Skuespiller Esben Dalgaard lever på lånt tid: ”Jeg blev ramt af meningsløshed, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg kunne bruge sygdommen til at skabe mening”

I efteråret spillede du med i Netflix-krimien ’Kastanjemanden’. Kom det bag på dig, hvor stor en succes serien blev?

”Det er svært at svare på. Netflix er jo en stor spiller med store muskler, og jeg kunne tydeligt mærke, at de havde lagt sig i selen for at lave det her godt. De havde hyret en fantastisk instruktør i Mikkel Serup og en lige så dygtig fotograf i Sine Vadstrup Brooker, som havde gjort sig mange gode tanker om genren og om æstetikken i serien. De havde virkelig gjort sig umage med at betone mysteriet i kriminalhistorien, så folk kunne gøre sig deres egne tanker om, hvem der var morderen. Men jeg har faktisk ikke selv set ’Kastanjemanden’, så jeg har kun hørt fra andre, at den skulle være god.”

Hvorfor ikke?

”Jeg ser aldrig de film eller serier, jeg medvirker i. Det er et arbejdsredskab, jeg har. Der er selvfølgelig nogle premierer, som jeg er forpligtet til at deltage i, og derfor har jeg da også set de første to afsnit af ’Kastanjemanden’, men jeg kommer ikke til at se resten. Mit arbejde foregår på settet, indtil der bliver sagt ’tak’. Derfra tager nogle andre over, og hvad de gør med optagelserne, er ude af mine hænder. Hvis jeg bagefter sætter mig til at se det, sker der én af to ting: Enten bliver jeg helt forelsket i det og tænker: ’Hold kæft, hvor er jeg dygtig, og for satan jeg ser skarp ud, når jeg står der med venstre side til.’

Det skaber en lillebitte risiko for, at jeg helt underbevidst, næste gang jeg står på settet og har travlt, kommer til at vende venstre side til igen, fordi jeg selv syntes, at det virkede sidst. Den gentagelse klæder ikke kunsten. Den anden mulighed er, at jeg ser det og hader det. Og hvad skal jeg bruge den følelse til? Endelig er der den helt tredje ting, at jeg jo kender hele historien på forhånd, så jeg vil hellere sætte mig og se en anden krimi og blive underholdt af den.”

Har du altid gjort sådan?

”Det begyndte, da jeg gik på Lee Strasberg Theatre and Film Institute (berømt method acting skole, red.) i New York i 2003. Her arbejder man meget med at se sig selv indefra. Meget groft sagt er der to veje inden for teater og film: udefra og ind eller indefra og ud.

I det første tilfælde tager man en ’maske’ på og lader den påvirke en, i det andet arbejder man med sin psyke og fremkalder den rolle, man spiller. Jeg har arbejdet på begge måder i min karriere, men jeg er rundet af den tradition, jeg lærte i New York. Her var det en klar holdning, at hvis man så for meget på sig selv, kunne det korrumpere den blanke tavle, som man visker ren, hver gang man går ind til en ny rolle.”

Hvornår fandt du ud af, at du ville være skuespiller?

”Da jeg blev færdig med gymnasiet i Vejle, rejste jeg til Spanien i mit sabbatår. Her meldte jeg mig til et kursus i en af de store hotelkæder Sol Meliá, og efter en måned kunne jeg kalde mig entertainer – eller animador, som det hed dernede. Jeg blev sendt til Fuerteventura, hvor jeg skulle stå for familieunderholdningen på den lokale filial sammen med tre andre animadors.

Om dagen underholdt jeg tyske børn eller tog de voksne med på gruppeture med aktiviteter som bue- og riffelskydning eller andre spil, hvor vinderen kunne hente en gratis drink i baren. Om aftenen optrådte jeg med alt fra at trække bingotal på fire-fem forskellige sprog til at synge popsange enten playback eller live.

Da jeg kom hjem, tænkte jeg, at nu skulle jeg være seriøs og begyndte at læse jura på Københavns Universitet. Men det viste sig hurtigt, at jeg ikke var særligt god til jura. Samtidig havde jeg fået en lille smule blod på tanden af at underholde, så jeg droppede ud og begyndte at gå målrettet efter at komme ind på skuespillerskolen. Jeg tænkte, at det var et fag, hvor jeg kunne gøre forskel.”

Hvordan?

”Mine forældre arbejdede begge i Dansk Flygtningehjælp, så jeg fik ind med modermælken, at det gjaldt om at påvirke verden i en retning, hvor de svage får det bedre. Så kan man sige: ’Hvad har det med skuespil at gøre?’ Men jeg tror, at jeg så det som en vej, hvor jeg med tiden ville kunne bruge min position som et talerør og ad den vej gøre en positiv forskel for andre.”

Du har tidligere sagt, at du i din karriere har kæmpet meget med din selvtillid. Er det ikke en enorm hindring for en skuespiller?

”Jo. Det er jo totalt idiotisk. Jeg bryder mig i virkeligheden slet ikke om at være i fokus, og jeg hader, når jeg til familiefødselsdage bliver bedt om at synge for eller holde tale, fordi jeg er skuespiller. Det er en selvmodsigelse af rang, og mit eneste fornuftige svar er, at der ligger en motivationsfaktor for mig i at lykkes med det, der er svært. Hvis noget er nemt, mister jeg hurtigt interessen. Det tog mig seks forsøg og en tur til New York at komme ind på skuespillerskolen, og jeg har mødt folk, som sagde: ’Du må virkelig være en kunstnerisk sjæl, siden du blev ved.’ Hvortil jeg svarer: ’Ja, eller også var jeg bare pissestædig.’”

Hvor tror du, at det lave selvværd kommer fra?

”Det er et godt spørgsmål. Jeg kommer fra en familie, hvor der var fuld opbakning, tillid og kærlighed, men det er en følelse, som alligevel altid har boet i mig. Jeg har altid følt, at jeg skulle gøre noget ekstra for at passe ind i sociale sammenhænge. Jeg lykkes med det og er blevet ganske god til det takket være en god social intelligens, men jeg skal arbejde hårdt for det. Jeg var aldrig specielt glad for mit udseende som barn, og jeg var sent udviklet i forhold til mine jævnaldrende. Måske er det en mulig forklaring, men for at være helt ærlig: Jeg ved det ikke med sikkerhed.”

Er der en rolle i din karriere, du er særligt stolt af?

”Jeg har altid bevidst søgt yderpunkterne for at komme til at spille så mange forskellige roller som muligt og lave både teater, film og tv. Det gør det svært at vælge, men for mig var det rollen som Mogens Glistrup i forestillingen ’Ned med Skatten op med Humøret’ i 2010, der overbeviste mig om, at jeg kunne portrættere et menneske, som er noget nær den diametrale modsætning af mig selv. I dag er det meget moderne at spille roller, der ligger tæt op ad ens egen person, men jeg synes, det er langt sjovere – og sværere – at gå den anden vej.

Jeg brugte et helt år på at researche rollen. Gennem teateret fik jeg kontakt til nogle journalister, som havde samlet en enorm mængde materiale om Glistrup. Det var en digital database, hvor der lå timevis af klip med ham, mens han talte om alt fra håndbold til mælk. Jeg studerede hans lyd, hans mimik og hans bevægelser intensivt, og den ekstremt grundige forberedelse betalte sig virkelig, da forestillingerne begyndte.”

Er der så noget, du mangler at afsøge?

”Generelt kan det være svært at nå til de helt store ekstremer herhjemme, fordi vi er et relativt homogent samfund med en noget smallere referenceramme end i eksempelvis USA. Men om jeg mangler noget? I dén grad. Jeg er pissesulten, mere sulten end jeg nogensinde har været, men jeg tror, at det fungerer lidt som et pendul. Jeg gik direkte fra ’Kastanjemanden’ til ’Krummerne’ og TV 2’s julekalender ’Tinkas Juleeventyr’, og derfor tørster jeg nu efter det tunge, naturalistiske drama om mennesket, der lider. Når jeg så har spillet det, svinger pendulet tilbage. Og så vil jeg gerne være den første tykke, jyske James Bond med cancer.”

Du fik konstateret kræft første gang i 2012. Hvordan skete det?

”Jeg var på filmoptagelser i Prag og havde min kone Charlotte med. På en af mine fridage tog vi i zoologisk have, og der bemærkede hun, at jeg gik og kløede mig i den ene side af lænden. Hun bad mig løfte op i trøjen. Her kunne hun se, at jeg havde et modermærke, som havde flyttet sig en centimeter og trukket en lille hale efter sig, lidt som en komet. Charlotte bad mig gå til lægen, men jeg tog mig ikke rigtig af det. Det var først, da hun havde insisteret et par gange, at jeg bestilte en tid hos lægen. Jeg fik taget en prøve, og da svaret kom tilbage, viste det sig, at det var kræft.”

Hvordan reagerede du?

”Jeg var fuldstændig ligeglad. Jeg havde pissetravlt med min karriere, og Charlotte var gravid. Jeg fik diagnosen på hendes terminsdag, og det slog hende helt ud. Hun stod der med en kæmpe mave og en baby, der skulle ud, og samtidig – i hendes univers – fik hendes mand pludselig en dødsdom. Men jeg var iskold. Jeg tænkte, at det var som at få et stenslag i ruden: Vi skifter den bare.

Min udødelighed var totalt intakt. Jeg fik fjernet en klump fedt ved en operation, og de efterfølgende prøver viste, at der ikke var mere kræft tilbage. I fem år gik jeg til kontrol, hvor Charlotte hver gang havde sat tuschmærker ved de modermærker, som hun mente, at lægerne skulle kigge nærmere på, hvilket jeg syntes var virkelig pinligt. Men ellers skænkede jeg det ikke en tanke.”

Men kræften kom tilbage?

”Det skete i maj i år, hvor jeg pludselig mærkede en knude i lysken. Jeg ringede til min læge, som bad mig holde øje med den de næste par uger, da det bare kunne være en infektion. Men efter tre uger var der pludselig to knuder. Da min læge så dem, var hun ikke ét sekund i tvivl om, at jeg skulle henvises til en kræftpakke. Men hun sagde også, at ud af 25, der blev henvist, var det kun en enkelt, der viste sig at have kræft, så jeg var ret fortrøstningsfuld. Jeg røg til scanning, biopsi og blodprøver, og inden for en uge sad jeg til samtale ude på Hvidovre Hospital. Da jeg parkerede bilen på parkeringspladsen, tænkte jeg: ’Nu går jeg op og får den her lukket.’”

Hvad sagde lægen så til dig?

”At det var noget lort. Min modermærkekræft var vendt tilbage og havde spredt sig, så den nu var i stadie fire – på en skala, der går fra et til fire. Hun sagde også til mig, at jeg nok ikke skulle kigge ind i en særligt lang fremtid. Jeg tog det lige så iskoldt som første gang. Men da jeg kom ned i bilen, meldte tanken sig: Hvordan skal jeg sige det her til Charlotte? Den halve times køretur hjem gik med at tænke over, hvad jeg skulle sige, og hvilke folder jeg skulle lægge mit ansigt i. I samme sekund, som jeg trådte ind ad døren, begyndte jeg bare at græde.”

Hvordan håndterede du det efterfølgende?

”Jeg skulle videre til yderligere undersøgelser, og det blev for mig en jagt på flere svar. Måske ville det næste være positivt. Men det var det ikke. Jeg ventede også en uges tid med at fortælle det til mine to døtre på ni og 16, indtil jeg vidste mere. Det var så tight, at vi skulle være kørt på sommerferie om lørdagen, og torsdag eller fredag måtte Charlotte og jeg fortælle dem, at ferien var aflyst, fordi jeg skulle i gang med behandling med det samme. Jeg ville kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade, og jeg brugte en metafor om en bjørn, der har klør og kan slå dig ihjel, men som også kan gå i hi og sove rigtig længe. Behandlingen var dét, der skulle få den til at gå i hi.”

Hvordan foregår behandlingen?

”Jeg får immunterapi på Herlev Hospital hver tredje uge. Det er to drop, som bliver ført ind, og det er ikke noget, man mærker det store til, mens det sker, bortset fra den ene gang, hvor jeg fik noget, som lægerne kaldte ’mandeveer’ – det føles som et spændebånd, der bliver spændt rundt om lænden og strammet til.

Efterfølgende er der nogle bivirkninger, som er mere skånsomme end ved kemoterapi. Det føles lidt som at have tømmermænd uden at have drukket. Træthed, dårlig mave, men også kløe og udslæt på kroppen, regnbuehindebetændelse, og så var jeg så uheldig at få en blodprop, som gør, at jeg i dag er på blodfortyndende medicin. Men bivirkningerne er blevet mildere med tiden, og jeg kan stadig arbejde for fuld skrue. Den største udfordring er faktisk, at jeg har mistet pigmenteringen i min ansigtsbehåring – skæg, øjenbryn og øjenvipper – så jeg er nødt til at farve mit skæg til de roller, jeg spiller.”

Du har været i behandling i et halvt år. Hvordan har du lært at leve med kræften?

”Det har jeg ikke endnu. Det første halve år har været en overlevelsesfase, der har handlet om at slukke ildebranden, få styr på familien og få styr på mit arbejde. Dét, du spørger om, er næste etape: Hvordan jeg får sygdommen til at blive en naturlig del af min hverdag. Jeg er blevet mere bevidst om at tage aktivt stilling til min tilværelse: Hvad jeg gerne vil bruge min tid på, hvem jeg gerne vil være sammen med, og hvordan jeg søger lykken, hvor corny det end lyder.”

Hvorfor har det været vigtigt for dig at være åben om din sygdom?

”Jeg er ikke ryger, og jeg går ikke i solarie, så det kan hurtigt virke uretfærdigt. Hvorfor skal det gå ud over mig? Jeg blev ramt af meningsløshed, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg kunne bruge den til at skabe mening.

Det har været enormt svært for mig at tale højt om det, men ligesom i mit arbejde har det været en udfordring at gøre det vanskelige. Ved at gå ud og sige, at jeg er blevet ramt af den alvorlige form for modermærkekræft – der lidt er en overset lillebror inden for kræftsygdomme – og at især mænd skal tage sig sammen og blive bedre til at gå til lægen og få deres modermærker undersøgt, har jeg nu endelig fået det talerør, jeg har søgt efter, siden jeg var ung. Jeg har fået tusindvis af henvendelser fra folk, som enten selv er blevet undersøgt eller har fået deres pårørende til at gå til lægen, og blandt dem er der folk, som skriver: ’Jeg føler, at du har reddet mit liv.’”

Hvordan har du det med, at du ikke ved, hvor længe du har igen?

”Vi ved alle sammen, at vi skal dø, og ingen af os ved hvornår. Så på den måde er der jo ikke noget nyt i det. Jeg kender heldigvis ikke min dødsdato, du kender ikke din, men jeg har fået et kraftigt vink med en vognstang, som har været en opvågning til det, der er livets grundvilkår.”

Har sygdommen ændret din tilgang til dit arbejde?

”Nej, det har den ikke. Når jeg går på arbejde, er jeg i stand til at lukke stort set alt andet ude. Folk spørger mig, om jeg godt kan arbejde, når jeg er syg, men jeg ville først for alvor blive syg, hvis jeg ikke arbejdede. Jeg skal gå på arbejde, jeg fucking elsker det, og det er og har altid været liv eller død for mig. Jeg tror, det har været en hjælp, at jeg kunne gå på arbejde, fordi det har været et fristed, hvor jeg ikke tænker på min sygdom.

Det rammer mig især, når jeg kører bil eller sidder alene med min morgenkaffe, inden familien vågner, hvor jeg kan blive ked af det på en måde, som jeg aldrig har oplevet før. Det er ikke sådan, at jeg sidder og græder, det er bare en dyb følelse af sørgmodighed, som jeg ikke tidligere har kendt til. Men så kommer en af ungerne ud i køkkenet, eller også skal jeg parkere bilen, og så må sorgen vige for virkeligheden, hvor jeg stadig har et liv, der skal fungere, og som skal nydes, så godt jeg kan, mens jeg stadig har det.”