Claus Knussen er blandt landets bedst klædte: ”Tøj og metervarer er dybt forbundet med følelser og oplevelser. Jeg kan græde over at have et specifikt stykke stof i hånden”

Der er ikke noget, jeg elsker mere, end at gå rundt i min have ved Vordingborggade på Østerbro, som jeg gennem de sidste 10 år har forvandlet med mine egne hænder, fra en tilgroet brombærbusk til det, som det er i dag. Man fortaber sig i at bygge sådan en have op. Det er en kunst at gøre ordentligt, og det er et fantastisk sted til at samle tankerne, udvikle idéer og komme videre med sit liv. Jeg nyder virkelig at arbejde i den og vedligeholde den. Da jeg lavede haven, levede jeg i en kedeldragt, der holdt i to år, og så skulle den udskiftes, fordi den var så slidt. Nu render jeg rundt i underbukser og en hat, hvis vejret er til det. Men ofte har jeg det på, som jeg har på lige nu, nemlig en sportsjakke fra Comme des Garçons og bukser fra Henrik Vibskov, eller noget lignende.

Mit forhold til tøj er præget af, at jeg som ung mødte kulturhistorikeren og marxisten Rudolf Broby-Johansen på Vrå Højskole, hvor han underviste i mange år. Han var en gammel herre på det tidspunkt, mens jeg var en ung mand. Han er nok mest af alt kendt for bogen ’Krop og Klær’, der anlægger den antropologiske vinkel på beklædning. Det er fortællingen om, hvordan man går klædt rundt omkring i verden, hvorfor, og hvad det er præget af. Der er noget med vejret, der spiller ind. Der er noget med religion. Der er noget med samfundsforholdene, og det var ekstremt fascinerende at dykke ned i de mekanismer.

Kort fortalt

Claus Knussen er født i 1955 i Aalborg. Uddannet pædagog. Har tidligere arbejdet som iværksætter og drevet spisestederne Rex Republic og Blegdammens Stjerne på Blegdamsvej i København. Arbejder ved siden af tilværelsen som folkepensionist som kirketjener i Hans Egedes Kirke og model for tøjbrands som Henrik Vibskov og Another Aspect. Deler tiden mellem sin lejlighed på Viborggade og et havehus ved Vordingborggade, begge dele på Østerbro i København, med sin kone, skuespillerinden Johanne Dal-Lewkovitch.

År tidligere havde jeg købt et gammelt jakkesæt på en basar, som det jo hed dengang, med både seler, vest, jakke og bukser med brede ben og opslag, hvilket er et af mine første minder, når det kommer til køb af tøj. Min mor mente ikke, at jeg kunne gå i sådan nogle gevandter, men jeg tog ind til Aalborg og afleverede bukserne hos en skrædder, og så fik jeg lavet nogle fuldstændig magen til, fordi jeg syntes, at de var enormt smarte.

Som ung var jeg også meget betaget af skrædderkunsten og berøringen med stof, forskellige snit, mønstre og farver. Jeg kunne godt lide at lege med tingene, og jeg elskede at gå i min søsters kjoler, mere end hun gjorde. Jeg har nok været crossdresser i en eller anden forstand hele livet, nu hvor jeg tænker mig lidt om.

Dengang var det inspirerende at slå op i Ekstra Bladet og læse, at en dansk designer ved navn Erik Mortensen, der arbejdede for Balmain, skulle til at arbejde for Dior. Og han var endda fra Frederikshavn. Det var næsten ud over min fatteevne, at man kunne komme fra Frederikshavn og så ende som en stjerne i Paris med job hos Dior. Jeg tænkte endda tanken om, at jeg skulle gå skræddervejen, men det lå ikke rigtig i tiden, og i stedet uddannede jeg mig til pædagog.

For mig er tøj og metervarer dybt forbundet med følelser og oplevelser. Jeg kan græde over at have et specifikt stykke stof i hånden. Jeg er sådan en type, der har tøj, som er meget gammelt. Der kommer da noget nyt ind i garderoben af og til, men jeg har enormt svært ved at skille mig af med ting, og jeg har en gammel kasse i mit havehus med en masse forskellige stoffer. Jeg tror, at grunden er, at det har været i andre menneskehænder. Det fortæller en historie.

Fx har jeg noget stof fra Den Franske Skole, der overlevede bombardementet under Anden verdenskrig, som jeg bliver meget berørt af at have i hånden. Man skal jo huske på, at sådan et stykke stof ikke bare er opstået ud af ingenting. Der er nogle, som har siddet og lavet det. Det minder mig om, at vi som generationer står på skuldrene af hinanden. Det er håndgribelig historie. Tøj og følelser er uløseligt forbundet for mit vedkommende.

I realiteten har jeg det lidt ligesom Klods Hans: Jeg lader tilfældighederne råde, når jeg klæder mig på. Men alligevel er jeg pisseforfængelig, og jeg kan godt lide at lege med tingene, for jeg gider ikke at kede mig. Der skal helst være noget, der stikker lidt ud. Det være sig et skørt silkefor i jakken eller et par bukser med en ekstrem vidde.

Det er også en af årsagerne til, at jeg synes, at sådan en som Henrik Vibskov er spændende: Han er det, som jeg bogstaveligt talt vil kalde en ’mønsterbryder’. Han er selvfølgelig tøjdesigner, men han er først og fremmest kunstner, endda en multikunstner. Jeg begyndte at gå model for ham for tre år siden, fordi Vibskov var blevet bedt om at finde sig en muse, og det endte så med at være en, dengang, 64-årig mand ved navn Claus Knussen, hvilket jeg var og er beæret over. Jeg har heller ikke haft et problem med at leve op til idéen om at være muse og overøse ham med kærlighed. Selvfølgelig er jeg loyal over for Henrik, men jeg har også en ambition, hvis det kan lade sig gøre, om at blive en Ganni-boy. Jeg er meget begejstret for deres måde at arbejde med bæredygtighed på. Det er en sag, jeg virkelig sympatiserer med, må jeg sige.

Jeg er rigtig dårlig til ikke at skille mig ud. Det ligger nok bare til mig, at jeg er individualist. Det er måske meget godt illustreret med den jakke, som jeg blev viet i for fire år siden, og som jeg engang skal herfra i. Det er en ternet sportsjakke med store huller i fra en belgisk designer, der hedder Walter Van Beirendonck, Det er den vildeste metervarer, han har brugt. Hans tøj ligner mest af alt noget, der skal bruges til opstillingen af en teaterforestilling, men det er måske det, jeg er så vild med. Jeg synes, at det er kedeligt – både i overført og direkte betydning – når folk går i sort. Det er ikke en god tilstand at være i.

Sidste år havde jeg billetter til Danmarks to sidste kampe i gruppespillet ved EM. Før EM begyndte, fik jeg trykt forsiden fra Politikens EM-tillæg med Christian Eriksen iført mundbind og med teksten ’Genstart’, der skulle vise sig at være nærmest profetisk, på ryggen af en hvid smokingjakke. Jakken havde jeg fået for mange år siden af Jørgen og Per, der solgte gamle klude i en butik i Larsbjørnsstræde ved navn Roger. De gav mig den, fordi jeg havde min restaurant Blegdammens Stjerne, hvor de elskede at komme og spise fransk bistromad, så det var både som en gave og som gimmick, da smokingjakken var blevet båret af tjenere i Californien i 1950’erne.

Jeg gider ikke at lyde gammelklog og nostalgisk, men fodbolden er blevet fuldstændig ensrettet og kommercialiseret i yderste potens i de seneste år. Det handler om at sælge en masse T-shirts og tjene en masse penge, og det kan jeg ikke identificere mig med. Derfor valgte jeg at gå kreativt og innovativt til værks i jagten på det perfekte EM-outfit, og med alt taget i betragtning er det nu et af mine kæreste ejer, der fortæller en helt særlig historie – og det er det, det hele handler om.