Er du nogensinde kommet til skade på et dansegulv?
”Ja. For mange år siden skulle jeg være med i ’Vild med dans’, og jeg havde virkelig øvet mig meget sammen med min dansepartner, Mie Moltke. Et par dage før premieren fik jeg – i en festlig sammenhæng – trang til at vise min agent, hvad jeg havde lært. Mie også var med.
Jeg ville gerne give den lidt ekstra, og i et af dansetrinnene skulle Mie falde let og elegant ned på mit ben. Men jeg fik ligesom grebet hende forkert med mit ben, så jeg kom slemt til skade med mit knæ i stedet.
Det brækkede ikke, men det resulterede i, at jeg måtte melde afbud til ’Vild med dans’ og aldrig rigtigt kom ud på dansegulvet i fjernsynet. Det var nok skæbnen. Sådan kan det gå, når man blærer sig.”
Har du været i et skænderi med en medarbejder i en butik?
”Da jeg var 17 år gammel, blev jeg taget i et butikstyveri. Det var inde i SuperBrugsen ved Palads-biografen. Jeg skulle have to søde piger på besøg, så jeg huggede nogle syltede kiwier til en lagkage, som jeg selv ville bage.
Jeg nåede dog ikke ud af butikken, før en lille fyr med overskæg, som arbejdede der, løb hen og trak mig med ind i baglokalet. Han anklagede mig for at stjæle kiwierne, men jeg nægtede. Han blev rød i hovedet og truede med at ringe til politiet, og jeg sagde: ’Du kan bare ringe.’
Kort efter dukkede politiet op. Som det første spurgte de medarbejderen, om han havde noget regnbue-is. De var åbenbart vant til at få lidt ekstra for at hjælpe supermarkederne. Så spurgte de, hvad jeg havde taget, og jeg indrømmede, at jeg havde nuppet kiwierne. De kostede jo 4,95 kroner eller sådan noget.
Betjentene kiggede skeptisk på butiksmedarbejderen og sagde så: ’Du har ikke ringet og forstyrret os, fordi der er blevet stjålet for fem kroner, vel?” Dernæst gav de ham nærmest en skideballe, og jeg blev gelejdet ud af butikken. Jeg afleverede selvfølgelig kiwierne. Det var sidste og eneste gang, jeg har stjålet noget.”
Hvad er din bedste overspringshandling?
”At spille PlayStation. Jeg har 5’eren, og jeg har lige købt noget ganske forfærdeligt: de nyeste Virtual Reality-briller. Jeg spiller nogle skydespil, lige nu ’Propagation: Paradise Hotel’, og det er helt vanvittigt. Det føles som at være der selv. Jeg synes, det er fedt, og jeg slapper rigtig godt af med det.
Vi har et lille kontor derhjemme, hvor jeg kan gå ind og stå i fred og spille og fægte med armene, så min kæreste ikke skal udsættes for det syn. Jeg har prøvet at lade hende spille med brillerne på, men det siger hende ikke en skid.”
Thomas Bo Larsen
(f. 1963) Opvokset i Bagsværd. Uddannet fra Statens Teaterskole i Odense i 1991. Fik sin første rolle i kortfilmen ’Sidste omgang’ i 1993. Har siden spillet bærende roller i et hav af film heriblandt ’De skrigende halse’, ’De største helte’, ’Festen’, ’Jagten’ og ’Druk’. Modtog i 2017 en Robert-pris for årets mandlige hovedrolle for sin rolle som betjenten Mads Justesen i tv-serien ’Bedrag’.
Har desuden spillet med i en lang række teateropsætninger på blandt andet Café Teatret, Østre Gasværk Teatret, Aveny Teatret og Det Kongelige Teater. Aktuel med bogen ’Fri mand’ (skrevet sammen med Michael Holbek), hvori han beretter om et årelangt misbrug af hash, alkohol, kokain og sovepiller. Bor i København med sin kæreste og har datteren Sally.
Har du et ar, der fortæller en historie?
”På min ene lillefinger har jeg et ar, som jeg fik, da jeg var omkring 13 år. Nogle af mine venner havde en dag en knallert til rådighed, som jeg så kørte min allerførste knallerttur på. De havde garanteret hugget den og hældt lidt æter i tanken, for jeg fræsede hen over Bagsværd Torv.
Mens jeg kørte, råbte jeg til dem: ’Hvordan bremser man den her?’ ”Der er ingen bremser på,” råbte de så tilbage og grinte. Det næste, jeg så, var en rude ved indgangen til biografen i Bagsværd, hvor plakaten for westernfilmen ’They Call Me Trinity’ hang. Jeg røg direkte ind gennem ruden, som smadrede, og så stak vi alle sammen af fra stedet, men dem fra biografen fangede os, desværre.
Det endte heldigvis godt. Biografmanden ringede hjem til min far, og de aftalte, at den historie, vi fortalte, var, at jeg var kommet til at vælte knallerten ind i ruden ved et uheld. Så ville forsikringen nemlig betale, og det trick virkede. Jeg var faktisk så heldig, at biografmanden i sympati, på grund af mit uheld, gav mig en gratis billet til ’They Call Me Trinity’ ugen efter.
Jeg havde glædet mig i et halvt år til at se den film, og den var skidegod. Der var et element af skæbne over hele episoden, for det var jo mine to professioner som voksen, der mødtes under ulykken. Ruden, der smadrede, symboliserede min tid som glarmester, og filmplakaten symboliserede min fremtidige karriere som skuespiller.”
Hvad ville du ønske, at din mor havde fortalt dig?
”At det er farligt at drikke for meget alkohol. Hverken min mor eller min far var opmærksomme på det over for mig. De drak også lidt for meget selv.”
Ville du have lyttet efter, hvis din mor havde sagt det til dig?
”Det er et rigtig godt spørgsmål. Måske, måske ikke. Det var jo en anden tid dengang. Jeg var ung i 1970’erne. Man måtte drikke i S-toget, og der stod øl-automater på gangene ude på Danmarks Radio og sådan nogle ting.
Mine venner havde helt sikkert også gloet på mig, hvis jeg var kommet på knallerten og havde sagt til dem, at det kunne være farligt at drikke for meget. Men jeg ville have haft min mors formaning i baghovedet, og det er jo også noget værd.”
Hvad er det bedste husmortrick,du kender?
”Det er at bruge danskvand i frikadellefarsen. Det gør den lige lidt luftigere.”
