Med tommelen i vejret stod jeg på landevejen uden for den jordanske havneby Aqaba, hvor jeg samme morgen var steget af færgen fra Egypten. Måske burde jeg have anet uråd, eftersom færgekaptajnen havde opgraderet mig fra 3. klasse til en 1. klasses kahyt, hvis dør han lidt senere åbnede med en lille, næsten umærkelig krusning på overlæben og med let tyngede øjenlåg. At dét blik er det samme på alle mænd overalt i verden og kaldes ’liderligt’, anede jeg ikke. Derfor var jeg også pænt langsom i opfattelsen, da han – pga. den stærke sol, som han sagde – gerne ville smøre mine ben ind i den flaske sollotion, han havde med. Først da smøreriet kom for tæt på, sagde jeg truende nej, hvorefter han råbende og med fornærmet gestik forlod kahytten.
Og nu stod jeg dér, ung og lyshåret, og ville tage den på stop gennem ørkenen til Jordans hovedstad Amman. Yes, den allerførste lastbil stoppede. Men da jeg kravlede op i førerhuset, kørte chaufføren – med samme blik som kaptajnen – straks sin udstrakte pege- og langfinger ind og ud af sin mund. Jeg troede, at han ville have noget at spise, og tilbød ham derfor det sørgelige pitabrød, jeg havde med. Men på hans råbende arme forstod jeg, at det var mig, der skulle have noget i munden. Tak for kaffe, sagde jeg og forlod karosseriet.
Ude på vejen igen sænkede lastbil efter lastbil farten, når de så mig, mens chauffør efter chauffør spørgende proppede deres lange- og pegefinger i munden. Hver gang jeg rystede på hovedet, susede de forbi mig. Endelig stoppede en lastbil – uden en chauffør med to fingre i munden – og jeg ankom til Amman. Men pausen blev kort, for ude på gaderne mødte jeg den ene venlige mand efter den anden, der strakte hånden frem til goddag. Min hånd besvarede selvfølgelig deres, indtil jeg for 10. gang havde oplevet, at de med et overraskende ryk trak min hånd ned i deres skridt. Og sovet fik jeg sjældent. Nætterne på mit snuskede hotelværelse gik med konstante bank på døren. Udenfor stod de, alle med de to spørgende fingre i munden, og alle med det samme lettere overraskede udtryk, hver gang jeg smækkede døren i.
Ovenstående skal ikke bruges til andet end til at le ad og til at fortælle, at sexlysten – især hos mænd – er en slags ukrudt, der altid vil poppe op og leve i jorden mellem fliserne, uanset om de er lavet af regler, region eller religion.
For de mænd, jeg mødte dengang, og i øvrigt senere har mødt, var, og er, med stor sandsynlighed ikke homoseksuelle af natur, men blot liderlige – af natur. Lysten, når den er stærkest, er næsten aldrig kræsen, og derfor tager den, hvad der er.
Undersøgelser er godt nok uenige om, hvor tit mænd tænker på sex, men aldrig uenige om, at det er ret tit – og langt oftere, end kvinderne gør det. Tilbage står, at jo mere man forbyder sex – og lysten til det – jo mere skjult en form antager det.
Det gælder i Himalaya, hvor flere ’sjælerene’ buddhistiske munke i klostrene lader deres liderlighed gå ud over fattige drenge. Det gælder i katolicismen, hvor cølibat-præster i årtier ikke har kunnet styre sig over for kordrengene. Det gælder i fundamentalistiske, religiøse samfund, hvor en underlig mikstur af mandsdomineret kultur og religion ofte har skabt en (mandlig) skyldsfornægtende idé om, at det altid er kvindens skyld, hvis manden bliver liderlig. Det gælder i en række afrikanske lande, hvor mange mænd deltager i skjulte seksuelle natløb mellem hytterne. Det gælder i det dobbeltmoralske USA, hvor både præsidentkandidater og CIA-chefer må gå af, når det afsløres, at deres seksualitet bevæger sig uden for ’familieværdierne’. Og det gælder i de parforhold herhjemme, hvor kvinden – ofte efter at have fået børn – ikke længere kan forstå, hvorfor i alverden sex dog skulle være så vigtigt.
Og ja. Egentlig er det overraskende, at sex har så stor betydning. Ser man på selve akten med dramaturgiske øjne, er sex måske en af de kedeligste handlinger, vi mennesker kan udføre. Der er et antal huller og et antal objekter, man kan indføre i dem. End of fucking story. I tekst og billeder er det derfor næsten umuligt at beskrive selve akten, så den rækker længere end det primære og platte abestadie, og derfor springer de fleste – og bedste – fortællere også den del over og koncentrerer sig i stedet om at beskrive alt det, der foregår inden, omkring og efter. Dér, hvor vi som mennesker – og køn – gnistrer stærkest over for hinanden.
Alligevel er sex den historie, vi er og bliver mest interesserede i. Godt hjulpet på vej af et samfund, der siden frigivelsen af pornoen i 1969 har forvandlet enhver form for forbud til enhver form for tilbud. Uden at se os tilbage og med en sådan iver, at sexafhængighed er blevet et større og større problem. Af Euromans egen sexundersøgelse i dette nummer fremgår det, at 78 % af alle adspurgte mener, at det er muligt at være sexafhængig.
”Man skal bare tænke tanken – tjung! – så er man tændt som et juletræ. Sex er alle afhængigheders moder,” som en af de berørte siger i artiklen på side 60.
At flere og flere mænd flår sig så voldsomt og så ofte i banditten – i en grad, så verdenssundhedsorganisationen WHO har indført ’excessive sexual drive’ på listen over anerkendte sygdomme – skyldes angivelig den enorme sextilgængelighed via nettet. Ifølge psykolog Gert Martin Hald taler man nu i fagkredse om en seksuel ’tripple-A-motorvej’, fordi sex er blevet Accessible, Affordable og Anonymous.
Problemet er dog ikke kun tilgængeligheden, men også i høj grad, at vi i vores samfund – modsat andre steder i verden – dyrker lysten som en religion. Uden at stille blot antydningen af spørgsmålstegn ved lystens bagsider, ved det drug, sex er, smovser vi i netporno, i hjemmesider for decideret utroskab, i købesex, i swingerklubber, i ’Fifty Shades of Grey’, i Anne Linnets s/m-knepperier eller i livefuckshows klædt ud som teater eller kunst. Enhver form for problematisering eller moralisering af den seksuelle lyst ender så godt som sikkert i hån eller latterliggørelse i den offentlige debat. Det enkelte individ har erhvervet en uangribelig, absolut og ubestridt ret til at forfølge sine lyster – så længe det ikke går ud over børn. Men selv den grænse blev der for nylig pillet ved, da jurist Vagn Greve foreslog, at (voksne) familier da bare skulle se at gå i seng med hinanden, hvad skulle der da være galt med det?
Beklager, Grev Vagn, du er jo gået helt konkurs. Det er o.k. at lade lysten styre. Men skal vi bevare civilisationen, respekten for hinanden og for os selv, bliver vi nødt til at styre vores lyster.
Det nye Euroman er på gaden i denne uge.
LÆS OGSÅ Stort sextema i det nye Euroman
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
