Tobias Røders grafiske arbejde blev plagieret af det nye 24syv: ”I graffitimiljøet havde man fået så mange tæsk, hvis man havde gjort noget lignende”

Forfatteren og reklamemanden Claus Skytte sagde engang til mig: ’Hvis du gerne vil skabe dig et navn, så skal du lave et kulturelt gennembrud.’ Han var på det tidspunkt slået igennem med alter egoet ’Harske Hubbi’, og folk syntes, at han var fed, også folk uden for reklameverdenen. Jeg forstod ikke hans bemærkning dengang, men nu gør jeg.

Folk er pisseligeglade med brands som Läkerol, Nike eller Coca-Cola, men de er ikke ligeglade med Lars von Trier, og de heller ikke ligeglade med, hvad der skete med Radio24syv, fordi den radiokanal fyldte deres hverdag med mening. Og Radio24syvs betydning fik jeg lov til at blive en signatur for. Jeg gav de lyttere, som kastede deres kærlighed på Radiosyv24, noget at pege på, og det fandt jeg først ud af, da kanalen lukkede. Jeg blev opfordret til at lave en udstilling med alle mine podcastikoner, så det gjorde jeg, og det blev en kæmpesucces.

Min far var Sverige-korrespondent for dagbladet Information, og min mor var reklametegner. De var begge hippier, der havde slået sig ned i en lille by nær Tyringe i Skåne, og de har fortalt mig, at de under et voldsomt uvejr i 1971 brød ind i nabogården for at søge ly for regnen og tordenvejret. Gården var forladt og havde tilhørt Sveriges tidligere statsminister Per Albin Hansson. De påstår, at jeg blev til den aften, og derfor hedder jeg Albin til mellemnavn.

Alle mulige karakterer kom i mit barndomshjem, som lå midt ude i skoven. Vi boede tæt på kunstnerkollektivet Drakabygget, hvor Jørgen Nash, der blandt andet har hævdet, at han savede hovedet af Den lille Havfrue, og hans kone, maleren Lis Zwick, boede og arbejdede sammen. Min far har fortalt mig, at Jens Jørgen Thorsen var min barnepige, og at han havde en lille Morris Mascot, som han kørte mig rundt i.

At vokse op i det kunstnermiljø afstedkom, at jeg begyndte at tegne. Og jeg tegnede meget. Især krigsskibe, tusindfarvede krigsskibe med kanoner. Jeg havde meget tid, hvor jeg drev rundt alene i skoven, og der kunne jeg falde over en lysning, hvor der holdt en gammel bil eller gravko, eller jeg kunne finde frem til forskellige udgravninger. Jo ældre jeg bliver, jo mere dukker de minder op igen. Jeg får en fornemmelse af ensomhed, men ikke en sørgmodig ensomhed. Det er mere en ensomhed fuld af fantasi.

At udtrykke mig på papir faldt naturligt for mig. Jeg tegnede meget sammen med min lillesøster, og det at tegne gav mig et space, jeg kunne forsvinde ind i.

Det gør det faktisk stadig i dag. Jeg er dybt koncentreret og nyder mit eget selskab, præcis som jeg gjorde, da jeg som barn gik rundt i de svenske skove. Når jeg arbejder, kommer jeg ind i det space, hvor alt kan lade sig gøre.

Jeg er ikke en kunstner. Jeg går ikke bare hjem og finder på noget. Det, jeg laver, er afhængigt af en dialog med kunden. Derfor kan jeg heller ikke tillade mig at blive fornærmet, når kunder skyder mine ting ned, for kritik er en del af mit arbejde. Jeg er vant til kritik, og det har jeg bygget hele min metode op omkring, når jeg præsenterer mine bud for kunderne. Jeg viser altid tre ting i en bestemt rækkefølge, hvor det bliver større og større, og forandringerne vildere og vildere.

Det værste, jeg ved, er at føle mig udenfor, men når jeg går ind i et møde med Mads Brügger og Mikael Bertelsen, så tænker jeg os som lige-værdige. Vi mødes omkring et stykke håndværk og diskuterer det. Og jeg kommer altid rigere ud på den anden side.

Mine forældre blev skilt, da jeg var syv år. Sammen med min mor og min søster flyttede jeg til Taastrup. Året efter nævnte min mor, at der var en tegnekonkurrence og spurgte, om jeg ville være med i den. Det var første gang, at jeg gik ind i et stykke arbejde og udførte det. Temaet var tryllekunst. Det brugte jeg meget tid på. Tegningen blev udvalgt og blev sammen med en række andre tegninger udstillet i et stationscenter i Taastrup. Min mor og jeg gik op og så det. Min tegning hang lidt langt nede i gulvhøjde, men alligevel stod den ud i forhold til de andre.

Det var ikke så figurativt, men mere grafisk og piktogram-agtigt. Der var ingen ansigter på de hoveder, som var til stede på tegningen. Det var bare cirkler. Men til gengæld var der guldglimmer, som jeg havde drysset på. Det var første gang, at jeg blev bevidst om mit talent.

En dag i 6. klasse pjækkede jeg fra skole. Vi var flyttet ind i et kollektiv, og vi havde ikke noget fjernsyn, men det havde dem, vi boede med. Jeg gik ind i den anden families stue, da de ikke var hjemme, og fandt en æske med fyldte chokolader i et af deres skabe. Jeg spiste hele æsken, mens jeg på deres sort-hvid fjernsyn så et program om den danske tøjdesigner Erik Mortensen.

Han var chefdesigner i det parisiske modehus Balmain, og det gjorde så stort indtryk på mig. Jeg skulle simpelthen være den nye Erik Mortensen i Paris. Jeg gik 100 procent efter det og kom i skolepraktik hos en skrædder og modebutik i Aarhus. Jeg lærte at sy og begyndte at gå til croquis på Kunstakademiet. Man kunne gå direkte ind fra gaden. Hvis man lagde 20 kroner i en dåse, fik man lov til at sidde at tegne et nøgent menneske i tre timer, hvilket var ret trippet for en 15-årig og kønsmoden dreng. Jeg gik også til håndarbejde og syede mit eget tøj.

Men det var ikke tøjdesigner, jeg skulle være, fandt jeg ud af. I stedet begyndte jeg at lave tegninger til en Tøjeksperten-butik i Valby, som de brugte i deres annoncer i avisen. Jeg havde sådan en modestreg og havde fundet et udtryk, der lignede, at det var tegnet med løs hånd. I samme periode blev jeg også en del af graffiti-miljøet.

Min mor var på det tidspunkt emballagedesigner for Irma, så hun begyndte at tage mig med på arbejde. En dag fik jeg til opgave at tegne et logo, som skulle bruges på emballager for at fortælle omverdenen, at et produkt var økologisk, hvilket var lang tid før, private label (et varemærke der fx er ejet af en butikskæde, red.) og økologi var en ting. Jeg tegnede et grønt hjerte, der løb med en glad mund. Det var meget håndholdt, men helt todimensionelt grafisk. Da min mor så det, sagde hun: ’Gud, hvor er det godt, det her.’ Hun viste tegningen til nogle af sine kollegaer, blandt andre grafikeren Ole Falck Hansen. ’Dig kan jeg godt bruge!’ sagde han.

Jeg endte med at arbejde for ham i tre år, og Ole Falck Hansen blev min læremester. Han sagde til mig: ’Du får de samme opgaver som mig, men din fornemmeste opgave bliver at udføre dem bedre, end jeg kan, fordi jeg er 60 år, har gjort mig en masse erfaringer og er bundet på hænder og fødder. Du er helt frisk, så du skal simpelthen bare udfordre mig og være bedre. Jeg tager al ansvar fra dig, og hvis du fejler, så griber jeg dig.’

Jeg får helt tårer i øjnene. Det er noget af det fedeste, et menneske nogensinde har sagt til mig, fordi det gav mig fuldstændig frihed. Når man skaber noget, følger usikkerheden jo med. Og den er ikke rar at opleve som et ungt menneske, fordi du ikke har lært at tackle den og heller ikke aner, hvor nødvendig den egentlig er. Med usikkerheden følger nysgerrigheden nemlig. Hvis jeg ikke er usikker, når jeg arbejder i dag, bliver jeg omgående mistænksom og deprimeret.

Falck Hansen gav mig mulighed for at eksperimentere og vende ting på hovedet. Otte ud af 10 gange lavede jeg noget, der var bedre end det, han lavede. Det var også på det tidspunkt, at computeren kom ind i mit liv. Steve Jobs lavede den første Macintosh, og med den eksploderede min verden. Jeg kunne det bare. Det var det mest naturlige for mig at arbejde med en computer, og det gav mig så mange nye muligheder. Jeg stoppede med at tegne og fokuserede i stedet på typografi.

Ulempen ved at finde ud af, at man er god til noget, er, at man ikke har lyst til at miste det igen. Jeg underviser meget og skal fx til Paris snart, og uanset hvor jeg underviser henne i verden, siger jeg altid til eleverne, at det ikke bliver nemmere. Det bliver kun sværere med tiden, fordi du konstant sætter barren højere. Mine forventninger til mig selv bliver kun større og større, og jeg er også bange for at skuffe en masse mennesker.

Som grafisk designer har man jo sin egen ønskeliste oppe i hovedet, hvor der står drømme og højdepunkter nedskrevet. Opgaver, hvor det simpelthen ikke kan blive større, og sådan var det for mig, da jeg som 28-årig fik til opgave at lave et nyt design til Air Greenland. Et haleror på et fly er altså en halv gange størrelse af Rundetårn, det er 17 meter stort. Jeg er graffitimaler, så jeg elsker at smøre ting ind og at få lov til at gøre det på et stort lærred.

Når jeg efterfølgende var ude at holde oplæg, kunne jeg bare vise billeder af den flyver, og så blev der totalt stille i salen. En flyver, som sidenhen er blevet kåret til den smukkeste i hele verden. Den er rød, fordi der er nogle regler for maskinel af den størrelse i de arktiske landskaber. Man skal simpelthen kunne se flyveren, hvis de falder ned på Indlandsisen. Farven rød står ud i det hvide landskab. Og så er Grønlands flag også rødt, så flyveren skal repræsentere landet, når det holder i Kastrup Lufthavn. Symbolet på haleroret er et snefnug, som er eksploderet ud i nogle streger, der fortæller om afgang, destination og ankomst.

Langt senere i min karriere blev jeg partner i PeopleGroup, en medievirksomhed, der har rødder i reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners. I 2011 gik de sammen med Berlingske Media om at vinde udbuddet for en ny, dansk public service-radiokanal på FM-båndet. Jeg var også begyndt at arbejde med visuelle identitetsopgaver, hvor det at opfinde navne var en stor del af det. At sammensætte ord, fx et slogan eller en tagline, fandt jeg ud af, var skidesjovt at arbejde med.

I selve idéoplægget til den nye radiokanal havde vi brug for et navn, så Jan Duckert og Henrik Juul, der stiftede PeopleGroup, og jeg satte os ned og kom frem til Radio24syv. Det handlede først og fremmest om at finde et navn, der var ledigt. Kanalen skulle sende i alle døgnets timer og måtte ikke genudsende noget.

Det var dét, navnet skulle kommunikere. Og så kombinerede vi tal og bogstaver, fordi vi tænkte, at kanalen hyppigt ville blive citeret i dagspressen, og at læserne nemt kunne komme til at læse det fejlagtigt som tallet 247 i stedet for.

Vi endte med at vinde udbuddet, og kort efter blev Mikael Bertelsen og Mads Brügger ansat som programchefer. Nogle måneder før vi gik i luften, havde jeg et møde med dem begge, hvor vi skulle diskutere, hvordan kanalens logo skulle manifestere sig visuelt. Men det første, Mikael Bertelsen sagde til mig, var: ’Hold kæft, hvor Mads og jeg hader det navn. Radio24syv lyder som en tankstation.’

Det kan jo ofte være svært at afkode, om Mikael er alvorlig eller ironisk, men her var der ingen tvivl om, at han mente, hvad han sagde. Jeg spurgte, om de havde nogle idéer til logoet. Mads Brügger svarede: ’Ja, hvis du kan tegne et logo, som ligner en af de gamle lommeradioer, man rendte rundt med i 1960’erne. Det kunne jeg sgu godt tænke mig.’

Mads havde solbriller på, og Mikael og ham begyndte at drille hinanden. Snakken faldt på, at Mads elsker små dimser. Mikael viste en kaffebønnekværn på sin iPad. Den var høj, cylinderformet, rød og designet af legendariske Dieter Rams for Braun. ’Sådan én har Mads. Kan du få logoet til at se sådan ud?’ spurgte han.

Den kaffekværn lagde grund for den røde streg i midten af Radio24Syvs navn og logo. En rød streg går aldrig af mode. Det er mit mantra at undgå modetendenser, fordi det, som er moderne, har den uundgåelige skæbne, at det på et tidspunkt også bliver umoderne. Og det er der sgu ingen, som har lyst til at være.

Der er også en provokation i, at det bare er en rød streg, der går ned i et ord. Den opmærksomme vil jo se, at stregen ikke sidder lige præcis i midten, men lidt ude til den ene side, og det kan provokere folk helt vildt.

I december sidste år modtog jeg en besked, der indeholdt billeder af det nye 24syvs grafiske udtryk. Det var tydeligt for enhver, at man havde plagieret mig og mine podcastikoner for det gamle Radio24syv. Programdirektør Simon Andersen indrømmede det også selv. Jeg var helt uforberedt på det. ’What?’ udbrød jeg. Og så lagde jeg billederne ud på min Facebook og skrev: ’Hvornår fanden har det kunnet betale sig at være en dårlig kopi?’

Det er helt uforståeligt for mig, at man kan finde på sådan noget. At gøre det så bevidst. Og at de ikke spurgte mig først. At kopiere er næsten én af de syv dødssynder. I graffitimiljøet havde man fået så mange tæsk, hvis man havde gjort noget lignende. Det gør man bare ikke. Der kalder man det at kopiere andres ting for at ’bite’.

Jeg er ikke blevet stødt på manchetterne, og jeg ville aldrig gide at kaste mig ind i en retssag, for det bliver man kynisk af, og det kommer til at dræne én. Jeg er videre. Nu laver jeg grafik for R8dio.