Rud Aslak: "Det var musikken eller fodbolden. Musikken vandt"

Rud Aslak er på Euromans liste over de 10 bedst klædte mænd i Danmark. Find hele listen og læs interviews om stil med alle de nominerede i det nye Euroman.

I BARSELONAS første grynede musikvideo fra 2016, YouTube-hittet ’Barcelona’, ser man en lidt genert, karseklippet Rud Aslak, der ryger en smøg i et badekar iført grå Kappa-hættetrøje og et par trætte sneakers, mens sommersolen står op over Refshaleøen. Spol frem til 2020 og bandets nye video ’Min eneste rus’, hvor de nostalgisk flimrende billeder er skiftet ud med sort-hvide optagelser fra et pladestudie med et ægte tæppe på gulvet, en Rud Aslak i et strømlinet sort outfit, en ny frisure og ikke mindst en attitude, som får en YouTube-bruger til at skrive i kommentarfeltet: ’Det satme Liam Gallagher V2!’

Hovedpersonen selv konstaterer overrasket, at folk ’reagerer’ på hans hår. Ikke mindst fordi han i årene mellem de to musikvideoer anlagde sig skulderlangt hår, som altså nu er afløst af en lige så genkendelig omend radikalt anderledes frisure. Det gør man ikke ubemærket.

”Nogle synes, at det er fedt, andre, at jeg har stjålet Liam Gallaghers frisure. Og ja, der er da nogle klare inspirationskilder, men Oasis har altså ikke patent på stilen. Desuden vil jeg mene, at Ian Brown fra Stone Roses havde den frisure før Liam,” siger Rud Aslak.

Han læner sig tilbage i stolen på Central Hotel & Café i Tullinsgade og tager et hvæs af en Blå Kings. Den 20-årige sanger er født og opvokset på Frederiksberg, men som han sidder der med en sixpence trukket ned i panden, bakkenbarter og en smøg i flaben, ligner han mere et eksotisk nordengelsk indslag end en indfødt frederiksbergborger. ’Centralcafeen’, som han kalder den, er hans foretrukne kaffebar og ligger i en for ham velkendt trekant med Skolen ved Søerne, hvor han lærte sine første akkorder, og barndomshjemmet nær Forum, som de naturlige fikspunkter. Han er på hjemmebane med udsigt til Tullinsgades skvulp af kendisser og københavnere, der spilder over fra Værnedamsvej, gaden med de franske fornemmelser.

’Hey Lars, du ser skarp ud,’ siger han til en forbipasserende mand, en musikproducer, viser det sig, som kvitterer med et hjerteligt skulderklap og et, ’det gør du fandeneddeme også!’

At Rud Aslak ser skarp ud, er ikke nyt for hans omgivelser eller fans og har som sin logiske konsekvens, at han også optræder på Euromans liste over Danmarks bedst klædte. Han sidder på fortovscaféen i sort jakke, sorte jeans og sorte sneakers. Eneste farveindslag er to guldringe på højre hånd, hvoraf den ene rummer en rød sten.

”Jeg begyndte at gå med dem, da vi startede bandet. De betyder noget særligt for mig, fordi de har tilhørt mine oldeforældre. Jeg kan tage noget nyt tøj på hver dag, men ringene er konstante. Dem tager jeg aldrig af.”

Noget andet, der er konstant, er Barselonas popularitet. Gruppens tredje album, ’1 dag er vi 1 minde’, udkom i september og høstede gode anmeldelser. Politikens anmelder Pernille Jensen kaldte popduoen – der består af sanger og sangskriver Rud Aslak og Rasmus Theodor på guitar og keyboard – for et af landets mest spændende bands. Eller som hun skrev, ’de kan ikke stave til Barcelona, men de kan så meget andet.’ Det nye album er ifølge Rud Aslak mere rocket og håndspillet end tidligere, hvilket ikke er tilfældigt.

”Vi har været meget opmærksomme på, at vi udfordrer os selv og prøver noget nyt. Vores største frygt er at skrive den samme sang to gange. Det samme i forhold til stil. Det har været naturligt, at vi også der rykker os. Der sker meget, fra man er 16 til 20 år,” siger han.

Det forklarer også hans nye hår, som Aslak selv kalder en sjov stilmæssig ændring, som passede godt til det musikalske skift, ’også selvom vores lyd ikke er britpoppet.’

DE FLESTE DRENGE drømmer om at blive fodboldspillere. Rud Aslak var ingen undtagelse, men i hans tilfælde var det ikke den eneste drøm. Han vidste allerede i anden klasse, at han skulle gå musikervejen, hvilket tvang ham til at træffe et svært valg. Fodbolden eller musikken.

”Det var et stort problem for mig, for man kan ikke begge dele. Man skulle jo træne mange gange om ugen, spille kamp hver søndag. Det er meget tid, især når man stadig går i skole. Jeg gik all in på musikken i stedet,” siger Aslak og tilføjer: ”Der var også et stilmæssigt clash mellem musikken og fodboldverdens verden. Et af mine tidlige forbilleder var Jimi Hendrix, der havde et mere råt udtryk frem for de renskurede professionelle fodboldspillere.”

Han fandt hurtigt ud af, at det var sangskrivningen, der var mest interessant, og famlede sig frem på gefühl med inspiration fra folk som Peter Sommer og Kim Larsen. Det var det, han lyttede til, det forældrene satte på i bilen, når de kørte en tur.

”Peter Sommer har haft stor betydning for, at jeg laver musik, og at jeg laver den på dansk. I mine øjne er han den største rockstjerne i Danmark. Der er ikke nogen, der kan skrive som ham. Og så er der attituden, tøjet, han er rockstjerne på den helt rigtige måde, ikke på den fucked måde, hvor man bare skejer helt ud. Håndværket er i orden.”

Hvornår vidste du, at du havde et talent?

”Sådan har jeg aldrig tænkt på det. Jeg har bare altid vidst, at det var det her, jeg ville. Og så bildte jeg mig ind, at hvis man vil noget 100 procent, så kan man det også. Jeg har mødt mange, som er bedre til at skrive end mig, men som ikke har turdet springe ud i det.”

Måske var det den samme selvtillid, der gjorde, at Barselona i sommeren 2016 spillede for tusindvis af mennesker på Roskilde Festival, selvom de forinden kun havde udgivet et par mixtapes på SoundCloud og spillet en håndfuld koncerter.

”Der var en fuldkommen vanvittig stemning, folk var virkelig sultne. Det føltes som sandhedens time. Jeg skulle bevise for publikum og for mine forældre og venner, at nu var det her mig. At jeg turde slå ind på musikervejen, selvom den er usikker,” siger han.

Bandet havde besluttet sig for at optræde med et hvidt tema – mest af alt for at vise, at der var tænkt over tingene. Rasmus Theodor kom ind i en stor hvid pels, og Rud Aslak i hvide bukser og hvid skjorte, lædervest med rygmærke og et lyserødt Soulland-halstørklæde.

”Det var ret fucked, men en lædervest har på samme tid noget rock’n’roll og bodegastemning over sig. Det giver også en sjov dynamik, når der står en ung dreng med et lyserødt halstørklæde og synger popsange i den mundering,” siger Rud Aslak, der siden ilddåben på Roskilde har købt flere læderveste helt uden ironisk distance. Som han siger: ”Læderveste kan altså noget!”

Barselona klæder sig ikke længere ud, når de går scenen. De klæder sig på. I 2019, da bandet spillede for hele Danmark i bedste sendetid under P3 Guld-showet, var Aslak igen trukket i bodegavest, men denne gang var stilen mere afdæmpet med en blå skjorte under vesten, sorte jeans og hvide sneakers.

Og som Soundvenue konstaterede, så var der ingen, der dansede ned ad catwalken med så meget tilbagelænet overskud som Rud Aslak.

”Jeg tror, det hænger sammen med, at vi som personer har udviklet os. Vi er blevet mere åbne. Det er også hårdt i længden at have noget på, som man ikke er tryg i,” siger han.

Han føler sig mest velklædt, når han kan trække i enkle designs og farver, fra jeans til hvide sneakers eller Clarks. Det er nemme valg, medgiver han, for stilen er alsidig nok til, at han kan have det på til koncert eller en tur i Netto. En ting, han imidlertid ikke går på kompromis med, er jakker. Sidste gang han talte, hvor mange der var i klædeskabet, nåede han op på 38.

”Det giver jo ingen mening at have så mange jakker, men jeg har altid interesseret mig for stil og mode. Jeg var også forsøgskanin for min mor, der er frisør. Min stil var i øst og vest, og jeg har nok altid leget lidt med det, fra jeg var lille. Det startede som en udklædning, men endte som en oprigtig interesse i stil. Jeg gik altid i store jakker, ligesom mine venner, og tog aldrig jakken af. Heller ikke i klasseværelset. Jeg kan godt se nu, hvor flabet det må have set ud fra lærerens synspunkt: Os drenge, der sad i store jakker med korslagte arme og ventede på at få fri. Som om man altid var på vej videre.”

Et spørgsmål om stil – tre skarpe til Rud Aslak

Hvilken stil håber du, aldrig kommer tilbage igen?

”Rasmus (Theodor, den anden halvdel af Barselona, red.) talte om Björkvin for nylig og havde faktisk købt en trøje, og da jeg så den trøje, gik det op for mig, at jeg i hvert fald ikke håber, at det mærke kommer igen (griner, red.). Det er sådan noget med masser af store print og farver. Jeg håber heller ikke, at Evisu-bukser kommer igen. Det er dem med store malede print ned ad røven. Jeg foretrækker, når tøj er simpelt og tidløst, ikke for konceptagtigt og tidstypisk.”

Hvilken ting drømmer du om at føje til din garderobe? 

”Et par støvler. Rasmus går altid i jakkesæt og cowboystøvler, og han har efterhånden fået mig til at betragte cowboystøvler som en naturlig ting. Men jeg er nok mere til Dr. Martens. Problemet er, at jeg føler mig klodset i et par støvler. Sko skal helst være noget, jeg kan spille musik og fodbold i. Så kører det.”

Hvilken offentlig person synes du, er mest velklædt? 

”Jeg har altid syntes om Mads Brüggers stil. Den er inspirerende, selvom jeg ikke selv kunne finde på at køre den. Jeg kan lide, at der er tænkt over tingene. Det er detaljerne, slipsespændet, det røde skæg, den skaldede isse, de store briller. Det er meget ikonisk, det han har gang i. Jeg kan huske, at vi lige var blevet signet af ArtPeople, og pladeselskabet lå en etage over Radio24syv, hvor han arbejdede. Jeg så ham nogle gange stå nede i gården og ryge i et par hvide Stan Smiths, jeans, hvid skjorte, slips og jakke. Og så et par sindssygt fede briller. Det seje er, at han kan gøre det, uden det bliver formelt. Han hviler i det.”

’INGEN KAN LØBE fra bump på vejen’, hedder en af sangene på Barselonas nye album. Rud Aslak har skrevet det til bandets ene manager, der mistede sit ene ben ved en alvorlig ulykke. Under sin genoptræning var han nødt til at gå rundt i en stue for at genvinde førligheden, for det var i det store og hele op til ham selv, om han skulle komme til at gå igen.

”Han beskrev det for mig, som at han skulle gå i ring for at lære at gå, hvilket i sangen er blevet til: ’Man er nødt til at tage det første skridt/hvis man vil lære at gå/Du kan blive nødt til at gå i ring/hvis du ikke vil gå i stå,’” siger Rud Aslak og holder en pause.

”Det lyder som en metafor, ikke? Men for mig var det helt konkret hans historie. Det var en ting, han havde taget med videre også i andre sammenhænge. Hvis man vil have et band til at blive stort, så kan man ikke bare sidde og vente på, at tingene sker. Man er nødt til at gå den ekstra kilometer, ellers sker der ikke en skid. Det prøver jeg at huske mig selv på.”