Artiklen blev bragt i Euroman nr. 219, april 2012.
12 års krig i Afghanistan er snart nået til vejs ende for de danske soldater, der i dag officielt har trukket sig ud af området ved Gereshk i den afghanske Helmandprovins. Militærlejren Camp Price hvor der har været danske soldater de sidste seks år, er nu fortid, og der er blot Camp Viking tilbage, der forventes at være brudt ned inden for 14 dage, hvor de sidste danske soldater vil vende hjem.
I de snart 12 år, det danske forsvar har været i Afghanistan, har op mod 750 danske soldater været i krig, 43 af dem har mistet livet heraf 37 i kamphandlinger. Alle har de fundet sted ved Gereshk.
Inden de danske soldater drog til Afghanistan, afleverede de en såkaldt sidste vilje. Her planlægger de bl.a. deres egen begravelse, hvis det værste sker. Mange soldater skriver samtidig breve til deres pårørende. I samarbejde med journalisterne Pernille Krogh og Stine Bjørk Brøndum har fire unge kampsoldater skrevet til deres mor, onkel, bror og kæreste for at forklare, hvorfor de tog af sted.
...
Jeppe Kjær Rasmussen
Alder: 22 år.
Status: Single.
Vokset op i Nørre Åby ved Middelfart på Fyn med mor og far og lillebror. Var værnepligtig i fire måneder ved Jydske Dragonregiment i Holstebro. Er ansat på en korttidskontrakt, som udløber, når han kommer hjem fra Afghanistan. Er en del af de kamptropper, der blev udsendt til Afghanistan i starten af 2012. Hans job på missionen er at fungere som gruppeførerens højrehånd, gå fodpatruljer og køre sikring og eskorte til og fra lejren. Jeppe Kjær Rasmussen vil gerne blive indkøber for en virksomhed.
Kære mor,
Jeg ved godt, at et af dine værste mareridt nu bliver til virkelighed. Sådan har mange mødre det. Jeg ved, at du ikke bryder dig om at tale om Afghanistan. Derfor var det dejligt, at du alligevel ville hjælpe mig med at udfylde min sidste vilje. Det er en underlig fornemmelse at planlægge sin egen begravelse. Bestemme, hvilke salmer der skal spilles, hvem der skal med, og hvor det skal foregå. Ligesom det er underligt at skrive afskedsbreve. At sige farvel til dig og far og lillebror, når jeg ikke er død endnu.
Men jeg følte, at du bedre forstod det hele, da vi snakkede om, hvordan alting skal foregå, hvis det går galt. For det ved jeg jo, at det kan.
Lad mig alligevel prøve at forklare, hvad der får en ung mand på 22 år til at rejse 5.000 km væk for at kæmpe et andet lands krig. Hvad der får mig til at glæde mig til at skulle sove på en ussel feltseng, spise lortemad og leve i en ørken med 40 grader i skyggen i et halvt år.
Jeg har prøvet det civile liv. Men da jeg efter værnepligten flyttede alene til Aarhus for at læse marketingøkonomi på Erhvervsakademi Aarhus, savnede jeg fællesskabet i hæren. Det var derfor, jeg tog orlov fra studiet. Jeg savnede at være sammen med mennesker, hvor jeg bare kunne være mig selv. Ja, jeg lærte meget om mig selv af at være væk fra dine kødgryder og være så meget alene, men alligevel har jeg lært mere om mig selv i Hæren. Jeg har altid været en stille dreng. Lidt genert, vil nogle nok sige. Selv om jeg er meget socialt anlagt, har jeg aldrig været den, der først startede en samtale med fremmede mennesker, og jeg har aldrig sagt særlig meget, før jeg havde lært dem rigtigt at kende. Men det er der plads til sammen med mine soldaterkammerater.
Jeg kender mine kammerater fra militæret, og de kender mig. Vi har opbygget et specielt bånd, som er svært at forklare. Jeg vil kalde dem min anden familie, for i lange perioder har vi været sammen 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Jeg kender dem – og jeg kender måske også mig selv bedre nu. De gamle drenge hjemmefra siger, at jeg hviler mere i mig selv nu.
Jeg glæder mig til, at vi skal rejse ud som en gruppe. Til, at vi skal udføre en opgave – og udføre den godt. Og til vi alle sammen skal hjem igen.
For dig er det værste, hvis jeg kommer hjem og har psykiske traumer. For mig er det, hvis jeg mister benene. Hvis jeg ikke længere kan spille fodbold, løbe eller gå selv, men skal være bundet til en kørestol. Hvis jeg mister den frihed, jeg har nu, og ikke længere kan være aktiv og dyrke sport uden hjælp. Og tanken har strejfet mig. Men så har jeg tænkt over, at Erhvervsakademi Aarhus er ret handicapvenligt med elevatorer og lifte. Men helt ærligt – hvis det går galt, tager vi den derfra. Det kan i hvert fald ikke få mig til at blive hjemme, for jeg ved lige så lidt om fremtiden, som du gør.
Og du er ikke den eneste, der hellere så, at jeg blev hjemme. Nogle af vennerne uden for militæret har flere gange spurgt om, hvorfor jeg ikke bare bliver hjemme. Men her kan jeg jo også risikere at dø tidligt. Det bliver sikkert hårdt at skulle undvære dig, far, Rasmus (lillebror, red.) og alle mine venner herhjemme i et halvt år. Og der bliver sikkert mange situationer, hvor det ikke er sjovt, men jeg gør det for de gode øjeblikke.
Jeg glæder mig til, at alt det, vi har trænet så længe, skal afprøves. Til at se, hvordan jeg selv reagerer. Det er selvfølgelig grænseoverskridende at blive skudt på. Når sand og jord flyver om ørerne, og det hele larmer og er stress og kaos. Det er i hvert fald sådan, jeg forestiller mig, at det er. Jeg vil gerne hjælpe med til, at de civile afghanere og de afghanske sikkerhedsstyrker kan leve i et selvstændigt land. Men det er også for min egen skyld, at jeg tager af sted.
Det var først, da jeg forlod militæret, at det gik op for mig, hvor stor en del af mig, det var blevet. Og hvor meget jeg savnede det. Det har aldrig været en barndomsdrøm at blive soldat, men da jeg aftjente min værnepligt, kunne jeg se, at jeg gjorde en forskel – også for mig selv. Når jeg stod foran en tilfrossen å og fik besked på at springe ned i den, gjorde jeg det. Og bagefter kunne jeg næsten gå på vandet. Den følelse håber jeg også på at få i Afghanistan.
Hvis jeg ikke tager af sted, tror jeg, jeg kommer til at fortryde det. Så ender jeg som et bittert menneske, der aldrig fulgte den store drøm. Og det skal være nu, jeg gør det. Jeg er bange for at fortryde, hvis jeg ikke udlever den drøm, jeg har haft i halvandet år. Så får jeg aldrig svar på, hvordan jeg tackler stress, jeg kommer aldrig til at mærke den adrenalin, der pumper rundt i kroppen, og jeg kommer ikke til at følge mine kammerater, som betyder så meget for mig.
Jeg vil opleve en fremmed kultur, der lever under en standard, der er så langt fra vores i Danmark, og jeg vil møde afghanere, der klarer sig, selv om de er nogle af verdens fattigste mennesker. Jeg vil gøre en forskel.
Det var også det, jeg sagde til dig, da jeg fortalte, at jeg ville i militæret igen med henblik på udsendelse til Afghanistan.
Egentlig har jeg ikke det store behov for, at andre forstår, hvorfor jeg tager i krig i Afghanistan. Hvis jeg skulle bekymre mig om, hvad alle mener om det, kunne jeg ikke lave andet. Det, der betyder noget, er, at du støtter mig. Og man behøver ikke forstå for at støtte.
Jeg har lovet dig og far, at jeg vil kontakte jer så ofte som muligt. Og jeg ved, at far er stolt af mig. Selvfølgelig er han også nervøs, men jeg ved, at han synes, det er fedt, at jeg følger min drøm. Og det her er drømmen. Men husk nu, hvad jeg har fortalt dig: Vi er dygtige soldater. Så selvfølgelig kommer jeg hjem igen.
Jonas Ottosen
Alder: 25 år.
Status: Single.
Vokset op i Jyllinge med mor og tre yngre brødre. Var frivillig værnepligtig i fire måneder og uddannede sig i Beredskabsstyrelsen til brandmand og røgdykker. Derefter optagelse i Forsvaret. Fastansat i Hærens Opklaringsbataljon på Bornholm. Er en del af de kamptropper, der blev udsendt til Afghanistan i starten af 2012. Hans job på missionen er at køre pansret mandskabsvogn og gå fodpatrulje. Jonas Ottosen vil være nogle flere år i Forsvaret, hvorefter han gerne vil læse til pædagog.
Kære Daniel,
Da jeg fortalte dig, at jeg skulle til Afghanistan, kiggede du på mig og sagde, at jeg var sindssyg. Du er den eneste af os fire brødre, der ikke har været i militæret, og jeg ved godt, at jeg nok ikke kan få dig til at forstå min beslutning, men jeg vil gerne prøve alligevel.
Vi har diskuteret det mange gange. Du siger, du ikke forstår, hvad jeg vil dernede. Du mener ikke, det er noget, man bør gøre. Det er deres eget problem, de må selv klare det dernede. Det bliver vi nok aldrig enige om. Nogle gange har jeg sammenlignet Taliban med nazisterne for at sætte det i perspektiv. Under anden verdenskrig kunne amerikanerne også have passet sig selv og sagt, at vi måtte klare os selv. Men vi er jo ekstremt glade for, at de kom og hjalp. Jeg synes ikke, man bare kan vende det blinde øje til det. Jeg vil udrette noget godt med mit liv og gøre noget for andre. Sidste gang vi diskuterede, endte det med, at jeg sagde, vi aldrig bliver enige, og at du bare skal støtte mig.
Jeg har hele tiden vidst, at jeg gerne ville udsendes. Og nu er det nu. Nu er det mig, der pakker mine ting og tager derned. Du kan ikke forstå, hvad jeg vil et sted, hvor der er krig. Et sted, hvor de skyder på én, og hvor der er mange eksplosioner.
Og jeg forstår dig godt. Jeg tror, det er noget af det nemmeste at forstå. For det er meget specielt. Indimellem kan jeg godt selv glemme, hvor specielt det egentlig er. Men når vi så ligger i en grøft og træner, hvordan man binder sin arm ind, hvis den er blevet sprængt af, går det op for mig.
Jeg skal være den første til at indrømme, at netop dét med at miste en arm eller et ben ikke var noget, jeg helt havde gjort op med mig selv, inden jeg meldte mig til Forsvaret for to et halvt år siden. Det har jeg nu. Og jeg synes, det er risikoen værd at tage derned.
Du kan godt huske Thomas, kan du ikke? Han var min bedste ven. Hvis bare han ikke havde sat sig bag på den knallert den aften for fem år siden. Så skulle jeg ikke sige ’var’ men ’er’.
Det var mig, der havde kontakten med Thomas’ far efterfølgende, og han sagde noget, der har gjort dybt indtryk på mig og min måde at leve mit liv på. Han håbede, at vi andre havde lært af Thomas’ fejl. Hvis bare én af os andre havde lært noget, var hans død ikke forgæves.
Det var i det øjeblik, at jeg tog beslutningen om, at jeg ville redde verden og gøre noget godt for andre. Selvfølgelig ved jeg godt, at jeg ikke kan redde hele verden, men dernede kan jeg hjælpe uskyldige mennesker. De lever under dårlige forhold, og jeg har overskuddet til at hjælpe. Derfor vil jeg gerne give en hånd med at hjælpe i Afghanistan.
Måske spørger du, hvorfor jeg ikke bare kan hjælpe andre et sted i verden, hvor det ikke er med livet som indsats. Og ja, det kan måske virke uforståeligt, hvorfor jeg ikke gør det. Men jeg har altid drømt om at komme i militæret. Lige siden onkels uniform hang hjemme i vores skab, når han i lange perioder var ude at rejse. Den uniform betød så meget, for jeg så helt vildt op til ham. Det har jeg altid gjort. Jeg vidste bare, at jeg skulle i militæret før eller senere.
Jeg har aldrig følt mig så magtesløs som dengang, vores stedfar faldt om derhjemme med en blodprop i hjertet. Jeg var ikke hjemme, og selv om jeg havde været, var der intet, jeg kunne have stillet op.
Derfor var det vigtigt for mig at lære at redde menneskeliv og at kunne førstehjælp. For så ville jeg aldrig stå i en sådan situation uden at kunne gøre noget.
I Forsvaret har jeg lært mig selv utrolig godt at kende. Hvordan reagerer jeg, når jeg er træt? Hvordan reagerer jeg, når jeg er sulten? Og hvordan reagerer jeg, når jeg bliver presset til det yderste? Stille og roligt har mine grænser rykket sig. Det giver sådan en fed følelse at stå over for en udfordring og tænke: ”Det her klarer jeg aldrig – jeg kan simpelthen ikke.” Så bliver man tvunget til at gøre det alligevel, og man klarer det. Måske klarer man det endda godt. Og så kan man også klare den næste udfordring, man stilles over for. Det tror jeg ikke, man lærer på samme måde andre steder.
Jeg har hele tiden vidst, at jeg gerne ville udsendes. I starten troede jeg, at jeg skulle til Kosovo.
Og skal jeg være helt ærlig, tænkte jeg: ”Yes! Så kan jeg hjælpe uden selv at træde på en bombe.” Det var sådan, jeg havde det. Men da jeg så fik at vide, at vi skulle til Afghanistan i stedet, var det o.k. Så er det dét, jeg gør. Det betyder ikke så meget, om det er det ene eller det andet sted. Det, der betyder noget, er, at jeg gør det sammen med mine kammerater. Dem, jeg skal derned med, er dem, jeg startede i Forsvaret med. Vi har levet tættere sammen, end jeg har med familien. Det ville være ekstremt mærkeligt at sige nej til at tage af sted, når alle de andre tager derned. Jeg ville aldrig kunne se mig selv i øjnene, hvis der skulle ske noget med en af mine kammerater, og jeg ikke selv havde været der og vidst, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne, for at det var gået anderledes.
Det er nok svært for dig at forstå, hvad det er for et kammeratskab, vi har, når du ikke selv har været i militæret. Vi er sammen hele tiden, og vi snakker rigtig meget om tingene. Måske endda mere, end andre gør. Vi forholder os til, hvordan vi hver især har det med at skulle til Afghanistan, og hvordan vores nærmeste har det. Vi behøver ingen facader over for hinanden, og det er ingen skam at sige, hvis man har det skidt. Vi har stor opmærksomhed på hinanden. Alligevel er der mange, der ser på os soldater som nogle, der bare skal ned og skyde til højre og venstre. De tror, at vi er helt slukkede oppe i hovedet, at vi bare er maskiner. Sådan er det ikke. Der er mange, der tænker utrolig meget over tingene, og hvis der endelig er nogle, der bare tager af sted for at komme ned og skyde, så tror jeg, de falder fra. Jeg ville ikke kunne stole på min kammerat, hvis han kun var der for at skyde. Vi er der for hinandens skyld. Jeg har hørt mange sige, at de ikke tager derned for at kæmpe for Afghanistan eller Danmark. De tager derned for at kæmpe for sidemanden. Det gør jeg også.
Jeg ved godt, at det ikke er nogen forældres førstevalg at sende deres børn til Afghanistan. Men jeg ved alligevel, at mor er stolt af mig, og hun støtter mig i mit valg. Det er med til at gøre det nemmere for mig at tage af sted.
For jeg ved, at hvis der skulle gå noget galt dernede, og jeg kommer hjem uden arme eller ben, er der et liv herhjemme. For jeg har stadig min familie og mine venner at komme hjem til. Der er stadig mange, der holder af mig. Det gør det nemmere for mig. Selv om jeg selvfølgelig ikke kan sætte mig ind i, hvordan det er at miste en arm eller et ben. Men det handler om at tilpasse sig. Man finder en måde at overkomme det på. Og det skal jeg også nok, hvis det går galt for mig dernede. Derfor er din støtte også så vigtig.
Jeg har tænkt over, at det selvfølgelig også kan gå helt galt dernede. Jeg kan dø. Mor og jeg har talt det rigtig godt igennem. Så selv om det lyder mærkeligt, er jeg ikke utryg ved det. Det har jeg gjort op med mig selv. Det er selvfølgelig ikke kommet over en nat eller over en måned. Men det er det, jeg er nået frem til.
Jeg tænker ikke på, hvad jeg er bange for at miste. Jeg tænker på, hvad jeg er rigtig glad for, jeg har fået.
Vi ses, Daniel. Jeg giver en øl i lufthavnen, når jeg kommer hjem igen.
Jesper Frederiksen
Alder: 21 år.
Status: Kæreste med Marie.
Vokset op i Randers med mor og to ældre søstre. Var frivillig værnepligtig i Livgarden i fire måneder. Har taget en HRU-uddannelse i Forsvaret med henblik på udsendelse. Kontrakten udløber, når han kommer hjem fra Afghanistan. Er en del af de kamptropper, der blev udsendt til Afghanistan i starten af 2012. Hans job på missionen er at være signalmand for delingsføreren. Jesper Frederiksen vil søge ind på officersskolen eller også læse historie eller idéhistorie på universitetet.
Kære Marie,
Bare seks dage før jeg tager til Afghanistan, skal vi flytte sammen. Vi har været kærester i fire år, og i virkeligheden er det ret åndssvagt, at jeg sætter alt det på spil. Men det er min beslutning, og det er dét, jeg vil.
I min familie har mændene altid været gardere. Min far og min onkel var det og før dem min farfar. Så jeg har altid vidst, at jeg ville aftjene min værnepligt. Til sessionen trak jeg frinummer, men bad om at komme ind til Livgarden. Og det kom jeg. Jeg ville gerne prøve mig selv af. Lære mig selv at kende og flytte mine grænser. Og det kommer man til, når man aftjener sin værnepligt. Fx når vi skulle kravle rundt i muddergrøfter med pigtråd henover, og der blev kastet tåregas ned på os. Det var virkelig nedtur, men bagefter var det vildt fedt at have været igennem. Og jeg var tilfreds med mig selv over, at jeg kunne klare det. Det er lidt sådan, en udsendelse til Afghanistan er. Det er én lang øvelse, og hvis man kan klare den, ved man, at man kan klare alt andet. Man står tilbage med en følelse af, at man kan overvinde alt. Det er ikke en erfaring, jeg tror, jeg vil kunne få andre steder.
Da jeg startede i Livgarden, var jeg meget skeptisk omkring hele missionen i Afghanistan. Jeg syntes kun, man hørte om, at det gik helt ad helvede til dernede, og at vi tabte alle de slag, vi deltog i. Der var intet positivt overhovedet. Så jeg syntes ikke, det var dét værd.
Men så havde jeg en sergent, der havde været udsendt på hold 6. Han og nogle andre veteraner havde et helt andet indtryk. De fortalte om de store ændringer, de oplevede på blot et halvt år, mens de var der. Fx at der var sket en markant udvikling inden for sundhedssektoren blandt de civile. Det gjorde en forskel, at de var der. Da det gik op for mig, at det faktisk er en opgave, der kan løses, begyndte jeg at overveje, om en udsendelse kunne være noget for mig.
I Livgarden skulle jeg også stå vagt ved de kongelige slotte og palæer. Det var på nogle af de vagter, hvor jeg gik helt alene med mine tanker, at jeg for alvor begyndte at overveje muligheden for at blive udsendt.
Jeg tænkte hele tiden over fordele og ulemper. Ulemperne er, at jeg kan miste førligheden eller livet. Men herhjemme er der også mange åndssvage ting, man kan dø af. En anden ulempe er, at jeg skal undvære min familie og dig i så lang tid.
Til gengæld er fordelene, at jeg kommer til at gennemgå en stor personlig udvikling. Jeg bliver presset til det yderste og skal hver dag yde optimalt. Jeg skal stå sammen med mine kammerater, så vi kan komme igennem udsendelsen i live og med den fulde førlighed i behold. Kammeratskabet står også på listen over fordele. Det er helt specielt, det, vi har sammen. Det kunne jeg allerede mærke, da jeg aftjente værnepligt. I Afghanistan kan det kun blive endnu bedre.
Jeg skal kæmpe for mit og mine kammeraters liv. Ikke fordi jeg bare vil ned og pløkkes, men fordi den personlige udvikling, jeg kan gennemgå i Afghanistan, er helt unik. Jeg vil vide, hvad jeg kan holde til fysisk og psykisk, og jeg vil kunne håndtere både akut og længerevarende stress. Derfor er det noget, jeg er nødt til at gøre.
Men hvis jeg kun tog derned for at afprøve mine grænser, ville det ikke være risikoen værd. Jeg bliver nødt til at vide, at jeg hjælper både i Afghanistan og i Danmark. For mig at se er det en form for nødhjælpsarbejde, jeg skal udføre. Vi hjælper lokalbefolkningen i et meget fattigt land, som ikke kan komme på fode igen uden vores hjælp. Samtidig bilder jeg også mig selv ind, at vi hjælper Danmark ved at forhindre, at det atter bliver en terrorist-rede dernede.
Der gik næsten et halvt år, hvor jeg ikke vidste, om jeg ville få en kontrakt eller ej. Jeg sendte min ansøgning tre gange, så jeg var sikker på, at Forsvaret havde modtaget den. Du var en af de eneste, der vidste, at jeg var pissenervøs for, om jeg overhovedet ville få kontrakten.
Til mange andre sagde jeg, at jeg skulle til Afghanistan i februar 2012, som om jeg allerede havde fået kontrakten. Det var alt for besværligt at sige, at jeg måske skulle af sted. Jo tættere vi kom på uddannelsens start, jo mere panik gik der i mig. Der var en uge, hvor der ikke gik en eneste dag, uden at jeg ringede til alle, der havde med Forsvaret at gøre. Og endelig fik jeg det svar, jeg havde ventet på. Du var den første, jeg sagde det til. Du vidste, hvad det betød for mig, og sagde tillykke. Selv om du nok på en måde havde håbet på noget andet.
Jeg kan huske, da jeg skulle fortælle det til min far. Han skulle se min nye lejlighed og hjælpe med at bære et fjernsyn op. Jeg sagde til ham, at jeg skulle starte på en uddannelse i Forsvaret til juni. Han blev rigtig glad, fordi han troede, at det var sergentskolen, som han også selv har gået på. Da jeg måtte afsløre, at det ikke var sergentskolen, men derimod en uddannelse, hvor jeg skulle sendes til Afghanistan, blev han helt stille. Han spurgte, om jeg nu også havde overvejet det grundigt. Og så sagde han ikke mere i en time. Men jeg kan sige til jer alle, at ja, jeg har overvejet det grundigt.
Jeg har tænkt og tænkt, men det gør jeg ikke så meget længere. For jeg har taget beslutningen, og det er dét, jeg gør.
Jeg har tit bedt dig gentage det, jeg har sagt. Sige det højt. Igen og igen.
Nogle gange har det nærmest virket, som om jeg har haft dig til forhør. Men det er vigtigt for mig, at du kender min motivation for at tage af sted. For når jeg har været i krig i fire måneder, og vi savner hinanden helt vildt, ved jeg, at du – selv om du er bekymret og bebrejder mig, at jeg er taget af sted – ved, hvorfor jeg gør det.
Jeg har fortalt dig, at det er noget, jeg bliver nødt til at gøre for at lære mig selv bedre at kende. Og for at hjælpe andre. Jeg tror ikke, du helt forstår det, og jeg ved, at du synes, jeg er nået frem til den forkerte konklusion. Men jeg håber, du forstår, hvorfor det er den rigtige beslutning for mig.
David Barrett
Alder: 21 år.
Status: Kæreste gennem tre et halvt år.
Vokset op i Høje Gladsaxe med mor og lillesøster. Har også en lillebror. Var frivillig ved Garderhusarregimentet på Bornholm, hvor han tog en ni måneders konstabelelevuddannelse. Fastansat i Garderhusarregimentet på Bornholm. Er en del af de kamptropper, der blev udsendt til Afghanistan i starten af 2012. Hans job på missionen er at gå fodpatrulje og være delingssygehjælper. David Barrett vil fortsætte på sergentskole og vil gerne være paramediciner ved Falck.
Kære onkel,
Endelig skal jeg være en del af den mission, jeg har trænet til i mere end halvandet år. Du er min onkel, og du forstår ikke, hvorfor jeg vil risikere livet for et i forvejen ødelagt land. Jeg gør det bl.a. for de andre drenge, men svaret er nu mere nuanceret end det.
Du er min onkel, og du forstår ikke, hvorfor jeg vil risikere livet for et i forvejen ødelagt land. Jeg gør det bl.a. for de andre drenge, men svaret er nu mere nuanceret end det.
Du så selv, hvor hårdt det gik mig på, at jeg ikke kunne komme af sted med de andre drenge, som jeg kendte bedre end nogen andre, da de tog af sted på hold 8. Da jeg fik at vide, at den flænge i min menisk, jeg havde fået på forhindringsbanen, betød, at jeg skulle opereres i knæet og ikke kunne nå at blive klar, brød min verden sammen. Jeg kunne kun fokusere på, at jeg ikke var der til at hjælpe de andre. Da den første af mine kammerater faldt, tænkte jeg på, om jeg kunne have gjort en forskel, hvis jeg havde været der. Det samme tænkte jeg, da vi fik beskeden om, at KP var gået på en sprængladning og var død. Nu kender jeg svaret, og nej, jeg kunne nok ikke have gjort en forskel. Men jeg kan forsøge at gøre mit til, at deres død ikke var forgæves.
Vi har knyttet et helt specielt bånd til hinanden i min deling. Det er mere end et venskab. Vi passer på hinanden altid, både professionelt og privat. Er der problemer med kæresten, økonomien eller familien, er vi der for hinanden. Lidt ligesom i en familie. Der er plads til at være sig selv, være drengerøve og snakke seriøst, når tiden er til det. I delingen er vi enige om, at vi går hele vejen for hinanden. Det skaber en helt speciel form for tillid, som er nødvendig for, at jeg kan udføre mit job dernede. Det handler om kendskab og venskab, og jeg er sikker på, at jeg er i gode hænder. På den konto er jeg ikke selv nervøs, så det skal du heller ikke være. Det er dygtige soldater, der kan deres arbejde.
Jeg vil gerne prøve mine grænser af, og jeg kan ikke gøre det andre steder. Jeg har været i Forsvaret i tre et halvt år, og alt det, jeg har lært i teorien, skal pludselig afprøves i praksis. Jeg får at se, om det har nyttet noget. Det her er min eksamen. Det er nu, jeg skal vise, at jeg kan mit arbejde.
Jeg glæder mig til at få svar på de spørgsmål, jeg har stillet mig selv de sidste tre år. Kan jeg overhovedet finde ud af alt det, jeg har lært, når situationen kræver det? Hvordan reagerer jeg i stressede situationer? Når jeg bliver skudt på, når mine kammerater bliver skudt på, og i det hele taget, når der sker noget af alt det, vi alle sammen har trænet igen og igen og igen?
Jeg glæder mig til at prøve det hele af, for jeg er sikker på, at jeg er dygtig til det. Jeg kan alt, hvad jeg har lært som sygepasser, på rygraden. Hvis uheldet er ude, og nogen i min deling kommer til skade, er det mig, der skal gøre en forskel først.
Jeg kan ikke direkte gøre en forskel for Afghanistan, men jeg kan gøre en forskel i min deling og sikre, at de lokale afghanere kan få lov til at passe deres arbejde i fred. Og jeg kan hjælpe med at fortsætte det arbejde, de 12 tidligere hold har gjort dernede.
Mange tror, at unge soldater kun vil i krig for at skyde. Det tror jeg ikke på. Der er måske en brøkdel, der starter i militæret med den indstilling, men når de først finder ud af, hvad det her egentlig går ud på, bliver det lagt på hylden. Men jeg hører da af og til vennerne, der ikke er i militæret, sige, at jeg bare skal ned og skyde nogle ’abekatte’. Så kan jeg ikke tænke andet end: ’Flot, lillemand, prøv at sætte dig ind i, hvad vi laver.’
Det er over to år siden nu, at KP døde på den mission, som jeg skulle have været med på. Den mission, hvor flere af mine venner blev mærket for livet, både psykisk og fysisk. Og jeg var der ikke til at hjælpe dem.
Da jeg gik foran KP’s kiste med fanen holdt højt, var det min måde at give ham den sidste respekt. Da hans afskedsbrev blev læst op i kirken, og han bad os alle om at tørre tårerne bort og huske på ham som den glade dreng, han var, blev jeg igen sikker på, at jeg skulle af sted. KP skulle ikke dø for ingenting. Og ja, det kan være, at det går galt for mig også.
Du siger det selv. Du siger det, fordi du holder af mig. Hvad nu hvis …? Hvad nu, hvis jeg tager et forkert skridt og mister benene? Eller bliver dræbt af en vejsidebombe? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at hvis jeg skal kalkulere med ’hvad nu hvis’ resten af mit liv, kan jeg lige så godt lukke mig inde i en gummicelle. Men så vil jeg også dø som en bitter mand, der ikke fulgte sin drøm og igen lod drengene i stikken for at blive hjemme.
Jeg ved godt, hvor hårdt det bliver for jer derhjemme. For jeg har siddet et halvt år i Danmark og ventet, mens 60 mennesker, jeg kendte, var i krig i Afghanistan. Jeg ved, hvor vigtigt det er, at I fortsætter jeres dagligdag som normalt. Men se min udsendelse som en lang øvelse. Når jeg er på øvelse, kan I heller ikke altid få fat på mig.
Jeg ved, hvad det er, I gennemgår. Det var mig, der sad på vagt, da vi fik besked på at hejse flaget på halv, fordi KP var død. Jeg mistede tre kolleger på de seks måneder, og derfor var det virkelig dejligt at se alle de andre komme hjem i live. Men nu vil jeg være på den anden side og se alt det, de gamle kammerater snakker om. Jeg vil gøre min del. Både for mig selv, for kammeraterne og for KP.
LÆS OGSÅ Sådan snyder du døden
