55 minutter efter fødslen mistede Sandie og Mikkel deres datter: ”Selvom Vilma ikke trak vejret, så findes hun stadig”

Vilmas liv og død, fortalt af hendes far

"Sandie bliver indlagt mandag den 10. maj, fordi fødslen skal sættes i gang. Men de efterfølgende dage sker der ikke noget. Sandie aftaler derefter i samråd med fødselslægen, at hun skal have et kejsersnit torsdag klokken fire om morgenen.

Kejsersnittet går godt og forløber efter planen. Vores baby kommer ud, og jeg får lige set hende. En blå baby. Det er jo ikke unormalt, men allerede der kan jeg ikke lade være med at tænke på, at noget er galt.

Hun ligger på et højt bord ved en varmelampe, fordi lægerne skal have varmet hende op. Vi er stadig inde på fødestuen, og alt er normalt, bliver jeg forsikret om. Men så begynder man at snakke om en forvagt, en overlæge, der er på hospitalet, og som kan tilkaldes. Han er dog travl med en anden kritisk fødsel, så i stedet bliver bagvagten tilkaldt. Han bor tæt på og kommer ind efter fem minutter i sit civile tøj og går direkte i gang.

De begynder at intubere Vilma efter fem minutter. Straks begynder jeg at være bange for, at hun ikke får nok ilt, og at hun vil blive hjerneskadet. Jeg er helt anspændt og forsøger at fremstå stærk over for Sandie. Jeg vil ikke have, at hun skal ligge udmattet og bedøvet fra brystet og ned på grund af kejsersnittet og samtidig skal frygte noget eller bekymre sig om, hvordan jeg har det.

Vilma ser ikke anderledes ud end andre nyfødte, men det er bare voldsomt med lægerne og al aktiviteten på stuen. Jeg stiller mig over i hjørnet og græder for mig selv, så Sandie ikke ser det. På det tidspunkt ved man ikke, hvor galt det står til. Der går ikke længe, før Sandie bliver involveret. Vi skal have nogen ud for at passe på hende, så Sandie ringer efter sine kusiner, som kommer så hurtigt, de kan. Jeg går med lægerne og sygeplejerskerne videre til et andet rum, så Vilma kan blive kølet ned. Hun har fået lidt farve fra varmelampen, men de slukker den, fordi hun ikke må blive for varm.

Overlægen er en klog mand, så inden vi forlader stuen, får han Sandie til at give Vilma et kys. Allerede i elevatoren på vej op til neonatal spørger han mig, om hun skal døbes. Der ved jeg godt, hvilken vej toget kører.

Vi kommer ind på en stor stue. Jeg tror, de er 10-12 stykker, læger og sygeplejersker, helt klar til at arbejde. Jeg sidder for mig selv og hulker. Det føles, som om der går 20 minutter, men tiden snegler sig afsted, og der er måske gået fem. Jeg vil gerne gemme mig, så jeg går ned på fællesstuen. Kort efter kommer en sygeplejerske og spørger, om jeg vil have min egen stue, men på vej derhen kommer overlægen ud fra Vilmas stue.

Han spørger mig endnu engang, om vi vil have, at hun skal døbes. Han giver mig et kram. Han siger, at han gerne vil have, at jeg går med ind og ser hende. Og så fortæller han mig, at hun ikke klarer den. Hun er stadig levende på det tidspunkt, men der er ikke mere at gøre. Der er en meget lille sandsynlighed for, at hun vil overleve. Hun vil være svært hjerneskadet, når han stopper behandlingen, men hun skal døbes inden for at sikre, at det sker, mens hun lever.

Sammen går vi ind i rummet. Jeg siger til ham, hvad hun skal hedde. Vilma Janni Skouborg Westh. Der kommer en sygeplejerske ind. Jeg siger til hende, at nu får vi jo aldrig et barn. For det første har det været en forfærdelig graviditet for Sandie. Og for det andet har hun lige ligget på briksen og sagt, at det var så hårdt, at det her vil hun aldrig gøre igen. Jeg tænker, at sådan bliver det. Nu får jeg aldrig noget barn.

Sandie bliver kørt til opvågning, så jeg går op på stuen og tager mit almindelige tøj på. Når man har været med til et kejsersnit, har man operationstøj på. Sandie ringer til min telefon og spørger, hvad der er sket, og hvor vi er, og jeg siger, at vi er på vej ned til hende. Jeg kan ikke sige det. Og jeg kan slet ikke sige det over telefonen. Jeg går ud på gangen og råber til lægen. Vi skal ned til Sandie, og det skal være nu.

Overlægen, børnelægen og et par sygeplejersker er med, plus de sygeplejersker der er tilknyttet opvågningen. Sandie ligger på enestue, så man har muligvis været klar over, at det er dårlige nyheder, der skal overbringes. Jeg kan ikke gå med ind på stuen.

Ude på gangen falder jeg ned på mine knæ, mens jeg kan høre, at Sandie får det at vide. Hun skriger. Skriger efter mig. Jeg løber derind. Og så græder vi. Kort efter går jeg ud til en eller anden ved en disk og siger, at vi har brug for noget krisehjælp."

Mikkel: "’Hun overlevede ikke,’ sagde jeg til min mor i telefonen. ’Hvem?’ svarede hun, for hun vidste ikke, om jeg mente Sandie eller vores datter. ’Vilma,’ svarede jeg. Og så knækkede hun sammen i røret."

Sandie: "Lige da Vilma var død, kiggede jeg Mikkel stift i øjnene og sagde: ’Vi går ikke fra hinanden på grund af det her.’ Og så sagde jeg: ’Vi skal nok få et barn, der lever. Det lover jeg dig.’ Det kan godt være, at jeg få øjeblikke forinden havde ligget på operationsstuen og sagt, at jeg aldrig ville gøre det her igen. Men da troede jeg også, at mit barn ville overleve."

Mikkel: "Under hele graviditeten var jeg bekymret for Sandie. Jeg spurgte alt for meget, om hun manglede noget. ‘Er du okay?’ ’Skal jeg gøre noget?’ Jeg var jo bare hjælpeløs. Kunne ikke gøre noget fysisk. Sandie havde været i ’sårbar gravid’-forløb, fordi hun havde det så dårligt i samtlige ni måneder, hun havde været gravid. Vi lider begge af angst, og hele forløbet med graviditeten, som var besværlig, gjorde, at vi hele tiden var ængstelige for, at der ville ske et eller andet dårligt.”

Sandie: "Jeg havde graviditetsbetinget forhøjet blodtryk og ekstrem kvalme. Det var ikke bare morgenkvalme. Jeg kastede op syv gange om dagen. Jeg prøvede at passe et job ved siden af graviditeten, men det var rent vanvid."

Mikkel: "Da Sandie så havde født Vilma, var der noget i mig, der tog over. En slags urinstinkt. ’Okay, Sandie, nu har du gjort alt dit. Fra nu af er det min opgave. Nu er det mig, der tager ansvaret.’"

Sandie: "Overlægen spurgte samme dag, jeg havde født hende, om jeg ville se hende. Men jeg så min søster for tidligt, samme dag som hun var blevet slået ihjel (Sandie Wesths storesøster blev dræbt af sin kæreste i 2007, red.), og der havde min hjerne ikke nået at registrere, at hun var død. Den fejl skulle jeg bare ikke begå igen."

Mikkel: "Vilma døde torsdag morgen og hele torsdag formiddag var vi overbeviste om, at nogen måtte have lavet en fejl. Men allerede senere samme dag snakkede vi med overlægen. Han forsikrede os om, at ingen kunne have gjort noget. Han var en slags overlægernes overlæge, mega garvet, og han og vores fantastiske sygeplejerske kom ind med et kæmpe smil om munden og sagde bare: ’Hej. Hvordan går det?’"

Sandie: "Vi har grinet meget af det, fordi han jo godt ved, at hvis han kommer ind og er bedrøvet og trist, så smitter det. Vi var barberet helt ned til vores instinkter, og så kommer han frejdigt ind: ’Nu skal jeg bare vise jer jeres barn.’ Det virkede helt vildt godt. Han var så overskudsagtig og positiv, at vi i dag tænker tilbage på den situation med et smil."

Mikkel: "Efter Vilma var død, lå hun i en kølelift på en stue lidt længere nede af hospitalsgangen. Vi havde ikke lyst til at have hende liggende hos os. Og vi havde slet ikke lyst til at have hende med hjem. Det var alt for meget. Vi fik derimod rigtig mange venner på besøg på hospitalet, og næsten alle ville virkelig gerne se hende. Det var så min opgave at vise hende frem. Og det var de samme ting, jeg tænkte på, hver gang jeg gik derind. ’Hvorfor ligger du her?’ ’Hvorfor er det, at du ikke bare kunne trække vejret?’ Men det var også en måde at vise hende frem på, for hun var jo stadig vores barn. At vise hende frem var med til at forklare, at det var derfor, vi havde det, som vi havde det. Selvom hun ikke trak vejret, så findes hun jo stadig."

Sandie: "Og at vise hende frem var også med til at gøre hende til noget, der eksisterer i vores vennekreds, og ikke kun mellem Mikkel og mig. Vores venner har børn, vi har et barn, men Vilma er her bare ikke længere."

Mikkel: "Lige nu har vi begge sorgorlov, men jeg er langsomt begyndt at trappe ind på mit arbejde. Det er meget fleksibelt. Jeg tager længere og længere dage, som tiden skrider frem, men jeg sidder egentlig bare og venter på, at Sandie ringer og siger, at hun gerne vil have mig hjem. I starten følte Sandie sig meget ensom, fordi alle andre var videre med deres liv."

Sandie: "Går livet videre? Det er en underlig formulering, for Vilma er jo hos os, hun er en del af os, og det kommer vi aldrig videre fra. Når folk spørger, om det går bedre, så plejer jeg at sige, at det går på en anden måde. Det går ikke bedre. Livet bliver bare noget andet. Men nu kan jeg godt stå i køkkenet og lave spejlæg uden at bryde sammen. Det kunne jeg ikke før."

Mikkel: "Vi havde snakket om at tage til koncert med The Minds of 99 i Parken den 11. september. Jeg havde billet og ville forsøge at skaffe en til Sandie. Men da vi nærmede os, kunne vi se, at det var vi slet ikke klar til. Nu har vi købt billet til koncerten i Royal Arena i januar, men det er heller ikke sikkert, at vi kan overskue det til den tid."

Sandie: "Det er omsonst, synes jeg, at lave delmål om fx at rejse eller at tage til koncert, når man bakser med de helt grundlæggende ting i livet. ’Død, angst, bliver jeg nogensinde glad igen?’ Det handler om at nå frem til at have en dag, hvor jeg ikke vågner op og er ked af det. Jeg er græskkatolsk med, om jeg nogensinde kommer til en fodboldkamp igen. Jeg kunne godt tænke mig, at min grundtilstand ikke er tristesse. Jeg kunne godt tænke mig, at jeg ikke har angstanfald hver uge. Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at mit grundsyn på livet ikke er, at jeg er bange for det. For det er jeg lige nu. Jeg er skidebange for livet."

Mikkel: "Min mor har altid sagt, at livet ikke er for nybegyndere. Det er hårdt, og der sker ting. Jeg har været forskånet for voldsomme tab, begge mine forældre har haft kræft, men lever stadig. Da Sandie og jeg blev kærester, var der pludselig én til at bekymre sig om. Ikke som en dårlig ting, men det fylder bare rigtig meget, når man har angst. Man frygter hele tiden de ting, der kan gå galt."

Sandie: "Det vigtigste, vi kan gøre for hinanden lige nu, er at have enorm tålmodighed."

Mikkel: "Jeg siger aldrig nej til Sandie. Hvis hun vil ud og spise frokost, så gør vi det. Jeg kan godt ligge og bare være i det, men Sandie kommer hurtigt i overdrive med tankerne og vil derfor gerne lave noget andet. Så går vi en tur. Det betyder også, at jeg ikke laver så mange andre ting. Fordi jeg gerne vil kunne være der for Sandie, hvis hun har behov for det. Men jeg siger altså nej, hvis hun vil have mig med på Brøndby Stadion på søndag. Der går min grænse, haha."

Sandie: "Der vil altid være ting i et parforhold, der irriterer en. Vasketøj på gulvet. Rod. Men når man oplever så stor en ting som dette, gider man ikke fluekneppe hinanden med en opvaskemaskine, der ikke bliver tømt. Jeg bliver ikke irriteret, hvis Mikkel ikke rydder op. Jeg bliver mere ked af det over, at vores datter ikke er her."

Mikkel: "Jeg har mange katastrofetanker. De er alle baseret på Sandie og på vores forhold og på, hvad der kan ske. Jeg frygter det værste, altid. For noget tid siden havde jeg en tidligere kollega, hvis mand pludselig døde, og et par dage senere døde Chris Anker Sørensen (tidligere cykelrytter og -kommentator, red.) så. Der blev min dødelighed meget tydelig. Jeg fik stress og hjertebanken. Jeg har en enorm frygt for at dø og efterlade Sandie uden et barn. Mine tanker kører i det spor. Og jeg arbejder meget med, hvad der gør, at jeg får de her tanker. Vi er i den særlige situation, at Sandie og hendes familie har oplevet en tilsvarende sorg før, da Sandies søster døde. De ved, hvordan man bearbejder og håndterer den sorg. Jeg kan se, hvor de er endt henne, og det hjælper mig. Sandie og jeg har mistet vores fælles barn, men vi har to forskellige slags sorg, som vi bearbejder både sammen og hver for sig. Vi har aldrig den samme reaktion på samme tidspunkt."

Sandie: "Livet har to gange vist mig det, der ikke sker for nogen andre. Der er meget, meget få, hvis søster bliver slået ihjel af sin mand. Der er meget, meget få, der mister deres barn efter det har været ni måneder inde i maven. Jeg har prøvet begge dele. Livet har vist mig vanvid, så nu laver min hjerne den slutning, at det vil være naturligt, hvis det bare fortsætter i samme rille."

Mikkel: "Det, der skete, var ikke noget, vi ikke havde forestillet os. Vi frygtede allerede det værste. Jeg havde tre venner, der skulle have et barn inden for de samme par uger, så jeg fortalte mig selv, at statistisk set ville der nok være en, der mister sit barn. Og det kunne lige så godt være os."

Mikkel: "Der gik tre måneder, før der kom en ægløsning, og vi måtte prøve igen. Vi var på Bornholm i sensommeren og skulle nå en masse praktiske ting, blandt andet at hjælpe Sandies mormor med at komme på plejehjem. Vi vidste, at det ville blive en lang dag, og at vi ville komme sent hjem, så vi ville hellere prøve om morgenen. Men den der bagkant, vi så fik, fungerede slet ikke for mig. Jeg kunne bare ikke. Pludselig var den der, og så var det min tur til at præstere, men jeg endte med at knække helt sammen, fordi jeg slet ikke var mentalt klar til det."

Sandie: "Det endte i en Tjernobyl-nedsmeltning af dimensioner. Vi var i Allinge, og jeg kørte tværs over øen til mine forældre i Rønne, mens jeg skreg hele vejen i bilen. ’Hvad er det her liv, og hvad skal jeg med det?!’ Jeg fik forklaret dem tingenes tilstand og kunne så køre tilbage til Mikkel efter et par timer."

Mikkel: "Og så aftalte vi at skaffe noget viagra eller noget præstationsfremmende til at tage brodden af problemet."

Sandie: "Samtidig begyndte vi at tale med andre par, der også havde haft problemer med lysten til sex, og fandt ud af hvor mange, der rent faktisk bruger det. Mænds seksualitet er kørt op til noget a la: ’I har altid lyst, I er altid liderlige.’ Det er jo nemt nok for os kvinder. Men det er jer, der skal præstere, og det er jer, der skal have ægte lyst. Vi talte meget om, at hvis ikke man har dét som mand, så er det lidt som at begå et overgreb på sig selv og på hinanden. Det, tror jeg, er skidefarligt."

Sandie: "Vi har heldigvis så meget selvindsigt, at vi godt ved, at vi ikke kan klare det her alene. Vi går til psykolog sammen, og vi går hver for sig. Jeg var så heldig, at Mikkel allerede gik til psykolog, inden vi mødte hinanden, fordi han godt vidste, at der var noget, der ikke helt fungerede. Og jeg vil skyde på, at hvis man er et par, hvor den ene ikke har så meget lyst til at gå til psykolog, så kan det godt kuldsejle lidt, fordi man ikke får de værktøjer, der hjælper en til at kommunikere."

Mikkel: "Fysisk er det jo dybt idiotisk at ønske sig et barn mere. Fordi jeg ved, at Sandies næste graviditet bliver hård, og at der kommer til at følge en masse katastrofetanker med. Men mentalt er det det eneste, der kan hjælpe os med at komme videre. Ellers ender vi med kun at være parret, der mistede et barn."

Sandie: "Næste gang vil vi ikke have barnets køn at vide. Vi vil ikke have børneting derhjemme. Der skal intet med på hospitalet. Det kommer til at blive planlagt kejsersnit, fordi jeg ikke længere har en psyke til at føde vaginalt. Det er allerede blevet konkluderet. Vi kommer heller ikke til at tage autostol med, for Mikkel skal ikke igen opleve at skulle tage den ud af vores bil og give den til mine forældre i parkeringskælderen under Hvidovre Hospital. Vi skal ikke igen køre hjem med en autostol uden en baby i. Vi er nødt til at tage visse forholdsregler. Det der med hvad barnets første sæt tøj skal være? Jeg er fucking ligeglad. Jeg skal bare have et levende barn med hjem."