Anton Bruusgaard: ”Jeg føler mig mest velklædt, når der kommer en plet på jakken, og skjorten begynder at krølle”

Vi har kåret den selvstændige konditor og butikschef i Holly Golightly Anton Bruusgaard, 21, til en af Danmarks bedst klædte mænd. Dette års yngste mand på listen over bedst klædte mænd er også en af de modigste. Anton Bruusgaard mestrer den svære og meget udanske kunst at bruge og blande stærke farver i sin garderobe. Farver, tjek. Knæhøje støvler, ingen sag. Hans stil er eksperimenterende og legende, og det er tydeligt for enhver, at han har det sjovt med at klæde sig på.

Offentliggjort

Hvad er god stil for dig?

”Det er, når ens stil er gennemført. Næsten uanset hvilken retning man bevæger sig i, kan jeg godt lide, at folk går planken ud. Når jeg kigger på mennesker, som jeg synes har virkelig god stil, er det et fællestræk, at de tør udfordre både øjet og oplevelsen af, hvad tøj er, og hvad man kan gøre med det.”

Hvornår føler du dig mest velklædt?

”Når jeg er på arbejde, og der kommer en plet på jakken, og skjorten ikke længere er nystrøget og begynder at krølle. Måske handler det i virkeligheden mere om, at det er sådan, jeg føler mig godt tilpas, end at jeg føler mig specielt velklædt.

Derudover ejer jeg ret mange sokker i forskellige farver, og jeg kan godt lide de dage, hvor de alle sammen er nyvaskede, for så kan jeg frit vælge præcis det par, som går lidt skævt til resten af mit outfit.”

Anton Bruusgaard

Anton Bruusgaard er selvlært konditor og arbejder desuden som butikschef i tøjbutikken Holly Golightly. Han begyndte at bage i sine tidlige teenageår, og i dag serverer han sine farverige kager hver fredag på Atelier September i København.

Hvilken ting i din garderobe kan du ikke undvære?

”Da jeg blev student, købte jeg en brugt blå- og hvidstribet skjorte fra Acne med bedstefarkrave. Jeg havde den på til rigtig mange studenterfester, og til sidst havde jeg brugt den så meget, at den var helt forvasket, krympet og havde fået et hul foran.

Skjorten er en model, som er ret svær at finde, fordi den er udgået, men hver gang jeg finder en, køber jeg, uden at blinke, en ny, så nu har jeg syv af dem – én til hver dag i ugen, to hvide, to blå, to stribede og en grøn.

De er alle meget forvaskede og tyndslidte, men jeg synes, det er den perfekte skjorte at have på, eksempelvis under en jakke eller en vest.”

Hvad er det bedste fund, du nogensinde har gjort?

”For år siden fandt jeg en gammel Yves Saint Laurent Rive Gauche jakke fra 60’erne på eBay. Den er helt græsgrøn og med store pufærmer, en sløjfe i halsen og plisseringer på ryggen – helt overdrevet. Man kan se, at den er blevet vasket, selvom den ikke måtte, så den har også nogle gode misfarvninger i stoffet.

Jakken er en størrelse 34 til kvinder, så den er ret lille, men heldigvis er det meningen, at den skal være stor i størrelsen, hvilket betyder, at den sidder helt perfekt på mig.

I mine øjne er Rive Gauche den mest ikoniske æra i Saint Laurents historie, dengang de gik fra kun at lave couture til også at lave ready to wear, så jeg havde ledt efter ting fra den tid længe, og så fandt jeg helt tilfældigt jakken meget billigt og købte den af en fransk dame.”

Anton Bruusgaard i sin græsgrønne Yves Saint Laurent-jakke fra 60'erne.

Er der noget, du aldrig kunne finde på at tage på?

”Jeg er virkelig ikke fan af sweatpants og hættetrøjer. Jeg har aldrig ejet det, og det kommer jeg heller aldrig til, fordi jeg synes, at det ser så sløset ud.”

Hvilken del af din tøjstil går du mest op i?

”Jeg elsker sko, især brune lædersko. Når man går i et par sko med lædersåler, og de næsten klikker som et par stepsko, synes jeg, det giver en særlig energi både til mig selv og mine omgivelser.”

Har du et stykke tøj, der fortæller en særlig historie?

”Da jeg var fem år gammel, gik jeg sjovt nok klædt, præcis som jeg gør nu – ofte i sandaler, bomuldsbukser og stribede skjorter. Det var selvfølgelig min mor, der valgte tøjet, men det gjorde hun åbenbart helt rigtigt. Når man er lille, vokser man hurtigt ud af sine ting, og jeg fik derfor ofte nye, flettede sandaler i enten mørkebrun- eller blå fra Angulus, som jeg føler, at alle små børn har haft på et eller andet tidspunkt. Da jeg fyldte 20, gav mine forældre mig et par rigtig pæne fisherman-sandaler fra Church’s i gave, som ligner dem lidt, og når jeg går i dem, bliver jeg altid lidt nostalgisk – og barnlig.”

Danmarks bedst klædte

Hvert år kårer vi på Euroman de bedst klædte mænd i Danmark, og årets liste er endnu et bevis på, at man kan være velklædt på mange måder. 

Vi har udvalgt 10 mænd i forskellige aldre, der alle hver og en har taget klar stilling til det tøj, de møder verden i. 10 mænd, der er dygtigere end de fleste til at mikse nyt og gammelt. 10 mænd, der har fundet deres helt egen stil – om det så handler om at bære et rubinrødt velourjakkesæt eller om at vælge kun at gå i hvidt. Se alle de velklædte mænd i vores juli-nummer eller følg med her på euroman.dk.