Waage Sandø: ”Når jeg besøgte hende, var lyset altid slukket”

Hvornår vidste du, at du havde et talent?

”Jeg har altid været indbildsk forstået på den måde, at jeg har troet på mine egne evner. I skolen var det ofte mig, der blev sat til at læse højt for de andre, og jeg kan sige det så enkelt, at jeg faktisk aldrig har villet være andet end skuespiller. Jeg er nærmest vokset op på Det Ny Teater og Folketeatret i København, hvor mine forældre arbejdede som restauratører, så jeg hjalp med at sælge chokolade og slik og kunne gå ind og se alle forestillingerne med datidens største skuespillere som fx mit idol Mogens Wieth. Jeg var dybt fascineret, og det var min indgang til at blive skuespiller.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

”Han gav mig aldrig et egentlig råd, men min barndom og ungdom var præget af hæderlighed. Vi skulle opføre os ordentligt og måtte under ingen omstændigheder bande. Min far var meget religiøs, og vi bad bordbøn. Jeg gjorde oprør ved at flytte tidligt hjemmefra og blive venstre-vred politisk, hvor han var konservativ. Jeg svigtede også kirken, og af netop de grunde var vi på kant indimellem. Jeg holdt meget af min far, men han var et meget dobbelt menneske. Selvom han var religiøs, levede han et verdsligt liv og drak mange bajere og var ludoman. Han spillede på alt, der var at spille på. Vi overlevede det, men jeg har prøvet at komme hjem fra skole, hvor alle møblerne i vores store, pæne stue var væk, fordi han havde pantsat dem. Efter et stykke tid kom møblerne tilbage, fordi han havde styret sig og været henne og indløse dem.”

Hvilken bog bør enhver mand læse?

”Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’. Ellers holder jeg meget af at læse krimier som ren afslapning, og jeg er netop kommet igennem tre af slagsen af Michael Katz Krefeld, Steffen Jacobsen og Jo Nesbø. Jeg har altid gang i to bøger samtidig, gerne en krimi og en biografi, så jeg kan veksle imellem dem. Den næste i rækken bliver Barack Obamas nye biografi.”

Hvad er din største luksus?

”At jeg aldrig har været arbejdsløs og altid har tjent nok til at leve for og også til at gøre ekstra ting. Vi har rejst meget, kørt rundt i Europa og været i New York og Thailand. Det har været en stor luksus at kunne det. Men jeg er ikke et luksusdyr, og det er ikke sådan, at jeg samler på noget bestemt eller går op i tøj. Overhovedet ikke. Det er altid min kone, Pia, der informerer mig om, at der altså er kommet tre huller i min sweater, og så må jeg hellere finde en ny at tage på.”

Hvad er din livret?

”Jeg er ikke vegetar, men vi spiser ikke så meget kød derhjemme. Alligevel må jeg indrømme, at jeg har en svaghed for stegt flæsk med persillesovs. Ellers spiser vi mest fisk som rødtungefileter, kogt torsk eller sprødstegt fisk. Det er min kone, der står for madlavningen. Jeg har kun én ret, der er kendt som ’pølseretten’. Det er stegte wienerpølser med spaghetti og ketchup, og det var den ret, jeg serverede for vores børn, når Pia spillede teater ude om aftenen. Jeg foreslår altid Pia pølseretten, når hun spørger, hvad vi skal have at spise, for så ved jeg, at hun hellere vil lave noget andet, og så slipper jeg for tjansen i køkkenet, ha, ha.”

Har du en bestemt sang, du ofte hører?

”Ja. Bob Dylans ’Just Like a Woman’. Det er en fuldstændig vidunderlig ballade.”

Hvad skal enhver mand udrette, inden han dør?

”Bringe orden i sit bo, hvis man har muligheden, så dine efterladte kan tale ordentligt til hinanden, når man har forladt denne jord. Og så skal man selvfølgelig have levet sit liv i overensstemmelse med sine ønsker, mål og medmennesker.”

Hvornår har du været rigtig bange?

”Da en af mine døtre var to år, blev hun i en periode meget sløj. Jeg arbejdede på det tidspunkt på DR på en filmatisering af Tove Ditlevsens ’Ansigterne’ sammen med Susse Wold. Det var op mod jul, og jeg stod inde i studiet for at skyde en scene, da en teknisk producer kom hen og sagde: ’Waage, vi skal lige tale sammen.’ Han fortalte mig, at Pia havde ringet. Vores datter var kommet på hospitalet. Hendes blodprocent var faldet fra ni til tre, og det kunne være et tegn på leukæmi. Jeg var meget bange det første døgn, indtil lægerne heldigvis konstaterede, at det ikke var leukæmi. Men i en længere periode skulle vi hen og have målt hendes blodprocent hver anden uge. Det var et helvede. Jeg har selv været diabetiker i 20 år, og jeg nægter at måle mit eget blodtal hele tiden af den grund, fordi jeg ikke igen vil være slave af de målinger, som vi foretog med min datter dengang.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Jeg er vokset op på Vesterbro, og nede i Istedgade lå der en biograf, der hed ’Casino’. De begyndte at vise franske pornofilm ved midnatstid, hvilket var helt nyt. Husk på, at mit barndomshjem var meget religiøst, og at vi dengang heller ikke var vant til, at der lå pornoblade i kioskerne. En dag ville min kammerat og jeg derhen og se en pornofilm sammen, vi var vel 13-14 år. Vi løb ned ad trappen i opgangen, og nede i bunden lå der en jernrist. Jeg snublede og røg med knæene først på risten. Jeg slog mig voldsomt, men det skulle ikke forhindre mig i at komme i biografen. Da vi var nået et godt stykke hen ad gaden, syntes jeg alligevel, at det føltes klamt ned ad mit ben. Jeg trak op i bukserne, og udover at det blødte meget, havde jernristen lavet så dybt et hul, at jeg kunne se ind til knoglen. Vi måtte opgive pornofilmen og tage på skadestuen i stedet for. I dag har jeg stadig et ar under den ene knæskal.”

Hvordan husker du din første gang?

”Jeg kom relativt sent i gang og var en 17-18 år. Det var med en kvinde, som var et år ældre, og som jeg var meget forelsket i. Vi var kærester i to-tre måneder, men hun var ekstremt blufærdig, hvilket jeg aldrig rigtig forstod. Hendes forældre var velhavende og boede i en stor lejlighed. Når jeg besøgte hende, var lyset på værelset altid slukket. Selvom hun var min første store kærlighed og min første gang, så jeg hende aldrig uden tøj på. Men det accepterede jeg.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Skuespil og Oplæste artikler