Torben Ulrich: "Jeg kunne ikke have spillet professionel tennis i dag. Der er for mange krav om at spille i det og det mærke og repræsentere sponsorerne, og det var jeg ikke skabt til"

Mine forældre spillede meget bold, så allerede fra jeg sad i barnevognen, hørte jeg bolde hele tiden. Min far spillede fodbold, cricket, tennis og bandy, og min mor spillede også tennis.

Min mor var af jødisk herkomst, og min far var ikke, men jeg følte sådan set, at jeg var ret dansk, og skelnede ikke, hvad det angik. Men det kom jeg til i august 1943, hvor vi måtte se i øjnene, at vi skulle ud af klappen og prøve at komme til Sverige.

I Sverige havde min far nogle tennisvenner, der var velstående folk, så jeg kom på en svensk kostskole, der hed Sigtuna og er lidt ligesom Herlufsholm. De havde indendørs tennisbaner, og jeg blev trænet af Lennart Bergelin, der senere blev Björn Borgs træner. Så i forhold til så mange andre, der havde haft en hård tid i Sverige og andre steder, var jeg selvfølgelig meget forkælet.

Det var, som om der var sket noget i mig, da jeg kom tilbage til Danmark. På en måde hørte jeg til, på en anden måde hørte jeg stadig ikke til, fordi jeg ikke så alting i skarpe tvedelinger og ikke skelnede mellem at vinde og at tabe, mellem jazz og klassisk osv.

Jeg var mere interesseret i det spillerum, der åbnede sig og førte ind i det digteriske, maleriske eller musiske, og sådan er det stadigvæk. Jeg gik op i musik og filosofi og gik på biblioteket for at låne bøger om Platon og Sokrates og var journalistelev og vidste, at jeg også ville udtrykke mig i ord.

Det, der krævedes af en boldspiller, var at gøre sit yderste for at vinde, og det syntes jeg var en forenkling og for snævert. For mig handlede det om, hvordan jeg kunne surre alle de tråde sammen – musik, boldspil og skriverier – til en stor klump.

Det var måske tilfældigt, at det lige blev tennis, for jeg spillede endnu mere fodbold og også håndbold og bordtennis og vandt endda juniormesterskabet i 500 meter hurtigløb på skøjter.

Men det første, der bød sig, var, at jeg blev spurgt, om jeg ville rejse til Barcelona og spille nogle kampe der og kort efter med tennislandsholdet til Sicilien, så pludselig var der nogle åbninger. Jeg kunne også sagtens forestille mig, at jeg var endt som fodboldspiller i Italien.

Der var voldsomt gang i den i efterkrigsårene, hvor alting tegnede sig på ny. Typisk spillede jeg musik om aftenen fra kl. 20 til kl. 01, og derfra tog jeg op på Politiken, hvor jeg skulle skrive et eller andet om musik.

Hen på morgenen tog vi på en café, der hed Nattergalen, hvor der sad nogle digtere, jeg færdedes med, og så fik vi morgenmad og lavede musikprøver op på formiddagen. Ved 17-tiden skulle jeg træne tennis på Davis Cup-holdet i et par timer, og så spillede jeg musik igen bagefter.

Nogle gange var der ikke tid nok i døgnet, og så havnede jeg på Gentofte Amtssygehus, hvor min søsters husbond var overlæge, når jeg ikke havde sovet i 4-5 dage. Han var ikke meget for det, når jeg stavrede op og hverken kunne se eller høre. Vi røg meget tobak, og hvad dertil hører, og drak snaps, så når jeg kom op på Politiken kl. 01, fik man en guldbajer. Det gik da sikkert ud over fysikken, men jeg sidder her jo endnu.

I 1966 skulle jeg spille DM-finale i tennis, men jeg havde sagt, at jeg ikke ville spille efter kl. 15, fordi jeg ville se VM-finalen i fodbold mellem England og Tyskland. Vores kamp startede kl. 13.30, og da den ikke var færdig i tide, gik jeg fra banen for at se VM-finalen, og det blev en større sag. Så gik det ofte sådan, at jeg fik karantæne i seks eller ni måneder. De måneder kunne jeg passende benytte til at flakse omkring i et område, hvor jeg ikke havde karantæne.

Engang lavede jeg en kravletur gennem Danmark, hvor jeg kravlede fra København til Rødby, og på et tidspunkt var der en dame, der kom cyklende forbi, og hun råbte til mig: ”Torben Ulrich, De er ikke rigtig klog!” Det kunne hun jo have ret i.

Lars var måske naturligt nok interesseret i tennis, men også i musik, så det var vigtigt for hans mor og mig, at han selv mærkede efter, hvad han virkelig brændte for (Lars Ulrich, Torbens søn, der er trommeslager i Metallica, red). Han fik et år fri fra skolen for at spille tennis.

Det gik op for ham, at han hellere ville fokusere på musik, og det var fint. Jeg følte, at det var andre tider, end da jeg var ung, og konkurrencen er meget hårdere nu. I dag er det jo en hel branche, hvor unge spillere har agenter og trænere og massører og et fast rejseprogram.

Da jeg var yngre, blev jeg hængende et sted, hvis jeg hørte noget spændende musik eller mødte nogle spændende mennesker, og det kunne du godt, hvis du var god nok til, at der stadig var bud efter dig.

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke kunne have spillet professionel tennis i dag. Der er for mange krav om at spille i det og det mærke og repræsentere sponsorerne, og det var jeg ikke skabt til. I gamle dage var der mere plads til en underlig en som mig. På den anden side: De mange karantæner og alt det hyr fik mig aldrig til at opgive tennis. Det var jo det, jeg var rundet af. Jeg er stadig interesseret i boldspil – og musik og maleri og dans, og jeg ved sgu ikke hvad. Men jeg er ikke så interesseret i, om den ene eller anden løber af med sejren.

Har man været fysisk aktiv et helt liv, kan det måske være frustrerende at blive ældre. Men så er det, fordi du ikke rigtig forstår, hvad det vil sige at ældes, og at alting nedbrydes.

Det er jeg kun pinligt bevidst om hver dag, når jeg står op.

Det, jeg arbejder mest med nu til dags, er at aflære mig – ikke i betydningen at glemme – men at aflægge mig en masse af de forestillinger, man slæber rundt på, så man ikke låses fast, men hvor et nulpunkt åbner sig, der er fri for de konstante tvedelinger, for og imod, os og dem, det rigtige og det forkerte, at vinde og tabe.

Jeg spiller stadig lidt tennis en gang imellem – hvis man da ellers kan kalde min stavren rundt for tennis.

LÆS OGSÅ: Leif Sylvester: "Du kan slippe af sted med næsten hvad som helst, hvis bare du er overbevisende nok"

LÆS OGSÅ: Paul Smith: "Mange mennesker bruger for meget tid på at se ned i deres smartphone, på at blive fyldt med unødig information, og for lidt tid på at se på verden"

LÆS OGSÅ: Flemming Quist Møller: "Jeg har ikke det store medfødte talent. Jeg måtte pukle for at kunne udtrykke det nogenlunde. Det må jeg stadigvæk."