Skærmkongen: Her er kong Frederiks bedste tv-optrædener

Vores konge tager ofte meget få royale hensyn, når han er i fjernsynet. Og heldigvis for det.

Skærmkongen: Her er kong Frederiks bedste tv-optrædener
Offentliggjort

Man behøver ikke at være royalist ind til knoglemarven eller kongehusekspert for at se, at kong Frederik har været kongehusets glidende overgang mellem det folkelige og det formelle. Og det ved han godt.

”Du maler. Jeg motionerer. Du graver efter fund fra fortiden. Jeg gravede mig ned for ikke at blive opdaget i min tid i Forsvaret,” sagde han blandt andet i sin tale til dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum.

Det er også under åben himmel, at kongerigets nye galionsfigur brillerer mest. Bare kig på hans tv-cv, hvor de bedste programmer alle har det til fælles, at den friske luft er fællesnævneren.

Det overrasker (og så alligevel ikke), hvor meget kong Frederik passer som fod i hose i det kontrollerede kaos af et tv-program ’Nak & Æd’ med Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk. På en ATV med kamuflage-bøllehat og en leksikonviden om Gribskov, mærkes det, hvordan kongen føler sig hjemme i naturen.

Væk fra bonede gulve, stukbeklædte lofter og retoriske udfordringer. Der opstod også en usædvanlig magi, da den umage trio sammen jagtede en Sika i 2021.

DR.jpeg.jpg

Som tidligere frømand befinder kong Frederik sig også godt til søs. Derfor gav det mere end god mening, da han i 2020 stævnede ud med Mikkel Beha og familien i programmet ’Kurs mod danske kyster’ for at besigtige Danmarks nordlige farvande.

Der blev tid til både kaffe, banankage, ø-besøg, dykning og friskfangede jomfruhummere på grill. Hvad mere kan en friluftsglad konge drømme om?

skaermkongen-main.jpg

Det skulle da lige være en cykeltur med Dennis Ritter og Rolf Sørensen i Københavns gader. Det fik han fornøjelsen af i 2022, da han sammen med kommentatorparret prøvekørte den første danske Tour de France-etape i programmet ’Rolf & Ritter på Tour’. Iklædt lycra, hjelm og cykelbriller blev Frederik både budt på bagerstop og skiltespurt, som Mads Pedersen tilsluttede sig. Her tog den tidligere verdensmester ingen royale hensyn og udklasserede ’Pingo’.

Men kender man Kongen ret, er det sådan, det skal være.

TV 2.jpeg.jpg

Se, hvad vi ellers skriver om: Kongehuset og Kronprinsen