Svend Brinkmann er anti-guruen, der selv blev en guru: "Nogle gange stiller de mig under 'Religion', ved siden af Bibelen"

”Han har ret i meget, ham Brinkmann, men han er svagt højrøvet.”

Der hvisles på første parket, en solrig bænk på Store Torv i Aarhus, da han kommer gående for at møde det hollandske tv-dokumentarhold, der er fløjet ind fra Amsterdam for at møde Danmarks berømte ’anti-selvhjælpsguru’.

Han er i blå jakke med uldkrave og bordeaux bukser, begge er af mærket Carhartt, sokkerne er stribede, og han har solbriller på. Dem tager han af, da han nærmer sig tv-holdet, der er fem mand høj, armeret med kameraudstyr og boomstang og rustede til at møde en rockstjerne. Optrinnet er nok til at dreje hoveder på Store Torv og sætte ham, altså Svend Brinkmann, i forlegenhed.

”Ja, så mangler vi bare Tivoli-garden,” mumler professoren, som New York times kalder en ’mediestjerne’, som statsminister Lars Løkke Rasmussen ringer til for at høre, om han vil med ud og løbe morgentur, og hvis bøger er oversat til 10 sprog, fra russisk til koreansk.

På den hvislende solbænk har Anette Bang-Madsen frit udsyn. Som så mange andre danskere har hun formuleret en holdning til Svend Brinkmann. Det er svært andet, efter Berlingske i december nominerede ham til Årets Dansker, Weekendavisen kårede ham til Danmarks vigtigste intellektuelle, og Politiken mener, at han er landets fjerde mest indflydelsesrige meningsdanner, blot en lagkagelængde bag integrationsminister Inger Støjberg (V).

”Det kan godt være, han er klogere end os andre, men vi kan altså også godt tænke selv,” siger Anette Bang-Madsen, mens hendes mand nikker og hovedpersonen forsvinder med sit følge ind i Aarhus’ mest kendte boghandel, Kristian F. Møller.

Inde i boghandlen sætter man Svend Brinkmann over Søren Kierkegaard. Han er på niveau med Niels Bohr og Albert Camus, men det skyldes nu mest de alfabetiske vilkår på Filosofi-hylden. I virkeligheden er Brinkmann med stor afstand den mest populære.

Det er længe siden, Brinkmanns antiselvhjælpsbog ’Stå Fast’ rundede 80.000 solgte danske eksemplarer. Det er uhørt for en filosofibog. Kun Jussi Adler-Olsen, Harry Potter og Rizla kan sælge så meget papir i Danmark. Fra at være en anonym psykologiprofessor blev Svend Brinkmann et mediefænomen takket være humoristiske råd som: Fokuser på det negative i dit liv! Tag nej-hatten på! Fyr din coach!

”Det er faktisk helt vildt,” siger Brinkmann selv.

”Det synes jeg stadig. Jeg skrev ’Stå Fast’ halvt som en joke, det var et hobbyprojekt ved siden af mit rigtige arbejde. Og pludselig blev jeg katapulteret ind i den her skøre verden af tv-programmer og quizzer. Jeg blev kendt, simpelthen,” siger han.

Kendt nok til at hænge ud med filosofiens sværvægtere i Kristian F. Møllers boghandel. Der er mindst en hyldemeters afstand til selvhjælpsbøgernes 5:2-diæter, mindfulness-guides og 7 tips til positiv psykologi i hverdagen.

”Nogle gange stiller de mig under Religion, ved siden af Bibelen,” bemærker Brinkmann til den dansk-hollandske tv-værtinde, Stine Jensen. Hun var ude for en trafikulykke for ni måneder siden, og hendes dokumentarserie handler om kampen tilbage til livet. Hun rejser verden rundt for at interviewe filosoffer og eksperter, der har holdninger til, hvad der egentlig er vigtigt.

Nu griner hun, usikker på om Svend Brinkmann joker.

Foran rullende kameraer gennemgår de to hovedbudskaberne i ’Stå Fast’, der var et opgør med samfundets konstante krav om selvudvikling. Efterfølgeren ’Ståsteder’ fra 2016 er udsolgt i Møllers boghandel og har rundet 50.000 eksemplarer.

”Mine bøger er mest af alt kulturanalyse af et samfund, hvor historisk mange mennesker får depressioner og går ned med stress. Men hvor selvhjælpsbøgerne på en meget lineær måde siger, at det er den enkeltes ansvar at blive lykkelig, argumenterer jeg for, at strukturerne i vores samfund bærer en stor del af skylden,” forklarer Svend Brinkmann.

”I Holland har de oversat din bog med undertitlen ’Vær dig selv under alle omstændigheder’. Det lyder da lidt som selvhjælp?” spørger tv-værten.

Brinkmann rynker panden.

”Det må være for at sælge bogen. Min pointe er, at du skal forsøge at være et godt menneske, men ikke altid dig selv. Nogle gange må du bære en maske for at beskytte dig selv, eller for nemmere at indgå i en social relation.”

Svend Brinkmann bryder sig ikke om at tale om sig selv, og han kan ikke se pointen med overfladiske beskrivelser af hans tøj eller mimik. Han tvivler på, om mediernes kåringer og indflydelseslister er gyldige, og han har det klart bedst som ’underdog’. Da statsministeren ville ud og løbe, sagde Brinkmanns søn: ”Løb fra ham!”

Brinkmann sagde først ja, men derefter nej, da hans far blev akut indlagt og senere døde. Skepsissen overfor selve ideen lever dog videre.

”Hvad skal jeg lave i sådan en løbegruppe med Lars Løkke Rasmussen og Mette Blomsterberg?” spørger han. Brinkmann har ikke helt affundet sig med sin egen indflydelse.

”Jeg trives bedst som en, der repræsenterer et minoritetssynspunkt. Men det er gået så godt, at jeg vel nærmest er blevet majoritetens ambassadør. Og det er et paradoks. Med bogen forsøgte jeg at argumentere imod gurudyrkelse, syvtrinsguides og lette konceptløsninger. Men nu er der mennesker, der bruger mig præcis på de måder. Det har jeg aldrig bedt om eller ønsket.”

Brinkmann siger nej til ni ud af 10 henvendelser. Når man bliver rigtig populær, vil alle journalister have et kig ind bag facaden. De vil lære dig sådan rigtigt at kende. Fedte rundt i din undertøjsskuffe, snakke med din kone og grave sig ind til privatpersonen under masken. Brinkmanns modsvar er: Hvad i alverden har hans person at gøre med hans budskab? Er det relevant for Brinkmanns systemkritik, at familien, kone og tre børn, bor i en nedlagt Brugs ved Randers, med skildpadderne Darwin og Diogenes og hunden Nut, der er opkaldt efter ægypternes himmelgudinde.

”En af mine centrale pointer er, at vi skal prøve at droppe det selvoptagede og navlepillende. I stedet for mere selvindsigt har moderne mennesker brug for selvudsigt,” siger Svend Brinkmann første gang, vi taler sammen. Forud er gået en længere dans frem og tilbage over mail.

”Statistisk set bruger vi nu mere tid på at stirre ind i en computer eller mobilskærm, end vi gør på at sove. Jeg siger: Lad os i stedet kigge ud på verden, diskutere fænomener, læse romaner og de store filosoffer. Jeg føler, jeg forråder det budskab, hvis jeg stiller op til alt muligt hulahop, der handler om mig selv.”

Et modargument er, at offentligheden har ret til at få indsigt i, om magtmennesker selv efterlever de regler og love, vi andre skal følge. Det kan fremstå hyklerisk, hvis en statsminister vil have alle børn i folkeskole, men selv sender sit barn i privatskole. Eller hvis en filosof ikke følger de livsråd, han påbyder sine læsere at følge. Det mest ekstreme eksempel er debatten om tyske Martin Heidegger, et af det 20. århundredes største filosoffer, som efter alt at dømme var glødende nazist. Betyder det noget for den måde, vi læser og underviser i Heideggers bøger?

For nogle er svaret ja. Magten er også moralsk.

Men netop ved at åbne op for sit privatliv risikerer Brinkmann at forråde sit budskab, siger han. Han frygter at blive en parodi på sig selv.

”Jeg sagde med blødende hjerte nej til at være med i ’Quizzen med Signe Molde’. Jeg gad da helt vildt godt sidde der og joke med Huxi Bach og Signe Molde, det er jo skide skægt. Men så ville jeg sidde der som en eller anden form for kendis, og ikke som professoren i psykologi.”

I virkeligheden ser Svend Brinkmann stadig sine bogprojekter og foredragene, som er totalt udsolgt langt ind i 2018, som en nebengesjæft ved siden af det rigtige arbejde på Aalborg Universitet. Her deltager han i et stort forskningsprojekt om sorg, foranlediget af at ’kompliceret sorg’ bliver en formel diagnose næste år på linje med depression eller skizofreni. Han underviser også i almenpsykologi, vejleder fem Ph.d.-studerende og skriver komplicerede videnskabelige artikler, som ingen nogensinde læser. Det er faktisk et gigantisk problem i forskerverdenen. Af de 1,8 millioner artikler, der udgives hvert år, bliver hver anden aldrig læst af andre end forfatteren og det fagfællepanel, der skal godkende teksten.

Halvdelen af verdens akkumulerede nye viden forsvinder ned i et sort hul. Hvert eneste år.

”Det er en frustration, jeg deler med mange forskere. Vi anspores til at skrive så meget som muligt, fordi universitetet får point per udgivet artikel. Det er skørt, for langt det meste, er der ikke nogen, der læser. Derfor er det også dragende at skrive populærfilosofiske bøger, som masser af danskere rent faktisk forholder sig til,” siger Svend Brinkmann. Han er bekymret for, hvor de videnskabelige hovedværker, der påvirker samfundet, skal komme fra i dag.

Meget tyder på, at du har leveret et hovedværk med ’Stå Fast’. Bliver du forlegen, når jeg siger det?

”Ja, det gør jeg helt sikkert. Jeg har slet ikke tænkt 'Stå Fast' som et hovedværk. Det er en lille pamflet, nærmest et kuriosum jeg skrev på en sommerferie. Jeg har brugt år på at skrive tykke monografier, som sælger et par hundrede eksemplarer på verdensplan. Og så er det ’Stå Fast’, der får det hele til at eksplodere.”

Han bærer maske. Tre gange forsøger den hollandske journalist at blive personlig, men hver gang parerer Brinkmann spørgsmålene i en ny retning. Når det er muligt, afmonterer han sig selv med onkelhumor. Som da en ældre kvinde spørger, hvad alle de kameraer dog laver i boghandlen.

”Vi er velkomstkomitéen til de gode kunder. Bare kom ind!” siger Brinkmann og holder døren med ekspedientmimik. Da en af de hollandske journalister efter ti minutters interview på dansk vil høre, hvad der er blevet talt om, svarer han:

”We’ve been talking about football!”

Den dansk-hollandske vært prøver igen at dreje samtalen mod det intime:

” … Men er der noget, du personligt fortryder?”

Brinkmanns arme falder ned i navlehøjde. Gestikken forsvinder, hænderne er livløse. Italienere er ikke længere i stand til at forstå ham.

”Ja. Men hvis jeg nu talte om mine fortrydelser, ville jeg forråde adskillelsen mellem det offentlige og det private,” siger han.

Og så igen. 64.000 mennesker følger professor Brinkmann på Facebook. Han lægger billeder op af sin kone og børn og skriver dagligt ting som: ”Så er ferien slut. Jeg må i gang med mine overspringshandlinger, men der kommer bare hele tiden noget i vejen,” eller: ”Jeg holder af den 1. april: Den eneste dag man kan sige sandheden, uden risiko for, at folk tror på en.”

Men hvis Brinkmann vil have sit privatliv i fred, hvis han ikke vil stå i vejen for sit eget budskab, hvad laver han så på Facebook?

Det er et paradoks, medgiver han:

”Det er jo rigtigt, og jeg kan ikke gøre andet end at være selvironisk over for det. Jeg laver en masse fjol på Facebook, som bliver delt rigtig meget, men jeg prøver at huske på, at det også skal bruges til at formidle mine mere seriøse analyser. Men uanset hvad jeg gør nu, selv hvis jeg ingenting gør, vil folk reagere, fordi så mange mennesker er investeret i de ting, jeg har skrevet.”

De små høhø’er har fået kritikerne til at kalde ham Gajol-Svend. En banal lommefilosof, hvis citater man kunne smække på låget af en Gajol-æske. På Kforum er der skrevet om fænomenet Brinkmann-bashing, og i efteråret spurgte Dagbladet Information på avisens forside: Er du også blevet forført af Brinkmanns populisme?

Den svider stadig.

”Hvis en persons ord får stor indflydelse i et demokratisk samfund, som jeg oplever for tiden, så skal hans argumenter angribes. Men lige der blev Information for usaglig og personlig. Artiklen kom, netop da jeg havde udgivet ’Ståsteder’, men den handlede slet ikke om mine bøger, men gik på min person og hvad jeg skrev på Facebook,” siger Brinkmann.

Artiklen førte til en mindre læserstorm mod Information, som ved flere møder diskuterede, om man var gået for langt. Enkelte opsagde deres avisabonnementer i protest. Man pisser ikke på guruen. Mange mennesker har fundet stor sandhed i hans bøger, og de er klar til at forsvare ham.

Når du er rigtig kendt, bliver du ufrivilligt en parodi på dig selv. Om så Peter Falktoft tweetede om hungersnød i Sydsudan, ville halvdelen af hans følgere kalde ham højrøvet. Anders Matthesen kan ikke blive rigtig rasende, uden folk begynder at grine, fordi det lyder som et af hans berømte stand up-rants. Og gad vide hvor ofte Søren Poppe fra Rollo og King, der nu er massør, bliver mødt med et skævt smil og linjen:

”Sagde du … Tag bukserne af?”

Da det hollandske dokumentarhold er ved vejs ende, smider tv-værten sin planlagte bombe. Hun hiver et par turkise badebukser op af tasken og overrækker dem som gave.

”Nu har vi talt så meget om at stå fast, så jeg tænkte på, om du er klar på at hoppe i vandet sammen?” spørger hun drillende.

Brinkmann løfter badebukserne op med pegefingeren.

”Jada, lad os gøre det. Men skal vi så ikke bare gøre det nøgne?” spørger han og tilføjer med et grin: ”Vandet må være to grader varmt lige nu.”

Tv-værtindens øjne flakser fortvivlet. De slukker kameraet og begynder at pakke sammen:

”Jeg havde regnet med, du havde sagt nej. Du er jo Mr. Nej. Vi har allerede optaget, at jeg springer alene i vandet. Det skulle have været afslutningen på programmet, og nu kan vi ikke nå at filme mere, vi skal nå et fly hjem,” siger hun.

Mr. Nej ligner en, der har vundet i Lotto.

Da de hollandske journalister går ud af boghandlen, råber den ene: ”Vamos!” på spansk.

”Vamos a la playa!” udbryder Brinkmann.

Det summer af liv i forhallen på Musikhuset i Aarhus, hvor Svend Brinkmann skal holde foredrag for 500 mennesker. Klokken er 19, og det er sidste opgave på Brinkmanns dagsprogram, der begyndte i morges med at arbejde på hans kommende bog, ’Gå Glip’, efterfulgt af fire timer med de hollandske dokumentarister. Ved siden af bøgerne, foredragene og professorjobbet har Brinkmann sit eget radioprogram på P1 og skriver klummer hver anden søndag for Politiken. De næste to timer skal han forklare sine tilhørere, hvorfor meningen med livet ikke er at være en effektiv arbejder i konkurrencestaten.

Nogle gange møder publikum op med nejhatte foldet i avispapir. I Aarhus har folk kuglepenne og blokke med. En af dem er den 45-årige pædagog Camilla Jakobsen, der siger, at Brinkmann har ændret hendes liv:

”Jeg har levet med depression og angst i 20 år. Jeg har nok altid følt mig lidt forkert, men har fået af vide, at jeg ’bare skal op på hesten’ og komme videre. Brinkmann er den første, der har skrevet, at det er okay, at jeg nogle gange føler, det hele er rigtig skidt. Han har givet mig lov til at acceptere mine livsvilkår, at jeg godt må være mig. Det er vildt, at en bog kan gøre det,” siger hun.

Mor Birthe Jakobsen, 70-årig pensionist, nikker ivrigt:

”På Facebook er Brinkmann en moderne Storm P., og vi er meget begejstrede for hans bøger i min læsegruppe. Min mand kalder os pixiegruppen, for vi plejer ikke at læse ret meget. Men nu har vi fundet Brinkmann,” siger hun og søger mod sit sæde.

Foredraget skal handle om Svend Brinkmanns bog ’Ståsteder’, men den første time snakker han stort set om alt andet, fra antikkens filosoffer til et jobopslag på en folkeskole, hvor inspektøren har skrevet, ”at der er glædespligt på arbejdspladsen”.

Onkel Brinkmann kigger med vilje forvirret mod sine tilhørere:

”Hva’e, kan man så ringe ind og melde sig sur, hvis man ikke gider at arbejde?”

Joken går rent ind. To ældre damer klukker, så sæderne ryster, mens de messer: ”Mmmh, så rigtigt, så rigtigt.” Brinkmann er allerede videre ud af en ny tangent.

”Har I nogensinde tænkt over, at Paradise Hotel er historien om Adam og Eva fortalt bagfra?”

Brinkmann genfortæller skabelsesberetningen med Adam og Eva, der ved at spise af kundskabens træ bliver mennesker. De lærer at se sig selv udefra, bliver skamfulde og dækker sig til. Derfra tager de ud i verden og mangfoldiggør sig.

”I Paradise Hotel begynder vi med mange mennesker, der sendes til paradisets have. Gradvist bliver de færre og færre, mens de udfører så pinagtige ting, at de holder op med at skamme sig. De vænner sig, ikke til Guds øje, men til kameraets øje, og til sidst, når alle er væk og ingen længere kan skamme sig, står Adam og Eva tilbage som dyr. Afskammet. Afklædt. Afsløret,” messer Brinkmann. Trækker luft.

Pointen er, at skyld og skam kan være en god ting. At vi lever i et samfund, hvor mange mennesker ikke længere skammer sig og derfor ikke føler ansvar for fællesskabet.

”… Og det har ikke noget med Donald Trump at gøre, det jeg siger nu!” siger Brinkmann og får hele salen til at grine igen.

På storskærmen bag Brinkmann troner Rafaels ikoniske fresco ’Skolen i Athen’, hvor antikkens 20 største tænkere er afbilledet. Brinkmann kalder det ”idolplakaten, alle teenagere burde have på værelset.”

Under det to timer lange foredrag når Brinkmann at citere omkring 30 filosoffer. Han danser ubesværet fra Platon til Nietzsche, gengiver Nozick, argumenterer som Hartmut Rosa og hylder Jesus Kristus, fordi han satte mennesket i centrum for filosofien. Det virker imponerende, men bagefter står tilskuer Dennis Sørensen tilbage med et glas hvidvin og mild skuffelse.

”Jeg havde håbet på, han var gået mere i detaljer med pointerne i sin seneste bog. Jeg tunede lidt ud, der var for meget gammel filosofi, det minder mig lidt om dengang, jeg læste på universitetet,” siger Dennis Sørensen, der er uddannelseskonsulent.

Han kan dog udmærket forstå, hvorfor det kan være lærerigt for de danskere, som ikke har læst filosofi eller idéhistorie.

”Brinkmann er en skarp entertainer, og han sniger en masse viden ind gennem sin humor. Nu er han så blevet en guru for mange, men det tror jeg er umuligt at undgå. Det er noget med den måde, vi skaber mediefænomener på,” siger Dennis Sørensen og snurrer glasset en omgang.

”Og hvis prisen er, at han må hænge på korset, for at vi kan få danskerne til at lære lidt mere om filosofi, så går det også nok.”

Svend Brinkmann kan godt lide sammenligningen, da vi bagefter krydser over plænen ved ARoS-museet.

”Det er måske en meget god måde at se det på. Jeg refererer jo til alle de her filosoffer, og nej, jeg har ikke fundet på de her ting selv, men jeg kan trække tusindvis af mennesker ind og høre Aristoteles. Selv om de kun får pixiebog-versionen, er det bedre end ingenting. Men fornemmelsen af, at jeg kan påvirke mennesker til at tænke i en bestemt retning, det har jeg det stadig svært med.”

Han forklarer, at han værner så meget om sit privatliv, fordi det potentielt forlænger hans tid i offentligheden, inden folk bliver trætte af at høre på ham. Også selvom han grundlæggende advokerer for, at mennesker skal gøre de ting, der gør dem glade, frem for perfekte.

Når Brinkmann blander sig så meget – og så succesfuldt – i den offentlige debat, skyldes det pligtfølelse, siger han. Han føler, at han som statsansat forsker er forpligtet til at skrive om samfundsaktuelle problemstillinger, ”også selv om det lyder en smule helligt.”

”Men selvfølgelig kan den magt, jeg måtte have, også korrumpere. Jeg tænker meget over, at jeg ikke skal komme med en bestemt kritik, fordi jeg kan mærke, at det er det, folk gerne vil høre. For så har kritikerne ret. Så er jeg blevet populist.”

Ud af maskens sprækker mærker man, at det udover pligtfølelsen også giver Brinkmann personlig tilfredsstillelse at blande sig. Han samler på mails, hvor folk skriver ’tusind tak’ eller ’god bog, jeg er selv begyndt at leve efter den’.

Mange af dem er naturvidenskabsfolk, fysikere og astronomer, bemærker Brinkmann.

Og ja, selvfølgelig er det en berusende følelse at hjælpe folk til at leve et lykkeligere liv.

”Jeg ved også, at folk har taget min bog med til medarbejderudviklingssamtaler. Og ikonet med Nej-hatten har givet folk, der har følt sig kørt over, et sprog og nogle argumenter, de kan bruge, når de får at vide, at der er noget galt med dem. Det tager jeg sgu gerne en Nej-hat på for at hjælpe til med.”

Er det et problem, at Heidegger var nazist?

”Årh, den er svær … det er i hvert fald virkelig irriterende.”

Under varmelamperne sidder unge mennesker med store fadøl og fylder aarhusianske Frederiksgade med boblende, livsglad summen. Pludselig sker der noget med Brinkmann:

”Baren dér hed noget andet dengang, jeg var ung,” siger han og peger ned til venstre.

”Jeg arbejdede i en ungdomsklub. Vi var altid rastløse, når den lukkede, og så tog vi herned, fordi det var det sidste sted i Aarhus, der havde åbent. Så fortsatte vi hele natten. Engang stjal nogle Gellerup-drenge klubbens pengekasse, det var vildt frustrerende. Vi ringede til taxaselskabet og fløj af sted i en bil efter dem.”

Hans hænder gestikulerer vildt. Mørket dufter af Hoegaarden og citrus.

”Det føltes som en biljagt i en film. Vi nåede frem til taxien, stoppede den og sagde: ’I har taget vores pengekasse’.”

”Og de sagde ’Nej!’”

”Og så sagde vi: ’Øøh nå… Jamen så hav en god aften’.”

Svend Brinkmann smiler indforstået:

”Det var lige ved at blive en heltefortælling.”

LÆS OGSÅ: ”Jeg er familiefar, læge på Rigshospitalet og så skriver jeg pophits til P3”

LÆS OGSÅ: Peter Øvig Knudsen: "Mine bøger er blevet bedre med potten"

LÆS OGSÅ: Peter Sommer: "Jeg har været nede at vende nogle steder, hvor jeg aldrig troede, jeg skulle vende"

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Portræt og Bøger