Andreas von der Heide: “Vi lavede en strategi for tre år siden, der skulle bringe os godt over 100 mio. kr. i omsætning, og det nåede vi på trods af corona”

Andreas von der Heide, co-founder af tøjmærket Les Deux, fortæller her om, hvordan det er at være ung leder og familiefar på samme tid, hvad han bestiller til en forretningsfrokost, og om hvorfor det er vigtigt at fejle.

Andreas von der Heide: “Vi lavede en strategi for tre år siden, der skulle bringe os godt over 100 millioner kroner i omsætning, og det nåede vi på trods af corona”
Offentliggjort

Hvad holder dig vågen om natten?

"Udover mine tre børn, skal der meget til at holde mig vågen om natten. Men kigger vi tilbage på 2020, så har der da været situationer, hvor corona har taget en time eller to af min søvn i det tidlige forår. Men hvor corona holdt mig vågen i foråret, fordi der var så mange ubekendte i forhold til forretningslivet, så har jeg en helt anden ro nu, for vi har haft et rigtig godt år. Jeg tror på den strategi, vi lagde i første runde i marts, hvor vi tænkte, at vi ville tage nogle markedsandele. Vi var aggressive og gik ud og åbnede fire nye butikker og ansatte 13 nye mennesker og åbnede showrooms i Paris, Amsterdam, Düsseldorf og München. Jeg tror på, at det vil bære os frem og gøre os endnu stærkere som brand."

Hvem er din vigtigste medarbejder?

"Alex Ferguson sagde engang, at ingen spillere var over holdet. Det giver jeg ham helt ret i, for vi kunne ikke være, hvem vi er uden hver en mand. Vi har en forholdsvis flad struktur og alle har en værdi i fødekæden, og derfor er der ikke nogen, der skal sættes over andre eller nogen, der er vigtigere end andre."

Hvornår står du op?

"Det har jo været meget moderne at sige, at man arbejdede 100 timer og sov inde på sit kontor. Jeg siger altid, at jeg arbejder det, der skal til. Nogle uger er det de famøse 100 timer, andre uger er det en almindelig 37-timers uge. Jeg fik børn relativt tidligt, og min far døde, da jeg var to, så det har været virkelig vigtigt for mig at være til stede for mine børn. Så jeg står op med mine børn og er med til at give dem morgenmad, og så møder jeg ind på arbejde, når jeg har afleveret børnene klokken 8, og så er jeg der indtil 17-18 stykker, så jeg kan komme hjem og spise aftensmad med børnene, og så har jeg måske et par dage om ugen, hvor jeg arbejder sent. Som sagt – jeg gør, hvad der skal til."

Hvad spiser du til frokost?

"Jeg gør så meget, jeg kan for at spise ordenligt. Hvis jeg er på kontoret, er det lidt kød, lidt kulhydrater og en masse grønt – så performer jeg bedst.

Hvis jeg er ude og spise, går jeg ofte efter specialiteten på restauranten. Jeg elsker mad og går meget op i det, så jeg kan godt bestille en burger til en forretningsfrokost, hvis det er det, restauranten er kendt for. Jeg har heller ikke noget imod at bestille et glas rød- eller hvidvin, selvom det er til frokost. Det hører sig til."

Hvad var din skærmtid på din iPhone i sidste uge?

"Det er nærmest pinligt, men den siger 6 timer om dagen. Jeg er meget på farten, og så bruger jeg min telefon til mails og LinkedIn, og det er nok også der, at det meste af min skærmtid ligger. Når jeg kommer hjem, har jeg en regel – eller det er min dejlige hustru, der har indført den – at når jeg træder indenfor, lægger jeg min telefon ovenpå vores kamin, og så er jeg mobilfri, medmindre der er noget urgent, indtil jeg har sagt godnat til mine børn, så de ikke oplever den stress, der er forbundet med telefonen."

Hvornår tager du fejl?

"Når andre har ret. Jeg er et menneske ligesom så mange andre, så jeg tager bestemt også fejl, hvilket jeg ikke er bange for at anerkende, når jeg har gjort. Jeg synes, det er enormt vigtigt at kunne fejle. Vi har både introduceret sports- og kvindetøj for tidligt i forhold til, hvor vi var som livsstilsbrand, og de fejl var noget, der kostede os relativt mange penge. Men hvis jeg ikke havde begået de fejl, havde jeg nok bare lavet dem senere i processen, hvor de samme fejl kunne have kostet os langt flere penge. Vi har en væg inde på Les Deux, hvor vi har vores største failures hængende i form af et eller andet bevis, det kan være en trøje eller en satsning, der ikke gik. Det har vi, fordi vi aldrig må glemme vores fejl, de kan kun gøre os klogere."

Hvordan fejrede du sidst en succes?

"Vi lavede en strategi for tre år siden, der skulle bringe os godt over 100 millioner kroner i omsætning, og det nåede vi på trods af corona. Vi burde have holdt en stor fejring, men alle restauranterne var begyndt at lukke på grund af coronarestriktioner, og man kunne ikke rigtig komme ud, så vi inviterede hele kontoret på smørrebrød efterfulgt af en kæmpe kage fra La Glace. Vores successer bliver altid fejret med manér, og det har betydet, at vi har fløjet hele teamet til New York, vi har skålet til Oktoberfest og sprøjtet showroomet til i champagne. Det skal være en oplevelse at gå på arbejde, og jeg er her kun, fordi jeg har et team, der tror på mig og min partners vision. Det er en stor del af vores kultur at fejre succeser sammen. Når det igen bliver muligt, skal vi ud og rejse, fordi de har været så vilde. Det er selvfølgelig farligt at sige til citat, for så bliver jeg jo hængt op på det, men jeg tror, at hele firmaet skal ned og besøge vores nye showroom i Paris."

Andreas von der Heide

32 år. Er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet. Co-founder af tøjmærket Les Deux. Privat bor han på Frederiksberg med sin hustru Louise og deres tre børn.

Se, hvad vi ellers skriver om: Business og De unge ledere