DET MEST OVERRASKENDE ved at træde ind i Christian Lass’ urmagerværksted er ikke kun mængden af maskiner i rummet. Det er deres alder. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at man stod i et udstillingsrum på Danmarks Tekniske Museum for antikke apparater. De ældste stammer fra slutningen af 1700-tallet, men selv de ’nyere’ drejebænke og boremaskiner fra producenter som E. Blösch og Willi Sohn & Co er lavet årtier før anden verdenskrig og kan roligt kaldes vintage.
Lige så overraskende er det, at ingen af maskinerne er til pynt. Lass bruger dem hver dag, når han restaurerer antikke ure for kunder i ind- og udland, og når han arbejder på sine egne urdesigns. Det handler ikke om nostalgi. Det er bare nemmere for ham at fræse et tandhjul på en hundrede år gammel vælsemaskine, der er konfigureret til ure fra perioden, end at bruge nyt isenkram.
”Jeg havde faktisk en moderne vælsemaskine på mit værksted i Schweiz. Den vejede et ton og var super avanceret. Men jeg brugte den aldrig,” siger Christian Lass.
Den 41-årige urmager viser mig rundt i værkstedet i Haarby på Fyn, hvor han i 2018 flyttede til med sin kone og to sønner efter 12 år i Schweiz. Familien har indrettet sig i en stor murermestervilla, der engang fungerede som byens forskole. I dag er tavle og spanskrør skiftet ud med urmagerværktøj, og i den tidligere skolespisestue har hans kone, Hanne Gleich, indrettet sit eget gravørværksted.
