Min kæreste Sophia og jeg befinder os dybt inde i junglen på vej mod floden Cosewijne i Surinam. Da vi ankommer til floden, går vi ned for at fange fisk til aftensmad.
Regel nummer ét i junglen er, at du aldrig går nogen steder uden din guide, men vi føler os trygge nok til at bevæge os ned til floden på egen hånd. Efter 100 meter ser vi to pinde, der står oprejst i jorden på kryds.
Det er ofte et tegn på, at der er nogle jægere, der har sat en shotgun-fælde med snubleline op, så vi går i en stor bue udenom for en sikkerheds skyld. Men vi når ikke mere end 10 meter, før jeg mærker det første stik på underkæben, og inden jeg når at reagere, er hele mit ansigt under angreb af bier.
Annonse
Måske er jeg kommet til at træde på en bikube på jorden eller har slået til en træstamme med min machete, men jeg når hverken at se dem eller opfatte, hvor de kommer fra. Jeg smider instinktivt alt, hvad jeg har i hænderne, og løber tilbage mod stien for at slippe væk. Bierne sætter sig i mit skæg, og jeg får 25-30 stik i ansigtet, inden jeg får rystet dem af mig.
Den umiddelbare smerte er ikke værre end et normalt bistik – der er bare mange af dem. Men da vi kommer tilbage til vores guide, og adrenalinen lægger sig, bliver jeg svimmel og får kraftig hovedpine.
Sveden begynder at hagle af mig, og jeg hæver op flere steder på kroppen. Jeg forsøger at drikke og spise, men kaster det hele op igen. Jeg kan se, at vores guide er nervøs, for hvis jeg går i anafylaktisk chok, er der intet at stille op.
Vi har ingen satellittelefon, ingen bil, vi har efterladt vores førstehjælpskit i vores camp tre timers gang væk, og kun en EpiPen med ren adrenalin kan stoppe chokket.
I voldsomme tilfælde dør man inden for 30 minutter, fra det indtræffer. Jeg forsøger at lette stemningen med en malplaceret joke om, at hvis jeg nu dør … Men jeg når ikke videre, før Sophia stopper mig: ”Du siger det ikke!”
Annonse
Det klør over det hele, jeg har feber og får skiftevis hede- og kuldeture, men jeg føler ikke rigtig frygt. Jeg har det mere, som om jeg er høj på et eller andet og har mistet al kontrol over min krop.
Først efter to timer begynder feberen og hævelsen at lægge sig, og de andre beslutter, at vi skal skynde os tilbage til campen. Turen hjem er de længste tre timer i mit liv. Giften har sat sig i alle led, hvert eneste skridt er en intens smerte. Sophia slæber mig under armen hele vejen. Jeg er så udmattet, at jeg flere gange får lyst til bare at lægge mig ned og give op.
Da vi endelig ankommer til campen, får jeg piller mod den allergiske reaktion og sover 14 timer i træk. Næste dag tager vi tilbage til hovedstaden Paramaribo, men jeg er stadig meget svag. Først tre uger senere er al giften ude af min krop.
Anders Andersen og hans kæreste Sophia bor i Guyana og ejer virksomheden Untamed Adventures, der arrangerer rejser og overlevelsesture i Sydamerika.
