Christian Lass sagde sit job op hos Patek Philippe for at lave sine egne håndlavede high-end armbåndsure

DET MEST OVERRASKENDE ved at træde ind i Christian Lass’ urmagerværksted er ikke kun mængden af maskiner i rummet. Det er deres alder. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at man stod i et udstillingsrum på Danmarks Tekniske Museum for antikke apparater. De ældste stammer fra slutningen af 1700-tallet, men selv de ’nyere’ drejebænke og boremaskiner fra producenter som E. Blösch og Willi Sohn & Co er lavet årtier før anden verdenskrig og kan roligt kaldes vintage.

Lige så overraskende er det, at ingen af maskinerne er til pynt. Lass bruger dem hver dag, når han restaurerer antikke ure for kunder i ind- og udland, og når han arbejder på sine egne urdesigns. Det handler ikke om nostalgi. Det er bare nemmere for ham at fræse et tandhjul på en hundrede år gammel vælsemaskine, der er konfigureret til ure fra perioden, end at bruge nyt isenkram.

”Jeg havde faktisk en moderne vælsemaskine på mit værksted i Schweiz. Den vejede et ton og var super avanceret. Men jeg brugte den aldrig,” siger Christian Lass.

Den 41-årige urmager viser mig rundt i værkstedet i Haarby på Fyn, hvor han i 2018 flyttede til med sin kone og to sønner efter 12 år i Schweiz. Familien har indrettet sig i en stor murermestervilla, der engang fungerede som byens forskole. I dag er tavle og spanskrør skiftet ud med urmagerværktøj, og i den tidligere skolespisestue har hans kone, Hanne Gleich, indrettet sit eget gravørværksted.

Sammen laver de håndlavede high-end armbåndsure, som for nyligt fik det anerkendte ur-site Hodinkee til at lave en feature om Lass, der allerede nu har fået hans indbakke til at eksplodere med 40-50 henvendelser om dagen med forespørgsler fra samlere og ur-medier.

”Det kommer lidt bag på mig, det må jeg sige,” siger Christian Lass.

Den form for hype er ikke hverdagskost for urmageren, der indtil for nyligt ikke var et kendt navn uden for en smal kreds af urnørder. Til gengæld kender de danskeren indgående i Genève, hvor han i ni år arbejdede som Patek Philippe-museets ene urmager og chefrestaurator. Her havde han ansvar for en samling på over 3.000 ure, som hører til det absolut ypperste inden for faget.

Undervejs fik han lejlighed til at restaurere historiske ure som det, der tilhørte den amerikanske pansergeneral George Patton og den sidste franske dronning, Marie-Antoinette. Det dyreste ur, han har haft mellem hænderne, kostede over 130 millioner kroner, men det er ikke det, som fascinerer ham ved jobbet.

”Det handler om at løse problemer. Når man får til opgave at restaurere et Breguet-lommeur fra 1800-tallet, sidder man jo og klør sig i nakken og tænker: ’Hvordan dælen har de lavet det?’ Så går man og grubler over det og læser i nogle gamle bøger, indtil man finder ud af det. Det er et detektivarbejde. Når man har gjort det i årevis, bliver man god til at lave ting, som er mere spektakulære end gennemsnittet. Det var det, som inspirerede mig til selv at lave noget.”

CHRISTIAN LASS VAR oprindeligt under uddannelse til elektroingeniør, da han en dag faldt over bogen ’Watchmaking’ af den engelske urmager George Daniels. Daniels er for urmagere, hvad Niels Bohr er for fysikere, og han opfandt blandt andet en mekanisk konstruktion, der formindsker slid på vitale værkdele og behovet for fedtstof – det, som de fleste moderne Omega-ure i dag bruger under navnet Co-Axial. Det var en super nørdet bog, der ikke desto mindre triggede Lass’ fascination af urmageri af to årsager: Her var et fag, hvor han både kunne bruge sine hænder til at fremstille ting og bruge hovedet til at forstå komplekse koncepter.

Lass søgte ind på urmagerskolen og fik en læreplads hos Søren Andersen, der blandt andet vedligeholder Jens Olsens verdensur på Københavns Rådhus. Nok så vigtigt er Andersen også medlem af brancheforeningen AHCI, Académie Horlogère des Créateurs Indépendants, hvis medlemmer tæller nogle af verdens bedste uafhængige urmagere.

Dette banede vej for Christian Lass’ første job hos Vianney Halter, hvis ure starter ved én million kroner. Halter er blandt andet kendt for uret ’Antiqua Futur Anterieur,’ som tager urmageren 900 timer at bygge og med sit retro-futuriske design ligner noget, der er snydt ud af en Jules Verne-roman. Lass tilbragte de næste tre år med at suge til sig i atelieret, og han lærte at sætte pris på det kunstneriske aspekt ved faget. Som han siger:

”Alle kan lave et kompliceret ur. Det er bare et spørgsmål om at kaste nok penge efter det. For små producenter som mig, der ikke har en udviklingsafdeling med 40-50 ansatte som de kendte brands, er det mere fascinerende at gå op i kunsthåndværket.”

Hvorfor?

”Vi lever jo i en verden, hvor alt laves af maskiner. Alle kan taste data ind i en computer, men det er efterhånden få mennesker, der laver ting i hånden. Man skal øve sig i ufatteligt lang tid, før man kan det. Jeg sammenligner det nogle gange med professionelle fodboldspillere: For at kunne lave et mål i verdensklasse, skal du have spillet fodbold hele din ungdom og været 10 år på førsteholdet, før du bliver udtaget til VM. Det er lidt det samme med urmageri på det her niveau.”

Hvordan træner du?

”Ved hele tiden at presse mig selv og ikke sige: ’Nu er det godt nok.’ Selvfølgelig er der en grænse for, hvor langt man kan gå, for det skal også være rentabelt, men generelt kan man sige, at man træner, så man ikke ryster på hånden.”

Hvordan gør man det?

”Har du nogensinde prøvet at skyde salonriffel? Det gælder på samme måde om at være helt stabil i kroppen, holde vejret og få pulsen ned. Så opstår der et lillebitte vindue på fem sekunder, hvor man har fuld koncentration og musklerne har ilt, så man ikke ryster på hånden. Det er den ’zone’, man som urmager hele tiden arbejder ind og ud af. Jo mere man træner, jo længere tid kan man være i det. Jeg forsøger at være et sted, hvor jeg er i komplet ro. Hvis du hidser dig op, så kommer adrenalinen med det samme, og så fungerer det ikke.”

Skal man også være i et specielt humør?

”Ja. Nogle dage vågner man, og så ved man bare, at det ikke er en god dag at lave ure i. Det er den dag, hvor man så laver momsregnskab.”

DANSKERNES INTERESSE FOR dyre ure er eksploderet, siden Lass for 12 år siden satte kurs mod Schweiz for at realisere drømmen om at bygge ure på højeste niveau.

”Dengang var det vildt, hvis man så nogen i Danmark gå med et Speedmaster eller et Submariner. Nu ser man dem alle steder,” siger Lass, der fortæller, at det i Schweiz er utænkeligt at være mellemleder uden at gå med et Omega eller et Rolex, mens endnu mere eksklusive brands som Patek Philippe og Vacheron Constantin er standard, hvis man sidder i ledelsen. Noget tilsvarende er ifølge Lass ved at ske i Danmark, hvor luksusure er blevet en del af manges garderobe.

En ting er sikker: Interessen for dyre ure er ikke aftaget under corona-krisen, selvom den schweiziske urindustri i 2020 indkasserede et tab på 21,8 procent. Til gengæld er markedet for brugte luksusure gået amok, og ur-afdelingen hos Phillips auktionshus kunne i 2020 melde om deres bedste år nogensinde med en stigning på 20 procent.

Hvad kan man lære af det? At alle tilsyneladende har ret til et fedt ur, hvilket også kommer Christian Lass til gode. Han afholder jævnligt seminarer og online-kurser i kunsten at samle et mekanisk ur, og han konstaterer, at interessen er stigende. Han samler ikke selv på ure og solgte ud af sine egne Patek Philippe for at få råd til at flytte tilbage til Danmark og starte sin forretning.

Han går normalt med en anonym kronograf, som var hans svendestykke fra dengang, han var i lære som urmager. Der står bare ’Den Danske Urmagerskole’ på skiven. Til gengæld har han en svaghed for vintage mekaniske lommeregnere af mærket Curta, der med sit smukke matsorte cylinderformede design ligner en blanding af et Leica-kamera og en peberkværn. Dem kan han ikke rigtigt holde op med at samle på, selvom de nemt kan koste flere tusinde euro på eBay.

”Mekanikken på sådan en er bare helt crazy,” siger Christian Lass.

Det samme kunne man sige om det håndlavede armbåndsur 30CP, som han netop har lanceret. Det har kostet ham ét års research og fem prototyper, men så kan han også kalde sig uafhængig urmager med eget navn på skiven. Uret henter inspiration fra 1950’ernes klassiske herreure, og selvom forsiden ser konventionel ud, så er bagsiden alt andet: Lass har opfundet en ny måde at justere urværkets spiral. Det er det, som får balancehjulet til at svinge med en jævn frekvens, og kan ses gennem den gennemsigtige urkasse i form af en rubinkugle, som nærmest svæver henover værket.

Han har ladet sig inspirere af et antikt Breguet skibskronometer, som oprindeligt blev udviklet til den franske marine i 1800-tallet, og han har kogt dets betragtelige størrelse ned, så det passer til et armbåndsur. Det er aldrig set før og svarer til at putte en flymotor i en gokart. Det har også fået urskribenter fra Hodinkee i USA til SJX i Singapore til at sætte internationalt fokus på danskeren.

Indtil videre har Lass solgt 10 ure og har yderligere 10 ure i pre-order trods en stykpris på 350.000 kr. Det er det samme som en ny Tesla, men det forhindrer ikke samlere i at lægge billet ind på uret.

”For nogle er det et spørgsmål om at købe i opstartsfasen, inden priserne stikker af. Men det er jo et sats,” siger Lass, der kun har planer om at lave 50 styk i alt.

Det lyder måske ikke af meget, men da det tager ham et par måneder at lave ét ur, kommer den samlede produktion til at tage et årti. Det er stadig mange penge for et ur, men omvendt er det tvivlsomt, om din Tesla holder prisen lige så godt.