DER FINDES POKERFJÆSET, det mimikløse, uigennemskuelige ansigt, nogle af os evner at iføre os, når vi skal bluffe os til favorable goder i både kortspil og livet. Og så findes der det udefinerbare drag om munden, du smider på, når du med din cykel bliver opdaget i at snuse rundt på en øde grund en mørk aften et sted i Danmark – hvor du tilmed bliver konfronteret af en mand, der har ligget på lur og lettere oprevet afkræver dig på en forklaring på, hvorfor du er kommet forbi netop hans adresse for anden gang på én dag.
Ulla Vang Christensen, 48 år, husker hverken sin mimik eller sit ansigtsudtryk, da hun blev opdaget. Men en privatdetektiv kan ikke gå i panik.
Hun skulle finde og overvåge en skyldner for en kunde, som ifølge hendes oplysninger opholdt sig på den øde grund. Flere gange var hun og hendes kollega kørt forbi adressen uden at se noget, der var værd at notere. Men mistanken om, at personen befandt sig der, skulle afdækkes, så for at sløre motivet for sin færden, var hun hoppet på en cykel og kørt derud for at se, om der var lys, post i postkassen og andre indicier, der skulle vidne om liv på matriklen. Denne aften blev hun opdaget og antastet, af hvem der viste sig at være skyldnerens ven.
”Mange vil nok opfatte situationen som anspændt og ubehagelig, men det handler om at nedtrappe konfliktniveauet, bevare overblikket og tale tingene ned. Jeg vidste også, at min kollega var tæt på, hvis det skulle eskalere,” siger Ulla Vang Christensen.
Det kunne næsten lyde som en scene fra en ny nordic noir-satsning på DR, men det er en af de mere dramatiske episoder fra Ulla Vang Christensens knap 14 år lange karriere som privatdetektiv, ni år af dem som selvstændig med efterforskningsbureauet CIS Gruppen. I USA viste tal fra Data USA i 2020, at der var omkring 87.500 private efterforskere landet over. Samme opgørelser findes ikke over detektivbureauer Danmark, og uden fagforening og officiel uddannelse kan opgørelser som disse være udfordrende. Ifølge Ulla Vang Christensen findes der fire til fem seriøse detektivbureauer rundt om i landet. Og hvordan ender man så der?
DETEKTIVEN ER AF EN SJOV STØRRELSE; omgærdet af mystik og drama, siden den amerikanske forfatter og kriminalromanens gudfar, Edgar Allen Poe, efter sigende opfandt detektiv-begrebet i novellen ’Mordene i Rue Morgue’ fra 1841, hvor kriminaldetektiven C. Auguste Dupin skulle opklare mystiske mord. En fortælling, der skulle være inspireret af Eugène-François Vidocq, en tidligere kriminel franskmand, som i 1833 stiftede det første private efterforskningsbureau nogensinde – som tilmed var bestående af tidligere fængselsindsatte. Dermed blev han verdenshistoriens første kendte detektiv, inden ordet ’detektiv’ var født.
Siden gjorde blandt andre den skotske forfatter Arthur Conan Doyle detektiv-personagen mytisk, da han præsenterede verden for den piberygende og deerstalkerhat-bærende privatdetektiv Sherlock Holmes, der på deduktiv vis opklarede kriminalgåder, og som sidenhen har fået en central rolle i popkulturen (der er lavet mere end 200 film med Sherlock Holmes som karakter).
De spændingsdirrende kriminalgåder bliver dog overladt til de litterære kolleger. For Ulla Vang Christensen og hendes hold består opgaverne mest af erhvervssager (”de udgør cirka 80 procent af alt vores arbejde,” siger hun). Det indebærer alt fra konkurrence- og kundeklausulssager og et eventuelt brud på disse aftaler til misligholdelse af ansættelsesforhold, hvor fx virksomheder kan mistænke en ansat for at stjæle fra varelagre eller arbejde for andre i deres arbejdstid. Privatdetektivens opgave er at undersøge, om mistanken holder stik. Det sker både gennem interview med relevante personer, overvågning og gennem spot checks, hvor detektiverne besøger særlige lokationer.
I visse tilfælde kan de også benytte sig af agent provocateur-metoden (hvor detektiven forsøger at fremprovokere en lovovertrædelse), som fx kan bruges til at undersøge, om en mistænkt arbejder med noget andet under en sygemelding eller i arbejdstiden.
”Når vi laver en agent provocateur, må vi ikke fremprovokere en handling ligesom politiet. Vi forhører os om møder og ser, hvad der er af muligheder, og lader den mistænkte afsløre sig selv,” siger Ulla Vang Christensen.
Og så er der de sidste 20 procent af arbejdsopgaverne. Det er privatsager, og de dækker over samværssager, brud på familieretslige domsafsigelser, mistanke om misrøgt, opsporing af biologisk familie og utroskabssager. Særligt sager om sidstnævnte plejer at vække folks interesse.
”Det udgør en meget lille del, men alligevel tror folk, at det er størstedelen af vores arbejde,” siger hun.
Hvorfor tror du, at folk synes, det er så spændende?
”Jeg ved det faktisk ikke. Jeg lavede engang en undersøgelse, hvor jeg kiggede på, hvad folk forbandt med dét at være privatdetektiv, og der scorede utroskaben højt.”
Så lad os tage den her: Hvordan fungerer det, når I efterforsker utroskab?
”Vi arbejder ud fra ægteskabslovens 33, der indebærer, at en ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold. Vi arbejder professionelt og prøver at undgå, at det bliver en gang dyneløfteri, men så længe det er inden for lovens rammer, hjælper vi også med det.”
At være lovens lange arm lader de politiet om, for som privatdetektiv har man ikke flere lovmæssige beføjelser end den menige danske borger. Man kan kalde detektiverne en slags lovmæssigt håndled, for med et efterforskningshold bestående af it-konsulenter, akademikere og folk med fortid hos blandt andet politiet, militæret og PET er tilgangen til undersøgelsen af sager og indsamlingen af beviser mere fleksibel og struktureret, end hvad den gennemsnitlige dansker evner.
”Det eneste, der nærmest adskiller vores arbejde fra politiets, er, at vi ikke har adgang til de samme datasystemer,” siger hun.
ULLA VANG CHRISTENSEN PLEJER at sige, at hun har ”anden etnisk baggrund end politi,” når folk undrende spørger ind til hendes karrierevalg. Med en kandidatgrad i medievidenskab er et job som civil efterforsker ikke lige den første kobling, der laves, når de hører om hendes karriere.
Hun startede da også med at arbejde med marketing og reklame i forskellige danske virksomheder, men stressende omstændigheder og krævende arbejdstider fik hende til at overveje, hvad hun skulle bruge resten af sit liv på. Da hun i 2008 blev mor for første gang, besluttede hun sig for, at tiden var inde til at prøve noget nyt.
”Jeg har altid været tiltrukket af adrenalinrusen, mens jeg også var lidt af en bogorm. Det er to modstridende interesser, og jeg har nok aldrig helt følt, at jeg har passet ind, de andre steder jeg har været,” siger hun.
I sin søgen faldt hun over jobbet som privatdetektiv. Det vækkede hendes interesse, men hun tvivlede på, hvor seriøst det var. Var det overhovedet et rigtigt job, eller var det bare noget, man legede? Hun fandt frem til et par detektivbureauer, som hun sidenhen kontaktede, og derfra gik det slag for slag. For ni år siden startede hun sit eget efterforskningsbureau, der i dag har 12 konsulenter tilknyttet. Nu lever hun af jobbet, hun med en detektivs sans for gådefuldhed beskriver som et, man ikke skal vælge for pengenes skyld.
Hvordan kommer man i betragtning til et job som privatdetektiv? Ligger det tilgængeligt på jobsider, eller handler det om at kende de rigtige?
”Jeg har aldrig set en jobannonce, hvor man søgte en privatdetektiv. Jeg rakte selv ud, og blev fastansat efter en vellykket prøveopgave, som jeg kom på. I mit firma kigger vi også på kvalificerede ansøgninger, selvom vi oftere finder folk, end de finder os. Vigtigst er dog, at vi har en varieret sammensætning af mennesker. Derudover skal potentielle konsulenter igennem et forløb med teoretisk og praktisk undervisning.”
Hvad er den vigtigste egenskab hos en privatdetektiv?
”Det er fortrolighed. Man støder på mange hemmeligheder, som man skal holde kunne holde tæt ind til kroppen. Dernæst er det vigtigt at kunne holde hovedet koldt i dristige situationer. Er du ude på en overvågning, må du ikke panikke, hvis der sker noget uforudsigeligt. Folks ageren i pressede situationer er noget af det første, jeg tester, når de er i betragtning til et job, og man kan ikke forberede sig på det uventede. To overvågninger er aldrig ens, så det handler om, hvordan folks krybdyrhjerne reagerer, når situationen spidser til.”
DER VAR ENGANG EN AMERIKANSK efterforsker, der fortalte Ulla Vang Christensen en ting:
”Der findes to typer af private efterforskere: Der er dem, der fortæller, at de er blevet opdaget, og så er der dem, der lyver.”
Selv er hun også blevet opdaget, ligesom dengang på den mørke og øde grund. Det kan ikke undgås, fortæller hun, og selv for den mest garvede detektiv hænder det, at man overser nogle faresignaler eller fejltolker en situation. Det sker er dog sjældent, når man er formet af mere end 13 års detektiverfaring. En erfaring, som også har betydet, at enkelte journalister har henvendt sig for en kvalificeret overvågning (det var dog for dyrt for medierne).
Hvordan er sammenspillet med politiet? Synes de om jeres indsats, eller synes de, at I er forstyrrende?
”Der er givetvis nogle højere oppe i systemer hos politiet, der ser skævt til os, men blandt dem på gulvet, som jeg overdrager sager til, er min erfaring, at de er glade for at få overdraget beviser. Da vi fandt skyldneren på den mørke grund, viste det sig også, at han var på flugt fra politiet og en sag i fogedretten, og vi kontaktede straks politiet, som kunne overtage derfra.”
Selvom I ikke overtræder nogle love, befinder I jer vel alligevel i en slags grænseland, for det er ret beset politiets arbejde, I laver. Hvilke etiske overvejelser gør du dig i forbindelse med dit job?
”Både i vores efterforskning og i omgangen med mennesker er vi påpasselige. Vi kan møde folk, der er i høj konflikt og i en følsom position. Vi laver objektiv efterforskning og kan sagtens ende med at rense den efterforskede person, for vi forfølger ikke uskyldige, bare fordi nogen betaler os. Vi er bevidste om, at det, vi laver, er et stort indgreb i folks privatsfære, men i nogle sager er det uundgåeligt, hvis vi skal afdække mistanken.”
