En gruppe af ure er populære som aldrig før: ”Hvem tænder ikke på det?”

Hvorfor er re-editions populære i urenes verden? 

”Hvis man anskuer det i fugleperspektiv, er der jo rigtig meget, der er en eller anden form for re-editions. Enten fordi man genfinder noget i arkivet, som man bringer tilbage, eller fordi man – som med fx Rolex Submariner eller Omega Speedmaster – mere eller mindre har produceret de samme ure i 50-60 år, hvor man løbende har finjusteret design og urværk. 

I begge tilfælde køber man ind på et lille stykke historie og forbinder sig til en svunden tid, hvor et ur var et fundamentalt redskab og ikke blot som i dag en accessory. Man får en lille flig af historien og identiteten fra en dykker, en pilot, en astronaut eller en racerkører – og hvem tænder ikke på det?”

Hvilke er dine personlige favoritter inden for genren? 

”Hvis vi taler om modeller, der har været væk fra markedet og så er blevet genopfundet i moderne udgaver, vil jeg sige: Tudor Black Bay, Longines Legend Diver, IWC Big Pilot, Cartier Santos, Breitling Navitimer og Seiko MAS65 re-edition i forskellige afskygninger. 

Jeg har selv et Seiko SPB149. Jeg er ikke den store Panerai-fan, men hos dem kan man jo virkelig tale om en relancering, der satte ild til ur-verdenen tilbage i 1990’erne.”

Og hvilke er i dine øjne knap så heldige? 

”Indimellem benytter brands et jubilæum til at relancere sindssygt eksklusive udgaver af deres sportsure i massivt guld og lignende, og det forstår jeg ikke altid. Selvom jeg jo godt kan forstå, at målgruppen er der ...”

Er der ting, man især skal være opmærksom på, hvis man overvejer at købe et re-edition? 

”Man får jo i hvert fald ikke et banebrydende nyt design – så hvis man er til det, skal man nok kigge andetsteds. Omvendt vil jeg sige: Gå på opdagelse i historien og se, om det er noget for dig. Og så vær opmærksom på, om specifikationerne matcher dine behov. Skal det fx kunne tåle vand og stød? Er størrelsen god for dit håndled?” 

Kan re-editions ligefrem være en god investering?

”Som udgangspunkt synes jeg ikke, man skal tænke ure som en investering, og deciderede heritage-modeller, altså re-editions af en art, har ikke tradition for at stige voldsomt i værdi. 

Tudor Back Bay Black Rose er måske en undtagelse, men det er også et særligt tilfælde på grund af en meget kort produktionsperiode med ETA-værket og den særlige smiley/rose-skive. 

Og igen, da Panerai-brandet blev relanceret i 1990’erne lå priserne på 2-3.000 euro for de første modeller. Da hypen var på sit højeste i 00’erne kunne man sælge disse modeller for over 50.000 euro. Det er som bekendt altid svært at spå om fremtiden.”