Tre apps, der redder dit liv som småbørnsfar

Kom ud af YouTube-loopet, find gode tilbud på børneting og hjælp dit barn med at falde hurtigere i søvn med disse tre apps.

Tre apps, der redder dit liv som småbørnsfar
Offentliggjort

Emilie Jacobsen 'Meditationer’

Der kommer et tidspunkt, hvor emhætten, føntørreren og Spotifys ’White Noise’-playlister ikke længere er nok til at få dit barn til at falde i søvn. Det er blevet for bevidst og skal have ord og historier. Kender du ’Tjugga’? En natbjørn fra natskoven, som er kommet for at tage dit barn med på en smuk og søvndyssende drømmerejse. Emilie Jacobsen læser højt, og vi lover, at det virker. Tricket er, at hun læser i slowmotion og gaber imens. Og gab smitter som bekendt.

Disney+

Disney.jpg

Når dit barn begynder at synge ’Hjulene på bussen’ på polsk, tjekkisk og italiensk, ved du, at det har set alt for meget YouTube. Loopet er uendeligt, og selv vil du næsten hellere have Stig Møllers ’Sikke’n Dejlig Dag’ på hjernen. Dig og dit barn skal i stedet få jer et abonnement på Disney+. Glæden ved at vise filmene fra din egen barndom til dit barn er enorm, og de holder stadig. Så må du leve med, at faderen i stort set alle Disney-klassikere dør inden for de første 20 minutter.

Reshopper

Det er dyrt at blive forælder for første gang, og medmindre du har nogle virkelig rige svigerforældre eller kan arve hele gildet fra dine nevøer eller niecer, vil du sætte stor pris på Reshopper. Her kan du købe brugte og billige babyting, som har været dyre engang. Barnevogn, autostol, puslebord etc. Vær dog forberedt på, at app’en til sidst vil gøre dig skør og tilbudsafhængig.

Reshopper.jpg

Kunsten at være far

Forside-339_mellem.jpg

I vores februarnummer og på euroman.dk sætter vi fokus på kunsten at være far. Vi har talt med komikerduoen Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der tilsammen har fem børn (med hver deres respektive hustru, forstås), om, hvad de har lært om opdragelse, ambitioner og skideballer – og om børn, der pludselig forsvinder, og ikke mindst om de små øjeblikke, der er det hele værd.

Derudover har vi talt med en lang række mænd om at være far, når det går strygende, og når det er allerværst. Lær at læse højt, rejs ud i verden med dine børn, vær en bedre (sviger)far, fortæl dine dårlige far-jokes med god samvittighed og meget mere.