Alle vil samarbejde med cool canadier. Nu har han fundet sit næste projekt i Herning

Vi overvejede at lade være med at skrive denne nyhed, så vi kunne have samarbejdet for os selv.

Alle vil samarbejde med cool canadier. Nu har han fundet sit næste projekt i Herning
Offentliggjort

Siden 2006 har Jjjjound – oprindeligt en modeblog startet af Justin R. Saunders – været synonym med underspillet canadisk æstetik og uhyre imødesete samarbejder. Særligt sneakersamarbejderne med New Balance har skabt virtuelle køer ud over det sædvanlige. Tidligere på sommeren agerede José Mourinho kampagnefrontfigur for et samarbejde med Adidas.

Nu begynder Jjjjound på sædvanlig subtil manér at promovere et kommende samarbejde, men nu er det hverken med New Balance, Adidas eller andre internationale konglomerater, nej, det er med S.N.S. Herning.

Siden 1931 har S.N.S. Herning produceret noget af det absolut bedste og flotteste strik, du kan få fingrene i. Striktrøjerne med det karakteristiske boblemønster var oprindeligt lavet til sømændene på den stride vestkyst, men er, som årtierne er gået, også blevet adopteret af art directors og kreative konsulenter fra nær og fjern.

Hvornår man vil kunne få fingrene i den nye fælleskollektion med Jjjjound er desværre ikke til at sige. Ej heller står det klart, hvad kollektionen består af, men på Instagram bliver vi i hvert fald både lovet en hue og en form for zip-strik.

Vi vil herfra gøre det til vores mission at holde os selv og dig som læser opdateret på alt, hvad angår Jjjjound og S.N.S. Herning.

Se, hvad vi ellers skriver om: Jylland