Når Sebastian Bull er på filmoptagelse, skal der være nogle helt særlige ting på menuen: ”Det hjælper mig til at koncentrere mig”
Den næste store stjerne på den danske skuespilhimmel kan meget vel hedde Sebastian Bull. Om et par måneder er han nemlig aktuel i den længe ventede ’Vogter’, et fængselsdrama instrueret af manden bag ’Den skyldige’, Gustav Möller. Her løfter Bull sløret for sine ydmyge ønsker til sin rider, og fortæller, hvorfor han – modsat rigtig mange andre – elsker ’Mænd og høns’.
Jeg ville ønske, at jeg havde spillet … Russells Crowes rolle som Maximus i ’Gladiator’ (2000). For det første er det en virkelig fed film, og så må jeg indrømme, at det er lidt af en drengedrøm at få lov til at stå på sådan et kæmpeset og lave scener, hvor man fægter.
Når jeg genbesøger filmen, får jeg altid en følelse af at blive tændt som skuespiller, fordi den får mig til at aspirere mod noget, som jeg rigtig gerne vil på et tidspunkt i min karriere.
Jeg gad også godt at have fået lov til at spille Joaquin Phoenix’ rolle som Jokeren i ’Joker’ (2019). Det safe space, han har fået til at dykke så dybt ned i karakteren, er det, man som skuespiller drømmer om at få.
Annonse
Jeg ville ønske, at jeg var blevet instrueret af … Anders Thomas (Jensen, red.). Sådan har det egentlig altid været, for jeg synes, at hans film er nogle af de bedste, der er lavet: ’De grønne slagtere’ (2003), ’Adams æbler’ (2005), ’Retfærdighedens ryttere’ (2020) … ’Mænd og høns’!
Jeg elsker ’Mænd og høns’ (2015), selvom det er en film, der deler vandene. Prøv at forestille dig at være skuespiller og få lov til at trække din karakter så langt ud, samtidig med at du står på et set med nogle af de dygtigste skuespillere i landet, og alle er med på samme præmis om, at de er født med nogle gener fra forskellige dyr.
Og tro på den præmis og levere så store præstationer på baggrund af den præmis. Det er jo i meget høj grad Anders Thomas’ fortjeneste, at det fungerer.
Den bedste rolle, jeg har spillet, er … Mikkel i filmen ’Vogter’ (2024), som får premiere i september.
Da jeg landede rollen, var Mikkel slet ikke færdigskrevet, for Gustav (Möller, instruktør, red.) ønskede, at den, der fik rollen, kom ind og satte sit eget præg på den. Og han gav mig virkelig lov og plads til at forme karakteren inden for de rammer, som nu var sat.
Der var ikke noget tidspunkt under den afsøgning, hvor han sagde: ”Stop, prøv at gå en anden vej i stedet.”
Annonse
Da jeg var yngre, havde jeg på et tidspunkt en meget svær periode, og den person, jeg var dengang, forsøgte jeg at finde frem og bruge i karakterskabelsen, hvilket også var medvirkende til, at jeg på en eller anden måde kunne slutte fred med den gamle version af Sebastian.
Jeg spiller over for blandt andre Sidse Babett Knudsen og Dar Salim, og det skabte selvfølgelig et mindreværdskompleks. Men jeg brugte det på en meget positiv og motiverende måde til at levere 110 procent, og jeg er meget tilfreds med, hvordan det hele er endt.
Den bedste skuespiller, jeg har spillet over for, er … Thomas Bo Larsen. Han inspirerer mig på flere måder – både som menneske, men især ved hans tilgang til arbejdet og hans ’it is what it is’-måde at gå til skuespillet på.
Jeg ser selv skuespillerfaget som at være møbelsnedker. Du bygger nogle møbler, og så går du igen. Og undervejs skal du trække værktøjskassen frem og finde ud af, hvilke værktøjer du skal bruge denne gang.
Forstå mig ret: Jeg elsker mit arbejde; jeg elsker at spille skuespil. Men jeg ønsker ikke, at det skal fylde hele mit liv og tages med hjem hver dag.
Thomas Bo Larsen og jeg var i Finland i flere måneder sammen for at optage scener til serien ’Advokaten’ (2018-). En morgen, da vi sad i bilen på vej til settet, hvor Thomas skulle indspille en lang monolog, måtte jeg hjælpe ham med at øve hans replikker.
Det viste sig nemlig, at han ikke helt havde forberedt sig. Der sad vi så, to ordblinde mænd, og prøvede at læse denne her tekst. Da vi kom til, at han skulle indspille scenerne, var det ikke, fordi han havde styr på teksten. Men det er netop pointen.
Annonse
Han spiller så meget på det intuitive, og han nailede den bare. Jeg kan godt lide, at det er lidt rock’n’roll, for det er – i min verden – der, magien opstår. Man må ikke blive låst i replikkerne, man skal turde give slip.
Jeg fortryder, jeg sagde nej til … ’Fasandræberne’ (2014). Jeg gik i 2.G på det tidspunkt, og jeg befandt mig ude på Charlottenlund Fort, da jeg fik forelagt denne her ret gode casting-mulighed.
Jeg kæmpede rigtig meget med dårlige karakterer i gymnasiet, og jeg havde for meget skriftligt fravær, fordi jeg virkelig havde det svært med opgaverne. Gymnasiet gav mig besked om, at hvis jeg lavede flere film, hvilket betød mere fravær, ville jeg ryge ud.
Jeg ville så gerne passe ind, fordi jeg længe havde følt mig ekskluderet fra drengene og fællesskabet, og jeg hungrede efter at blive accepteret, så jeg ville hellere blive på gymnasiet frem for at forlade det og gå nogle andre veje. Jeg fik taget revanche i 3.G, da jeg fire måneder, inden jeg blev student, droppede ud.
Jeg var blevet tilbudt casting på ’9. april’ (2015), og jeg landede faktisk rollen. Jeg havde ikke et højt nok snit til at bestå gymnasiet på det tidspunkt, og jeg havde lige afleveret min SRP.
Jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg fik 7 eller derover, ville jeg fortsætte, men hvis jeg fik under, ville jeg gå ud af gymnasiet og forfølge skuespildrømmen. Jeg endte med at få 4 med pil op og droppede derefter ud. Det var første gang, jeg traf en rigtig stor beslutning i mit liv.
Den vigtigste ting på min rider er … en rulle snus, en banan, en sandwich med skinke og ost, men uden sennep – jeg kan ikke fordrage sennep – og to dåser Pepsi Max.
Jeg er bedst mellem … klokken 10 og 18. Jeg kan virkelig ikke lide natoptagelser, som jeg fx lavede på ’Azrael’ (2024), en amerikansk gyser, der fik premiere for nogle måneder siden. Der lavede vi optagelser om natten en hel måned ude i en skov, og man bliver simpelthen skør af det manglende dagslys.
Hvis jeg skal være på settet klokken 10, kan jeg godt lide at stå op klokken 08 og læse min replikker over en kop kaffe. Jeg kan godt lide at get shit done om morgenen. Jeg er ikke typen, der ligger og øver på replikkerne til klokken 02 om natten.
Hvis jeg kun må se en film resten af mit liv, er det … ’Harry Potter’-filmene. De har et nostalgisk, trygt element, jeg sætter pris på. Man behøver ikke nødvendigvis at følge meget med i dem, men hvis man gør det, er det jo nogle fede film, der åbenbarer sig for én.
Jeg elsker det med, at vi følger dem, fra de er børn, til de bliver voksne teenagere, og hvordan karaktererne udfolder sig med alderen. Fx er der en film (’Flammernes Pokal’, red.), hvor de meget tydeligt er blevet teenagere, og så kommer der et helt nyt aspekt med at møde piger. Det er et trip down memory lane at se de film.
Min guilty pleasure er … ’Landmand søger kærlighed’. Det har jeg virkelig et blødt punkt for, det er topfedt. Man ser Danmark om sommeren ude på landet, det er idyllisk og forførende, og jeg kan godt lide, at deltagerne virker så glade for at være med.
Og så er det bare dejligt at se de her stenhårde mænd ende med at folde sig ud og tale om følelser.
Hvis jeg ikke var blevet skuespiller, var jeg blevet … fortabt. Ej, så var jeg nok blevet sådan en kreativ type i reklamebranchen, der udtænker idéer og koncepter.
Når jeg er på set, har jeg altid … telefon, oplader og AirPods med noise-cancelling – det er meget vigtigt – og en pakke snus, fordi jeg er i gang med at stoppe med at ryge.
Desuden er snuspakken rigtig god for mig, fordi jeg har ADHD, og så kan jeg sidde og have den i hånden, hvilket hjælper mig til at koncentrere mig. Jeg skal også altid have en kop kaffe.
Sebastian Bull
(f. 1995) Opvokset i Hellerup. Debuterede i 2010 i Thomas Vinterbergs ’Submarino’, hvor han spillede drengeudgaven af den ene af filmens to hovedpersoner, Nick. Har også spillet med i Vinterbergs ’Jagten’ og har derudover haft roller i film- og tv-serier som ’9. april’, ’De frivillige’, ’Gidseltagningen’, ’Efterforskningen’ og ’Bullshit’. Spiller en af de to hovedroller (den anden spilles af Sidse Babett Knudsen) i Gustav Möllers nye film ’Vogter’, der får premiere den 12. september.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.