Morten Pape troede, at han kendte sin familiehistorie. Indtil der tikkede en mail ind fra hans far

MORTEN PAPES NYE BOG, ’Nøglebarn’, er lidt ligesom ’The Godfather 2’ – uden sammenligning i øvrigt, tilføjer han – i den forstand, at man følger to spor: et, der foregår i nutiden, og et, der går tilbage i tiden og optrevler rødderne til nutiden.

I nutidssporet i bogen er den 29 år gamle Morten Pape på overrumplende kort tid blevet en prisvindende, heftigt sælgende forfatter med debutromanen ’Planen’, hvori han har beskrevet sin barske opvækst i det socialt plagede boligområde Urbanplanen på Amager.

Pape har aldrig før prøvet, at folk kaster sig for fødderne af ham, og det gør de nu. Beskederne vælter ind. Og en dag finder han ud af, at det vilde antal beskeder slet ikke dækker over det sande omfang, for der findes nemlig – åbenbart – en spam-indbakke, og da han klikker på den, åbenbarer vildskaben sig først for alvor.

Taksigelser og datingtilbud fra unge kvinder. Men også – får han pludselig øje på – en besked fra en mand, der i ’Planen’ indtager en central og meget lidt flatterende rolle, nemlig hans far, Ole Visby Pape. I beskeden står der, at det er godt gået med bogen, men det er ikke alt: Faren har også vedhæftet et dokument, der bærer titlen ’Til mine børn’.

I det andet spor i ’Nøglebarn’, det, som foregår i datiden, fortæller Morten Pape historien om sin far, sin farfar og sin oldefar og om ”det generationelle svigt,” der er fundet sted. Oldefaren var en højt respekteret kemiingeniør, boede i villa i Nordsjælland, havde tjenestepige. Men oldefarens eneste søn – Morten Papes farfar – fulgte ikke i sin fars fodspor og fik en fin uddannelse; han blev taxachauffør.

Det var der en grund til, en forklaring på: En tragedie havde fundet sted, og det var med den, at Papes familie på farens side begyndte sin ”sociale nedstigning.”

Hvor lang tid har du kendt til din families historie?

”Det var først omkring 2019, at jeg blev bekendt med min oldefars historie. Det var min storebrors mor, der – helt en passant – nævnte, at min oldefar engang havde lavet en film med Carl Theodor Dreyer, den store danske filminstruktør. Jeg har læst filmvidenskab, så jeg spidsede ører og sagde: ’Undskyld, hvad?’”

Indtil da havde du troet, at du var fra en – undskyld formuleringen – taberslægt?

”Ja, præcis. Jeg havde bare tænkt, at det ligesom var, hvad jeg kom fra, og jeg havde heller ikke haft nogen interesse i at undersøge det nærmere. Så det er kun, fordi min storebrors mor har bedrevet slægtsforskning i mange år, at jeg får at vide, at min fars familie for få generationer siden boede i en stor villa med tjenestefolk. Der tænkte jeg: ’Hvor kommer springet fra dét til vognmand?’ Og det er så også på det tidspunkt, jeg finder ud af, at der gemmer sig en familietragedie.”

Vidste du der, at det her, det bliver du nødt til at …

”Der tænkte jeg: ’Det var satans.’ Det er jeg nødt til at undersøge nærmere. Jeg begyndte også at reflektere over, hvorfor jeg aldrig havde interesseret mig for det før. Det fik mig til at se den bog, jeg havde skrevet (’Planen’, red.), i et andet lys. I ’Planen’ er han egentlig den her ret søde og nærværende far, som efter at være blevet skilt driver væk og mister grebet om sig selv og sine børn. Han er ikke nogen skurk, men det er ikke noget positivt blik, jeg har på ham i bogen. Den indeholder jo faktisk en fantasi om at slå ham ihjel. Jeg begyndte derfor at tænke: ’Åh nej, er der en mellemregning, jeg har misset?’”

Du kunne ikke sidde på den information? Det ville være for uærligt over for dig selv?

”Ja, det kan man sige. Det er meget præcist formuleret. Jeg kunne ikke sidde på det, nej.”

Morten Pape

(f. 1986) Opvokset i Urbanplanen på Amager. Har studeret film- og medievidenskab og gået på manuskriptlinjen på filmskolen Super16. Debuterede som forfatter med ’Planen’ i 2015. For bogen modtog han Bogforums Debutantpris; den har solgt over 100.000 eksemplarer. Fulgte trop med ’Guds bedste børn’ i 2018, som året efter vandt DR Romanprisen. I 2021 færdiggjorde han sin såkaldte Amager-trilogi med ’I ruiner’, som vandt Politikens Litteraturpris. Hans fjerde bog, ’Nøglebarn’, udkommer 9. oktober på Politikens Forlag.

Tænkte du så derefter: ’Fedt nok, så er der nyt fra hovedstolen, vi kan trække på her og skrive en fed historie,’ eller tænkte du: ’Satans’?

”Jeg havde ikke armene oppe over hovedet. Jeg tænkte: ’Nå, here we go again.’ Men det skabte en nyfunden interesse fra min side til at spørge: Hvad har skabt os? Hvad har bragt os hertil som familie? Jeg har ikke nogen børn. Det har alle mine søskende (Pape har tre søskende, red.). Så jeg kan ikke skrive den roman, hvori der står ’Til mit barn’, som mange ender med at gøre, når de får børn og får et andet perspektiv på livet. Jeg kan med andre ord ikke forbinde mig til den fremtid, mine ufødte børn måtte få. Så jeg gør noget helt modsat, nemlig at forbinde mig med min slægt. Og prøve på at kommunikere med dem. Prøve at fornemme, høre og forstå det ekko, der leder op til det, vi er blevet til. Den, jeg er. Og måske slippe af med noget af den vrede og foragt, jeg har over for min far, ved at prøve at forstå, hvad det egentlig er, han er rundet af. Frem for bare at tro, at det bare altid har været sådan. Og dermed også prøve at forstå, at det svigt, han har påført mig og mine søskende, har han selv oplevet fra sin far, og hans far har oplevet det fra sin far. Det er dét generationelle svigt, jeg prøver på at beskrive.”

Det kræver alligevel lidt generøsitet fra din side – at tilbyde ham den forklaring. Og dig selv den forklaring.

”Ja, men jeg har efterhånden også forstået, at mange følelser – og især vrede – kan blive et alibi for sandheden. Vreden er – så vidt jeg ved – lige så dopaminskabende som en lykkerus. Det er derfor, man bliver grebet af den, og man føler sig berettiget til at have den. Man kører ud ad en tangent, fordi det faktisk føles godt.”

Må jeg spørge, hvorfor du ikke har fået børn?

”Hm, jamen, hvorfor har jeg ikke det. Det er bare ikke sket. Der er desværre et mønster i de seneste 10 år af mit liv, hvor jeg har været forfatter. Hver roman har kostet mig en kæreste.”

Det er sandheden?

”Det er sandheden. Ikke på grund af processen. Jeg er egentlig ret god til at holde nogle gode, borgerlige arbejdsrammer. Men det er bare gået galt efterfølgende. Af forskellige grunde. Jeg har ikke fået børn, jeg har fået bøger. Ej, det lød irriterende.”

Du har ikke overvejet at stoppe med at skrive dem så?

”Det kunne være, det ville hjælpe. Men nej, jeg har bare ikke fået børn, fordi … det er der sikkert flere årsager til, men jeg kan huske, da mine søskende begyndte at få børn, der tænkte jeg – vi havde jo haft den samme far og dermed den samme mangel på far – at der var noget enormt naivt ved at tro, at man så bare kunne gøre det bedre selv. Jeg følte på en eller anden måde, at de løb fra en aftale. De var ikke i sync med min opfattelse af min angst og mine begrænsninger.”

Du tænkte, at det næsten var lidt skødesløst?

”Ja, at det i virkeligheden var højtragende naivt.”

Det er jo en ret vild tanke.

”Det er en ret vild og intrusiv tanke, som jo kun siger noget om mig. De har måske også haft mere lyst til det. Jeg har også været optaget af, at jeg ikke ville lægge forhindringer ud for, at jeg kunne fuldende den trilogi, jeg gerne ville skrive på det tidspunkt. Og jeg har aldrig gjort mig nogen forestillinger om, at jeg ville have mere overskud som forælder end alle andre. Eller end mine egne forældre. Det ville, synes jeg, være enormt arrogant at tro. At jeg ville være i stand til ikke at gentage de samme uheldige mønstre som dem. Så … det er bare ikke sket. Og nu er der gået 10 år.”

Klart.

”Og for lidt siden var jeg 29, og nu er jeg 38.”

Er det skræmmende?

”Ja, det er første gang i mit liv, at jeg begynder at tænke på min alder. Jeg begynder at tænke på, at hvis jeg fik et barn i dag, så ville jeg være tæt på 60, når vedkommende fik huen på.”

Du ville være en af dem.

”Jeg ville være en af dem, ja. Men for mig handler det også om en forståelse af, hvad det vil sige at være far, og hvor svært det er. Og at kunne tilgive de fejl, de har begået. Det er sådan en vending, der vender tilbage hele tiden i bogen. Det der med at se på hinanden og dem, der kom før én, med et mildere, mere overbærende og medfølende blik. Jeg tror, at medfølelse er meget vigtigt her.”

Hvordan har det været at skulle skrive som dit eget 29-årige jeg igen? Jeg forestiller mig, at det må føles som enormt lang tid siden.

”Det gør det virkelig også. Samtidig med at det føles som i forgårs. Men det har været nødvendigt. Det gik så stærkt dengang. ’Planen’ udkom en mandag, og om fredagen vandt jeg Debutantprisen på Bogforum.”

Det må have været meget euforiserende.

”Meget berusende. Og alt i alt et år, hvor der konstant var nye indtryk. Og en konstant opmærksomhed. Omkring det punkt begyndte jeg også at skulle til at forholde mig til mig selv på en helt anden måde, end jeg havde gjort før, fordi jeg pludselig var en semi-offentlig personlig, som der blev forventet en masse af. Det var også mærkeligt at se, hvordan en bog, der egentlig handlede om social ulighed og klassesamfundet, kom til at handle om islam og integration. Det var jo de her forfærdelige år med terrorangreb hele tiden, Bataclan, Nice, Omar El-Hussein på Krudttønden. Og der var såkaldte flygtningestrømme på de danske motorveje. Det var på mange måder zeitgeisten på det tidspunkt. Men i hvert fald: Mit liv forandrede sig meget, og jeg har aldrig rigtig fået samlet op på det. Pludselig blev jeg noget i kraft af andres blik på mig; en, som var en mønsterbryder, en, som var en dygtig forfatter, der havde rejst sig fra den her rædderlige barndom og var blevet en stor, prisvindende forfatter. Og det blev bare ved med at gå godt. Også med de to efterfølgende bøger. Men, øhm … Jeg har altid følt sådan en smule uoverensstemmelse mellem den, jeg er blevet hædret som, og den, som jeg egentlig har følt mig som.”

Hvad følte du dig som?

”Alt muligt. Alt fra en bedrager til en, der havde solgt ud. En, der havde profiteret på min familie og på et helt kvarter. Og en, som jeg godt vidste, alle ikke var glade for. Og en, som samtidig blev hyldet og elsket og læst af de mennesker, som aldrig ville komme i nærheden af det miljø, jeg selv kommer fra. Jeg blev bange for at være en socialrealistisk pauseklovn, man ligesom kunne tjekke af. Det var først efter udgivelsen, at jeg fandt ud af, hvem der læser bøger i det her land. Hvem der kom til mine foredrag. Det kan godt nogle gange være svært at føle sig opfattet som en succes, når man også kan mærke, at det har haft nogle omkostninger på det private plan. Så det her med at gå tilbage og kigge på den tid … Jeg er ikke sikker på, at folk vil kalde mig en mønsterbryder, efter de har læst den her bog. Eller den næste bog, der kommer. For det hjælper ikke på alt det, ens psyke er blevet programmeret til at forstå om én selv, bare ved at udgive en bog og få klapsalver fra den læsende klasse. Det har jeg brug for at adressere for mig selv. Og det gør jeg både, når jeg går i terapi, og når jeg skriver.”

Det er interessant, at du siger det med mønsterbryder. For jeg har skrevet ned her: ’Mange lykkes aldrig med at komme rigtigt ud.’ Og jeg ville spørge dig, om du har en fornemmelse af, hvorvidt du er det – lykkedes med at komme rigtigt ud. Man tror, folk er kommet videre fra deres hårde skæbner, men dæmonerne lever – sjovt nok – videre inde i dem. Værst eksemplificeret i offentligheden ved Yahya Hassan, som jeg ved, du agter enormt højt.

”Som kunstner, ja.”

Og øhm – det må være specielt at blive betragtet som værende noget helt fantastisk og få de her spørgsmål om, hvorvidt man nu har lært at begå sig på de bonede gulve.

”Det er rigtigt. Jeg vælger at tolke folks intentioner som værende positive. Men det kan også nogle gange tolkes fornærmende. Jeg tror, jeg altid har haft en okay social forståelse og været god til at hyle som de ulve, jeg har været iblandt. Du ved: at man ikke sidder og laver armprutter til Laureatfesten, ik’?”

Og slår en høj bøvs.

”Lige præcis. Det tror jeg så også, der er nogen, der kommer til at gøre lidt bevidst for at spille på, at de er Jenny from the block. Jeg er enormt stolt over at komme, hvor jeg kommer fra. Men hvis Christopher Nolan gad hoppe ind i min hjerne i ’Inception’, så ville Urbanplanen stadig være stedet, hvor vi kommer allerdybest ind. Det er udgangspunktet for det hele. Det er det rækkehus på Kurvemagerstien 50 i Urbanplanen. Og i skolegården. Det er der, alle problemerne skal findes. Alt det, jeg ikke kan løbe fra, men som jeg kommer til at skulle tackle i resten af mine dage. Og som jeg måske skulle have tacklet meget, meget tidligere. Det handler fx om en enormt stor mistro og mistillid til andre mennesker. Om følelser af at føle sig forkert. Udenfor, ikke god nok, ikke attråværdig nok. Alle de ting … Det er ikke blevet kureret af at være mig de seneste 10 år. Det har bare mudret billedet en smule. Det har aldrig været okay bare at være mig, der hvor jeg voksede op. Jeg var for splejset, for dårlig til fodbold, for usej eller for ukøn. Der var ingen status i de mere bogligt faglige ting, jeg kunne. Og så skriver jeg en bog om alt det som 29-årig, og så bliver jeg lige pludselig vildt populær. Det kom virkelig bag på mig.”

Var du på noget tidspunkt selv af den forestilling, at nu var det ligesom lagt bag dig? For nu havde du sagt det højt. Og nu gik det godt.

”Ja. Det var fortællingen, narrativet. Nu havde jeg skrevet mig ren. Mange forfattere skriver deres store selvbiografiske bog om deres ophav, når forældrene er døde. Når der ikke er nogen tilbage at såre. Men jeg lagde ud med det fra første færd. Og jeg fortalte mig selv, at nu var det nok dét. Jeg har brugt billedet med, at nu havde jeg trukket proppen op af badekarret og skyllet alt det grumsede vand ud. Nu kunne jeg bare fylde det med noget nyt og rent herfra. Og den tro befandt jeg mig i i mange år.”

Så det var først for et par år siden, at du opdagede, at det beskidte vand ikke var skyllet ud?

”Ja, det var først der, det gik op for mig, at jeg blev nødt til at vende tilbage til det personlige.”

Til badekarret?

”Tilbage til badekarret, ja. Tilbage til haletudsen. Fordi jeg blev nysgerrig på, hvad jeg kom fra, og fordi jeg fik en ny forståelse for det, min far kom fra. Og så faldt jeg over en historie, som jeg simpelthen syntes, var så vigtig. Og som jeg virkelig havde lyst til at fortælle.”