8 modetendenser til efterår og vinter du bør kende til

Euromans moderedaktør Kenneth Pihl Nissen udpeger her efterårets og vinterens vigtigste herremodetendenser. Fra rullekraven til en nyfortolkning af jakkesættet.

8 modetendenser til efterår og vinter du bør kende til
Offentliggjort

Hvad bliver efterårets og vinterens modetrends til mænd?

Her samler Euromans moderedaktør Kenneth Pihl Nissen op på de vigtigste tendenser, som de store modehuse præsenterede tilbage i januar under modeugerne i London, Paris, Milano og Firenze, hvilket bliver aktuelle nu:

Sweater vest

"Den har været fremme i et par sæsoner, men den er i fuld flor netop nu. På catwalken har vesten floreret meget med T-shirts indenunder, og det look er næsten ved at blive mainstream. Det er dog meget et statement, når du kombinerer med en T-shirt eller bruger vesten for sig selv.

Personligt betragter jeg vesten for at være mere anvendelig. Fx ved at kombinere med en frakke, så du undgår de bare arme og dette statement-look.

Hvis du vil bruge vesten sammen med en skjorte, skal du hælde mod en model, der er en lille smule større, ellers fungerer de ikke sammen. V-halsen har oftest været dominerende i forhold til den runde hals, men denne sæson har det været fifty-fifty.

Jeg kan bedst lide rundhalsen til frakken eller blazeren, for det føles ikke så vest-agtigt, men mere som at have en almindelig striktrøje på. Hvis du ikke er vant til at gå med veste, så start med en ensfarvede, og så kan du senere prøve dig med en printet version."

Brede bukser

"Herremode er ikke så omskifteligt som hos kvinderne, og vi har gennem noget tid snakket om, at bukserne skal have noget mere bredde, men denne sæson er buksene virkelig blevet bredere og nærmest ekstreme.

Du skal ikke tage de ekstreme, men du skal klart gå med et par bredere bukser fremfor nogen, der er slim. Mange mærker har lavet højtaljede uldbukser, som draperer flot og næsten slasker på gulvet. Det ser nok bedre ud på catwalken, end det er anvendeligt i det danske vintervejr, men det er i den retning, du skal gå. Tag en mellemvej, hvor der er lidt luft omkring benene."

Mønstrede striktrøjer

"Skarpe farver og mønstre dominerer denne sæson på strik. Man ser både geometriske, abstrakte og nærmeste psykedeliske mønstre. En anden tendens i den strikkede verden er, at flere modehuse har mohair strik på catwalken denne sæson

Der er også en form for humor i flere af modellerne."

Den klassiske trenchcoat

"Igennem mange sæsoner har trenchcoaten været meget voluminøs og haft mange forskellige farver, men denne gang er jakken vendt tilbage til rødderne, så nu er det cool igen at have den klassiske og beigefarvede.

Burberry er et åbenlyst valgt, men Fendi har nok lavet en af de fedeste trenchcoats denne sæson, der er en tand mere lys og kommer i en knækket hvid."

Farve: Rød

”Den største farvetendens forrige efterår og vinter var rød, og den er stadig en ting. Det er både den postkasserøde og bordeaux, og mange kører colorblocking, så hele outfittet er rødt. Andre blander den postkasserøde med bordeaux.

Jeg er personligt ikke på all red i min egen garderobe, det er for meget for mig, men jeg kan godt lide at tage et par blå vaskede jeans, sætte dem sammen med en rød uld- eller cashmere strik og så en blå duffelcoat. På den måde bliver det mere preppy."

Farve: Cognac

"GQ har omtalt farven som Werther's Original, men jeg hælder mere til at beskrive den som cognac. Denne brunlige farve er meget udbredt, og hvis du har mod på colorblocking, fungerer cognac godt sammen med beige.

Det er dog vigtigt, at du ikke prøver at matche farverne fuldstændig på trøje og bukser, de skal ikke ligge 100 procent op af hinanden. Der må gerne være en farveforskel, for ellers kan det godt se for søgt ud, hvis du virkelig prøver at matche dine farver."

Casual suitting

"Det nye suit? Mange mærker har lavet deres egen fortolkning af jakkesættet, hvor man mere bruger en overshirt i samme materiale, farve og mønster som bukserne. På den måde gør man jakkesættet mere casual og anvendeligt. Paul Smith har virkelig embraced denne form for suit, hvor han ofte bruger mønstre. Fløjl er også populært som materiale."

Rullekraven

"Selvom det er en trøje, der normalt splitter folket, ser man mange rullekraver på catwalken for tiden. Det er både den tynde, tykke og sågar den printede rullekrave.

Stylingmæssigt på modeshows har rullekraven været trukket helt op, hvilket ikke er for alle."