Danmarks bedst klædte mænd 2019: Nummer 9: Christian Ravnbak

En af de bedst bevarede traditioner i vores stolte magasins snart 28 år lange historie er Euromans årlige kåring af Danmarks 10 bedst klædte mænd. Nummer 9 på listen er blomsterdekoratør Christian Ravnbak.

Christian Ravnbak
Offentliggjort

Hvordan ser din perfekte tøjdag ud, når du er på arbejde?

”Jeg bruger ofte gamle arbejdsjakker, og jeg har nok 15 forskellige slags i forskellige farver. Somme tider skifter jeg knapperne ud for at forny dem lidt og sætter det hele sammen med nogle gamle Bottega Veneta-bukser. Og så bruger jeg altid smykker. Min veninde Olga Bonne har lavet nogle øreringe med blomster til mig, og dem har jeg tit på. De passer til mit arbejde.”

Ved hvilken lejlighed har du følt dig mest velklædt?

”Det er svært at rangere, men jeg skal generelt glæde mig til noget, før jeg har lyst til at imponere. Det handler påklædning ret meget om for mig. Jeg kan – som så mange andre – godt lide at få komplimenter, og jeg nyder at opleve, når folk bliver overraskede over det, jeg har på. En stor del af mit tøj køber jeg i dametøjsbutikker og vintageforretninger, og det er vigtigt for mig, at jeg kan klæde mig i noget, der henvender sig til både kvinder og mænd. Jeg synes, det er optur at bære feminint tøj og stadig føle sig maskulin.”

Har din beklædning ændret din personlighed?

”Det har aldrig været min stil, der har ændret mig, men jeg ændrer ofte min stil. Jeg er konstant orienteret imod, hvor jeg skal hen. Hvis jeg skal i skoven, skal jeg være lidt skovagtig i min påklædning, og hvis jeg skal til Italien, skal jeg være Italien-agtig. Sidst jeg skulle til Italien, syede jeg selv et par bukser, der lignede noget fra filmen ’Call Me by Your Name’. Dem har jeg aldrig haft på i Danmark.”

Moderedaktør Frederik Lentz Andersens begrundelse

Unge Ravnbak tilhører den generation, der tør lidt mere. Han klæder sig lige så feminint som maskulint og sammensætter selvsikkert slidte jeans med skjorter med overdimensionerede pufærmer, der komplimenterer hans valg af iøjnefaldende store øreringe. Det er en ny tid, og Christian er med til at definere den og nedbryde fordommene om, hvad mænd kan og må iføre sig.

RWK-EM-BestDressed-14_V2_V2_330.jpg

Hvilken tendens håber du, aldrig kommer igen?

”I øjeblikket er der en hel del platformsko i omløb. Dem bryder jeg mig ikke om. Det er ikke mange, det klæder at have en klods om foden. Personligt synes jeg ikke, at tøj, der skjuler kroppens former, klæder nogen. Det er en balance. Nogen formår at larme meget med deres tøj, mens andre har bedre af at skrue ned. Jeg hører nok til dem, der larmer.”

Har du et stykke tøj, som du egentlig ’bare’ købte, men som i dag betyder noget særligt for dig?

”Min lilla jakke fra Lemaire var et sjovt køb, men i dag giver den mig noget helt specielt. Den ligner et teatergardin, og det er nok det stykke tøj, jeg har fået flest komplimenter for. Hvis jeg ikke gik med jakken så ofte, som jeg gør, ville jeg hænge den op på væggen, fordi silhuetten er så ekstravagant og smuk. Dens udtryk er ret feminint, og jeg troede egentlig ikke, den ville blive brugt, fordi jeg ville ligne en forestilling i den. Men årh, hvor jeg nyder den!”

Har du en ting i dit klædeskab med en sjov historie?

”Jeg har en vintage Saint Laurent-jakke, som jeg havde på til min gode venindes bryllup. Da jeg blev spurgt, om jeg ville være gudfar til hendes barn, valgte jeg at tage jakken på til barnedåben også. Jeg forestiller mig, at jakken kunne blive én, der fulgte mig og dem.”

Nr.9: Christian Ravnbak

Her kan du se hele listen med Danmarks bedst klædte.

Nr. 10: August Rosenbaum

32 år, pianist og producer

Nr.9: Christian Ravnbak

21 år, blomsterdekoratør

Nr.8: Niels Brandt

36 år, forsanger i The Minds of 99

Nr.7: Tomas Tex Cenius

52 år, kunstner og hospitalsklovn

Nr.6: Marcel de Sade

86 år, pensionist

Nr. 5 :Emil Stabil

28 år, musiker

Nr. 4 :Malte Flagstad

36 år, designer og grundlægger af tøjmærket Tonsure

Nr. 3 : Sergei Sviatchenko

67 år, kunstner

Nr. 2: Mads Stig

34 år, hår- og makeupartist

Nr. 1 Bent Lee

38 år, medejer af tøjagenturet Riots Studio

og Global Sales Director hos Stand Studio

Se, hvad vi ellers skriver om: Bedst klædte mand