Da Kronprinsen tog på loafers-shopping, men endte med at spise Marabou og tale hiphop i kælderkøkkenet hos Vinny’s

Virgil Nicholas, der er ejer af skofirmaet Vinny’s, tænker i anledning af søndagens tronskifte tilbage på en ganske sigende oplevelse med landets kommende konge.

Da Kronprinsen tog på loafers-shopping, men endte med at spise Marabou og tale hiphop i kælderkøkkenet hos Vinny’s
Offentliggjort

VORES SKOMÆRKE, Vinny’s, var ret nystartet, og vi havde nærmest kontor i Kronprinsens baghave i Fredericiagade, da der en dag tikkede en mail ind fra Kongehuset. Prins Christian havde snart fødselsdag, han blev vist 15 eller 16 år, og på sit fødselsdagsportræt kunne han godt tænke sig at have et par loafers på fra Vinny’s. Det donerede vi selvfølgelig som en fødselsdagsgave.

Da portrætterne kom ud, var der ikke et eneste billede, hvor man kunne se hans fødder, ha ha. Men vi fik nogle behind-the-scenes-billeder, så det var supercool. Og så havde han jo åbenbart spredt ordet til sin far, for et lille år efter kom Anja Camilla Alajdi, der er Kronprinsessens stylist, forbi butikken. Hun spurgte, om Mary måtte tage Kronprinsen med ned og se, hvad vi havde i butikken. Så sagde jeg, at det kunne hun glemme alt om. Ej, det blev vi selvfølgelig glade for, og han var så velkommen.

En dag kom Kronprinsen så forbi, dog uden sin kone, og det var slående, hvor afslappet han var. Jeg ved ikke, om jeg havde forventet andet, men hans facon var så behagelig, og vi havde en rigtig skæg samtale med ham, mens han prøvede en masse tøj.

Det endte faktisk med, at han kom med ned i kælderen for at få en kop kaffe i vores køkken. Her lå der en åbnet pakke Marabou fra dagen før, som han spurgte, om han ikke lige måtte hapse et stykke af. Be my guest!

I køkkenet sludrede vi om alt muligt andet end sko. Vi talte om mode, tendenser, og hvordan loafers har været en del af musikkulturen. Her nævnte han pludseligt, hvordan rapperen Xzibit i 1996 havde gjort Helly Hansen cool i sin musikvideo til nummeret ’Paparazzi’, og det var bare vildt nok at høre landets kommende konge stå og tale om Xzibit og virkelig kunne sin hiphophistorie.

Han købte – for han bad faktisk om en faktura, vi så eftersendte – to par loafers: et par brune ruskindsloafers og et par sorte ’Townee’-loafers.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kronprinsen, Kongehuset og Sko