43, Overlæge på Rigshospitalets Traumecenter og ambulancelæge
Min mor ringer. ”Kan du ikke komme over og være lidt sammen med far?” Far har haft to blodpropper inden for seks måneder og er blevet indstillet til en bypassoperation på Odense Sygehus.
Annonse
Far er landmand i Sønderjylland, han har bygget gården op selv. Selv om han er sygemeldt, knokler han bare videre på gården. Det er sådan, han er. En gæv jyde med store hænder, der altid har kunnet klare alting selv.
Men det her kan han ikke klare. Han er ude af sig selv, rastløs, han kan ligesom ikke være i sin egen hud. Han har en ekstrem livsappetit og er virkelig bange for at dø. Når det gør ondt i brystet, hopper han op og ned på stedet. Han tror, det får smerterne til at gå væk. Min mor kan ikke hjælpe ham. Far kan ikke finde ro nogen steder, han kan ikke holde ud at være på sin gård.
To dage før han skal opereres, tager far og jeg op til familiens sommerhus ved Blåvand. Mor ringer ikke til mig, fordi jeg er ved at blive læge. Hun ringer, fordi hun ved, at han lytter til mig. Jeg har et specielt forhold til ham. Jeg er tæt på ham, og han er en af mine bedste venner.
Om aftenen sidder vi og kigger ud over havet. Efterårsvinden suser i marehalmen. Vi snakker godt sammen. Klokken fire om morgenen får han svære brystsmerter. Han koldsveder og er simpelthen så bange. Jeg har aldrig set nogen være så bange før. Jeg kan slet ikke kende ham. Min store, stærke far.
”Erik, jeg dør nu, jeg dør nu, jeg dør nu,” råber han og tager sig til brystet, imens jeg stopper hans medbragte nitroglycerin-piller i munden på ham.
Anfaldet går over. Jeg er sgu bekymret. Jeg ringer til Odense Sygehus for at få ham indlagt med det samme. Min far er helt vildt glad for at have overlevet. Han føler, at han er genopstået og har fået en ny chance.
Annonse
I bilen gør han status over sit liv. Og taler om de ting, han vil lave om, når han er blevet opereret. De spiller Birthe Kjær i radioen. Vi skråler begge med. Alt, hvad vi kan. Jeg har aldrig hørt min far synge sådan før.
Da vi når Lillebæltsbroen, dunker han mig hårdt på skulderen og spørger, om vi ikke skal holde ind. Vi sidder i efterårssolen ved Lillebæltsbroen og drikker kaffe og spiser ostemad. Far er i superhumør og har ikke travlt med at komme på hospitalet. Jeg har aldrig oplevet ham sådan før.
Han griner og fortæller om dengang, jeg som lille – på sådanne nogle tidlige sommermorgener – elskede at trampe i de nylagte, varme kokasser med bare tæer. Om, hvor svært det var at lære mig at fløjte med et græsstrå mellem hænderne. Og om dengang, da han bad mig kigge op i melassebeholderen for at se, om den var tom. Hvilket jeg gjorde, mens han samtidig trak i håndtaget, så jeg blev begravet i den klistrede roesirup. Vi griner og kører videre.
Kort før Odense springer kileremmen. Det sker ude foran en møbelhandler. Jeg løber ind og spørger stakåndet, om jeg må låne hans bil. Han er med på den og finder nøglerne til sin hvide Mercedes.
Vi når frem til parkeringspladsen foran sygehuset. Den er kæmpe, kæmpestor. Vi finder en plads et tilfældigt sted. Vi kan se hospitalet et stykke fra, hvor vi holder. Pludselig begynder han at græde. Det har jeg ikke set ham gøre før. Tårerne triller ned ad ansigtet på ham.
”Jeg er så glad,” siger han og omfavner mig hen over håndbremsen. ”Tak, Erik. Tak. Jeg troede aldrig nogensinde, at jeg ville komme så langt.”
Vi går om til bagagerummet for at tage hans ting. Han står lige ved siden af mig. Pludselig bliver han ligbleg. Blodet forsvinder med ét ud af ham. Han begynder at falde. Hen mod mig. Jeg når at gribe ham, inden han rammer asfalten. ”Far, hvad er der?” siger jeg.
Annonse
Jeg tror, han er besvimet. Jeg dasker ham hårdt på kinden, som man gør. Der sker ikke en skid. Så tager jeg hans puls. Der er overhovedet ikke nogen. Så ved jeg, at han er død. ”Sker det her virkelig?” når jeg at tænke. Så går jeg ind i den automatisme, jeg har prøvet mange, mange gange senere. Jeg handler med det samme. Jeg ser ikke andet end opgaven foran mig. Der kunne have stået en elefant ved siden af mig, uden at jeg ville have set det. Det er noget af en ilddåb. Det er første gang, jeg skal genoplive nogen, og så er det min egen far. Jeg er overrasket over, hvor cool jeg reagerer.
Jeg lægger ham ned på asfalten og løsner hans bælte og andet, der kan stramme. Lynhurtigt går jeg i gang med at give ham mund-til-mund og hjertemassage. Jeg skifter mellem de to behandlinger. Når jeg ikke giver mund-til-mund, råber jeg helt vildt til ham, mens jeg trykker ham på brystet.
”Far, for helvede, far, vi er her. Kom til mig, kom til mig, kom, kom, kom.”
Der sker ingenting. Et ældre ægtepar kommer gående hen over parkeringspladsen. Mens jeg fortsætter behandlingen, råber jeg alt, hvad jeg kan:
”Hey, det er et hjertestop, få fat i skadestuen, det er et hjertestop.”
Ægteparret ser på os, som om vi er fulde. Alligevel kommer de hen mod os. Så ser de, at det er alvor. De begynder begge at løbe hen mod skadestuen. Jeg bliver ved med at lave mine genoplivningsforsøg. Pludselig kan jeg se, at der kommer folk løbende ud fra skadestuen. I høj fart.
Det er lige før, udstyret falder af den båre, de kommer med. Sammen får vi ham op på båren, og jeg fortsætter med at forsøge at genoplive ham. Folkene fra skadestuen ved ikke, hvem jeg er. Vi kommer ind i et stort rum og går i gang med at få overvågningsudstyret på ham, mens jeg fortsætter behandlingen med hjertemassage og mund-til-mund. Vi får fat i den elektriske støder. Efter tredje stød får han sin egen puls igen. Hans hjerte slår af sig selv.
Det er ca. 10 minutter siden, han faldt om. Men han vågner ikke op. En sygeplejerske siger: ”Hov, du skal da egentlig slet ikke være her.” Hun trækker mig ind i et pårørende-rum. Der er et stort vindue. Jeg sætter mig henne ved radiatoren og glor ud ad vinduet.
Det har ikke regnet hele dagen. Pludselig står det ned i stænger. Hele himlen åbner sig. Det regner, som jeg sjældent har set regn. Det er fuldkommen som i en film, tænker jeg. Der går hundrede år, uden at der sker noget. I virkeligheden er det nok bare fem minutter. Hvad nu, hvis han dør? Hvad gør vi? Hvad gør jeg? Jeg kan ikke have det i mig. Det er tomt. Jeg begynder at græde. Så kommer der en sygeplejerske ind. ”Det har du godt nok gjort godt. Din far lever, men han er i koma. Nu må vi se, hvordan det går.”
Jeg er lige ved at falde sammen af træthed. Tre dage senere vågner han. Frisk. Han kan huske det hele. ”Tak, Erik,” er det første, han siger. Oplevelsen kom til at forme mig.
Inden jeg genoplivede min far, var jeg i tvivl, om jeg overhovedet skulle færdiggøre mit medicinstudie. Pludselig gav mit studie mening, og det har det gjort lige siden. Jeg har valgt at specialisere mig i død og ødelæggelse. Når jeg i dag kører lægeambulance og er ude for at genoplive folk, tænker jeg tit på den dag med min far. På, at man ikke skal give op.
Jørgen Hohwü
76 år, tidligere landmand
Da vi står ud af bilen på parkeringspladsen, står der ’Odense Sygehus’. Det skilt læser jeg. Det står over døren. Det er det sidste, jeg kan huske. Jeg falder om. Jeg har nået min deadline. Jeg har ingen fornemmelse af tid. Jeg er død. Jeg ser et klart billede af en kæmpestor høstet hvedemark.
Overalt står de her 20 cm høje stubbe. Der er fandeme mange af dem. Millioner. Hvert eneste menneske har sin egen stub. Vi bor hver for sig i vores stubbe. Stubbene er hule, og vi sidder inde i hvert vores rør. Pludselig bliver jeg suget op ad mit stubrør. Med hundredvis af kilometer i timen, med raketfart. Jeg ved, at kommer jeg op over kanten af stubrøret, kan jeg aldrig igen komme tilbage til min stub. Jeg vil ikke kunne finde den blandt alle de millioner af stubrør på marken. Man må ikke forlade sit rør. Gør man det, er det sket.
Oppe i himlen over mig er det, som om der er mange, mange myggesværme, der farer rundt fuldstændig uden idé. Jeg ser det lige så tydeligt. Og husker det. Jeg kan tegne det. Det er skygger, der bevæger sig. Det er sjælene, der farer rundt.
Man skal ud af sit stubrør. Røret bliver fyldt med vand om vinteren og rådner bort. Om foråret vokser der et nyt rør på samme sted med et nyt menneske i. Jeg vil gerne ud af mit rør. Jeg vil gerne op af det. Det suser, og der er et sollys så stærkt, som jeg aldrig har set det før. Jeg vil gerne op og være sjæl. Jeg bliver draget af det. Det er en fuldstændig ild.
Det blænder. Det jordiske er slut. Nu bliver jeg en sjæl. Jeg suser op gennem røret. Jeg prøver ikke at stritte imod, jeg kan heller ikke. Der er for meget fart på. Jeg kommer helt op til kanten af mit stub-rør. Jeg kan se sjælene deroppefra. De er skygger, der flagrer som vinger af myg. Men jeg kommer ikke ud over kanten af mit rør. Jeg bliver ikke en sjæl. Lige før det sker, bliver jeg kaldt tilbage. Og så forsvinder billedet. Det må være Erik, der har fået liv i mig igen. Jeg er glad for, at det var dét billede, jeg så. Og ikke en mand med en le eller en rive.
Oplevelsen har gjort mig langt mere tryg ved at dø. Den har givet mig en kæmpe ro. Herregud. Så galt er det ikke at dø.
Jørgen Hohwü (th.) ændrede sit liv, efter at han blev reddet. Han holdt op med at være landmand, blev skilt, fandt en ny kæreste og begyndte at sejle. Senere har han fået flere blodpropper, kræft og sukkersyge, men lever fint. ”Han er ikke skabt til at dø,” siger sønnen Erik Hohwü.
