Simon Kvamm: ”Kong Frederik er desværre AGF-fan, men det kan han jo ikke gøre for”

I Euromans martsudgave har vi et stort tema om Kong Frederik 10., og i den forbindelse har vi spurgt en række kendte danskere, hvad de ville give Kongen i gave, hvis de fik muligheden for det. Her er det Simon Kvamm, musiker, komiker og skuespiller, der kommer med sit bud.

Simon Kvamm: ”Kong Frederik er desværre AGF-fan, men det kan han jo ikke gøre for”
Offentliggjort

Kong Frederik skal have Storebæltsbroen. Det skal han, fordi jeg ser ham som én, der forbinder vores land. Som en bro i sig selv, kan man sige. Han binder det højkulturelle og det folkelige sammen, er min oplevelse af ham ud fra de gange, jeg har mødt ham. Fx til rockkoncerter og festivaler.

Da han kom på scenen sammen med Nephew som en overraskelse på Smukfest i 2018, tror jeg også, at mange blandt publikum oplevede det med en vis fornøjelse at se kong Frederik være menneskelig på den måde. Samtidig er mit indtryk, at han ikke kommer nogen steder og har glemt, at han er kongelig. Og heldigvis for det!