Leif Sigersen: "Jeg kommer ikke i et jakkesæt fra Magasin. Jeg ville ligne en idiot"
Året 2020 har lagt en dæmper på festlighederne, men pandemien har ikke taget modet fra Danmarks 10 bedst klædte mænd, som Euroman traditionen tro kårer og hylder. Fælles for mændene er, at de har sans for at sætte farver og materialer sammen, og så har de modet til at være sig selv. Her fortæller Leif Sigersen, 55 år og blomstermand, om overalls, Patti Smith og en over 2.000 år gammel ørering.
”Man skal kunne fornemme, at folk føler sig godt tilpas i det, de har på. Det er for mig ekstremt dårlig stil, hvis man flueknepper et modeblad, og så er det det, man går efter, uanset hvilken kropsform man har. Man skal have en fornemmelse af, hvad der klæder én, og hvad der ikke gør. Jeg har også altid syntes, det var lidt underligt, når folk skifter stil hver anden mandag. Jeg synes også, at jo ældre man bliver, jo mere skal man lægge sin stil fast. Det er fint, at man prøver nogle grænser af, når man er ung, men når man har en vis alder, er det mærkeligt, hvis man skifter sin stil for meget. Jeg er 55 og har stort set altid set sådan her ud. Da jeg var yngre, var der af og til nogen på gaden, der råbte efter mig, at jeg så mærkelig ud. Det oplever jeg ikke så meget mere, men der er også sket meget med mandemoden siden. Da jeg var 15, var der ikke lige så mange, der så anderledes ud, som der er i dag.”
Barbara Gullsteins begrundelse:
Lige så længe jeg har kendt Leif Sigersen, har han holdt ved sin gennemførte rokoko workwear-stil af bløde bondeskjorter, opsmøgede smækbukser og lædersko. Ligesom med sine blomsterkreationer har han en forkærlighed for det skæve og kunstneriske. Hans smykker i sig selv ligner noget fra en anden tid – og skulle efter sigende være det. Leifs stil er som ingen andens, og han holder fast i den.
Hvornår føler du dig mest velklædt?
Annonse
”Mandag morgen i mit arbejdstøj. Jeg har næsten altid praktisk tøj på, fordi jeg arbejder med blomster som dekoratør, og jeg skal kunne kravle på gulvet og hænge i loftet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke går op i, hvad jeg tager på, men det er ikke noget, jeg bruger al min tid på. Jeg klæder mig kun for min egen skyld, og det skal helst være behageligt. Jeg har også meget pænt tøj og holder af at gøre mig umage til en fest, men jeg bryder mig ikke om, når nogen skal diktere, hvad jeg skal have på, som fx når der er en dresscode. Jeg kunne sagtens finde på at tage overalls på til et bryllup, men så får jeg dem syet i et fedt stof. Jeg kommer ikke i et jakkesæt fra Magasin. Jeg ville ligne en idiot.”
Hvilken ting i din garderobe kan du ikke undvære?
”Mine overalls. Jeg har cirka 50 forskellige. Lee laver de bedste, fordi de sidder godt og er tilpas tykke i stoffet."
Har du en særlig ting i din garderobe?
”Jeg har fået en lille engle/putti-ørering af min kæreste, som han har fundet på en auktion i England. Den er over 2.000 år gammel, og den er jeg meget glad for.”
Hvilken ting drømmer du om at tilføje til din garderobe?
Annonse
”En af mine yndlingsdesignere er en britisk fyr, der hedder Paul Harnden. Han er kendt som skomager og laver også fantastisk tøj, men det er dyrt og svært at få fat på. Jeg fandt et par af hans sko for cirka 10 år siden, som jeg stadig drømmer om at købe. De er næsten umulige at finde, men jeg holder øje på eBay og lignende sider. De koster omkring 10.000 kroner."
Hvilken offentlig person, synes du, er mest velklædt?
”Patti Smith. Hun går i store skjorter, løse slips og er ikke særlig feminin i sin stil. Hun ser altid cool ud.”
Har du en ejendel, du er ked af, at du har mistet?
”Jeg har for nyligt mistet et traditionelt, flettet armbånd fra Indien. En af mine veninder havde fundet det i guld og taget det med hjem til mig. De laves nærmest kun i sølv, så det var lidt særligt, og jeg var virkelig glad for det. Desværre gik låsen op, og jeg mistede det. Jeg håber virkelig, at nogen har fundet det og er glade for det.”
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.