Danmarks bedst klædte mand: Nr. 3 - Nikolaj Coster-Waldau

Danmarks bedst klædte mand: Nr. 3 - Nikolaj Coster-Waldau
Offentliggjort

Nr. 3 - Nikolaj Coster-Waldau

44 år, skuespiller.

Hvornår har du følt dig mest velklædt?

”Til mit bryllup i 1998. Sammen med min best man havde jeg lejet et morning suit i London. Da vi stod i butikken på Savile Row og blev målt, spurgte skrædderen: ’What side do you dress?’ I lang tid fattede jeg ikke en bønne. Først til sidst gik det op for mig, hvad han spurgte om. Til hvilken side pjorten hænger. Venstre.”

Hvem synes du er Danmarks bedst klædte mand?

”Det plejede at være Henrik Voldborg med hans sweatere. I dag ved jeg det ikke. Jeg kigger ikke så meget på mænd.”

Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?

”Mine gamle T-shirts. Jeg fandt for en del år siden nogle helt enkle af slagsen hos Barneys i USA, som jeg har holdt fast i. Der er ikke nogen dybere forklaring, de passer mig ganske enkelt bare perfekt.”

Hvilken ting i din garderobe fortæller den bedste historie?

”Min blå rugbytrøje, som jeg efter den første nat hos min nuværende kone ’glemte’. Så var jeg jo nødt til at komme tilbage.”

Hvem eller hvad inspirerer dig til din stil?

”Privat er toppen af tøjbunken nok min største inspiration. Når jeg skal noget officielt, benytter jeg en stylist, der hedder Ilaria Urbinati.” (Urbanati er også stylist for skuespillere som Bruce Willis, Bradley Cooper og Juliette Lewis, red.).

Har du et stilmæssigt forbillede?

”Jeg har ikke nogen forbilleder som sådan. Der er jo så mange fremragende designere og modeskabere, men hvis jeg skulle vælge en, er det helt klart Tom Ford.”

Frakke: Calvin Klein til 4.500 kr.

T-shirt: Barneys Nikolaj Coster-Waldaus egen.

Jeans: Citizens of Humanity Nikolaj Coster-Waldaus egne.

Ur: Ole Mathiesen 1919 Heritage til 9.985 kr.

Moderedaktørens kommentar: Nikolaj Coster-Waldau er ikke kun dansk films stolthed, han er også ubesværet velklædt. Blå jeans og hvid T-shirt bliver løftet til et Hollywood-niveau, der ikke kan nås i Holte og Hobro.