Den umiddelbare smerte er ikke værre end et normalt bistik – der er bare mange af dem. Men da vi kommer tilbage til vores guide, og adrenalinen lægger sig, bliver jeg svimmel og får kraftig hovedpine.
Sveden begynder at hagle af mig, og jeg hæver op flere steder på kroppen. Jeg forsøger at drikke og spise, men kaster det hele op igen. Jeg kan se, at vores guide er nervøs, for hvis jeg går i anafylaktisk chok, er der intet at stille op.
Vi har ingen satellittelefon, ingen bil, vi har efterladt vores førstehjælpskit i vores camp tre timers gang væk, og kun en EpiPen med ren adrenalin kan stoppe chokket.
Annonse
I voldsomme tilfælde dør man inden for 30 minutter, fra det indtræffer. Jeg forsøger at lette stemningen med en malplaceret joke om, at hvis jeg nu dør … Men jeg når ikke videre, før Sophia stopper mig: ”Du siger det ikke!”
Først efter to timer begynder feberen og hævelsen at lægge sig, og de andre beslutter, at vi skal skynde os tilbage til campen. Turen hjem er de længste tre timer i mit liv. Giften har sat sig i alle led, hvert eneste skridt er en intens smerte. Sophia slæber mig under armen hele vejen. Jeg er så udmattet, at jeg flere gange får lyst til bare at lægge mig ned og give op.
Da vi endelig ankommer til campen, får jeg piller mod den allergiske reaktion og sover 14 timer i træk. Næste dag tager vi tilbage til hovedstaden Paramaribo, men jeg er stadig meget svag. Først tre uger senere er al giften ude af min krop.
Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Det er nok mest, når jeg er på skærmen. Jeg oplever ikke, det er så svært, når jeg er ude at møde folk.
