Bastian Emil Goldschmidt: "Folk reagerer rimeligt kraftigt på min påklædning"
Vi har kåret cykelekspert, forfatter og musiker Bastian Emil Goldschmidt til en af Danmarks bedst klædte. Flipnålen, det velkonstruerede jakkesæt og vandkæmmet hår. Når det kommer til Bastian Emil, er intet overladt til tilfældighederne. Bastian Emil er en moderne gentleman og æstetiker til fingerspidserne. Den højaktuelle forfatter har taget ejerskab over den kulturelitære stil og har en tydelig forståelse for at klæde sig i slanke habitter, der komplementerer hans elegante måde at bære sig på.
Da jeg begyndte at beskæftige mig med cykelsport og litteratur, besluttede jeg mig for, at jeg altid vil have jakkesæt på, når jeg gør det. Det er, når jeg sidder i studiet på Eurosport i mit jakkesæt, at jeg føler mig mest velklædt. For mig er der også en masse rituelle ting i at føle sig klar og forberede sig. Jakkesættet er en uniform, og jeg er vildt fascineret af uniformer: Fra militæruniformer til arbejdsuniformer. Uniformering er et udtryk for faglig stolthed; at man klæder sig på til det, man skal. Det er jeg meget betaget af.
Jeg har ikke selv cyklet professionelt, så hvis jeg skal snakke om cykelryttere, og jeg kommer med et andet blik på tingene, skal man som seer med det samme føle, at der er en integritet i det, jeg laver. Jeg er vild med den måde, cykelrytterne går op i deres udstyr, handsker og tøj på. Alt skal spille, fordi det er en måde at vise, at man er klar og velforberedt. På samme måde forsøger jeg at eliminere muligheden for, at folk kan sidde derhjemme og tænke, at her sidder der én, som ikke er forberedt. Eller som ikke tager det her alvorligt. At forberede sig godt er – og særligt for cykelryttere og sportsfolk generelt – et forsøg på at undgå tilfældigheder, der ligger uden for for ens egen kontrol og rækkevidde.
Folk reagerer rimeligt kraftigt på min påklædning. Under årets Giro d’Italia var der på en enkelt dag to personer, der uafhængigt af hinanden spurgte mig, om jeg var pilot. Jeg svarede, at jeg arbejdede i fjernsynet, hvortil de sagde: ’Jamen, hvorfor skal du så have dét tøj på?’ Folk reagerer rigtigt meget på det. Men primært positivt. Online kan folk finde på at skrive, at de slukker for fjernsynet, når de ser det fedtede, slikkede hår og det lapsede jakkesæt. Og så støder andre til nedenunder i kommentarfeltet: ’Ja, jeg slukker også for lyden og lukker øjnene.’ Så kan jeg tænke lidt over det. I Danmark kan vi godt lide ydmyghed. Vi kan godt lide, at man ikke skiller sig for meget ud. Men ude i den virkelige verden har jeg aldrig hørt noget grimt.
Jeg besøger ofte overskudslagre med militærtøj. Det har en praktisk kvalitet, lommerne sidder altid rigtigt. Snittet er altid tæt, men uden at være for tæt. Der er altid knapper, hvor man præcist ønsker dem, og mange af dem. På skjorterne er der fx ofte flere muligheder for at stramme til ved ærmerne. Jeg synes, fusionen mellem militærtøj og sportstøj er vildt spændende. Det er en æstetisering af noget praktisk. Kigger man tilbage på militærpåklædning for 1.000 år siden, var det også fuldt af pragt og udtryk, samtidig med at det har haft en vigtig og meningsfuld praktisk opgave at løse. Især i perioden omkring første verdenskrig nåede militærtøj dets zenit med simple, elegante farvevalg sammen med de praktiske kvaliteter. Samtidig er der noget uhyggeligt og ondt ved det, som jeg ikke kan undsige, at jeg finder spændende.
