About Vintage indgår AC Milan-partnerskab: ”Det er en mulighed, som typisk tilfalder Hublot, Rolex og de andre store urbrands i verden”

About Vintage har fået æren af at designe AC Milans officielle mesterskabs-ur. Vi har talt med co-founder Thomas Andersen om, hvordan det er lykkedes det lille danske urbrand at komme ind i varmen hos en af de mest traditionsrige fodboldklubber på kloden.

About Vintage indgår AC Milan-partnerskab: ”Det er en mulighed, som typisk tilfalder Hublot, Rolex og de andre store urbrands i verden”
Offentliggjort

”Der er omkring 100 millioner AC Milan-fans på verdensplan. Bare på Instagram har klubben 12 millioner følgere. Den målestok er vi ikke blevet eksponeret for før, så vi har ingen anelse om, hvad der venter os,” siger Thomas Andersen, About Vintages co-founder.

I dag kan About Vintage endelig lancere nyheden: Det danske urbrand har indgået et partnerskab med selveste AC Milan, hvilket blandt andet indbefatter, at man står bag klubbens nye mesterskabs-ur.

Et ur, der hylder den 19. Scudetto, fansene, og er fyldt med små AC Milan-referencer, som man kun kender til, hvis man er tilhænger.

”Vi har ikke banket et AC Milan-logo på skiven. Det er små subtile referencer til det 19. mesterskab, til den 12. mand, altså fansene, til farven på skiven, der er den samme farve som AC Milans udebanetrøje, der var den trøje, de brugte i sidste spillerunde, hvor de sikrede sig mesterskabet,” forklarer Thomas Andersen.

Der står ’Simpre Milan’ på skiven, som er noget, fansene siger: ’Der er ikke andet end Milan.’ Ligesom uret hedder ’Rossonero’, der betyder de rødsorte, som er det, man kalder AC Milan.

”På bagkassen har vi gjort plads til en indgravering, så alle fans kan gå ind og indgravere deres største AC Milan-øjeblik. Det kunne fx være første gang, de var på stadion eller første gang, de havde taget deres barn med,” fortæller han.

square.jpg
Her kan du se alle referencer på uret, og hvad de betyder.

Men hvordan er det lykkedes for et lille dansk udbrand at bide skeer med verdens største? Faktisk startede det hele med, at AC Milan sendte en mail til Thomas Andersen og co.

”I kølvandet på vores FCK-lancering sidste år, hvor vi lavede 500 ure, der blev udsolgt på to minutter, hev AC Milan fat i os og spurgte, om vi kunne være interesseret i at lave et partnerskab med dem.

Vi tænkte: ’Det er jo det sindssygeste. Den klub, som har vundet Champions League næstfleste gange gennem historien, og er en af verdens største klubber, vil samarbejde med os.' Vi er alle kæmpe fodboldfans her på kontoret, og jeg selv var altid AC Milan, når jeg spillede Championship Manager i 90’erne. Det er sådan en mulighed, som typisk tilfalder Hublot, Rolex og de største urbrands i verden, men det var altså et lille dansk brand, der fik muligheden,” siger Thomas Andersen.

Hvad var det, som AC Milan kunne lide ved About Vintage?

”Jeg tror, at det handler om vores måde at fortælle historier på. At vi faktisk gør det til noget andet end blot et ur. Vi giver folk noget, som kan minde dem om nogle store øjeblikke på stadion. Alle de her små historier. Ure kan netop fortælle historier, som et tørklæde eller en bluse ikke kan. Det er ikke merchandise det her. Det skal være noget, som får fansene endnu tættere på deres klub og noget, som engagerer dem.

Uret koster 299 euros, så det er dyrere end normalt merchandise, men det er heller ikke et Hublot eller Rolex til 50.000 kroner, som de færreste fans kan gå ud og købe. AC Milan har forelsket sig i historien om, at vi gerne vil hjælpe med at huske de store øjeblikke, og hvis der er nogen, der har traditioner og en historie, så er det AC Milan. Bare det, at Zlatan Ibrahimovic kommer tilbage til klubben i en alder af 40 og er med til at skabe denne vanvittige historie, er en fed fortælling. Der var ingen, der havde forestillet sig, at AC Milan kunne vinde dette mesterskab i år.”

Hvilken rolle spillede Casper Stylsvig, der er ansat som chief revenue officier i AC Milan, for samarbejdet?

”Vi har haft ét møde med Casper i Milano, og så har en anden dansker Alex Rasmussen, der er Global Sponsorship Manager i AC Milan, været lead på aftalen. Den danske relation har helt klart gjort det nemmere for os i forhold til svære beslutninger, for der er en masse kommunikation frem og tilbage og mange holdninger, når man indgår så stort et partnerskab. Italien er også et ur-land, så det er et rimelig bureaukratisk set-up, man skal igennem for at få godkendelsen og blåstemplingen."

AC Milan sikrede sig først mesterskabet i allersidste spillerunde, og derfor var det længe usikkert, om About Vintage overhovedet skulle lave et mesterskabs-ur. Faktisk blev de opfordret til at vente med at begynde på arbejdet:

”Vores designer Fabrizio, der sad med uret, er italiener og 3. generation AC Milan-fan. Da vi startede med at designe mesterskabsuret ugen før sidste spillerunde, bad hans far ham om at lade være og få stoppet det. Han måtte ikke jinxe mesterskabet. ’Vi har ikke vundet endnu.’

Det var lidt tilfældigt, at det blev Fabrizio, der endte som designer, men det giver jo god mening, og for ham var det den vildeste opgave nogensinde. Han var med nede i Milano, da vi lavede en presseskydning, og hvor vi mødte Franco Baresi og Serginho, der er store legender i AC Milan. Fabrizio er 40 år og vokset op med de her spillere, og han fik lov til at vise dem, hvorfor han har designet uret, som han har. Det var stort at overvære.”

Official pressphoto AV Milan x AV.jpg
Fra venstre: Thomas Andersen (co-founder About Vintage), Franco Baresi, Maikel Oettle (Partnership Director AC Milan) og Sebastian Skov Regeser (co-founder About Vintage).

AC Milan-uret kan bestilles frem til 1. august og bliver kun produceret i det antal, der bliver bestilt i perioden.

”Efter tre måneder får folk deres ur, og så bliver uret aldrig produceret igen. Alle kan få uret, hvis de bestiller det i perioden, men det bliver stadigvæk et specielt og limiteret ur. På den måde overproducerer vi heller ikke.”

”Alle AC Milan-spillerne får selvfølgelig også et ur hver, og vi vil være stolte, hvis uret får tid på deres håndled frem for Patek Philippe, Rolex eller hvad de nu går med til daglig.”

Du kan læse mere og bestille uret her.