(di)vision er et fremadstormende dansk mærke skabt af Simon Wick og hans søster Nanna. Fundamentet er tøj skabt af deadstock-tekstiler, søskendeparret finder på fabrikker i primært Italien og derefter syer om på deres værksted i København. Udsynet er internationalt, influencerne elsker dem, og få herhjemme evner at bygge community som (di)vision. Det er en klub, mange gerne vil være en del af. Her giver Simon Wick en status på forretningen og deler sine forudsigelser om fremtiden.
→ Hvordan går det hos (di)vision?
”Det går godt. Der er fart på. Vores team vokser, og vi udvider hele tiden vores produktkatalog. Snart lancerer vi en jersey-linje, hvilket har været lidt af en udfordring, fordi det har været svært at finde en leverandør, der kunne leve op til vores krav. Vi kommer også til at arbejde meget med NFT’ere og digitalt tøj.”
→ Hvilke tendenser er på vej frem?
”90’erne har haft en renæssance i lang tid, og jeg tror, at vi rykker os op i 00’erne nu. Derfor kommer vi til at se meget mere tøj, som vi engang syntes var lidt plat: hættetrøjer i fjollede farver, lavtaljede jeans og overdele, hvor man også viser lidt hud. Selv moon boots er blevet en ting. Lilla bliver årets farve. Vi er blevet mindre selvhøjtidelige, og derfor bliver der plads til den slags tøj.”
→ Hvad er du inspireret af i øjeblikket?
”Jeg kigger meget mod Los Angeles og byens kreative miljø. De virker til at have det sjovt. Et eksempel er fotografen Noah Dillon, der en del af miljøet derovre. Han bryder barrieren for, hvad man kan gå i. Sådan noget er altid inspirerende, selvom det sjældent er min egen stil. Derudover har jeg været meget inspireret af UFO’er, som spiller en hovedrolle i vores næste kollektion. Herhjemme skal man bare kigge mod Kasper Miz eller Jeuru – de er evige kilder til inspiration.”
→ Hvad vil indkøberne helst have fat i?
”Vi prøver at gøre tingene anderledes, og indkøberne vil gerne have fat i vores key items, der kan løfte et rimelig basic outfit og få en til at skille sig ud fra de mange Arc’teryx-jakker, der er overalt.”
→ Hvilken vintagebutik besøger du oftest?
”Jeg har altid været glad for København K. Når jeg skal have mærkevarer, besøger jeg Liafi Studio. Og ellers online. Sider som Unsound Rags og Silver League er blandt mine favoritter på nettet.”