Hvorfor er Lars Ranthe så tiltrukket af alkohol?

Lars Ranthe, du har spillet med i to meget vægtige danske film, der begge handler om alkohol. I ’Bænken’ havde du en mindre rolle, mens du spillede en bærende birolle i ’Druk’. Nu er du så aktuel i endnu en film om alkohol, nemlig ’Fuld af kærlighed.’ Hvad er det ved emnet alkohol, der taler så meget til dig?

”Jeg voksede op på Vesterbro i 1970’erne, hvor der var mange fulde mennesker, og de har altid fascineret mig.

Generelt kan jeg godt lide at betragte mennesker, der gør noget ud over det sædvanlige – om det er at tale med sin hund eller at være fuld. Men fuldskabens musik er fascinerende; der er en enormt stor musikalitet i en brandert, fordi alting bliver så stort, og man gestikulerer helt vildt.

Jeg synes virkelig, at en brandert kan være smuk og livsbekræftende. Især, hvis det er den sangvinske tilgang til branderten, hvor vi løfter hinanden og nyder livet. Det er da vidunderligt.

Og det var selvfølgelig det, vi prøvede at formidle med ’Druk’, samtidig med at vi også belyste det dyr, der hedder alkoholisme.”

Og nu nævner du selv alkoholisme, hvilket er et af hovedtemaerne i ’Fuld af kærlighed’ …

”Ja, men denne film handler først og fremmest om familien bag alkoholikeren. I de historier, der bliver fortalt i populærkulturen, er det altid alkoholikerens perspektiv, vi ser historien fortalt fra. Men her bliver den vendt om.

Når et menneske går i gang med en alkoholbehandling, så bliver det menneske anset for at være sygt, og det får hjælp. Men dem, som har levet sammen med alkoholikeren, får ikke hjælp. De har opbygget en hel identitet omkring at være ’medafhængige’.

Det er det dilemma, som Stine (Stengade, der spiller Helen, konen til Lars Ranthes alkoholiserede karakter Peter børn, red.) og børnene (Sofia, Jenni og Gustav, red.) står i. Og det er filmens tema, at de ikke får den hjælp, de skal have. De ved simpelthen ikke, hvilket ben de skal stå på.”

Hvad mener du med det?

”De kender lige pludselig ikke sig selv, fordi den ’nye’ far, der kommer hjem, er ædru. Og de har levet i mange år i totalt alarmberedskab; med overlevelsesmekanismerne fintunet. Og nu kommer du, far, pludselig der og fortæller, at du bare har haft en sygdom og er blevet rask.

Men hvem er jeg så nu? Hvordan skal jeg og de andre forholde os til den her nye verdensorden? Det har man brug for professionel hjælp til at finde svar på, og der er der ikke nok, som får den støtte.”

Hvordan endte du med at skulle være med i filmen? Følte du et behov for at nuancere det billede, du måske selv havde været med til at skabe med ’Druk’, hvor alkoholen og rusen på mange måder romantiseres?

”Jeg havde et møde med Christina (Rosendahl, der har lavet filmen, red.), og det var meget tydeligt at mærke, at det var og er en film, der ligger hende utroligt meget på sinde, fordi den tager udgangspunkt i hendes egen opvækst som datter af en alkoholiker, selvom filmen ikke er hendes historie.

Jeg har faktisk aldrig haft sådan et møde med en instruktør før, hvor jeg allerede fra første sekund bare var sådan ... jeg vil gøre alt for dig. Og når en instruktør kommer med en historie, der ligger så tæt på vedkommendes hjerte, føler jeg selvfølgelig også, at det er vigtigt.

Jeg havde lyst til at give projektet al min kærlighed på grund af Christina, men også på grund af de mange mennesker, som mangler hjælp. Det var det, det handlede om.”

Hvordan var det at arbejde med en instruktør, hvor historien ligger vedkommende så nært?

”Hun skabte et arbejdsrum, som var så fyldt med tillid og kærlighed og det mest generøse, jeg nogensinde har oplevet at arbejde i. Og hun skabte nogle omstændigheder, der gjorde, at vi alle sammen – skuespillere, teknikere og fotografer – gjorde noget ekstraordinært for hende og for fortællingen.”

Men når noget ligger én så meget på sinde, kan man fristes til at tro, at vedkommende også gerne vil have, at alt udspiller sig, som man havde forestillet sig. Kom hendes ’ekspertise’ inden for området til udtryk i hendes måde at instruere på?

”Min erfaring med meget dygtige instruktører er, at de som regel ikke blander sig så meget i skuespillet. Hvis instruktørerne kan skabe omstændigheder, der gør det troværdigt nok, så skal skuespilleren jo nok løse opgaven. De tør at give bolden fri, fordi de godt ved, hvad de vil have, og de giver én en følelse af at være medskaber.

Men du er heller ikke i tvivl om, at du må alt inden for nogle rammer, som de har stukket ud. Så jeg havde aldrig følelsen af, at Christina slap taget på roret. Hun vidste udmærket godt, hvilken vej skibet sejlede, men på vejen derhen var hun egentlig interesseret i, at vi tog nogle afstikkere og undersøgte dem, og det er et tegn på selvtillid.

Men altså, hun var ikke inde og detailstyre i, hvordan man spiller fuld.”

Hvad er egentlig hemmeligheden bag at spille fuld?

”Vi arbejdede meget med det på ’Druk’, hvor vi havde mange fuldeøvelser. Der mødtes vi med Thomas (Vinterberg, red.) ude i et hus på Zentropa, hvor vi trænede i at spille fulde i mange forskellige afskygninger, og lad mig bare sige, at det er pissesvært.

Der er fx en scene i midten af ’Druk’, hvor vi er ude på en havn. Planen var oprindeligt, at scenen skulle være virkelig lang, og vi skulle være rigtig stive, og vi skulle fiske, og vi skulle synge og danse. Det var helt klart en scene, som Thomas glædede sig til at lave, for den lød på papiret virkelig grineren.

Til at begynde med skulle vi komme gående megastive ned ad havnen, og da Thomas så siger: ’værsgo!,’ begyndte vi at spille løs: ’WSAUYIHAJFBÆZZ,’ mens vi væltede rundt. Jeg glemmer aldrig, da jeg så Thomas stå der, og man kunne se i hans øjne, at han tænkte: ’Fuck … det er alt for meget. De er slet ikke sjove. Der røg kernescenen,’ mens han tog sine høretelefoner af.

Det meste af den endte også med at blive klippet ud, fordi det simpelthen blev for karikeret.”

Så hvad gør man for at lykkedes med at spille fuld?

”Der er nogle klichéer, der hedder, at skal man spille fuld, så skal man prøve at styre sin falske brandert. Der, hvor man prøver at holde sammen på sig selv, i stedet for at gå i total opløsning. Dem, der ikke kan finde ud af det, de spiller meget fulde. Og dem, der kan finde ud af det, forstår, at de er fulde, men prøver at skjule det.

Det skal være subtilt, og når jeg spiller fuld, tænker jeg på det, som er det en dans eller noget musik. Det er en følelse af at sætte nogle svingninger i gang og så lave noget kontrabalance i dem. Men det er pissesvært.”

Din rolle i ’Fuld af kærlighed’, Peter, ender på et tidspunkt på et behandlingscenter. Besøgte du selv sådan nogle steder i forbindelse med din research til rollen?

”Ja, jeg fik lov til at spendere to dage på et behandlingshjem på Vestsjælland. Det er helt almindelige mennesker – fra håndværkere til direktører – der er nået dertil i deres alkoholisme, at familien har givet dem et ultimatum, ligesom vi ser i filmen, hvor min karakter også får at vide, at det enten hedder behandling, ellers vil vi, altså familien, ikke se dig længere.

Det er selvfølgelig et voldsomt sted at være, fordi jeg nok også først der fattede, hvor meget de egentlig drikker. Det er vanvittige mængder, og de har ikke nogen stopklods. Det er tre-fire flasker vodka om dagen, hvis de kan slippe afsted med det. Der findes ikke nok sprut i hele verden til at slukke deres tørst. Og det er jo svært at forstå. Men det var fantastisk at opleve, for det er mennesker, der får en chance til.

Og så er det jo nogle sjove mennesker – der var én, der sagde, at han sådan ville ønske, at han ikke var alkoholiker, for så kunne han drikke hele tiden, ha ha. Det er interessante mennesker, som har masser af livshistorier og gåpåmod. De er bare kuldsejlede i livet.

Men her får de hjælp til at komme på fode, og det var vildt at overvære den medmenneskelighed og taknemmelighed, der er i det, og at alkoholikerne oplever, at der er nogle, der gerne vil hjælpe dem.”

Hvor tæt fik du lov til at gå?

”Helt tæt. På sådan et sted er der en masse af de der psykoterapeutiske situationer, hvor man sidder i rundkreds og taler om sin alkoholisme.

Om dagen gik vi ned i nogle mandegrupper, og der skulle jeg selv sidde i rundkredsen og fortælle om mit eget liv og lytte og være åben. Så jeg blev egentlig bare en del af behandlingsprogrammet ret hurtigt, og jeg følte mig som en alkoholiker i behandling i løbet af de dage.”

Det lyder ret barskt …

”Ja, men også smukt! Da jeg var der, kom der en ny til, og han røg direkte ind i denne her rundkreds, og han havde aldrig talt om sit problem før. Han havde brugt så mange penge på alkohol og kokain og formøblet hele firmaet, og så sidder han der i en rundkreds af mænd og finder et fællesskab, fordi han for første gang åbent kan tale med andre om sit problem.

Tit går man rundt og er skamfuld over, at man drikker, og tænker, at man er den eneste, der har det her problem, og ingen forstår mig. Og så oplever de, at der sidder en masse andre, som også har de problemer.

De finder også ud af, at det at være afhængig er et dyr i sig selv – det er en form for sygdom. De kan se, at dem, der sidder omkring dem, har den samme måde at agere på, når det kommer til at få alt til at handle om alkohol i deres liv, og at alle har tænkt og gjort de præcis samme ting i forhold til at drikke, og så begynder skylden og skammen at forsvinde.

De begynder at få øjnene op for, at det er alkoholens væsen, som de har lidt under. Og når de gør det, begynder de også at forstå, at der selvfølgelig er noget inde i dem selv, som er problematisk.”

Hvad var det vigtigste, du tog med derfra?

”At alkoholisme er en sygdom. Og så kan det godt være, at der er nogle, der siger, at det ikke er en sygdom. Men det er det! Hvis de først får alkohol, kan de ikke stoppe. Så er der noget større end dem, som overtager.

Man er ikke herre over sin egen afhængighed. Men jeg blev også meget mere bevidst om, at bag enhver alkoholiker er der et menneske. Og bag hver alkoholiker er der en familie, som betaler en pris. Og de fortjener at få lige så meget hjælp som alkoholikeren.”

Det vil ikke være forkert at påstå, at ’Fuld af kærlighed’ viser bagsiden af medaljen, når det kommer til alkohol. Du har tidligere i Euroman – i forbindelse med pressearbejdet til ’Druk’ – hyldet alkohol. Har arbejdet med en film som ’Fuld af kærlighed’ ændret noget ved dit eget forhold til alkohol?

”Nej, jeg kan stadigvæk virkelig godt lide alkohol. Os, der er så heldige, at vi ikke har alkoholisme i os, kan jo godt tage et par glas vin og synes, at det er dejligt. Alkohol er en fantastisk ting, som kan frigøre alt muligt vidunderligt i livet. Det har selvfølgelig også konsekvenser for mange mennesker, og dem skal man være klar til at hjælpe, men jeg går ikke ind for et forbud.

Jeg kan godt lide et glas vin eller to til maden og processen med at lave den, men med alderen er der blevet længere mellem de helt store ture. Det er simpelthen for hårdt.

Jeg har talt med alkoholikere, hvor jeg har forklaret, at jeg godt kan lide de der par glas vin til madlavningen. ’Du er ikke alkoholiker,’ har de så sagt. It’s a different game. Man kan selvfølgelig godt oparbejde et hverdagsforbrug, som er sundhedsskadeligt og for meget. Men alkoholisme er noget andet. Jeg har det ikke i mig, jeg har ikke genet.”

Har du selv prøvet at oparbejde et hverdagsforbrug, der var sundhedsskadeligt? Eller sagt på en anden måde: Har du drukket for meget i en periode?

”Ja, jeg havde et tidspunkt i mine 20’ere på teaterskolen, hvor jeg drak alt for meget med en makker efter skole. Jeg var ret ulykkelig, fordi en kæreste havde forladt mig, og så gik der druk i den. Jeg fik også en depression til sidst.

Det var en kombination af for meget alkohol og for meget arbejde, og lige pludselig sagde det bare ’SLAM!’, og så lå jeg derhjemme i fire måneder.

Der er ikke det problem, som alkohol ikke kan gøre værre, som de siger på behandlingscenteret. I en lang periode efter det rørte jeg ikke alkohol.”

Lars Ranthe

(f. 1969) Opvokset i København. Uddannet fra Odense Teater i 1998. Havde mindre roller i film og tv-serier som ’Adams æbler’, ’Forbrydelsen’ og ’Krøniken’ inden sit folkelige gennembrud i 2008 i rollen som den godhjertede læge Jakob Sommer i DR-serien ’Sommer’. Har siden spillet med i film som ’Dirch’, ’Kollektivet’ og ’Druk’ og serierne ’Dicte’, ’Kriger’, ’Herrens veje’ samt ’Badehotellet’ og ’Anker’. Har vundet flere Bodil- og Robert-priser for Bedste mandlige birolle. Bor i Valby med sin kone Christine Albeck Børge, der ligeledes er skuespiller, og døtrene Rigmor og Betty Marie. 

Hovedpersonen i ’Fuld af kærlighed’ er jo egentlig hverken dig eller Stine Stengade, men derimod Viilbjørk Malling Agger, der har rollen som det mellemste barn Sofia. Hun har svært ved at navigere i at have en far, som er alkoholiker, og en mor, som på mange måder har fornægtet det. Jeg er ikke ude på at drage paralleller, men hvordan taler du og din hustru selv med jeres børn om alkohol?

”Da de var i den alder, hvor man begynder at feste og drikke, var vi meget åbne omkring det. Jeg kunne intuitivt mærke, at nedlagde vi et totalt forbud, ville de bare gøre det i smug og lyve omkring det.

Vi sagde selvfølgelig, at vi foretrak, at de først startede, når de var 16, men så begyndte de alligevel, da de var 13. Men okay, så lod vi dem holde festen hjemme ved os, og hvis de ikke gjorde det, sendte vi dem ud med budskabet om at passe på hinanden og med beskeden om, at de altid kunne ringe og blive hentet.

Der var en masse forældre, som virkelig gjorde meget ud af, at børnene ikke måtte drikke. Men alle drak, og så løj de i stedet, og alle de forældre, der lavede de der hårde regler, blev holdt ude i mørket.

Desuden syntes jeg også, at jeg i hvert fald selv måtte gribe i egen barm og sige, at jeg også var fucking stiv, da jeg selv var 13, så hvem var jeg til at sidde der og sige: ’I MÅ IKKE DRIKKE!’. Det er jo patetisk.

Selvfølgelig gør de det, og de tog også nogle ordentlige huggerter og brækkede sig, men så blev det jo meget hurtigt uinteressant, og i stedet lærte de at drikke med måde. Jeg synes, at begge vores piger er kommet godt ind i det.”

Du har efterhånden opbygget en vis erfaring og ekspertise, når det kommer til alkohol og nu også alkoholisme. Hvad er dit råd til pårørende, der ikke ved, hvad de skal gøre i mødet med en elsket, som er alkoholiker?

”Det vigtigste er at starte med at ringe til nogle – her mener jeg først og fremmest de forskellige hjælpelinjer – og fortælle dem, hvad du oplever, og hvordan du har det. Det er så vigtigt at række ud og mærke, at der er hjælp at hente.

Det er enormt skamfuldt, og man går ofte alene med det. Især børn har det med at beskytte deres forældre. Men hvis man får den rette hjælp, findes der altså et rigtigt liv ude på den anden side. Det er jo det smukkeste ved mennesker: at vi hjælper hinanden.

Denne her film skal også gerne pege på, at det hjerterum, der er for alkoholikere, også skal gælde over for de pårørende. Og deres problemer er så svære at se, fordi de er så diffuse. ’Nu er far ædru, det er da vidunderligt.’ ’Ja, men jeg har levet i et helvede de sidste 15 år, og jeg er pissebange. Jeg kan ikke stole på ham, og jeg aner ikke, om han drikker igen.’

At være sammen med en alkoholiker er som at være sammen med en diktator: Du aner aldrig, hvor du har dem henne. Du lever dit liv på en andens nåde. Og de mennesker fortjener at få tilbudt den samme hjælp som alkoholikerne.”

Har du eller én i din omgangskreds problemer med alkohol, kan du gratis og anonymt kontakte rådgivere på Alkolinjen på 80 200 500 eller chatte på alkolinjen.dk.