Du har været hos Cartier i 40 år. Hvad overrasker dig stadig ved mærket?
”Mit job består i at lade mig overraske, og Cartiers medarbejdere holder aldrig op med at overraske mig. Cartiers historie er desuden så rig, at jeg lærer noget nyt hver dag. Det er mit ansvar at overføre kulturen fra Cartiers lange historie til de mennesker, der arbejder i huset i dag.
Mit job er også at analysere fortidens produkter og udstikke retningslinjer for, hvordan et ægte Cartier ser ud. Jeg dykker ned i arkiverne og bliver konstant overrasket. Også når der på kunstmarkedet dukker en Cartier-genstand op, som jeg ikke anede eksisterede.”
Hvad kendetegner et rigtigt Cartier-ur?
”Hvis det var så simpelt at svare på, tror jeg ikke, jeg ville være til særlig stor nytte for huset. Så ville det være skrevet i en bog, og det ville være okay. Jeg tænker ofte på, hvorfor vores grundlæggere ikke skrev nogle regler ned. Men jeg tror, de har været kloge nok til ikke at indgravere det i marmor. For så risikerer man at gå i stå.
Vores tilgang til Cartier-stilen er, at den er som et levende sprog. Selvfølgelig har vi en grammatik, men et levende sprog ændrer sig, udvikler sig. Når det er sagt, er der selvfølgelig et ordforråd. Det kan være romertal, en cabochon (smykkesten uden facetter, red.), en bestemt blanding af farver i urene, idéen om at arbejde med former.
De principper har vi for øje, men vi prøver at være så generiske som muligt og ikke at være for præcise. På den måde overlader vi udtrykket til de kreative og giver dem frihed.”
Mange elsker Cartier mere for designet end selve urværket. Hvorfor?
”Det er ikke overraskende, at samlerne favoriserer det aspekt af Cartier, fordi det er grunden til, at Cartier findes. Vi blev født som urmagere og formskabere. Men det betyder ikke, at vi ikke er opmærksomme på kvaliteten af urværket. Slet ikke. Det er bare ikke omdrejningspunktet. Og hvis det er det, skal det transformeres til noget, der har en sammenhæng med æstetikken.
Tag Monopoussoir-værket, der først blev introduceret i Tortue-modellen. Her har komplikationen en konsekvens i forhold til æstetikken. Og så leger vi med det. For 10-15 år siden udviklede vi 29 urværker, der havde det til fælles, at vi overvejede konsekvenserne i forhold til æstetikken.
Men det betyder ikke, at vi kun fokuserer på æstetikken. Når du er guldsmed, er du besat af at opnå lang levetid i alt, hvad du skaber. Det gælder også ure.”
Hvorfor har vintage Cartier oplevet en renæssance i de senere år?
”Jeg er gammel nok til at have oplevet interessen for mekaniske ure, der blussede op i 80’erne. Jeg arbejdede for Cartier i Italien, og det var der, alting startede. Det var i Italien, de første specialiserede magasiner om ure dukkede op.
I begyndelsen var det mest et legetøj til mænd, store ure, der afspejlede et vist maskulinitetsbegreb. Jeg går ikke ind i den slags definitioner, men jeg konstaterer, at der i dag er en større åbenhed og frihed for mænd til at udtrykke sig selv.”
Hvordan opdaterer man en historisk model uden at gøre samlerne sure?
”Vi gør snarere samlerne glade, når vi gen-introducerer et ur, der har været ude af sortimentet. Vi får mange anmodninger om at genintroducere modeller. Som regel bliver de taget godt imod, fordi samlere godt kan lide at sætte flueben ved en produkthistorie.
Det kan være et Crash-ur, som alle kender fra 60’erne, og som blev relanceret i 80’erne og 90’erne. Når vi relancerer et ur, har det et ekko fra den originale model, samtidig med at det indgår i en historisk periode for eftertiden. Samlere er et kræsent folkefærd, og de kan minde om bilentusiaster.
Men jeg tror, alle glæder sig over den nye teknologi, fordi urene er blevet nemmere at vedligeholde og er blevet mere præcise. Fx genindførte vi i 2018 Panthère-uret. Vi overvejede at ændre proportionerne, men droppede det, fordi de er fantastiske.
I stedet redesignede vi lænken og den måde, urværket lå inde i urkassen. Resultatet er stadig meget tro mod den originale fra 1983. Det er den slags diskussioner, vi altid har: Hvor tyk eller tynd skal urkassen være, hvad er den rigtige dimension?”
Hvad er det vigtigste for dig i den proces?
”Jeg har en idé om komfort og elegance, der er knyttet til urets volumen på dit håndled. Det er helt essentielt. Det er ikke kun originaliteten, som er nøglen, men hvordan objektet passer på dit håndled. Det ur, du bærer, bør sidde helt perfekt.”
Nu vi taler om det: Hvilket ur går du selv med til daglig?
”Et moderne Santos de Cartier, fordi det giver mig mulighed for at skifte fra lænke til en læderrem, så mange gange jeg vil. Jeg er så glad for det, at jeg også måtte have det med grøn urskive.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Ure og Mænd