Dette forår lancerede den danske modegigant Bestseller et nyt tøjmærke til deres allerede bugnende portefølje.
Mærket har fået navnet Annarr, og her vil man med klassiske snit, subtile detaljer og innovative metervarer mere end nogensinde forsøge at tale til den kvalitetsbevidste storbymand, som ellers ikke har haft for vane at gå til Bestseller, når garderoben skulle opdateres.
I forbindelse med lanceringen har vi talt med Per Reinertsen, brand manager hos Annarr, om det nysøsatte skib, de ideelle sommershorts og om kunsten at sammensætte en alsidig garderobe.
Hvilket hul i markedet var det, som I og Bestseller så, da I stiftede Annarr?
”Annarr betyder ’den næste’ på oldnordisk. Navnet bærer dels en reference til vores nordiske oprindelse, men også idéen om at imødekomme fremtidens forbrugertrends.
Generelt bevæger herremode sig hurtigt lige nu. Mænd klæder sig smartere og bliver mere bevidste om at købe mindre og bedre tøj. De søger langtidsholdbare kvaliteter i nye silhuetter. Det er det, vi forsøger at imødekomme med Annarr.
Selvom moden bliver mere dresset lige nu, er der ingen tvivl om, at produkterne også skal have en vis funktionalitet, så dele af vores kollektion er inspireret af workwear.
Men hele Annarrs designfilosofi bygger på idéen om ’one wardrobe’, hvilket vil sige, at den samme garderobe skal kunne dække dagens forskellige situationer, og at de enkelte styles kan bruges sæson efter sæson.”
Nu nævner du selv ’one wardrobe’ som koncept, altså en garderobe bestående af tøj, som kan dresses op eller ned alt afhængig af dagens forskellige gøremål. Hvad er de tre-fem mest alsidige stykker tøj?
”Vores stamme er upgraded essentials, og hvis vi skal blive konkrete, kan jeg godt lide nogle afslappede chinos, der gerne er omkring 46 centimeter i fodåbningen, en stribet poplin-skjorte med en længere flip og en afslappet, rundhalset merinostrik.
Hertil bruger jeg en rinse wash denim-overshirt til at give et mere underspillet look i løbet af dagen, men selvsamme outfit er fortsat interessant med en nålestribet dobbeltradet blazer i marineblå, når jeg går ud om aftenen.
Og så bruger jeg en weather proof cottoncoat, der når knæene, som yderste lag. Det kan dække stort set alle mine behov. De dage, hvor jeg ønsker et mere klassisk udtryk, skifter jeg chinoen ud med et par uldbukser med læg. Hvad angår farver, går jeg meget tonalt klædt, altså enten gråt, gråt, gråt eller navy, navy, navy.”
Hvad er det mest oversete stykke beklædning?
”Det er uldbuksen og den lange frakke. Ironisk nok, da det er to af de mest traditionelle ting i en herregarderobe.
Vi har været igennem en lang periode, hvor komfort var lig med stretch, og hvor hverdagsuniformen ofte var akkompagneret af et logo på brystet. Det bevæger vi os væk fra nu, eller rettere; vi vender tilbage til et mere klassisk udgangspunkt.”
Hvilken ting i din garderobe kan du ikke nænne at skille dig af med?
”Jeg fik for nyligt forsålet mine sorte brogues fra Rag & Bone x Grenson, som jeg købte i New York for omkring 10 år siden. De har et tidløst design og er desuden indbegrebet af godt håndværk, så de kan fint klare et årti mere.”
Lige her til sidst: Sommeren er meget tæt på at være over os – hvilke ting, eller to, bør enhver mand have i sin sommergarderobe?
”Et par loose fitted bomuldsshorts, der rammer knæene, og en lyseblå, kortærmet skjorte, hvor ærmerne når albuerne.
Hvad angår shortsene, kunne et forslag herfra være Annarrs ’Halden’-shorts. De har store påsatte baglommer og dybe indvendige forlommer, hvilket giver plads til nøgler, mobil, metrokort og solbrillen.”