Claes Bang om at spille med øjnene stift rettet mod honoraret: ”Der skal jo tjenes en månedsløn”

Mit første møde med Claes Bang var i rollen som den homoseksuelle herrehåndboldspiller Dennis Randrup i ’Langt fra Las Vegas’. Siden har du været med i et hav af serier og film, hvor du på den ene side har været charmebøf i store dramaserier som ’Anna Pihl’ eller levet det smalle liv på teateret. Hvad tænker du om den karakteristik?

”Når jeg bliver reduceret til de to spor, kan jeg godt tænke, om det virkelig var, hvad det blev til. Men jeg forstår det godt. Jeg har i hele min karriere forsøgt at vælge de projekter, som gav mening for mig.

Men der har også været år, hvor der ikke var noget at vælge imellem. Hvor de job, jeg blev tilbudt, var de job, jeg tog, fordi regningerne skulle betales. Det har ikke altid være luksus for mig.

Efter ’The Square’ (Ruben Østlunds film fra 2017, der vandt Guldpalmen ved Cannes Film Festival, red.) har jeg fået utrolig mange muligheder, så jeg pludselig kan vælge, hvad jeg vil.”

Var du overrasket over, at der skulle en film som ’The Square’ til at åbne for det væld af muligheder?

”Jeg gik i lang tid rundt med en fornemmelse af, at jeg havde mere at byde på end det, jeg blev brugt til. Og så kom der en tosset mand fra Sverige, som gav mig en rolle, hvor jeg fik lov til at fyre den af på alle fucking tangenter.

Med den rolle fik jeg stillet mig det allerbedste sted i udstillingsvinduet. Den ændrede min karriere radikalt. Jeg vidste det ikke så skråsikkert, som jeg fortæller det nu, men når jeg ser tilbage, så følte jeg mig som en væddeløbshest, der stod i startboksen og ventede på, at nogen for helvede ville lade mig løbe.

Jeg ville bruges, men fik ikke lov. De seneste fem-syv år har jeg fået langt flere muligheder for at buldre min energi af.”

Er du så tilfreds nu? Får du muligheder nok?

”Jeg føler mig pænt privilegeret i øjeblikket. Det gør jeg sateme. Det er nok også derfor, jeg siger ja til så meget og til roller i øst og vest.

I 2024 kommer ’Mesteren og Margarita’, hvor jeg spiller Pontius Pilatus. Jeg spiller en druglord i tredje sæson af serien ’Outlaws’. Jeg er med i filmen ’Bonjour Tristesse’, som bygger på en fransk roman fra 1950’erne.

Jeg er med i en film om den schweiziske sagnhelt Wilhelm Tell. Og så er jeg også med i serien ’The New Look’, hvor jeg spiller en nazi-nisse, der skal forsøge at lykkes med at lokke Coco Chanel over til the dark side.”

Alt sammen i 2024?

”Det er alt sammen lavet og udkommer i løbet af året. Og så selvfølgelig ’Stockholm Bloodbath’.”

Claes Bang

(f. 1967) Født i Odense men opvokset i både Vejle, København og Haarby nord for Faaborg.

Uddannet fra Statens Teaterskole i 1996. Har medvirket i en lang række danske, tyske, engelske og amerikanske film og serier. Har på teatret optrådt mere end 300 gange med monologen ’Ondskab’ baseret på Jan Guillous roman af samme navn.

I 2017 fik han et bredt, internationalt gennembrud, som den kaotiske museumsdirektør i ’The Square’. I ’Stockholm Bloodbath’, instrueret af svenske Michael Håfström, spiller han Christian 2., der tog Sverige tilbage og myrdede en lang række højtstående embedsmænd. Filmen har netop haft premiere i biografer landet over.  

Jeg vidste ikke meget om Det Stockholmske Blodbad, før jeg så filmen, og jeg tror ikke, at jeg har set en så brutal nordisk film før med pilespidser gennem brystkasser og så mange halshugninger. Selv da du spillede Dracula, var der mindre blod.

”Ja, og den var faktisk pænt gory.”

Hvad tænker du om mængden af blod og vold og rullende hoveder?

”Jeg talte faktisk med instruktøren (Mikael Håfström, red.) om det, fordi Det Stockholmske Blodbad var så vildt et historisk øjeblik.

Det var omkring 100 mennesker, mange højtstående, som blev henrettet midt på torvet over to dage foran et stort publikum.

Det er virkelig sindssygt, og i Sverige hedder Christian 2. bare ’Kristian Tyran’. Instruktøren og forfatteren Erlend Loe, som skrev manuskriptet, var meget inspireret af Tarantinos stil, hvor det kammer lidt over og får et tegneseriepræg.

Jeg elsker jo, at der i filmens begyndelse står ”noget af det her skete faktisk,” modsat alle de film, som er ”baseret på virkelige hændelser”.”

Du har rollen som den danske konge Christian 2., som har ansvaret for blodbadet. Hvordan ville du spille den store tyran?

”For det første ville jeg gerne aflevere en version, hvor publikum selv skulle vurdere, hvem det dumme svin var.

Det er nemlig ikke mit indtryk, at der var et endegyldigt dumt svin, men en blanding af svin måske. Og historikere er faktisk heller ikke enige om det.

Der er utroligt mange udlægninger af, hvad der skete over de to novemberdage i 1520. Nogle akademikere giver hele ansvaret til kongen, mens andre interesserer sig for den detroniserede ærkebiskop Gustav Trolle, der ville hævne sig på den svenske adel, og som kongen tog til sig som rådgiver.”

Din rolle virker både utilregnelig, semi-psykopatisk og udspekuleret. Hvordan vil du selv beskrive den her karakter?

”Det er jeg virkelig glad for, du synes. Jeg vil nødig have, at man ved, hvor man har ham. For mig at se, var det en meget uheldig samling af nogle meget uheldige mennesker, som førte til blodbadet. En kædereaktion af idioter.

Jeg ser Christian 2. som en mand med et livsmål. Da han bliver født, regerer hans far, kong Hans, over Kalmarunionen. Men i hans regeringstid bryder Sverige fri. Da Christian 2. kommer til magten, ser han det som sin livsopgave at samle riget og unionen. En mand med en mission.

Hvis jeg er begyndt et sted med karakteren, så er det ønsket om at opnå et samlet rige under sig, fordi det er så god benzin til netop den historie og den rejse. I mit hoved kunne han ikke lægge sig i graven og få fred, hvis ikke han opnåede sit mål. Han brugte også alle Danmarks penge på det.”

Har du selv haft et livsmål, som du stålsat har arbejdet for at opnå?

”Jeg forsøger altid at finde en flig af mig selv i det, jeg laver. Jeg kan godt genkende det at have en mission og en opgave, som man vil gøre alt for. Det har altid været vigtigt for mig at blive god til det, jeg laver, og hele tiden forsøge at udvikle mig som skuespiller.”

Hvordan føles det så at have fire film og to serier undervejs, hvor du både spiller nazist, konge, narkobaron og en romersk embedsmand?

”Det er crazy, men jeg er fandeme også træt for tiden. Jeg er lige blevet færdig med den sidste indspilning, hvor jeg skulle løbe op og ned i de schweiziske alper, så jeg er helt flad. Jeg gik på juleferie den 1. november.”

Er du mere villig til at slå til, fordi du har stået i startboksen i mange år?

”Ja. Med Guldpalmen, som ’The Square’ vandt, og den pludselige interesse i mig så jeg, hvor lunefuld en business det her er. Det gælder om at smede, mens jernet er varmt. Det har jeg gjort.”

Jeg studsede faktisk over, at din kongerolle er din første nordiske rolle i den del år, og så taler du ikke engang dansk i filmen. Har du planer om at fortsætte din engelsksprogede karriere? Eller får du bare ikke tilbudt de rigtige ting i Danmark? Er du for dyr?

”Jeg har ikke et godt svar. Jeg ved ikke, hvad instruktører og castere tænker, men det, jeg har fået tilbudt herhjemme, har ikke kunnet måle sig med det, jeg er blevet tilbudt i udlandet.

Jeg vurderer ud fra flere parametre: økonomi, manuskript, instruktør, medskuespillere og så videre. Men det har faktisk været forholdsvist sparsomt, hvad jeg er blevet tilbudt i Danmark.”

Hvilken rolle drømmer du om?

”Der er ikke én rolle, jeg specifikt drømmer om, men der er masser af mennesker, jeg gerne vil arbejde sammen med. Jeg synes også, der bliver lavet mange gode ting, som jeg gerne ville være en del af.

Jeg tager det simpelthen fra projekt til projekt, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være mere attraktivt end en tysk- eller engelsksproget rolle. Det er ikke vigtigt for mig, at det er på dansk.”

Hvad har du lært af den måde, din karriere har udviklet sig på?

”At man bliver en god skuespiller af at arbejde. Jo mere jeg laver, jo bedre bliver jeg. Det er en erfaringsbank. Alle oplevelser og roller sætter sig i mig og bliver til et samlet håndværk.

Min bedste sammenligning er, at jeg bare gerne vil være et klaver. Et luksusinstrument, som en dygtig instruktør kan spille på. Det er min livsopgave rent fagligt.”

Har du knoklet for at blive et klaver?

”Det synes jeg. Jeg knokler bedst ved at passe mit arbejde, fordi det hele tiden udvider mig som instrument. Det udvikler sig, i takt med at jeg bliver klogere eller dummere, tyndere eller tungere.”

Hvordan har det været i de perioder, hvor det har været hårdt at leve af skuespillet, og hvor du var nødt til at tage det arbejde, der var, for at kunne betale huslejen?

”Der har været rugbrødsarbejde, som jeg har taget, selvom det ikke var helt vildt fedt eller skidespændende. Der skal jo tjenes en månedsløn. En kollega sagde engang, at så må man spille med øjnene stift rettet mod honoraret.”

Er du blevet en bedre skuespiller af det?

”Jeg tror, at alt gør en bedre. Alle de gode roller og alle de dårlige.”

De sidste mange år har du været på store produktioner. Savner du nogensinde det helt smalle? Opføre en monolog foran 50 mennesker i en teatersal?

”For halvandet år siden lavede jeg en forestilling på Almeida Theatre i London. Forestillingen var en befrielse fra Covid-19, som for mig var utrolig hårdt og ekstremt fremmedgørende, fordi jeg var på filmset med ansigtsmasker på og ikke havde nogen social omgang i lange perioder.

På ’The Northman’ blev vi kørt til vores hotel, så snart vi havde indspillet vores scene. Så kunne man sidde der og kukkelure i en uge i et nedfrosset, nedlukket Belfast, hvor det eneste, der var åbent, var en tankstation og en Lidl.

Det var simpelthen så hårdt. Almeida Theatres profil minder Betty Nansen Teatret, og det er også cirka samme størrelse.

Alt var fedt ved den produktion, men det blev kun endnu federe af, at jeg kom fra et stort Hollywood-apparat til en forestilling med 10 mennesker. Det er en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv.

Men man skal ikke optræde på et statsstøttet teater i London for pengene. Jeg tror, jeg fik 162 pund om ugen i 10 uger, som blev til 45 forestillinger. Det var småt på alle de gode måder. Tæt og nært. Der kunne jeg virkelig mærke, hvad jeg manglede, som var den nære kontakt med publikum og medspillere.”

Frygter du nogensinde, at der kommer en tørkeperiode igen?

”Ja. Det er min skræk og har været det altid. Der har også været perioder, hvor jeg har overvejet, om jeg skulle lave noget andet, fordi der ikke var noget at rive i. Men jeg nåede heldigvis aldrig at gøre alvor af tanken.

På det punkt er der to dele af jobbet som skuespiller: Du har din faglighed, og så skal du kunne leve på freelancerens vilkår, hvilket jeg er rædselsfuldt elendig til. Angsten for ikke at blive ringet op slipper jeg aldrig.”

Var det et nederlag før i tiden, at du ikke blev ringet op?

”Jeg vekslede det i hvert fald hurtigt til at være et udtryk for, at jeg ikke duede til en skid. Helt klart. Det er svært at være både sælgeren og varen, specielt når man i perioder ikke tror på sig selv. Det er en dårlig snebold at rulle med, når man er en glasset-er-halvt-tomt-type, som jeg kan være.

Jeg er 99 procent bekymring. De perioder var hårde, og fordi de var hårde, frygter jeg nok, at de kommer tilbage. Det er virkelig lunefuldt, og måske er det derfor, jeg virkelig tager for mig nu, hvor jeg er flavour of the week.”