Stort interview med Nikolaj Coster-Waldau: "Det er en lettelse, at 'Game of Thrones' slutter nu"

"Hvor langt er der over til spejlet? Syv meter?”

Nikolaj Coster-Waldau peger tværs gennem hotelværelset og ud mod spejlet på badeværelset.

”Der er nok ikke mere end seks,” svarer jeg.

Den danske skuespiller, der er i London for at promovere ottende og sidste sæson af ’Game of Thrones’, rejser sine 190 centimeter fra lænestolen og skridter afstanden af. Spørgsmålet er ikke for sjov. Han tager det dybt alvorligt. Han øver sin afstandsbedømmelse som led i hans for tiden vigtigste fritidsprojekt: at tage jagttegn. På natbordet ligger teoribogen med en titel, der ikke gør mere stads af sig end allerhøjst nødvendigt. Den hedder ’Jagttegn’ og ligger oven på en tommetyk roman, ’The Last Whalers’. Også den titel synes at fortælle, at naturen netop nu står højt på Nikolaj Coster-Waldaus radar.

Han når frem til spejlet og vender sig om.

”Syv,” siger han veltilfreds.

Euroman møder Nikolaj Coster-Waldau på et hotel i det centrale London. Han er fløjet ind et par dage i forvejen. Der er stadig godt en måned til sæsonpremieren i april, og tiden i den britiske hovedstad er forsvundet i endeløse møder med den internationale presse, der er gået splitterravende amok i spekulationer om afslutningen på en serie med global kultstatus:

Overlever Coster-Waldaus Jaime Lannister, også kaldet ’The Kingslayer’?

Vinder han måske ligefrem tronen?

Slår han sin onde søster ihjel? Hende, som han gennem alle sæsoner har været forelsket i og knaldet med til stor opstandelse hos seere med fintfølende, puritanske træk.

Vores tre timer lange snak på hans hotelværelse og i gaderne omkring Embankment Underground Station ved Themsen er sidste runde, inden han flyver hjem til familien i Danmark. Det har været intenst arbejde i London, men han har også sneget sig tid til at genopdage byen, der engang var hans. Dagen forinden gav han et længere interview til amerikanske ’60 Minutes’ i Londons East End, og det foregik tilfældigvis i bydelen Dalston, hvor Nikolaj Coster-Waldau som ung skuespiller slog sig ned i jagten på et internationalt gennembrud efter det danske debutbrag ’Nattevagten’:

”Det var sjovt at være tilbage. Efter interviewet gik jeg en tur og kom fordi der, hvor jeg boede dengang. Jeg fandt også en ejendom, som en ven og jeg drømte om at købe, sådan et terrace house i tre etager i Hackney. ’Det kunne være fedt at have, mand. Men har vi råd til det?’ gik vi rundt og sagde. Vi syntes, at 150.000 pund var lidt for meget. Nu er der så bare kommet et ekstra nul på.”

Han flyttede fra byen ved årtusindeskiftet, da hans grønlandske kone, Nukâka Coster-Waldau, blev gravid, og ”London er bare ikke en by, hvor du bor med børn.” Medvirkende var også en gedigen nedtur i karrieren i 1999, da han arbejdsløs og fattig var nødt til at spille med i en pølsereklame i Sydafrika for at kunne sætte mad på bordet.

Skjorte Paul Smith til 1.400 kr. Bukser Boss til 1.200 kr.

I dag er virkeligheden for den 48-årige danske verdensstjerne en ganske anden. Når han kommer hjem til Lyngby, er det til et hus, han ikke længere har gæld i, hvilket på et tidligere tidspunkt i karrieren var et selvstændigt mål for ham. Et symbol på at have opnået noget, der ville gavne andre end kun ham selv og skabe ro om familiens økonomi, selv om indtægterne igen en dag skulle blive små. Kreditlånet blev betalt ud efter sæson fire eller fem.

”Det var en pissefed fornemmelse at blive gældsfri,” siger han.

Til sommer er det 10 år siden, at Nikolaj Coster-Waldau fik tilbuddet om en stor rolle i en fantasyserie på HBO. Fantasy stod ikke øverst på danskerens ønskeliste, han havde ingen idé om, hvad ’Game of Thrones’ var, og han havde mildest talt blandede erfaringer med at skyde tv-serier.

To år forinden, i 2008, var ’New Amsterdam’ – en serie på FOX, hvori han havde den absolutte hovedrolle – lukket ned efter otte episoder, og den intense produktion havde nær slået ham til jorden:

”Jeg har aldrig arbejdet så hårdt hverken før eller siden. Vi havde fem dage til at skyde et afsnit. Vi startede klokken fire mandag morgen og var færdige fredag nat klokken fem. Lørdag sov jeg igennem, og søndag var jeg helt smadret, men var nødt til at forberede mig til næste afsnit. Sådan ville det være i ni måneder om året, hvis serien skulle fortsætte, og jeg tænkte: ’Fuck, det her vil jeg ikke kunne klare.’”

Han sagde i et interview med Euroman i 2008, at de enorme krav gjorde ham ambivalent i forhold til en fremtid med ’New Amsterdam’:

”Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg frygter mest: at det bliver et hit eller en fiasko. Nej, jeg vil selvfølgelig godt have, at det går serien godt, men bliver den et hit, og bliver det besluttet, at der skal laves en sæson mere, så bliver jeg nødt til at have en seriøs snak med producerne. For man kan ikke arbejde så meget, som jeg har arbejdet her. Jeg kan gøre det i fire-fem måneder, men ikke i ni måneder i træk.”

Heldigvis – i hvert fald for Nikolaj Coster-Waldaus helbred – holdt serien kun i tre måneder, indtil den måtte lukke ned som følge af en strejke blandt de amerikanske tekstforfattere.

”Jeg var helt flad og syntes, det var den bedst mulige udgang,” husker han i dag: ”Det værste, der kan ske for en serie, er jo, at den er lige nøjagtig så god, at man vælger at fortsætte den, men at den ikke er rigtig fed, at den ikke er en rigtig succes, at det bare er et show, der kører derudaf – tøf, tøf, tøf. Det ville ikke have været rart, hvis ’New Amsterdam’ var forsat på den facon.”

Det var med den erfaring i frisk erindring, at tilbuddet om rollen som Jaime Lannister i ’Game of Thrones’ landede i hans postkasse i Lyngby. Han var skeptisk. I et senere interview med Euroman fra 2011 afslørede han, at hans første tanke var, at tilbuddet om at spille med i en fantasyserie lød for ”åndssvagt”.

”Ud over den ene gang, jeg prøvede ’Dungeons & Dragons’ i gymnasiet, forbandt jeg fantasy med en skov deroppe, hvor jeg bor, hvor en masse børn render rundt i udklædning,” sagde Nikolaj Coster-Waldau.

Alligevel var der noget i manuskriptet og især ved produktionen, som fangede hans interesse, siger han nu:

”Betingelserne ville være helt anderledes, og jeg vidste fra begyndelsen, hvordan serien ville blive bygget op. Der var indbygget så mange historier, at der ingen fare var for, at det kun ville handle om én hovedrolle, og at alle os andre bare ville være staffage. Alle karakterer i serien havde hver især fede historier, og vi kunne være sammen som en gruppe. Plus – det var 10 episoder om året, og optagelserne ville kun vare tre-fire måneder, så jeg kunne også lave andre ting.”

Det må vel siges at være den måske mest afgørende beslutning i din karriere, at du sagde ja til rollen i ’Game of Thrones’?

”Det viste sig hurtigt at være helt rigtigt. På en måde har det været et perfekt job, fordi jeg har kunnet lave en masse andre ting igennem årene. Det har været en helt anderledes oplevelse end med ’New Amsterdam’.”

På hvilken måde?

”’New Amsterdam’ havde en sag i hvert afsnit, der skulle løses. Ligesom ’Law & Order’. 22 afsnit om året. Man kan godt forestille sig, at det kunne blive nogle virkelig lange år. I ’Thrones’ var det en lang historie, der udviklede sig hele tiden, og det gjorde det enormt spændende og udfordrende, og så knyttede vi os til hinanden undervejs.”

Frakke Paul Smith til 6.550 kr.

Skaber man venskaber i løbet af de 10 år?

”Ja, det er faktisk en interessant ting ved at lave serier. Som skuespiller er noget af det første, du lærer, at åbne op, så snart du går ind i et nyt projekt. Du skal skabe en forbindelse til dem, du arbejder sammen med, ellers bliver det mærkeligt. Hvis vi skal have en scene til at fungere, er vi nødt til at være åbne over for hinanden. På en film er det ekstremt intenst. Du er sammen i seks-syv uger, hele tiden, og pludselig er det overstået, og du ser måske aldrig dine kolleger igen. I en serie som ’Thrones’ er der en anden kontinuitet. Vi ser hinanden igen hvert eneste år. Folk er blevet lidt ældre siden sidst. De har fået et barn. Nogle er blevet gift, andre er blevet skilt. Vi har haft 10 år sammen, og der er opstået nogle venskaber med folk, jeg virkelig holder af. Det er dem, jeg kommer til at savne allermest, nu hvor det er slut. Vi kommer helt sikkert stadig til at ses, men nok ikke lige så ofte.”

Blev det så også nemmere og nemmere for dig at spille Jaime Lannister?

”Tværtimod. Det var nærmere som at starte forfra hvert eneste år. Det var en ny historie i hver sæson, fordi der skete så meget i hans liv – og samtidig var der så en løbende historie, der kunne udvikle sig langsomt og sikkert. For publikum må det have været et krævende show at følge, for der har været historier, der har taget lang tid at udfolde. De får præsenteret pointer, som de måske skal seks sæsoner tilbage for at fange tråden til. For min egen karakter er der en klar rød tråd gennem hele serien, og det, synes jeg, er enormt fedt. Det har jeg stor respekt for.”

Hvilken rød tråd?

”…”

Nikolaj Coster-Waldau springer op fra stolen for at tage sig en kop kaffe.

Han tøver med sit svar.

Kontraktligt er han forpligtet til ikke at røbe noget som helst af indholdet i sæson otte, men han må gerne tale overordnet om sin karakter. Han trækker en af seriens nøglescener frem – fra allerførste afsnit i første sæson, hvor ’The Kingslayer’ skubber drengen Bran Stark ud fra et tårnværelse for at skjule sit incestuøse forhold til sin søster Cersei. Det var en chokerende scene, der fra begyndelsen var med til at sætte en kynisk tone for hele serien.

”Da Jaime skubber Bran ud, siger han ’The things I do for love.’ Deri ligger helt præcist kernen i ham. Hans loyalitet over for de mennesker, han holder af – hans familie. Det er klart.”

Det handler med andre ord om kærlighed, mere vil Coster-Waldau ikke røbe om den røde tråd. Men måske kan den afsluttende scene i sidste afsnit af sæson syv bidrage til at forstå, hvad han hentyder til. Det er den scene, hvor Jaime synes at løsrive sig fra sin hadefulde og magtsyge søsters jerngreb. Kan Jaime stå fast og endegyldigt vende ryggen til sin store og farlige kærlighed?

”Jamen, det er jo det,” griner Nikolaj Coster-Waldau:

”Det er jo ikke bare lige til at bryde sådan et bånd. Jeg tror, alle kender det. Jeg gør. Jeg har været i et forhold i over 20 år, og vi har trods alt haft nogle skænderier og nogle konflikter undervejs, hvor vi begge har sagt, at nu gider vi kraftstejleme ikke mere. Og i øjeblikket mente vi det. Men det er aldrig bare et enkelt øjeblik, når følelserne spiller med. Min kone har ikke som Cersei hidkaldt en over to meter høj mand med et sværd for at slå mig ihjel. Der har vi trods alt ikke været, haha. Men det interessante i ’Thrones’ er, at de har været gode til at holde fast i en meget genkendelig realisme. Karaktererne kommer til at gentage deres fejl igen og igen. De bliver ikke specielt meget klogere. Tyrion (lillebror til seriens Jaime Lannister, red.) er rådgiveren med de bedste intentioner og helt igennem en fantastisk mand, men han laver ikke andet end fejl. Han rådgiver forkert. Men vi forstår, hvorfor han gør det. Han vil jo så gerne.”

Foråret er så småt nået til London. Træerne i Whitehall Gardens tæt ved Embankment-kajen er ved at springe ud, og uden for hotellets dørkarrusel venter en fan af ’Game of Thrones’ i håb om at få et smugkig af sine idoler. Nikolaj Coster-Waldau giver ham en autograf.

Vi har en trenchcoat med, som danskeren skynder sig at tage på. Luften er stadig lidt kølig. Han taler om, at han skal huske at købe en gave til sin hustru, der har fødselsdag næste dag, men han tøver ved tanken om at bevæge sig ned i det nærliggende shopping-mekka, Covent Garden. Hans popularitet har efterhånden nået et niveau, hvor det kan være bøvlet at bevæge sig ude, og HBO’s repræsentant, som vi mødte tidligere på morgenen inden interviewet, kunne fortælle om et planlagt møde mellem seriens centrale skuespillere og Barcelonas fodboldstjerner, som måtte aflyses i sidste øjeblik, fordi alt for mange mennesker flokkedes om Nikolaj Coster-Waldau og hans kolleger, mens de ventede i spillertunnelen.

Frakke Sunflower til 5.000 kr.

Der er noget om snakken. Mens vi tager fotos i parken, stimler en lille gruppe af mennesker sammen på afstand, og Nikolaj Coster-Waldau spørger lidt genert, om vi ikke skal gå tilbage mod hotellet. Det gør vi. Inde på hotellets gange løber han på en yngre mand, der stopper op og tøver lidt, inden han tager mod til sig og siger:

”Jeg er en stor fan af dig”.

Danskeren smiler lige så genert tilbage og svarer, at hans datter er en stor fan af den unge mand. De udveksler venlige videohilsner, og det går senere op for os andre, at den unge mand kalder sig ’Tan France’ og er en stor Netflix- og Instagram-profil med over 2,2 millioner følgere. Vi er med andre ord vidner til et stjernetræf.

Du taler om, at ’Game of Thrones’ har et lag af realisme: Er det medvirkende til seriens store folkelige popularitet?

”Hele fantasygenren er blevet stor på kort tid. Det var den sgu ikke for 10 år siden. Det er noget, ’Thrones’ har været med til at skabe, men der har også været andre serier. Da jeg fik tilbuddet, sagde folk forundret: ’Undskyld, hvad skal du? Ok, det er fedt med HBO, men synd at det så blev fantasy.’ Men måske giver fantasy os lidt det samme, som sport gør. Jeg er for eksempel vild med fodbold, og jeg sad forleden og diskuterede Brexit med en god ven, og fra det ene sekund til det næste kunne vi skifte emne og tale om Manchester City og Agüero (angriber i City, red.). Det har jeg brug for. De fleste af os har brug for at kunne tage en timeout fra virkeligheden, og med ’Thrones’ er der ligeledes mulighed for at skifte til en parallelvirkelighed. På den måde får vi en pause fra den egentlige virkelighed. Og i parallelvirkeligheden er vi alle på lige fod, ligegyldigt hvem du er. Alt andet er jo blevet politiseret og stammeopdelt, specielt i de her år, men lige som med sport sætter fantasy dig fri fra det. Det er en ventil, som dog stadig har bund i en menneskelig virkelighed.”

Det handler måske også om, at serien slås med tabuer og moralske temaer, og at det fanger folk ind?

”Ja, men det er jo i høj grad også virkelige temaer for ethvert menneske. Inden for streaming er det grundlæggende interessant, at de mest succesfulde shows ofte er meget psykologisk komplicerede. De rummer ofte en meget realistisk skildring af menneskelige relationer og giver plads til karakterer med komplekse og overraskende personligheder. Det kan hænge sammen med den verden, vi lever i, hvor mange mennesker via sociale medier lægger en meget forvansket version af sin virkelighed op til offentligt skue. Vi har brug for at se den ægte vare, som vi godt ved er langt mere kompliceret. Også det kender jeg fra mig selv.”

Har serien ændret din egen tilværelse?

”Jeg er en anden mand, end jeg var for 10 år siden, men jeg er meget i tvivl, om showet i sig selv har ændret noget. Livet ændrer dig. Hvis du tænker 10 år tilbage, er der meget, der har ændret dig, og havde jeg ikke været med i ’Game of Thrones’, ville der have været andre ting, der også havde ændret mig. Lige som der er sket ting, der slet ikke har betydet noget som helst.”

Ærgrer du dig over, det nu er slut?

”Nej, det er en lettelse. Jeg kommer til at savne de mennesker, men vi slutter med en god fornemmelse, fordi vi har bevaret respekten for den vision, som David Benioff og Dan Weiss (seriens hovedforfattere, red.) havde for, hvordan serien skulle slutte. Jeg er sikker på, at HBO har tigget og bedt dem om at strække serien ud i et eller to år mere, og det kunne man sagtens have gjort, men det gjorde de ikke, og det er fedt, at vi slutter, mens der stadig er stor interesse og kærlighed til showet. Den sidste sæson har været det mest tilfredsstillende arbejde, jeg nogensinde har lavet.”

Læderjakke Paul Smith til 13.930 kr. T-shirt NN07 til 350 kr. Bukser Boss til 1.200 kr.

10 år er lang tid i showbiz. Mens Nikolaj Coster-Waldau har lavet ’Game of Thrones’, er der sket en voldsom forandring i forretningsmodellerne i underholdningsindustrien, og pengene og de kreative idéer er strømmet fra de klassiske Hollywood-produktioner til serier og film på streamingtjenesterne. På den måde ramte danskeren en bølge på det helt rigtige tidspunkt.

Men også på andre områder har branchen – og tiden – ændret sig, og Nikolaj Coster-Waldau fornemmer, at det er blevet sværere at navigere i en kultur, hvor følsom identitetspolitik og en ivrig krænkelsesparathed kan forsegle en skuespillers skæbne på et splitsekund.

Det mest nylige eksempel på det er den irske skuespiller Liam Neeson, der generelt er betegnet som en af de mest sympatiske skikkelser i branchen og gennem årtier har været vellidt af både kolleger og fans. Men i et interview om sin næste film, der handler om en far på hævntogt efter mordet på sin søn, fortalte den 66-årige irer om, hvordan han selv som ganske ung havde oplevet at føle en fortvivlet tørst efter hævn, da en veninde blev voldtaget af en sort mand. Liam Neeson vandrede op og ned ad gaderne med en knippel i håb om, at en eller anden tilfældig ”black bastard” ville provokere ham nok til, at han kunne slå ham ihjel.

”Når jeg tænker tilbage, var det forfærdeligt. Jeg blev chokeret over min egen reaktion. Jeg søgte hjælp. Jeg talte med en præst og to gode venner, og jeg gik ture i to timer hver dag for at få hævnfølelsen ud af kroppen. Det er 40 år siden. Jeg er ikke racist,” sagde Liam Neeson til amerikansk tv.

Det var selvransagelse for åben skærm, et dybtfølt udtryk for fortrydelse, men sådan blev det ikke modtaget i krænkelseskulturens USA. New York Times skrev, at Liam Neeson ”repræsenterer en racistisk terror”. En universitetshistoriker udtalte, at Neeson stadig er ”racist”, alene fordi han omtaler den følelse, han nærede fire årtier tidligere, som racistisk. Andre igen sagde, at det ikke handler om Neesons egen fortrydelse, men om de følelser, hans fortælling har skabt hos sorte i dag. Det havde med andre ord været bedre, om han aldrig havde talt offentligt om sin oplevelse.

Den massive vrede mod kollegaen har gjort indtryk på Nikolaj Coster-Waldau:

”Det, han gjorde som ung, var fucked up. Det erkender han jo også. Han er helt klar i spyttet. Det er noget, han skammer sig over, men som er vigtigt at tale om. Det er imponerende, at en mand, der har en så stor platform, tør stille sig frem og sige: ’Jeg er også skyldig, det er vi alle, og det skal vi tale om.’ Og så får han en shitstorm tilbage i hovedet, og folk råber ad ham, at han bare skal lukke røven, for han er en fucking racist, og at han aldrig bør kunne arbejde igen. Der er ingen tilgivelse.”

Det er netop uviljen til tilgivelse, der får Nikolaj Coster-Waldau til at reagere:

”Jeg så en #MeToo-dame blive spurgt, hvordan man skal tilgive, og hendes grundlæggende svar var, at man ikke skal tilgive. Det var slet ikke en mulighed, og det finder jeg fuldstændigt sindssygt. Fordi alting går så stærkt i dag, er alt kogt ned til, hvordan vi reagerer følelsesmæssigt på noget, og det er så blevet vores reaktion, og den har værdi, bare fordi vi føler det. Specielt hvis det er noget, der bekræfter os i vores etablerede fordomme om verden.”

Har krænkelseskulturen ændret noget for den måde, du er på og arbejder på?

”Det har ændret branchen, og man ser det overalt. Interviews bliver mere og mere beskyttede, og folk bliver nervøse for at komme til at sige noget forkert. Der er Liam Neeson et godt eksempel. Han skal bare smadres, fordi han er ærlig. I ’Game of Thrones’ var der også især én meget kontroversiel scene, hvor jeg og Lena (kollegaen Lena Headey, der spiller Cersei, red.) står ved liget af vores søn, og så bliver det pludseligt meget intimt, og så skal vi bare knalde. Nogle læste ind i den scene, at det var voldtægt – at nu voldtog Jaime sin søster. Men det var overhovedet ikke det, vi lavede. Det er fair nok, at nogle læser det ind i scenen, når de ser det. Men derfra og så til at ende i en diskussion om, hvorvidt man er for eller imod voldtægt, det er jo sindssygt.”

Frakke Boss til 3.100 kr. T-shirt Calvin Klein til 400 kr.

Coster-Waldau prøvede også noget tilsvarende i forbindelse med filmen ’Gods of Egypt’ fra 2016, hvori han og kollegerne Gerard Butler og Geoffrey Rush spillede afrikanske guder, men eftersom de alle tre er hvide, førte det til kritik, og filmens producere endte med at give en offentlig undskyldning for ikke at have givet flere roller til sorte.

”Det blev en racehistorie, og det kom til at fylde så meget, at vi ikke havde nogen plads til at forklare, at vi spiller en tre meter høj gud, der bliver til en fugl, når han hidser sig lidt op, og det er jo ikke en reel virkelighed.”

Vi har også haft diskussionen om, at kun en transkønnet skuespiller kan spille transkønnet på film ...

”Præcis, og hvis man ikke er handicappet, kan man ikke spille en handicappet person, for så tager du arbejdet fra din handicappede kollega. Der er helt klart en vigtig diskussion om diversitet i de historier, der kommer ud til publikum, for de skal selvfølgelig reflektere virkeligheden. Men derfra og til at sige, at jeg ikke må spille handicappet, fordi jeg ikke er handicappet, er absurd. Du er ikke nødvendigvis den bedste skuespiller til jobbet, selv om du ligner mest. Det er noget pjat. Det er omvendt diskrimination.”

Hvad er din forklaring på, at vi oftere og oftere får de her diskussioner?

”Man skal ikke tage fejl af, at der altid er nogen, der har en interesse i at tale de her sager op. Der er nogen, der ligefrem kan skabe sig en karriere ved at gøre det. Det værste er, at alting bliver puttet ned i den samme gryde. Der er jo ingen, der er uenige i, at har du begået et overgreb eller totalt misbrugt en magtposition, og det er der vitterligt mange, der har gjort i Hollywood, men også alle mulige andre steder, så må det få konsekvenser.”

Film- og tv-branchen er på mange måder et afskyeligt miljø med masser af faldgruber, men det er stadig en branche med vilde muligheder for dem, der har talentet og medvinden, og Nikolaj Coster-Waldau har lige nu masser af vind i ryggen. Rollen som Jaime Lannister er hård valuta, der kan veksles til nye og spændende opgaver, og danskeren mærker en sult efter at komme videre. Det har foreløbig udmøntet sig i denne, hæsblæsende to do-liste over nye projekter:

• Så snart pr-arbejdet for sidste sæson af ’Game of Thrones’ er overstået, skal Nikolaj Coster-Waldau afslutte optagelserne til den internationale thriller ’The Silencing’ af den talentfulde, belgiske instruktør Robin Pront.
• Han har allerede afsluttet optagelserne til Ole Christian Madsens kommende og allerede kontroversielle filmprojekt om terrorangrebet ved Krudttønden og den jødiske synagoge i København. Filmen har arbejdstitlen 'Notat', og Nicolaj Coster-Waldau spiller rollen som betjenten Rico.
• I november får en anden dansk film, ’Selvmordsturisten’, af Jonas Arnby premiere, og heri spiller Nikolaj Coster-Waldau hovedrollen.
• Endelig optræder han for første gang i mange år på teateret, når Geffen Playhouse i Los Angeles i perioden fra 5. november til 8. december præsenterer ham som ’Macbeth’ i Shakespeares klassiker af samme navn.

”Det er mange år siden, jeg sidst har stået på en scene, og det er både skræmmende og enormt tilfredsstillende at skulle prøve kræfter med Shakespeare. Det er på mange måder en drøm, der går i opfyldelse,” siger han.

Forinden vil danske tv-seere allerede i foråret 2019 møde ham i en helt anden rolle, når han som tourguide tager på en rejse fra nord til syd i Grønland sammen med sin hustru og to svogre.

Optagelserne til DR-serien fandt sted i august og september 2018, og turen slutter i hans og familiens sommerhus i den lille, sydgrønlandske bygd Igaliku. Projektet er en udløber af Nikolaj Coster-Waldaus arbejde som FN-ambassadør for blandt andet klimaspørgsmål.

”Det er en personlig skildring, for der var mange steder, jeg har en relation til igennem min familie, som jeg gerne ville se. Min far arbejdede på den amerikanske base i Thule, da jeg var dreng, og jeg havde kun hørt om det, men aldrig været der. Det var en mystisk ting med det her stykke Amerika i et fjernt hjørne af Danmark. Der startede det, og så tog vi videre til steder, hvor min grønlandske familie har boet. Det handler om min fascination af Grønland. Grønlands historie er grundlæggende interessant og meget brutal i en form, som vi ikke kender det fra Danmark. Liv og død er tilstedeværende på en anden måde.”

Er der en kritik af Danmarks rolle i Grønland?

”Rollerne som koloni og kolonimagt ligger der selvfølgelig også et lag af i udsendelserne. Den fulde selvstændighed kommer på et tidspunkt, og lige som vi ser nationalisme spire i Europa, ser vi den også i Grønland. Det er mit håb med denne historie, at jo mere vi lærer om hinanden, jo hurtigere forsvinder de klassiske fjendebilleder om de fremmede. Hvor fremmede i Danmark ofte er dem med mørk hud og en anden religion, er det i Grønland de hvide.”

Er dit mål at skildre klimaforandringerne?

”Ikke direkte, men klimaforandringerne skinner igennem over alt i Grønland, hvor afsmeltningen har været enorm. Derfor kommer udsendelserne også til at afspejle det, for vi var på isen hele tiden. Vi tog ind på indlandsisen, vi overnattede på isen, vi vandrede på isen, og tæt på vores lille hus i syd er der en gletsjer, som vi optog en del af udsendelsen på. Når vi ser på graferne, er det svært at forstå, at der overhovedet er diskussion om, hvad der sker. De fire varmeste år er forekommet inden for de seneste fem år. Der er jo slet ingen tvivl.”

Er det din fremtid at stille dig i spidsen for klimasagen?

”Nej, det giver mening for FN at vælge mig her og nu, fordi de kan få en masse opmærksomhed på deres sag igennem den succes, som ’Game of Thrones’ og dermed også jeg har fået, og jeg stiller mig gerne til rådighed for FN, så længe de ser, at det giver dem et udbytte. Det vigtigste for mig er at få folk til at lytte til dem, der ved, hvad fanden de taler om. Politik er ikke fremtiden for mig.”

Frakke Boss til 3.100 kr. Bukser Boss til 1.200 kr.

Men det er jagt, derimod. Interessen er opstået i kølvandet på rejsen gennem Grønland, hvor han og svogrene undervejs skød en moskusokse og skulle transportere liget af den på deres rygge fem kilometer ned fra et højdedrag.

For Nikolaj Coster-Waldau var det en fysisk anstrengelse, han aldrig har prøvet magen til, han faldt undervejs, og nåede tilbage til deres lejr i fuldstændig udmattet og forslået tilstand. Men også lykkelig. Han var i ét med naturen. Han følte dens voldsomme kræfter. Og han vandt en lille sejr, som smagte endnu bedre, da de om natten tilberedte oksens indmad over et åbent bål.

”Det var rent Nak & Æd,” siger han.

Nu har han købt en snescooter til huset i Igaliku, og så forbereder han sig med en skuespillers trænede ihærdighed til at få taget det fordømte jagttegn. Men når han det, inden jagtsæsonen åbner i efteråret? Eller kommer alle hans højprofilerede projekter på film og scene i vejen?

Nikolaj Coster-Waldau ligner en, der efter 10 år med verdens måske hidtil største seriesucces kan vælge og vrage fra alle hylder.

Se, hvad vi ellers skriver om: Nikolaj Coster-Waldau, Interview, Game of Thrones og Oplæste artikler