Bastian Emil Goldschmidt: "Folk reagerer rimeligt kraftigt på min påklædning"

Da jeg begyndte at beskæftige mig med cykelsport og litteratur, besluttede jeg mig for, at jeg altid vil have jakkesæt på, når jeg gør det. Det er, når jeg sidder i studiet på Eurosport i mit jakkesæt, at jeg føler mig mest velklædt. For mig er der også en masse rituelle ting i at føle sig klar og forberede sig. Jakkesættet er en uniform, og jeg er vildt fascineret af uniformer: Fra militæruniformer til arbejdsuniformer. Uniformering er et udtryk for faglig stolthed; at man klæder sig på til det, man skal. Det er jeg meget betaget af.

Jeg har ikke selv cyklet professionelt, så hvis jeg skal snakke om cykelryttere, og jeg kommer med et andet blik på tingene, skal man som seer med det samme føle, at der er en integritet i det, jeg laver. Jeg er vild med den måde, cykelrytterne går op i deres udstyr, handsker og tøj på. Alt skal spille, fordi det er en måde at vise, at man er klar og velforberedt. På samme måde forsøger jeg at eliminere muligheden for, at folk kan sidde derhjemme og tænke, at her sidder der én, som ikke er forberedt. Eller som ikke tager det her alvorligt. At forberede sig godt er – og særligt for cykelryttere og sportsfolk generelt – et forsøg på at undgå tilfældigheder, der ligger uden for for ens egen kontrol og rækkevidde.

Folk reagerer rimeligt kraftigt på min påklædning. Under årets Giro d’Italia var der på en enkelt dag to personer, der uafhængigt af hinanden spurgte mig, om jeg var pilot. Jeg svarede, at jeg arbejdede i fjernsynet, hvortil de sagde: ’Jamen, hvorfor skal du så have dét tøj på?’ Folk reagerer rigtigt meget på det. Men primært positivt. Online kan folk finde på at skrive, at de slukker for fjernsynet, når de ser det fedtede, slikkede hår og det lapsede jakkesæt. Og så støder andre til nedenunder i kommentarfeltet: ’Ja, jeg slukker også for lyden og lukker øjnene.’ Så kan jeg tænke lidt over det. I Danmark kan vi godt lide ydmyghed. Vi kan godt lide, at man ikke skiller sig for meget ud. Men ude i den virkelige verden har jeg aldrig hørt noget grimt.

Jeg besøger ofte overskudslagre med militærtøj. Det har en praktisk kvalitet, lommerne sidder altid rigtigt. Snittet er altid tæt, men uden at være for tæt. Der er altid knapper, hvor man præcist ønsker dem, og mange af dem. På skjorterne er der fx ofte flere muligheder for at stramme til ved ærmerne. Jeg synes, fusionen mellem militærtøj og sportstøj er vildt spændende. Det er en æstetisering af noget praktisk. Kigger man tilbage på militærpåklædning for 1.000 år siden, var det også fuldt af pragt og udtryk, samtidig med at det har haft en vigtig og meningsfuld praktisk opgave at løse. Især i perioden omkring første verdenskrig nåede militærtøj dets zenit med simple, elegante farvevalg sammen med de praktiske kvaliteter. Samtidig er der noget uhyggeligt og ondt ved det, som jeg ikke kan undsige, at jeg finder spændende.

For et par år siden var jeg på Askerî Müze, militærmuseet i Istanbul, som er et af de største i verden, hvor man kan kigge på uniformer i timevis. Der er vitterligt 1.000 uniformer. Min favorit militæruniform er den, som Lawrence of Arabia bar, da han begyndte sin ekspedition mod Sinai-ørkenen. Den er maksimalt god. Sandfarvet og med bæltestrop på tværs. Det bliver ikke bedre.

I en genbrugsbutik i Budapest fandt jeg engang en ubrugt Versace-jakke. En uniformsjakke med sølvknapper, der har Medusa-hoveder på og et sølvspænde i ryggen. Jeg kan huske, min onkel spurgte mig, om jeg var blevet billetkontrollør, og jeg var sådan: ’Er du klar over, at jeg har Versace på?’

Sport og æstetik er noget, folk ofte ikke forbinder med hinanden, men jeg forbinder det meget kraftigt med hinanden. Jeg mener, sport har et voldsomt kraftigt æstetisk sprog. Ét af de billeder, jeg bedst kan lide, er en anfører på et fodboldhold med kortklippet hår, trøjen nede i bukserne, sokkerne lige under knæene og sorte støvler. Hvor alt er skåret helt ned. Det er en sindssygt god uniform. Jeg kan ikke lide, når sokkerne er over knæene, og trøjen hænger uden på bukserne. Jeg kan slet ikke forstå det. Var det ikke en regel, da vi var børn? Næsten ingen har trøjen i bukserne længere. Hvis en spiller gør det, er jeg fan med det samme.

I cykelsporten må man, når man kører stærkt, have den stil, man har lyst til. Men jeg mener samtidig, at hvis man er cykelrytter eller fodboldspiller og ikke vinder trofæer, så skal der ikke være plads til andet end præstationen. Så skal håret bare være klippet af.

Jeg kan bruge uendelige timer på at kigge på fodboldtrøjer, selv om jeg ikke følger fodbold voldsomt tæt på den måde. Klublogoer kan jeg ligeledes kigge på i mange timer, helt ned til Serie C i Italien og den russiske 2. division. Jeg synes jo, at sport har så meget potentiale i det moderne samfund, som er uforløst, fordi det kun bliver betragtet ud fra resultater og bred underholdningsværdi. Men der er virkelig mange aspekter af det, som rækker dybt ned i vores forståelse af os selv og vores samfund og af mode og stil. Formel 1-verdensmesterens fulde autodragt er et fantastisk flot billede. Samtidig med at den er brandsikker, udstråler dragten en vildt eksklusiv og forjættet position.

Jeg synes, det er decideret provokerende, når folk går i hullet tøj og tøj, der ser beskidt ud på forhånd. Min morfar har sagt til mig, at han simpelthen ikke fatter det, og jeg kan virkelig godt forstå ham. Når man et helt liv har prøvet at gøre sig så præsentabel som muligt og så ser, hvordan folk på forhånd ødelægger de bukser, de går i. Det undrer mig.

Man bør stræbe efter at bruge sit tøj rigtig meget og sætte pris på det, når man har købt det. Få det repareret, når en knap falder ud. Gå til skrædderen med det. Der ligger en meget stor tilfredsstillelse i at gå til rens med sit tøj, og at det føles nyt igen. Man skal passe sine sko og give dem noget fedt. Det er en kvalitet i hverdagen at passe på sine ting. Mine slips ligger pænt rullet sammen i en slipseskuffe – snorlige. Det er en meget vigtig pointe, synes jeg, at vi skal passe bedre på vores tøj i den vestlige verden. Ikke have for meget – og passe på det, man har.

Kasper Schmeichel ser fantastisk ud på banen. Og håret sidder bare bam! Ingen pjat. Han går også sindssygt meget op i sine målmandshandsker og tager dem aldrig af. Og han har fået lavet et ekstra tyndt underlag, så der er ekstra føling. Der er simpelthen ingen pjat. Det samme gælder cykelrytteren Kasper Asgreen. De to i deres uniformer, det er landets bedst klædte mænd.