Andreas Mogensen om sit ur: "Jeg tror blandt andet, at NASA valgte det på grund af, at urskiven var sort og hvid"
Andreas Mogensen er 45 år og blev tilbage i 2015 den første dansker i rummet. Her fortæller han om sine ure, og hvad man bruger et ur til i rummet, hvor døgnet, som vi kender det på jorden, ikke eksisterer.
Jeg har aldrig været nørdet omkring ure, og jeg ved ikke særligt meget om dem. Min interesse har mere gået på, hvad der ser flot ud. Og så har jeg typisk været fascineret af ure, der har haft noget med luft- og rumfart at gøre. Omega og så selvfølgelig Breitling, som man i særdeleshed forbinder med jagerpiloter og piloter generelt.
Når man er i kredsløb, flyver man 28.000 kilometer i timen og runder jorden hver halvanden time. Det betyder, at man ser 16 solopgange og 16 solnedgange på et døgn. Så det ur, man har på, bruges ikke på den måde til at holde øje med, hvad klokken er. Det er lidt overflødigt.
I stedet bruger vi det blandt andet til at sikre os, at raketten opsendes på det rette tidspunkt i den rette mængde tid, så vi opnår den rette hastighed i opsendelsen. I det hele taget bruges uret mest til at måle tidsintervaller, så vi er sikre på, at alt går efter planen. Vi har selvfølgelig en computer, der kan kontrollere det hele, men vi bruger uret til at dobbelttjekke.
Annonse
Til venstres ses Andreas Mogensens Soyuz-ur, mens man til højre kan se hans Omega Speedmaster, som er NASA's officielle ur for astronauter.
Jeg har to ure, som jeg er særligt glade for, og som begge var med mig på min første tur til ISS (Den internationale rumstation, red.). Det ene ur bar jeg uden på rumdragten, og det var mit Omega Speedmaster. Eller ’Måneuret’, som det kaldes, fordi det var NASA’s officielle ur til deres astronauter.
Det er ikke fordi, det kan noget specielt, men jeg tror, at NASA dengang valgte det blandt andet på grund af, at urskiven, med dens kontraster mellem sort og hvid, var letlæselig gennem visiret i rumdragten. Jeg har så skiftet remmen ud på det, så det nu har en mørk læderrem.
På min anden arm, dog inde under rumdragten på turen til ISS, bar jeg mit mere personlige ur, og det har en sjov historie. Det er fra schweiziske Werenbach og er lavet af materialer fra raketmotoren af en Soyuz-raket. Altså den type raket, som Rusland har udviklet til at flyve astronauter og kosmonauter i rummet. Soyuz-uret bruger jeg gerne, når jeg tager jakkesæt på, og ved lejligheder, hvor jeg skal være pæn i tøjet.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.
