Thomas Blachmann: ”Jeg synes, ydmyghed er mit måske største karaktertræk”

I FORÅRET VAR DER noget med Thomas Blachmans blodtryk. Det var hans øjenlæge, der havde bemærket det. Det var ikke alarmerende, men han nærmede sig 60 år. Så Blachman tog til lægen. Mens lægen stod og foretog sine absolut almindelige undersøgelser af hans hjerte, blev Blachman pludselig grebet af en følelse af noget meget større.

Fire gange i sit liv havde han set den samme grafiske illustrering af et hjerte, der slår. Go-dung, go-dung, go-dung, go-dung. Det var hans fire børn: Henry, Ramona, Zac og Tora. (”Jeg har fået dreng, pige, dreng, pige. Det er jo fuldstændig vanvittigt!”).

Han havde altid gerne villet have mange børn, selvom han i flere år havde følt sig fuldstændig overbevist om, at der ikke fandtes en kvinde, der ville være interesseret i at få nogen med ham. Nu havde han fået fire med to forskellige kvinder.

Og så – der hos lægen – strømmede en erkendelse igennem ham. Det bankende hjerte, han stod og iagttog på monitoren, tilhørte et femte barn i rækken: ham selv.

Nu så han ikke bare sit hjertes slag på en graf. På en skærm i monokrome farver så han, hvordan hans hjerte arbejdede. Hvordan hjerteklapperne åbnede og lukkede, ledte blodet på rette spor.

”Så begyndte jeg at græde,” fortæller Thomas Blachman. ”Det føltes som en spirituel genfødsel.”

Vi sidder i hver vores cremehvide sofa hjemme på hans husbåd ved Refshaleøen i København. Han har en koksgrå Tommy Hilfiger-blazer på ud over en sømandsstribet trøje, lyse fløjlsbukser og monksko i brunt ruskind. Det er en dag i november. Der regner og blæser udenfor. Hos en af naboerne, et stort og flot skoleskib, går elever rundt på dæk iført heldragter og skrubber og gør ved.

”Jeg blev så rørt over den her ydmyge muskel, som – uanset hvad jeg ønsker at være, eller hvad jeg ønsker at gøre – bare kører og passer sin lille butik derinde. Uden at bede om noget.”

På den måde, fortæller han, minder hans hjerte ham om hans robotstøvsuger.

”Jeg ser ham (altså robotstøvsugeren, red.) som et spirituelt overhoved. Han gør jo bare sin gerning. Og kører rundt. Og så kører han tilbage. Og får lidt strøm på. Han beder ikke om en skid. Han passer bare sit job. Jeg vil være ligesom ham.”

Har du givet ham et navn også?

”Han hedder Auscream. Robotten er hvid. Og Zac, min søn på tre år, kalder ham for Icecream. Men han udtaler det Auscream.”

En af følgerne ved, at mange (med hans ord: alle) har set ham i fjernsynet igennem nu tre årtier, er ifølge Blachman selv, at det giver rum til hobbydiagnosticering ude i stuerne. Så da lægen og Thomas tilbage på klinikken satte sig ned, og alt havde vist sig at være, som det skulle med hjertet, sagde lægen til ham:

”Thomas, der sidder nogle eksperter herinde også, der kan lave en udredning på dig, hvis du har brug for det.”

UGEN FORINDEN, EN FREDAG formiddag, står jeg foran husbåden og overvejer, om det fungerer på samme måde med husbåde, som det gør med almindelige huse. Går man bare ombord og banker et par gange på?

Jeg beslutter mig for at ringe og meddele min ankomst, men i samme øjeblik kommer han brasende ud ad trædøren.

”Jeg tænkte nok, du stod herude!” galper den skaldede kaptajn og mønstrer sit bananbuede smil.

”Jeg stod faktisk lige og var ved at ringe til dig,” siger jeg.

”Du skal ikke ringe! Jeg tager aldrig telefonen!”

Indenfor er der lyst og smukt. Designermøbler, svensk kunst på væggene, et hvidt flygel. I køkkenet står bassisten Lennart Ginman, en mild og stilfuld herre på næsten to meter.

Ved spisebordet sidder pianisten Carsten Dahl, kendt for sin excentriske, galmandsagtige virtuositet ved tangenterne. Og så er der også en fotograf, der hedder Adrian. Der skal tages billeder til et nyt album, som de har indspillet i deres jazztrio Ginman/Blachman/Dahl.

”Vi er nok danmarkshistoriens bedste jazztrio,” siger Blachman, stående på den der måde, han altid gør, når han skal levere et eller andet bombastisk udsagn: hovedet hængende skråt ned, lukkede øjne, ryggen krummet, højre hånd løftet som en dirigent. Ligesom om det er hånden, der skal plukke ordene.

”Prøv nu lige at holde kæft,” siger han så, selvom ingen rigtigt siger noget. Ginman og Dahl smiler overbærende.

”Efter han er begyndt at lave så meget ’fjern’, er han også blevet mere og mere overskriftsagtig,” fortæller Ginman mig, da vi taler sammen på et andet tidspunkt.

Blachman fortsætter. ”Og nu har vi så lavet den måske bedste improviserede jazzplade i Danmark. Måske endda i Europa.”

Er man ikke særligt meget inde i dansk jazz, vil dette være et retfærdigt tidspunkt at indskyde, at det ikke bare er Blachman selv, der har høje tanker om Ginman/Blachman/Dahl. Trioen er på mange måder lidt af en supertrio. Og anmelderne elsker dem.

CARSTEN DAHL HAR ANLAGT sig et overskæg. Det er ikke noget, han altid har. Men da han mødte Thomas Blachman for første gang for cirka 30 år siden, i begyndelsen af 1990’erne, havde han tilfældigvis også overskæg.

Hjemme hos Blachman skulle de indspille saxofonisten Thomas Agergaards album ’Rounds’ (1993), Ginman var også med, men de manglede en pianist og havde derfor ringet efter Dahl.

Blachman var på det tidspunkt godt i gang med at etablere sig som en af landets fremmeste jazztrommeslagere og -komponister, efter han i sommeren 1985, 22 år gammel, var vendt hjem fra Berklee College of Music i Boston – et af verdens mest prestigefyldte musikkonservatorier – med en bachelorgrad i jazzkomposition og -arrangement. Ginman og Blachman havde mødt hinanden allerede inden, Blachman tog til USA.

”Han havde fra starten sin helt egen måde at gøre det på. Du kunne ikke bede Thomas om at komme ind og afløse på La Fontaine eller på nogle af de andre jazzklubber, som vi andre afløste på.

Det gjorde han ikke. Jeg tror ikke, at han kunne finde sig i bare at sætte sig ned i robåden og så følge styrmanden,” husker Ginman.

”Han var tidligt ret kompromisløs. Og var ret tidlig til at gå rundt og fornærme folk. Meget selvsikker.”

Da Carsten Dahl dukkede op til indspilningerne i Blachmans kælder, var det første, Blachman sagde: ”Få det der vognmandsoverskæg væk, og få noget tøj på ham, så han kan være sammen med os andre.”

UNDER LOFTETS TRÆLAMELLER SVÆVER bløde bossanovatoner rundt. ”Kan vi snart slukke for det der pornomusik?” spørger Carsten Dahl.

Blachman beklager, at han desværre ikke har noget kaffe at tilbyde. Hans kone, den 36-årige digter og jazzsangerinde Julia Werup, er bortrejst i et par dage, indskyder han som en slags forklaring. Han har bestilt nogle bønner, der snart vil blive leveret, men indtil da kan han kun tilbyde te.

”Hvis det ikke er for vanddrivende,” tilføjer han. Da jeg taler med Ginman, fortæller han om Blachmans forhold til struktur.

”Hvis vi andre skal holde et møde, og der kommer en fotograf og en journalist, tænker man måske: ’Gud, vi skal noget kaffe og en liter mælk.’ Det tænker Thomas ikke over, før han åbner køleskabet.”

Hvis man sætter en parentes rundt om det åbenlyse faktum, at Thomas Blachman sjældent render og skyder med vådt krudt fra mundtøjet, er han bemærkelsesværdigt mild og varm at betragte i selskab med sine to gamle jazzvenner.

Når jeg taler med folk, der kender ham fra forskellige sammenhænge, lader det da også til at være dem nærmest magtpåliggende for de fleste at nævne den ”kærlige og generøse Thomas,” underforstået den, man ikke typisk ser på tv-skærmen, en anden end figuren ’Blachman’.

Det første, Thor Farlov, tidligere deltager i ’X Factor’, siger, er eksempelvis: ”Manden er så fyldt med kærlighed, at det halve kunne være nok.” Michael Thouber, nær ven og direktør for Kunsthal Charlottenborg, kalder ham for ”et af de kærligste, mest generøse og omsorgsfulde mennesker, der findes,” mens filminstruktør Jesper Dalgaard, som kun har kendt Blachman i tre-fire måneder, beskriver ham som ”ét af de mest generøse mennesker, jeg har mødt.”

I bådens hovedrum, der er belagt med helt blåt gulvtæppe, har Blachman og Ginman sat sig til rette i en sofa. De har begge briller på. Dahl synes, de skal tage dem af. De får dem til at se gamle ud.

”Hver mand står for sit eget brand,” siger Blachman, siddende med benene nonchalant på kryds.

”Du skal altså til at klæde om, hvis du skal nå det, Carsten,” siger Ginman.

”Hold kæft, jeg elsker Peter Sellers,” siger Blachman pludseligt, efter overskægget er kommet på tale.

Dahl spørger, om Blachman måske har noget tøj, han kan låne.

Blachman konstaterer tørt:

”Jeg har ikke noget, du kan passe.”

AF EN 60-ÅRIG AT VÆRE ser Thomas Blachman virkelig godt ud. Men det er ikke frugterne af en vel tilrettelagt træningsrutine, han nu høster, for han dyrker ingen former for motion. Andet end den, der er forbundet med at være småbørnsfar. (Han anslår, at han har gået Jorden rundt fire gange med en barnevogn).

For nogle år siden havde Blachman ellers hyret prins Henriks personlige træner. ”Jeg syntes, prins Henrik var en meget køn mand,” forklarer han. ”Selv om han lidt havde den der dråbeform.”

Han tror, at en af grundene til, at han ikke ældes i ”kvantespring,” er, at han altid har lignet en gammel mand. ”Jeg har altid klædt mig i de her lidt gammelmandsagtige jakkesæt og sådan noget.”

Det begyndte på jazzklubben Montmartre i Indre København. Som 13-årig snød Blachman sig første gang ind ad bagdøren. Han afkodede, hvordan folk sad og vippede med hovederne på slagene to og fire. Han lærte at ryge.

”Og så kommer der en eller anden 40-årig og bager på én, og man skal ud og brække sig,” fortæller han.

”Går jeg ind i rummet i dag, så vil det komme bag på mig, hvor småt det i virkeligheden er. Dengang så jeg kun menneskene. Du så ikke væggene. Du så kun ansigter og røve. Og kroppe. Og musikken. Og tonerne. Og den alternative virkelighed. Det blev min virkelighed. Det var som at blive forgiftet med noget, der aldrig går væk.”

På scenen stod musikerne, og de var altid i jakkesæt. Det var sådan, man gjorde; det var sådan, Blachman måtte gøre det.

”Når du udtrykker dig så abstrakt og frit, så bliver du jo nødt til at have en ydre anonymitet, en ydre indifferens. Hvor du lige så godt kunne arbejde i en bank. Du er nødt til at passe lidt på dig selv.

Altså, du kan ikke stå nøgen og være nøgen samtidig. Det bliver for meget nøgenhed. Pak emotionaliteten ind i en cool distance, så er vi ved at være der.”

FOTOSEANCEN MED JAZZTRIOEN er flyttet udenfor. Mod syd er solen brudt gennem et gråt dække af skyer og kaster stråler hen ad kajen. Blachman og Dahl står hele tiden og fniser som et par unge drenge, der netop er blevet introduceret for begrebet akkusativ i den tyske grammatik. Ginman står bare stille og roligt og holder masken på pligtopfyldende vis.

Når de spiller, er det lidt på samme måde, fortæller Dahl. ”Der er klart en voldsom ild imellem Thomas og mig på scenen. Og så er der jo så Lennart. Jeg tror ikke, han altid er klar over, hvad der foregår rytmisk omkring ham.

Men han holder ligesom bare fast. Hvis han gik ud ad døren, ville det overhovedet ikke give mening. Og hvis det går for vildt for sig, siger han: ’Så, så, piger.’”

Ud af det blå kommer der en maler gående. Han er mager som en fransk kartoffel og har et tørklæde på hovedet, der får ham til at ligne en pirat, der er gået i havn.

”Du, Blachman, må jeg lige forstyrre dig?” siger han.

Han er en del af noget malerarbejde ovre på Det Kongelige Danske Kunstakademi, der ligger lige rundt om hjørnet. Her har de haft nogle udfordringer med at ramme den helt rigtige ’københavnerrød’ og ’københavnergrøn’. Lige indtil nu.

Den høflige pirat har nemlig knækket koden. Og han vil gerne – som en slags hyldest – kalde farven for ’Blachman’. Hvilket er derfor, han nu finder et papir frem fra sin skuldertaske: Han har brug for en underskrift.

”Det må du sgu godt få,” siger Blachman og kratter en krusedulle ned.

DA THOMAS BLACHMAN VAR kun fem år, sendte hans far Henning ham i skole, fordi han ”havde fået den syge idé,” at hans søn var et geni. Men det gik ikke godt. Bogstaverne kartede rundt på siderne, intet gav mening, for drengen var ordblind.

Så frikvarteret blev Blachmans ”favoritfag.” Han var venner med alle, både ”nazisterne og kommunisterne.”

I løbet af sin barndom nåede han at gå på en håndfuld forskellige skoler, men det var slet ingen skam. Han elskede det øjeblik, hvor han trådte ind i en ny klasse. Især elskede han at opleve, hvordan pigerne reagerede.

”Jeg var køn som dreng. Jeg ved ikke, hvad der så skete, men det gik ad helvede til i puberteten.”

Når han havde fri, kunne han godt lide at sidde i sin mors tøjbutik på Nørrebrogade. Han styrede musikken – Stones, Beatles, Santana – og så sad han der, 10 år gammel, og gloede på kvinder, der prøvede strikkjoler på, mens han lyttede til tidens rock.

”Det hele var bare kroppe og musik. Det var paradis! Det var okkult!”

Men der boede en energi i barnet Blachman, en rastløshed, som han ikke anede, hvad han skulle gøre ved. Indtil han en dag fik en trommestik i hver hånd.

”Med ét hug. Bum! Trommestikken var the missing link mellem den destruktive rastløshed og den opbyggelige rastløshed, man ved, hvad man skal bruge til. Al den energi, jeg havde, lærte jeg at omsætte direkte til musik.”

DER ER KAFFE PÅ kedlen, da jeg ugen efter fotoseancen vender tilbage til husbåden. Vi sætter os ned i stuen, ned i de hvide sofaer. I hjørnet af stuen står der en lyserød bardisk. Oven på disken står der en Johnnie Walker Red Label-whisky (den billige). Det må næsten være nogen, der har glemt den, tænker jeg. I det ene hjørne af stuen er der et afsides rum med fritstående badekar og sauna.

Blachman går op efter noget vand. I det hele taget er han meget høfligt anlagt. Dorte Borregaard, underholdningsredaktør på TV 2, går så vidt at beskrive ham som ”forbløffende høflig.”

Imens han henter vand, finder jeg min mobil frem, sætter den til at optage og lægger den på bordet imellem de to store sofaer. Han vender tilbage, snakkende på vejen om noget maling, han havde fået i hovedet.

Han snakker hele tiden. Nogle gange, når han går og snakker om morgenen, kan han høre døren blive lukket ud til toilettet; det er hustruen, der vil have fred.

”Jeg har sat den der til at optage,” siger jeg til ham.

”Ja, okay! Sjovt! Så er der ikke nogen vej udenom,” siger han. ”Så er jeg i gang.” (Og det er virkelig, som om han går i gang med noget. Som jeg ikke bare har trykket på en knap på mobilen, men også på ham). ”Har jeg nogensinde brugt pressen til noget, så har det vel været en form for … øh … sådan en form for at binde sløjfer og en form for terapi.”

Hvad er det denne her gang, tror du?

”En sløjfe. Fordi for 25 år siden var jeg jo i jeres blad.” I november 1998 var Thomas Blachman ikke bare i, men på forsiden af dette magasin. På forsidebilledet sidder han foroverbøjet i en læderstol. I sin ene hånd holder han en sølvkæde, for enden af hvilken der er en kat.

Hvis idé, katten var, vides ikke. Måske det var en reference til Don Corleone, der sidder og aer en kat i den første ’Godfather’? Et magtimperium under opbygning? Anledningen til forsiden var under alle omstændigheder, at Blachman den 2. november 1998 havde stiftet sit eget pladeselskab.

Det hed ManRec. Og det var vovet. Og det skulle vise sig at være hans anden tvivlsomme beslutning inden for kort tid. Men det vender vi tilbage til.

”Det er crazy, ik’?” siger han om de 25 år, der er passeret, og så påbegynder han ellers en talestrøm, der vil vare ved i næsten 10 hele minutter, uden at jeg har stillet et eneste spørgsmål.

Undervejs når han forbi: hans oprør mod etablissementet i 1980’erne og 90’erne; journalisters lyst til at tale med ham (og hans forståelse for, at journalister har lyst til at tale med ham); et for nyligt opstået ”trip,” han har fået med at måle alle ting; hans vedblivende fascination ”af en elpære, der lyser gennem en rød baglygte på en bil, en eller anden regnvåd eftermiddag på Rådhuspladsen.”

For enden af talen fortæller han om sin ambition om at være et godt eksempel på, hvordan man giver slip på livet. ”Så det var det! Så kan du godt gå!” Og så griner han. Da jeg spørger, hvad der ansporer ni minutters altmuligsnak, forklarer han, at det er en ”taksigelse.” Det er sådan, han føler sig: taknemmelig.

”Jeg er i en situation, hvor jeg bare synes, at meget giver mening,” siger han.

OP IGENNEM 1990’ERNE – før ManRec, lang tid før små børn og lang, lang tid før public service og landskendthed – gik det som en leg for Thomas Blachman. Han vandt Grammyer og svømmede rundt i gode anmeldelser.

”Jeg troede jo, det var enormt nemt. Jeg troede, det var sådan, mit liv skulle være for altid,” siger han. ”Men så tror jeg, at jeg begyndte sådan at … tage nogle chancer, der var sindssyge.”

I 1995 modtog Blachman en fax fra New York. Afsenderen var Blue Note Records, det legendariske jazzpladeselskab, der var blevet grundlagt i 1939. De havde hørt ’The Style and Invention Album’, et jazz- og hiphopfusionerende album, som Blachman havde udgivet året inden sammen med Remee og Al Agami.

Og nu ville de have Blachman til at skrive under på en aftale på fem album. Mere specifikt ville Blue Note have dén plade. Men Blachman var videre; han havde arbejdet på den i et år, han hadede den. Og han havde netop forelsket sig i en kvinde ved navn Viola. Så han sagde nej.

”Altså, hvor dum kan man være?” udbryder han.

Kan vi svinge os helt op til en fortrydelse?

”Ja, er du sindssyg. Det bliver jeg nødt til.”

Et par år efter fløj han til New York med Viola. Sammen med Remee og Al Agami havde han lavet et nyt friskt bud på et album til Blue Note. Men interessen var forduftet. Bruce Lundvall, den legendariske direktør for Blue Note gennem 25 år, havde mere travlt med at kigge på Viola end at lytte til musikken.

”Bagefter tog vi til Las Vegas til mine forældre (som boede der dengang, red.), og i tre uger lå jeg i fosterstilling i et svømmebassin.” I ’Det kolossale menneske’ (2008), en samtale-/portrætbog lavet i samarbejde med journalisten Torben Steno, siger Blachman, at han lå i fosterstilling i én uge. 13 års gæring i sindet har forlænget smerten med to uger).

Det var, da Blachman kom hjem, at han gik i gang med ManRec. Idéen til konceptet var hentet fra modeverdenen og gik ud på, at i stedet for en løbende udgivelsesfrekvens året rundt ville ManRec udgive to årlige ’kollektioner’ indeholdende ni plader hver. En i efteråret, en i foråret.

I centrum for det hele stod Blachman, der producerede på livet løs. Til Euroman fortalte han, at det var ”et bud på det næste årtusindes pladeselskab – en mellemting mellem et pladeselskab, et modehus og et galleri,” og at ManRec ville generere samme mængde opmærksomhed som Storebæltsbroen, der var åbnet samme sommer. Et år senere var selskabet opløst på grund af dårlig økonomi.

Fløj du op i solen der?

”På en eller anden måde, ja. Og i de år havde jeg lidt en følelse af, at alle slikkede mig i røven. Altså. Anmeldere. Musikverdenen. Det må jeg indrømme. Det var virkelig intenst i nogle år. Jeg var jo bare den der ordblinde dreng, som blev besat af noget.

Men jeg havde aldrig tænkt … Jeg har altid hellere ville smadre tingene, når det bliver til et eller andet. Ikke tænke på verdensherredømmet. Eller et eller andet. Og jeg har også haft en sindssygt indbygget usikkerhed.

Så det har været fra den ene yderlighed til den anden. Det der klassiske … storhedsvanvid. Og samtidig også totalt, hamrende usikker, ik’.”

VI GÅR UD for at ryge. Der blæser en kold, indtrængende vind her på bådens agter. Det er usædvanligt, siger Blachman, at vinden kommer fra nord. Han kæmper med at få antændt en flamme, idet han bemærker, at jeg har ladet min mobil, der optager samtalen, ligge inde på bordet.

”Nu kan den jo ikke høre en skid derinde,” siger han.

Nej. Men det går nok.

”Ja, det går nok ……” Nej: Han henter den. ”Jeg kan ikke tåle, hvis der er noget, vi ikke får med.”

(På et andet tidspunkt, hvor vi også er ude at ryge, tager jeg – klog af skade – mobilen med mig. Inden han tænder sin smøg, går han pludselig indenfor og stiller sig lidt foroverbøjet ved sofabordet, mens han fuldender en pointe, han har påbegyndt. ”Jeg har taget min mobil med,” siger jeg til ham. ”Fedt …. Selvoptaget type, ik’.”)

Blachman fortæller mig om, hvordan han blandede bogstaver med tal, da han var barn. Hvordan det konkrete blev abstrakt og omvendt. For nylig stod han hos en bager sammen med Kristian Nyholm, hans manager igennem cirka 16 år.

Da han havde bestilt kaffe, spurgte ekspedienten, om han ville have sødmælk eller noget andet i. Og så gik han i stå. ”Tror fanden, at jeg som barn skulle begynde at holde af musik. Og specielt abstrakt musik, ik’?”

Nyholm har ofte oplevet Blachmans udfordringer med at tackle banaliteter, fortæller han mig.

”For noget tid siden var jeg sammen med Thomas, hvor vi mødte en, han kender. Han prøvede ligesom at kommunikere med den her voksne mand. Og det er Thomas ikke nødvendigvis særligt god til. Sådan en smalltalk-situation.

Han har ikke noget mellemlægspapir. Alt det mediumagtige, som er en del af basispakken for alle andre, mangler han. Men bag på cyklen sad der et femårigt barn. Og det femårige barn og Thomas begyndte at kommunikere. Der var fuldstændig hul igennem.”

Nyholm giver et andet eksempel: ”Hvis Thomas står i en buffet, så kigger han efter en eller anden, han er tryg ved, og så laver han den præcis samme tallerken.”

Blachmans gode ven og tidligere ’X Factor’-kollega Sofie Linde fortæller også, hvordan simple øvelser nogle gange kunne vokse sig store foran Blachman, hvis han fx havde sovet dårligt natten forinden.

”Han kunne virkelig blive irritabel på settet. På den måde er han jo også lidt som et barn. Han skal have noget at spise, og han kan ikke finde ud af kaffemaskinen, hvis den er bare en lille smule kompliceret. Det er lidt ligesom at have et kæledyr på nogle punkter. Sagt med al tænkelig respekt.”

TILBAGE I SOFAERNE spørger jeg Thomas Blachman, om han har set filmen ’Whiplash’ (2014). Af to grunde: I filmen følger man en ung jazztrommeslager (Miles Teller) på et ekstremt konkurrencepræget musikkonservatorium (det kunne være Berklee), der får en underviser (J.K. Simmons), som ingen midler skyr i jagten på det højst opnåelige niveau.

Filmen rejser spørgsmålet: Hvad kræver det at udklække den geniale kunstneriske udfoldelse? Samtidig har jeg hørt Blachman fortælle om sin underviser på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han studerede i et år, før han tog til USA.

Hans Fulling, hed underviseren, en legendarisk skikkelse inden for den danske slagtøjstradition, og så var han vistnok – ligesom den fiktive underviser i ’Whiplash’ – ikke typen, der tilbød sine elever appelsinvand og drømmekage inden nodegennemgang.

”Ja. Det minder sgu egentlig meget om mit forhold til Fulling,” siger han, da jeg nævner den.

Jeg spørger, hvad han tænker om det spørgsmål, filmen rejser.

”Sådan er jeg meget opdraget,” svarer han. ”Hvilket gør, at du bliver ret vild ret tidligt. Og så er det store spørgsmål: Hvad vil du med alt den teknik og alle de ting? Hvis du så ikke er heldig at have en visionær side, så ved du ikke, hvad fanden du skal bruge det til. Og så bliver du bare en virtuos med dårlig smag. Og dem er der mange af.

En ting i tiden er måske, at det er blevet mere inficeret af det konceptuelle. Og hvis du går på ’rytmekons’ (Det Rytmiske Konservatorium, red.) i dag, er der ikke nogen, der svinger mere. De kan ikke svinge.”

Men du abonnerer på ideen om, at det er …

”Delvist. Delvist er det også alvor. Det kan ikke kun være at tage en sjov hat på. Det må fandme også være at kunne sit instrument eller sin ting. Og opnå en stor teknisk snilde.”

Men kræver det galskab?

”Totalt galskab.”

Kræver det også galskab fra den, du spiller sammen med, eller den, der lærer dig dit instrument eller underviser dig?

”Totalt. Det er galskaben, der er den vidunderlige samlingskraft.”

Også grænseoverskridende galskab?

”Hvis det er nødvendigt, ja. Det vil jeg mene. Du bliver nødt til at få en chokpædagogisk oplevelse. Eleven skal vide, at det ikke er synd for eleven at være et menneske. De må gerne kunne binde deres egne snørebånd og kunne pudse sig selv om næsen. Og kunne spise en is uden at have is i hele hovedet. Og kunne gå over en vej uden at træde i en hundelort.

Altså, de må gerne ligesom tage noget medansvar her. Og så på en eller anden måde, så må de få en eller anden form for nonverbal indsigt i, at det er alvor. Jeg siger ikke, man skal ty til tæsk eller sådan. Jeg er selv blevet slået på. Altså, Hans Fulling slog mig! Jeg havde aviser i bukserne. Fordi han slog mig på benene med trommestikkerne.”

Blachman tager en tår vand.

”De der tårer, man græder,” fortsætter han, ”det er de brosten, man skal vandre på resten af sit liv. Og det giver alt sammen mening. Man bliver nødt til at tude. Man bliver nødt til at synes, at det er ad helvede til.

Man bliver nødt til at forstå alvoren i det. Vil man det, eller vil man det ikke? Det er en gammeldags indstilling. Det ved jeg godt. Det er meget gammeldags. Men man kan også gøre det på andre måder. Men den der mesterlæreting, som filmen handler om i virkeligheden, den er sgu ret håndværksbetonet.

Det er også et kunsthåndværk. At ville gå det der ekstra skridt ind i mørket. For at komme igennem sig selv. Og ud på den anden side.”

BØRN OG UNGE ligger Thomas Blachman på sinde i ekstrem grad. Det fortæller alle, jeg taler med, og det ved alle, der har set bare lidt ’X Factor’.

”Unge mennesker rører Thomas,” fortæller Sofie Linde mig.

”Og det er endnu et kompleks ved ham: Han er ekstremt velformuleret, men han taler i virkeligheden bedst med børn.”

Og Nyholm, den mangeårige manager: ”Alt det, Thomas er bedst til, kommer renest til udtryk, når han er sammen med et barn, fordi det er så naturligt for ham.”

Også Thor Farlov, den ene halvdel af Citybois, der var 15 år, da han deltog i ’X Factor’, husker, hvor meget tillid, Blachman viste ham og hans tilsvarende unge makker, Anthon Edwards. ”Han stolede rigtig meget på vores dømmekraft. Det, synes jeg, var ret smukt, at han turde.”

Et par dage efter vores andet møde på husbåden ringer Blachman til mig for at fortælle om nogle hallucinationer, han somme tider får i søvne. For det første, siger han, er det indlysende, at vi selv er de rumvæsener, vi render og leder efter; vi er bare blevet for fremmedgjorte over for os selv til at fatte det.

Men dernæst – og det er egentlig det her, han vil fortælle om – ligger han og ser planeter for sig ude i rummet, hvor alle børnenes behov danner ledetråde for alt, hvad de voksne foretager sig.

Han anerkender, at det måske kan lyde rædselsvækkende i en ”vildt voksende egocentrisk voksenhed, som vi har kørende hernede, hvor man ikke engang har tid til at være sammen med sine egne børn.” Men det er derfor, tilføjer han, at børn mere og mere bliver en ”guddommelig instans” i hans liv.

Han fik selv sit første barn i 2001, sønnen Henry, med sin daværende kone, Viola Heyn-Johnsen. Den hedoniske livsstil, Blachman havde ført, siden han med galopperende højrøvethed (et udtryk, han selv elsker at bruge) var vendt hjem fra USA og med en neokonservativ jakkesætscoolness havde erobret først den jazzede, siden den mere popkulturelle del af Musikdanmark, blev nu på ganske kort tid byttet ud med de indledende par meter ud af de i alt fire gange Jorden rundt med barnevogn, det senere skulle blive til.

”Pludselig går du fra at have 16 timer i døgnet til de ting, du gør, til at have tre. En ekstremt kort landingsbane til en helt anden virkelighed. Hvordan undgår man at få en depression?” spørger han.

”Det gjorde jeg ved at lægge mærke til alle de ting, jeg ikke havde lagt mærke til, mens jeg sad inde på mit værelse og sagde: ting, ting, ting, ting (det er lyden af en ung Blachman, der under Fullings regime sidder på sit værelse og lærer at beherske et bækken, red).

Vi har nogle madpakker inde i os, som man kun kan åbne, når man får børn. Det mener jeg. Du har noget kærlighed i dig, som kun tilhører dine børn. Og det vil sige, at får du dem ikke … Så ved jeg ikke, hvor den går hen. Men du kan ikke tage den samme kærlighed det samme sted fra. Og bare give til et andet voksen menneske. Det er noget andet.”

Henry, der nu er 22 år og læser historie på Aarhus Universitet, fortæller mig, at hans far ”ofte får tårer i øjnene af at kigge på os børn. Næsten helt manisk.”

Til sin fars 60-års fødselsdags holdt Henry en tale, hvori han sagde, at der ”ikke er nogen i verden, der er mere interesseret i, hvad jeg siger om de ting, jeg selv synes, er interessante, end min far er.” Ramona, Henrys lillesøster på 17, mindes, hvordan det altid var hendes far, der legede med dem, da de var små.

”Han var sindssygt kreativ og fantasifuld.” Men – og apropos Blachmans hallucinationer om rumvæsenerne – ”også en far, der skal tusind ting hele tiden.”

I 2001, SAMME ÅR, som Thomas Blachman var blevet far for første gang, blev talentkonkurrencen ’Pop Idol’ sendt for første gang på britisk tv. Programmet var fra begyndelsen en enorm succes, og to år efter skulle en dansk version igangsættes på TV3 (i Danmark kom det til at hedde ’Idols’). Blandt folkene bag var Per Zachariassen.

På de to store public service-kanaler, TV 2 og DR, havde man allerede i et par år sendt henholdsvis ’Popstars’ og ’Stjerne for en aften’. Pæne, tilforladelige programmer. I det billede måtte ’Idols’ gerne træde frem med lidt ekstra kant og frækhed.

Men hvem besad både den musikalske indsigt og den retoriske tæft? Når de spurgte rundt i musikmiljøet, var der et navn, der gik igen, fortæller Zachariassen mig.

I mellemtiden stod Thomas Blachman ”et eller andet pissted i Rågeleje” og var i gang med at male. I et par år havde han i store træk bare hængt ud med Henry. Gået ture i Kongens Have og vendt og drejet på alle havens skruer, knapper og tunger. Og så, mens han stod og malede, ringede telefonen.

Meget af Blachmans liv har været opdelt i faser af syv år. Syv år med at spille jazz, syv år med at producere. Nu trådte han ind i en ny.

”Det var bare så sindssygt naturligt for mig at sidde og høre noget og kommentere på det. Bruge min kærlighed til musik og formidle den,” siger han. ”Ligesom Hans Fulling: ikke så mange pædagogiske ressourcer, men meget passion.”

Fire år senere, i 2007, befandt Per Zachariassen sig i en lignende situation: som chef for et talentshow, der skulle findes dommere til. Denne gang var det ’X Factor’ til DR.

Zachariassen var medejer af Blu, der skulle producere programmet, og sammen med sit team strikkede han et bud på den ideelle dommertrio sammen. På tegnebrættet lød buddet på Lina Rafn, Remee og Thomas Blachman.

Men der var et problem: Thomas Blachman havde for det første en fortid hos en mindre kanal, og for det andet havde han i sine to sæsoner på ’Idols’ givet prøver på sine ”ikke så mange pædagogiske resssourcer” i metermål.

På et tidspunkt, i sæson to, siger han til en deltager: ”Jeg vil gerne spørge om noget. Der er en Jim Carrey og en John Kerry i USA. Én af dem stiller op som præsidentkandidat for Demokraterne. Hvem af dem?” Deltageren: ”A’ hvad for noget?” TB: ”Det’ ligemeget.”

Samme aften henvender han sig i en pludselig indskudt bemærkning til sin mandlige meddommer og siger med det der evige glimt i øjet: ”Rygterne går på, at du har en meget lille pik.”

Men Zachariassen var fast besluttet, og historien herfra kender man. Da finalen på den første sæson af ’X Factor’ blev afviklet den 28. marts 2008, og Martin fra Ørum vandt, så over to millioner med.

”Det var jo genialt set at få mig ind i det,” siger Blachman til mig hjemme i stuen. (Lige præcis 48 minutter senere i interviewet kommer han med følgende selvkarakteristik: ”Jeg synes, ydmyghed er mit måske største karaktertræk.”)

I forhold til det geniale fortsætter han: ”Og på en eller anden måde føler jeg, at jeg selv er ude om det. Man kunne ikke have en mand gående fri, som evnede de ting, uden at give ham en mikrofon. Rastløsheden blev for anden gang kultiveret. Denne gang igennem min personlighed og min personlige måde at tale på.

Det var på en eller anden måde prædetermineret, tror jeg sgu. Uden at jeg skal lyde religiøs. Men det kunne ikke være anderledes. Jeg kunne ikke bare sidde og nørde med noget jazz, som var til de få. Nu skulle jeg gå foran musikken.

Musikken skulle ryge bagi. Og min person skulle stå foran og formidle det, som ligger bagi, på en eller anden måde. I et større embede. I en større sags tjeneste.”

FJERNER MAN FOR EN stund mikrofonen fra den allerydmygeste Blachman selv og spørger nogle af dem, der har arbejdet sammen med ham på ’X Factor’, hvad det er, han er god til, tegner der sig et billede af en mand, hvis største styrker kan trådes tilbage til netop den smalle, improviserede jazz.

”Thomas var fantastisk at arbejde sammen med, men også svær. På den gode måde,” siger Per Zachariassen, der i dag arbejder som konsulent i tv-branchen, over en telefonforbindelse fra Portugal.

”Nogle gange har man brug for at lave en optagelse ad flere omgange fra forskellige vinkler. Men Thomas hader gentagelser. Så hvis vi bad ham om at komme ud igennem én dør og sige ’ja’, vidste vi, at han selvfølgelig ville komme ud ad en anden dør og sige ’nej.’ Han var skidegod til at bryde med planen.”

Zachariassen fortæller også om engang, hvor Blachman – midt under en afgørelse – pludselig rejste sig op og gik ud for at tisse. ”Jeg tror ikke, det var planlagt.”

Dorte Borregaard, underholdningsredaktøren på TV 2, fortæller også om en mand, der ”aldrig gentager sig selv. Man ved aldrig, hvad der kommer ud, og det er forfriskende med den uforudsigelighed.”

Thor Farlov husker, hvordan Blachman fik den idé, at Citybois skulle tage skæbnen i deres egne hænder og til semifinalerne bare gå efter deres optræden. Og ikke komme igen. Men til sidst endte de med at holde sig til konventionerne. (Samme aften blev de sendt hjem af seerne).

Da jeg taler med Lennart Ginman, beretter han om lignende tendenser uden for den tv-transmitterede fredagsunderholdning. ”Han kommer tit med nogle spontane idéer, som han ofte har ret i. Han har en skidegod mavefornemmelse. Den er meget, meget vigtig for ham. Alt, hvad der hedder gentagelser, undgår han så vidt muligt.”

TILBAGE PÅ DEN YDMYGES BÅD har vi nu talt sammen i halvanden time. Med andre ord er der ved at være godt smæk på Blachmans retoriske motorrum, da han siger: ”Så … hvis man skal summere en lille smule op, hvad det er, jeg kan, som pisser rigtig mange – altså rigtig, rigtig mange – af … Der er rigtig mange, som ville elske, hvis de havde min evne til at slappe af, mens det brænder mest på. Og at være mest uforudsigelig.

Og at være mest … elegant, faktisk, ovenpå en komplet sammenstyrtning af pinagtigheder. Eller hvad fanden det nu måtte være. Det er, måske, en evne til at være naturlig under pres. Og min forfængelighed er så stor, at jeg hele tiden smutter et andet sted hen og dukker hovedet op.”

”Som de her hejrer, der dykker efter ål!” Han gestikulerer med armene ud mod vandet, der omgiver båden. ”Som jeg hader!! SÅ fucking ulækre! Og så dykker de ned – eller jeg ved faktisk ikke, om det er en hejre – men pludselig kommer de op med en ål i kæften, mand, altså jeg har bare lyst til at … stakkels ål! Men jeg ved aldrig, hvor de dukker op, så på den måde er de jo et skridt foran.”

Her, mens vi bevæger os længere og længere ud på abstraktionernes skummende hav, tilbyder Blachman at ”gøre det endnu mere forståeligt.” Det går sådan her:

”Jeg tror, jeg har en udødelig evne – fra jeg træder i karakter meget tidligt i mit liv, til jeg kommer til at dø – til ikke at miste min dømmekraft. Medmindre jeg er stiv eller et eller andet og laver et eller andet fuldstændig åndssvagt, hvad jeg også har gjort nogle gange. Men at være for evigt hip. Hvis du kan rumme det.”

Jeg kan ikke lade være med at smile. Så smiler han. Nu fniser han.

”Jeg kan godt rumme det,” siger jeg, ”men du kan jo næsten ikke holde masken.”

”Nej, men jeg tror, det er min skæbne at være for evigt … cool. I ordets ægte betydning! Humanist, humorist ... god!

Her begynder jeg decideret at grine. Blachman fortsætter:

”Jeg tager lige et par etage højere op, hvor jeg så sender elevatoren ned. Og formidler. For at tage elevatoren op igen. Og vise dem en udsigt, hvorfra de kan syne deres egne generationsmuligheder.”

”Det kan jeg godt se,” siger jeg. ”Der gjorde du det forståeligt.”

Nogle dage efter fortæller han mig, at der på hans gravsten gerne må stå én af følgende: ’For altid kølig’; ’For altid cool’; ’For evigt hip’.

NÅR THOMAS BLACHMAN er i festhumør, er han ikke bleg for at udfordre sin skæbne.

”Jeg kan godt finde på at gå ind på et værtshus i provinsen og sige: ’Kom så! Nu skal vi fandeme slås!’ Men folk er bare sådan: ’Årrhhh, Blachman, dig kan vi godt lide.’”

Da jeg taler med Sofie Linde, fortæller hun, at hun nogle gange, når de har været i byen sammen, har oplevet folk være påtaget grove i spyttet over for Blachman. ”Folk tror, at hvis de er hårde over for ham, så kan han godt lide det. Folk har været helt vildt grove.”

Blachman mener at vide, hvilken episode hun taler om. ”Hun tog mig ud, og vi gik fra værtshuset. Så tog hun mig under armen og ville følge mig hjem til hotellet. Og så sagde jeg til hende: ’Gider du ikke at lade være med at bage på mig?’” Han smiler på den måde, han altid gør – hovedet lidt forover, så hans øjne bliver helt klare. Så siger han: ”Det er humor!”

Oppe i sit hoved har Blachman et fordelingstal, der er meget vigtigt for ham: Hvor mange af seerne der elsker ham, og hvor mange der synes, han er en idiot. Det må helst ikke være mere end 60 procent, der elsker ham.

”For så er det ikke cool mere,” siger han.

Men er den fordeling ikke skredet? Er Blachman ikke allerede blevet blød, sød og elsket af alle?

”Jeg kan jo ikke stå, som da jeg lige var startet fra 15 år siden, oppe på scenen og holde lange taler og være fuldstændig … Det ville jo være utroværdigt. Man udvikler sig med årene. Og så kan der være nogen, der synes, det er kedeligt, men så må de selv æde nogle psykedeliske stoffer, når de sidder foran fjernsynet.”

Da jeg taler med Per Zachariassen, den forhenværende producer på ’X Factor’, fortæller han, hvordan han har observeret Blachmans udvikling: ”Han startede med at være den her lidt hårde mand, der sagde tingene meget ærligt og kontant. Men så fandt han også ud af, at hvis han blev ved med det, så blev det også forudsigeligt. Så han blev nødt til at udvikle sig selv. Han har fulgt med tiden.”

Den 1. januar begynder den 16. sæson af ’X Factor’ og den 15. med Thomas Blachman som dommer. Det gør ham til den længst siddende dommer i programmet – verden rundt. Han gør det både for pengene, og fordi han ikke kan lade være. Sådan har det altid været. Men med årene har det udviklet sig til lidt af en ”besættelse,” siger han.

”Jeg føler, at hvis jeg ikke gør det, så bliver det højst sandsynligt noget lort. Det er, ligesom en buschauffør, der har kørt skadefrit og ikke kørt nogen ned i en langårrække, måske heller ikke er skideglad for at overlade rattet til en eller anden fuldstændig ubehøvlet, ansvarsløs, egocentreret, procesorienteret narcissist.

Vi må hver især bære verden så godt, som vi kan. Og fortjenesten og frugterne, det er jo et ret fedt liv. Et sjovt liv. Et kærlighedsfuldt liv. Og begær efter liv. En uslukkelig flamme, evig ungdom. Jeg udnytter måske i virkeligheden bare de muligheder, jeg har.

Også det der med at få børn i min alder. Altså, det er jo, fordi jeg kan. Og det giver en eller anden følelse af, at man siger til Vor Herre: ’Prøv lige at tjekke det her, altså. Hvem af os har styr på det her?’”

Det er en armlægning med skæbnen?

”Ja. Og selvfølgelig kommer der et hofteskred på et tidspunkt. Men det må tiden vise.”

BLACHMAN SÆTTER NOGET musik på sit anlæg i stuen. Højttaleren står omme bag den lyserøde bardisk. Vinden har taget til udenfor, hvilket får den ellers tunge båd til at gynge en smule.

Nummeret, han spiller, er fra en ny plade, han har produceret og indspillet sammen med sin hustru. De har lavet to på de seneste tre år. Så sætter han et nyt nummer på.

Det er fra ’Oh Yes My Maker’, et kammerorkestralt album fra 2022, han har skabt udelukkende på sin computer. Og så endnu et nummer. Denne gang fra en kommende EP, og det lyder både jazzet og … houset?

”Jeg er ikke død endnu,” siger Blachman. ”Jeg har fået sindssygt meget appetit på at lave ny musik.”

Han føler sig bundet op på en ”kreativ skæbne.” Han beskriver det også som en ”aftale,” der sikrer, at han nok skal nå det hele. Og her taler han igen ikke om verdensherredømmet. Men om ”små egne opdagelser” udi akkordernes bevægelser i forhold til baslinjer og den rytmiske struktur. Hans ”signatur,” siger han. Den vil han gerne have manifesteret.

Og om ikke så længe skal Blachman til udredning. For at blive klogere på, hvad det er, der har rumsteret i ham hele livet. Egentlig er det ikke noget, han er særligt interesseret i at snakke om, ”men det er jo ikke noget at skamme sig over.”

”Jeg er jo på mange måder glad for, at det har rumsteret i mit hoved. Som sagt: Da jeg fandt trommestikken, fik jeg kultiveret den der rastløshed. Men nu sidder jeg jo ikke og spiller trommer hele tiden i mit nye liv, vel?

En hverdag består af utrolig meget praktik, som hurtigt kan blive semiydmygende, hvis man virkelig, virkelig, virkelig skal koncentrere sig om, hvor fanden man har lagt sin mobiltelefon og nøgler. I min alder tror jeg måske, det i virkeligheden kunne blive lidt livsforlængende, at jeg bliver bedre til at strukturere og fokusere,” fortæller Blachman.

”Jeg kunne sagtens gennemføre de næste 30 år uden, men tænk nu, hvis det gør, at mit output fx bliver større og mere effektivt?”

Da jeg snakker med sønnen Henry, fortæller han, at han tror, ”det kunne være en befrielse for ham.”

BLACHMAN HAR TO naboer, der begge rejser hele tiden i forbindelse med arbejde. Nogle gange, når de er hjemme, møder han dem, når han er ude at gå med barnevognen. Og når de så siger til ham: ’Thomas, du er simpelthen den lykkeligste mand, jeg kender,’ så ved han, hvad de mener.

Ifølge Blachman er det ikke nok bare at blive ved med at sige til sine børn, at man elsker dem. Man er nødt til at ”transformere kærlighedsbudskabet ind i inspiration.”

”Når de får det vanvid, den gnist i øjnene, så ved jeg, at jeg ikke længere skal bekymre mig om dem. Det er som at tænde for gadelamper om natten. Jeg kan se den, når den er der. Så kører de resten af livet. Ånden er tændt.”

Vi rejser os op fra sofaerne og går ned i den modsatte ende af båden, hvor Blachmans studie ligger. Her står alverdens retromaskineri til lydproduktion, inde i et indhug af rummet står et trommesæt. Snart flytter familien i en lejlighed, og så skal båden omdannes til rent og skært arbejdssted, ligesom den førhen har været det.

Udenfor er mørket er på vej. Thomas Blachman ser træt ud. Han har også talt mere eller mindre nonstop i tre timer. Men så går hoveddøren op. Og ind spæner Zac på tre, mor Julia med den lille Tora på armen lige bagefter.

”Heeeej med jer, heeeej Zac,” siger Blachman, øjeblikkeligt oplivet. ”Heeeej,” siger Zac.

Zac forsvinder indenfor; to vinterstøvler kommer dumpende ud i gangen med fem sekunders interval. Julia sætter sig ned på det blå gulv for at hjælpe den yngste af overtøjet. Blachman står i et sekund bare og ser.

Så er lamperne tændt.