søgade i København, hvor jeg skulle mødes med nogle kolleger. Der var en pige med, som var narkoluder – hende skulle jeg følges med.

”I skal ud i en lejlighed på Borgmester Christiansensgade,” sagde lederen af operationen.

”Du er svensker og har fået kontakten af pigen her. Du skal købe en masse heroin af en bande. Pengene ligger på et hotelværelse. Du må ikke have dem med, for så overfalder de dig, og du kan heller ikke være bevæbnet. Hvis de vil se pengene før handelen, må du tage en af dem med ind på hotelværelset. Vi observerer jer.”

Så tog vi afsted og tog ind til lejligheden på Borgmester Christiansensgade, hende og jeg. Der var fyldt med mennesker. De lå på gulvet, på senge og hang i stole og sofaer. Det drev med hash-tåger. Jeg havde pænt tøj på i modsætning til normalt, når jeg er på arbejde. Jeg talte svensk hele tiden, og pigen sad halvsløv ved siden af mig.

”Nå, hvad har du så til mig,” sagde jeg til den gangster, der sad over for mig.

”Det er sgu da ikke mig, der er chefen,” sagde han så og rejste sig.

Han gik ud i køkkenet, og ind kom hans mormor, fedtet i håret og med hvidt forklæde på og satte sig ned. Hun tog et rør med heroin op.

”Nu kan du se, om det er noget,” sagde hun.

Jeg talte hele tiden svensk. Pludselig var der en fyr, der rejste sig op. Jeg genkendte ham som én, jeg havde anholdt før.

”Han ligner sgu da mere en strømer,” råbte manden.

Så sagde jeg på svensk til pigen:

”Strømer, är det inte snut, är det inte polisen?” (”Strømer, betyder det ikke panser, er det ikke politiet?” red.).

”Jo,” sagde hun. Så sagde jeg til mormor, at hvis der er noget med politi her, så er vi strøget.

Så sagde ham, jeg tidligere havde anholdt:

”Det var kun en joke, din åndssvage svensker.”

Der fik jeg lige pulsen lidt op, når man sidder der med 20-25 utilregnelige mennesker. Hvis jeg var blevet afsløret, var det gået galt. Men vi fik afsluttet missionen og optrevlet banden.

Det farligste, jeg har været udsat for, foregik også i Sydhavnen. Vi skulle hurtigt rykke ud, så jeg kunne ikke nå at give ordentligt besked til mine kolleger om, hvad der skulle ske. Så aftalen var, at de bare skulle skygge mig, når vi tog afsted. En af de andre agenter lignede selv en narkoman, et vrag. Da jeg passerede ham, sagde jeg hurtigt til ham:

”Det går mod Sydhavnen.”

Da vi kom op i lejligheden ude i Sydhavn et sted, sad der måske otte-ti meget grove typer, pushere, narkohandlere og sådan nogle. Jeg havde en skjult radio på mig, og da der var kommet rigtigt meget narko på bordet, trykkede jeg tre gange på radioen, som jeg plejer, som signal til mine politikolleger om, at de gerne nu måtte storme lejligheden.

Pludselig kom jeg i tvivl om, hvorvidt radioen var tændt, men mine kolleger plejer jo at være lige uden for døren. Så jeg tog en chance og tænkte: ”Skide være med det.”

Jeg trådte et par skridt tilbage og sagde højt i min radio:

”Nu kan I godt komme og anholde.” Men der skete ikke noget.

Kollegerne holdt ude i Nyhavn. Sydhavn, Nyhavn. Han havde hørt forkert, kollegaen, der lignede et vrag. De stod ude i Nyhavn og ventede. Rødderne i lejligheden sprang op og tog deres knive frem. Jeg trak min pistol, ladede den og sagde:

”Jeg skyder kraftedeme den første, der går et skridt frem.”

De kunne godt mærke, at jeg var nervøs, og at jeg ville skyde, hvis de bevægede sig. I radioen sagde jeg så:

”Det er altså i Sydhavn, og det er nu.”

Jeg holdt narkoforbryderne hen, indtil mine kolleger stormede ind i lejligheden.

At arbejde sådan undercover kræver, at man er rimeligt robust. Det har jeg altid været. Jeg har kunnet håndtere det, men for andre er det for hårdt. De kan ikke betale den pris at arbejde sådan og at skulle holde så mange ting hemmeligt for sine omgivelser. De må simpelt hen stoppe. Nogen får ødelagt deres ægteskab og deres samvær med venner. Og hvis ikke der er nogen forståelse hos ens ægtefælle for, at man er hemmelighedsfuld og arbejder risikabelt, så bliver det en belastning. Det har jeg ikke oplevet på samme måde. Men nu er jeg jo også gift med en agent selv, ikke?