Tennis er blevet uhyre smart: ”Det er en trenddreven rovdrift, der bliver drevet på tennis lige nu”
Tennis har infiltreret popkulturen, herunder særligt mode, og sat sig på tronen som den mest tjekkede sportsgren af alle. Én, der virkelig ved, hvad det går ud på, er Nikolaj Hansson, som i 2021 stiftede tennistøjmærket Palmes Tennis Society. Vi har bedt Hansson tage temperaturen på tennis; kan den holde dampen oppe, og hvordan navigerer man i et felt, hvor der sker ret meget lige nu?
Foto: Kenneth Pihl Nissen
Hvordan har feltet mellem tennis, mode og kultur udviklet sig, siden du stiftede Palmes?
”Det er blevet mere sammenkrøllet på godt og ondt. Jeg føler mig ofte splittet, når jeg på én og samme tid bygger et brand med udgangspunkt i tennis og arbejder for udbredelsen af tennis som sport og kultur gennem Palmes, men samtidig er beskyttende over for den trenddrevne rovdrift, der bliver drevet på tennis i nutidens zeitgeist.
Men jeg tror, at tungen på vægtskålen for mig er, om man bidrager med noget konkret og positivt til den givne subkultur, som man tapper ind i, eller om man blot hiver, hvad man kan bruge i et rent kommercielt øjemed ud fra kulturen, smider det ind i maskinen og spytter det ud i den anden ende.
Tennis er ekstremt varmt for tiden med spillefilm, Netflix-serier og de nye afarter af ketsjersport, der vinder mere og mere frem. Men i Palmes prøver vi ikke at lade os distrahere af det, velvidende, at når toget af brands er kørt igennem den verden, som er tennis, og er på vej videre mod den næste trenddestination, så er Palmes stadig lige her, på tennisbanerne rundt omkring i verden, som er der, hvor vi for altid hører hjemme.”
Som du selv siger, er der en del brands, som indimellem godt kan lide at smage lidt på tennis, men I er stadig et af de eneste mærker, der ligger i det smørhul, hvor tennis møder streetwear. Hvad tror du, årsagen til det er?
”Jeg forstår det faktisk ikke rigtig selv. Kigger man mod golfens verden, er der oceaner af nye brands, både i streetwear-retninger og i mere formelle universer, som alle går dybt ind i kulturen.
Men i tennis er det stadig meget de store sportsmærker og de ikoniske retrobrands, der spiller hovedrollerne, parret med endnu større modehuse og tøjmastodonter, der kortvarigt dypper tungen i tennisbrønden, før de er videre til cykling, fodbold, løb, skateboarding, eller hvad den næste sportstrend nu bliver.”
Ja. Sperry, Diadora, og vi ved, at der er andet på vej. Palmes virker til at være en attraktiv partner at lave collabs med. Hvordan kan det være?
”Fordi vi er de eneste, der har formået at præsentere et tennisunivers på en fremadskuende måde, og fordi vi selv lever den kultur, som vi skaber vores univers ud fra.”
Én kendis skal sidde på tilskuerrækkerne til Wimbledon iført Palmes. Hvem drømmer du om?
”Nick Cave. En noget nær umulig drøm, da jeg hverken tror, han interesserer sig for tennis, eller at vores kollektion på nuværende tidspunkt er et sted, hvor den kunne matche hans stil.”
Har tennis oplevet sit peak, når det kommer til kulturel signifikans og opmærksomhed, eller er der potentiale for mere?
”Ligesom med alt andet tror jeg, det er en cyklus med opsving og nedgang. Tænk på 80’erne, hvor Borg og McEnroe fik alle ud at spille. Så døde den et par år efter, delvist fordi mange ikke gad at bruge den tid og flid, som det kræver at blive god til tennis, hvilket er fair nok. For det er både tidskrævende og drænende at blive god til det.
Der gik så en del år, før det næste boom kom med Agassi og Sampras. Og nu, hvor de to største på scenen, set med kulturelle briller, Federer og Nadal, enten er gået eller er på vej på pension, så virker det til, at der ikke er nogen spillere, der kan løfte arven på samme måde og transcendere sporten, som de gjorde.
Sinner og Alcaraz er fantastiske tennisspillere, men går deres væsen ud over banen, eller bliver det inden for stregerne? Kigger man uden for touren, så tror jeg, at tennis for evigt vil være kommercielt relevant – en smuk, ikonisk og traditionsbunden sport. Måske i lidt mindre grad og så lidt mere igen, men altid oppe i de øverste luftlag.”
Hvornår har en tennisspiller set allerbedst ud?
”Hvis du kan smide Guillermo Vilas ved Wimbledon i 1975, J.J. Wolf i 2021, Bill Tilden ved Wimbledon i 1921 og Yannick Noah ved French Open i 1983 ind på samme billede, så har du en krydsild af et svar.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Tennis og Herremode