23 år, sociologistuderende på Københavns Universitet.
Hvilken offentlig person synes du er mest velklædt?
”Tvillingerne Noel og Samuel, der står bag Akins Collective, er meget inspirerende. Måden, de gebærder sig på i offentligheden, er meget klassisk og tidløs.
Annonse
Man kan mærke, at deres personligheder skinner igennem, selvom det, de har på, kan være meget simpelt som fx habitbukser, en rullekrave, en uformel jakke, en hat og et par laksko. Det er fedt, når man kan mærke personen bag tøjet. De ser spændende ud, og man får lyst til at lære dem at kende, fordi de skiller sig ud.”
Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?
”Jeg har en trenchcoat fra Soullands Exotic/Erotic-kollektion fra 2015. Den er en mellemting mellem lyseblå og hvid, og den er dækket af et græsk eller romersk print.
Det ligner næsten et kunstværk, fordi der er soldater, heste, slanger og statuer på den. Det begyndte med, at jeg så nogle billeder af den, inden kollektionen udkom.
Allerede der vidste jeg, at jeg måtte have den. Så jeg ventede et helt år på, at den udkom, men da kollektionen ramte butikken, fortalte en ekspedient, at den ikke blev produceret alligevel. De havde nogle samples liggende, som de ville undersøge, om jeg kunne købe. Jeg var så heldig, at der var én i min størrelse. Der er kun blevet produceret seks af dem, og derfor værdsætter jeg den rigtig meget.”
Hvilken ting i din garderobe har den bedste historie?
Annonse
”Jeg er stor fan af fodboldklubben Arsenal, og da jeg var i begyndelsen af tyverne udgav klubben en speciel 125 års jubilæums-jakke i samarbejde med Nike. Det var en destroyer bomber-jakke, der er virkelig rå med læderærmer og et stort A for Arsenal.
Jeg blev helt vild med den, måske fordi jeg havde en emotionel forbindelse til klubben, men også fordi den bare var rigtig fed. Man kunne ikke købe den i Danmark, så jeg ringede til London og bestilte den. Der blev kun lavet 125 af dem, og hver gang jeg havde den på, følte jeg mig som det sejeste menneske i verden. Det var den første ting, jeg købte, hvor jeg følte mig cool.”
Hvad vil du gerne føje til din garderobe?
”Jeg har egentlig aldrig gået med dunjakker, men efter jeg så en rød oversize dunjakke fra Balenciagas efterårskollektion, er jeg blevet meget fascineret af dem. En dunjakke er selvfølgelig altid stor i pasformen, men den her er ekstra stor, og så har den en knaldrød farve, der fanger mig.
Der er også en anden jakke fra Balenciaga, jeg kunne tænke mig. Det er en teltlignende jakke, der går helt ned til gulvet. Når det bliver koldt i Danmark, mangler jeg virkelig en vinterjakke, der er rigtig varm. Med den jakke forestiller jeg mig, at jeg kan komme helskindet igennem vinteren. Man kan næsten sove i den, fordi den kunne ligne et tykt foret telt eller en sovepose.”
Hvilken tendens håber du aldrig kommer igen?
”Faktisk hele poptiden i 00’erne. Jeg var så heldig, at jeg aldrig blev opslugt af tendensen med alt for meget gelé i håret, Royal-bukser, Friis and Company og logomani. Der var Gucci- og Louis Vuitton-mærker overalt. Det var lidt for meget af det gode. Dengang gik jeg slet ikke så meget op i mode, så jeg kom heldigvis aldrig med på den bølge."
Annonse
Ved hvilken lejlighed har du følt dig mest velklædt?
”Jeg føler mig velklædt næsten hver dag. Ofte kommenterer andre mennesker min stil eller spørger, hvor mit tøj er fra. Det er lidt en hverdagsting, så jeg kan ikke komme på en enkelt gang, hvor jeg følte, at jeg ejede rummet. Når jeg går ned ad gaden, skiller jeg mig nok lidt ud, fordi jeg har en meget karakteristisk stil og har ’high top’ – det hår, Will Smith har i ’Rap fyr i L.A.’-tv-serien. Folk siger tit, at de synes, jeg har et fedt hår.”