Hvorfor er komplikationer i armbåndsure populære?
”Komplikationer har udviklet sig til et interessant område for high-end-ur-mærker. Vores tidligste kollektioner startede som three-handers med manuelt optræk, men med tiden blev urene mere komplekse, og i de seneste årtier har kronografer og kalender-ure været et foretrukkent innovationsområde for urmagere.
Et oplagt sted for os har været vores Portugieser-kollektion, der i tidens løb har haft nogle af de mest prestigefyldte komplikationer i vores portefølje. Den første Portugieser Perpetual Calendar er fra 2003, men inden da lancerede vi andre komplicerede ure, deriblandt tourbillons og IWC Sidérale Scafusia, der er vores mest komplicerede ur til dato.”
Er ur-entusiasterne en medvirkende faktor i udviklingen?
”Helt sikkert. De sidste par årtier, hvor mekaniske ure er blevet mere populære, har vi oplevet, at vores kunder bliver mere og mere vidende. De indsamler oplysninger i bøger, online, i butikker og oparbejder en omfattende knowhow, når de beslutter sig for at købe et ur.
Vi kan også se i vores kundedatabase, at folk ofte starter med et simpelt automatisk ur eller kronograf og siden bevæger sig over i komplicerede ure, i takt med at deres fascination for finere urmageri vokser.”
Hvad betyder lanceringen af Portugieser Eternal Calendar for jer?
”Evighedskalenderen er en komplikation fra øverste hylde, og den symboliserer vores tilgang til urmageriet. Det er en måde at presse os selv til det yderste, hvor vi hele tiden sigter efter den næste milepæl inden for ingeniørvidenskaben.
Kurt Klaus (berømt schweizisk urmager, red.) opfandt i 1985 en innovativ evighedskalender, som vores ingeniører i årenes løb konstant har forbedret. Det næste logiske skridt var at skubbe kalenderens præcision og månefasekomplikationen yderligere.
IWC har etableret sin egen kultur for urmageri, der kombinerer teknologi og håndværk siden grundlæggelsen i 1868. Det har resulteret i en særlig ånd og et træningsprogram for vores urmagere foruden et samspil med de nyeste teknologier for at skubbe innovation og kvalitet.
Den seneste Portugieser-kollektion er et vidnesbyrd om den kultur, lige fra tidlig forskning og udvikling til endelig kvalitetskontrol.”
Kurt Klaus er fyldt 90 år, men er stadig en slags brandambassadør for jer. Har han været med til at udvikle det nye ur?
”Nej, han var ikke direkte involveret, men han lagde fundamentet for evighedskalenderen, så man kan roligt sige, at han var med i ånden, og han har bestemt inspireret os med sin ingeniørånd til altid at udfordre status quo.”
Hvad var den største udfordring ved at lave uret?
“Der var et par stykker. Vi ville lave en mere præcis kalender med månefase ved at bygge videre på det eksisterende modul, men uden at gøre det tykkere eller større. Vi går ingeniøragtigt til værks, så vi bestræbte os på at finde den mest simple løsning på et komplekst problem.
Det er historien om Kurt Klaus om igen, da han opfandt den første evighedskalender, der kunne betjenes alene ved hjælp af kronen, og ikke som før krævede særskilte trykknapper.
Vi fandt ud af, at vi kun behøvede at tilføje otte komponenter for at opnå den nye sekulære evighedskalender. Og så fik vi tilmed lavet uret mere vandtæt. Vi brugte computere til at lave beregningerne og den nyeste teknologi til at udvikle ekstremt præcise dele med høj ’teknisk intelligens’.”
Hvad betyder en evighedskalender for dig som ur-designer?
“Jeg har altid været fascineret af evighedskalendere, fordi det, selv for mig der arbejder i branchen, er magisk, at man kan løse et problem på det rent mekaniske plan, så en kalender kan være præcis tusindvis af år ud i fremtiden.
Jeg tror, vores kunder har det på samme måde. Du køber jo ikke uret, fordi det er praktisk, men fordi der er noget romantisk og poetisk over det: Du går med noget på håndleddet, som er større end dit eget liv og som du sandsynligvis overdrager til næste generation. Det er det, som trigger den største følelsesmæssige respons i mig.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Ure