Blåstemplet: Årets sommerjakke er alle tiders jakke
Bleu de travail-jakken levede en stille tilværelse blandt franske arbejdere, da streetstylefotografiets fader tog den til sig. Nu er den noget af det mest moderigtige, du kan have på. Bær den til festival – eller fin middag.
Foto: Getty Der var masser af variationer af bleu de travail-jakken på den nyligt afsluttede Pitti Uomo-messe i Firenze.
Der er et par udødeligheder, der vender tilbage hver gang, vi skal have en lettere jakke på. Først og fremmest cowboyjakken og harringtonjakken . Men de seneste år har rock- og mod-klassikerne dog fået konkurrence fra en afslappet og samtidig chic arbejdsjakke.
De har i årevis været fast inventar i skater- og hiphopmiljøer, de tykke arbejdsjakker. Men de seneste år er de også for alvor kommet ind i modevarmen. Således kunne man i mængden af dobbeltradede habitjakker og kortærmede skjorter med cubanske flipper til årets Pitti Uomo-messe i Firenze se masser af dem.
Når vi siger arbejdsjakker og fashion i samme sætning, er det først og fremmest en ganske bestemt jakke, vi taler om. Nemlig en fransk model, der igennem mere end hundrede år er blevet anvendt af bønder, mekanikere, fabriks- og jernbanearbejdere.
Annonse
Den mest ikoniske er hidsigt indigoblå – farven signalerer bunden af hierarkiet, mens de overordnede typisk bar hvid eller grå for at signalere højere status – og arbejdsuniformen i den farve går under navnet bleu de travail (arbejdsblå).
Vi kender herhjemme den blå arbejdersymbolik fra Kansas-tøj, der dog sjældent har helt den samme diskrete elegance som den franske model. Med sit bløde fald, markante knapper og nydelige krave kan bleu de travail nemlig bruges både som en skjorte under en tykkere jakke, som en habitlignede jakke over en lys skjorte eller som en rå skjorte over t-shirten.
Som jakke er den ikke meget bevendt i hårdere vejr. Til gengæld er den perfekt til lune aftener, som vi har haft mange af på det seneste. Og så er de fire rummelige lommer, som en ægte bleu de travail defineres ved, praktiske til opbevaring af alt fra solbriller på festivalen til cigaren, der skal nydes til grappaen på den italienske fortovsrestaurant.
Jakkens stigende udbredelse i modekredse tilskrives først og fremmest én person, nemlig Bill Cunningham, manden der introducerede streetstylefotografi, som vi kender det i dag.
Amerikaneren, der arbejdede for New York Times i 40 år, så ifølge anekdoten jakken på et loppemarked (1968-studenterne havde allerede taget proletaruniformen til sig), en gang han var til modeuge i Paris, og han faldt for dens antiglamourøse og multifunktionelle udformning.
Annonse
Siden gik fotografen sjældent i andet, og lommerne var efter sigende altid fulde af film til kameraet.
Bill Cunningham døde i 2016, og det var sandsynligvis en hyldest til gademodens pionerdokumentarist, da Vetements Demna Gvasalia samme år gav bleu de travail sin særligt uformelige oversize-behandling og viste den frem på en kvindelig catwalkmodel.
Så var den ligesom blåstemplet (undskyld), og de seneste år, hvor den såkaldte overshirt, altså en tungere skjorte anvendt som jakke, i det hele taget har været på fremmarch, har bleu de travail-jakkernes popularitet været støt tiltagende. I dag kan man få variationer over temaet fra en række designere.
Det betyder også, at du, hvis du er skræmt af den pedelblå farve, kan finde det samme tilbagelænet-velklædte snit i mange andre farver. For eksempel hos det berømte franske mærke Le Mont Saint Michel.
Her har du den og 9 andre bud på, hvor du skal købe den: