Tobias Dybvad: ”Jeg har aldrig i nogen som helst tilstand sagt den sætning til et andet menneske. Jeg ville ikke engang turde sige den for sjov”

Tobias Dybvad: ”Jeg har aldrig i nogen som helst tilstand sagt den sætning til et andet menneske. Jeg ville ikke engang turde sige den for sjov”

Den 40-årige komiker Tobias Dybvad om sin vrede mod autoriteter, et frontalt sammenstød og om at købe gardiner og blive voksen.

Offentliggjort

Hvad er den mest besynderlige historie, du har læst om dig selv på nettet?

”Dengang jeg som ung komiker kunne finde på at google mig selv, kunne jeg havne i et eller andet netforum med nogle mennesker, der gengav noget, jeg slet ikke kunne genkende. Der var nogen, der skrev, at jeg var sådan en, der prøvede at score damer ved at sige: ’Ved du, hvem jeg er?’ Jeg ved, at jeg aldrig i nogen som helst tilstand har sagt den sætning til et andet menneske. Jeg ville ikke engang turde sige den for sjov. Der er aldrig kommet noget godt ud af at sige den sætning.”

Har du siddet i et fly og bedt for dit liv?

”Nej, men jeg har siddet i et fly, hvor der blev så stille, at jeg tænkte, om motoren simpelthen var gået ud, uden at nogen havde lagt mærke til det. Så gik det op for mig, at jeg havde propper i ørene.”

Har du følt, at døden har pustet dig i nakken?

”Jeg kom engang kørende i krydset ved Rio Bravo i Stormgade i København i min første bil, en Peugeot 306. Jeg var på vej ind til Comedy Zoo, og jeg havde ikke drukket. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der skete, andet end at jeg skulle lige over i krydset, og at jeg på en eller anden måde stødte frontalt sammen med en anden bil. Idet jeg fik airbaggen i hovedet, besvimede jeg. I et par dage var jeg i en tilstand af hukommelsestab. Jeg fik ikke skylden for uheldet, og selve ulykken er aldrig kommet tilbage. Den er slettet fra min hukommelse. Traume-mæssigt er det jo meget praktisk.”

Hvilken overspringshandling begår du hyppigst?

”At tjekke hvor mange billetter, jeg har solgt til et show. Også selvom jeg lige har tjekket det for 10 minutter siden. Det kan jeg bruge uforholdsmæssigt lang tid på i forhold til, hvor langsomt sådan noget rykker sig.”

Hvornår blev du voksen?

”Da jeg fik gardiner i en alder af 34. Jeg begyndte at lave ’Dybvaaaaad!’, da jeg var 31. Der begyndte jeg at tage min karriere alvorligt og arbejde meget mere målrettet. Da jeg fyldte 34, var jeg klar til at ringe til en gardinmand. Jeg købte også pæne møbler til min lejlighed. Indtil da havde det været meget ungdomsbuleagtigt med blot en smadret sofa. I 2018 blev jeg husejer. Det er også ret voksent.”

Tobias Dybvad

Tobias Dybvad (f. 1981) havde sin debut som standupkomiker i 2002. Slog igennem som vært på comedy-programmet ’Dybvaaaaad!’, som har kørt i 12 sæsoner på TV 2 Zulu. Bor på Frederiksberg med Marie Stegger Schmidt og deres søn. Fra 26. februar er han aktuel med onemanshowet ’Levemand’.

Hvad ville du sige til dig selv, hvis du mødte dig selv som dreng?

”Sådan nogle livsråd bliver hurtigt meget banale. Min første tanke var fx: ’Vær mindre bange for at fejle.’ Jeg var dødsens angst for at sige noget i skolen, som havde med undervisningen at gøre. Ofte kendte jeg godt svaret, men jeg var for bange for, at det var forkert, til at jeg turde sige det højt. Hvis jeg kunne få den unge fyr til at tro på, at det ikke var så farligt ... Omvendt ville jeg måske ikke i samme grad have udviklet min humor som et skjold mod verden. Så jeg ville nok egentlig bare sige: ’Du er lige, som du skal være.’”

Hvad er det mest besynderlige, en kvinde har sagt til dig?

”’Vil du ikke nok please tage en bid af min pandekage?’ Det var efter fire sæsoner af ’Dybvaaaaad!’, hvor jeg var ude på festivalpladsen på Roskilde, og hvor jeg godt kunne mærke, at nu var det stukket rimeligt meget af. Folk råbte og hvinede. Det var ret surrealistisk. Og der var en kvinde, der drømte om, at jeg tog en bid af hendes pandekage. Jeg forlod hende med uforrettet sag. Måske jeg burde have taget en bid af den pandekage.”

Hvad er den vigtigste samtale, du har haft på telefonen?

”Jeg er ikke god til autoriteter og folk, der vil bestemme, hvad jeg skal sige eller gøre. Jeg kan blive så hidsig på en chef, at jeg får lyst til at sætte ild til mig selv. Altså, du ved: ’Så kan det hele være lige meget, og jeg er fucking ligeglad med konsekvenserne,’ selv hvis konsekvenserne vil gå decideret ud over min egen karriere. I den forbindelse har jeg haft mere end én rigtig vigtig telefonsamtale med min mentor, Inge (hvem Inge helt præcist er, vil Tobias Dybvad gerne holde for sig selv, red.). Min forlovede, Marie, er også rigtig god til at perspektivere tingene for mig, men ind imellem, når hun ikke kan trænge igennem til mig, så siger hun: ’Ring lige til Inge.’ Og så ved jeg godt, at hun har ret.”

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?

”At møde Marie. Alt faldt på plads, og livet blev endnu bedre. Vi har hver især flakket lidt rundt og fundet os til rette i en løs og meget fri måde at leve på. Og nu er vi mødtes i en voksen-hed, som ikke skræmmer nogen af os, og hvor der stadig er meget plads til eventyr.”

Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du havde én dag tilbage?

”Få stress.”

Hvad skulle være dit sidste måltid?

”En kæmpestor bøf og en dejlig, spansk rødvin fra Ribera del Duero med 10 år på bagen.”

Hvad er din største luksus?

”Min Tesla Model X. Jeg har haft den i seks år, og jeg er stadig helt stoked omkring den. Det er en ikke-rationel økonomisk beslutning, men jeg havde fandeme lyst til den bil. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg købte den.”

Hvad er meningen med livet?

”At fylde det med positiv glæde og kærlighed og give sig selv lov til at nyde livet og have det dejligt og forkæle de nærmeste omkring en. Det er faktisk det, mit nye onemanshow handler om. At dyrke det positive ved livet er helt klar nøglen til det gode liv. At turde forvente sig noget positivt. Jeg er vokset op i et hjem, hvor man havde en idé om, at hvis man ikke forventede sig noget af livet, så blev man heller ikke skuffet. Den er jeg gået kontra på, og det er meget tilfredsstillende.”