Danmarks bedst klædte mænd 2019: Nummer 10: August Rosenbaum
En af de bedst bevarede traditioner i vores stolte magasins snart 28 år lange historie er Euromans årlige kåring af Danmarks 10 bedst klædte mænd. Nummer 10 på listen er pianist August Rosenbaum.
Foto: Rasmus Weng Karlsen August Rosenbaum, 32 år, pianist og producer.
”For mig er god stil noget, jeg forbinder med mennesker. Og det er helt klart mennesker, jeg også beundrer kunstnerisk, men det er interessant, hvad stilen betyder for det, de er gode til. Det er en identitetsting. Hvordan ser man ud? Og hvad gør man? Det kunne fx være en som David Byrne fra Talking Heads, ét af mine kunstneriske forbilleder. Han er ubegrænset kreativ, men på en enormt cool måde. Når udtrykket hænger sammen kunstnerisk og stilmæssigt, rummer det en integritet for mig. Et andet af mine helt store idoler er den japanske komponist Ryuichi Sakamoto. Han har en virkelig fed stil. Lige som David Byrne outrerede han i 80’erne, hvor han spillede i bandet Yellow Magic Orchestra. I dag er han en gammel, smuk, gråhåret mand, der går i superminimalistisk og flot tøj. Philip Glass er en anden, som heller ikke er nogen modefigur, men som har en vildt god stil.”
Føler du, at andre forventer, at din stil skal flugte med det at være pianist?
Annonse
”Jeg tænker ikke så meget over, hvad andre forventer, og det er heller ikke sådan, at jeg selv tænker, at fordi jeg er pianist, skal jeg se ud på en bestemt måde. Men jeg kan godt se, at der kan være en sammenhæng. Generelt er tøj jo en ting, jeg går op i – og som er nem at gå op i, når man laver noget kunstnerisk. Jeg synes, det er sjovt, og det hænger jo sammen med at skabe en visuel side til sin musik. Der vil tøj naturligvis altid være en del af fortællingen.”
Moderedaktør Frederik Lentz Andersens begrundelse:
Med klaveret som et af sine primære arbejdsredskaber skulle man tro, at Augusts uniform var klassiske jakkesæt og nypudsede sko. De gange, jeg har set og hørt August optræde som soloartist, er det iført slidte jeans, grove støvler og fx en velsiddende strik. Han går overvejende i sort tøj, men af og til med overraskende detaljebrud. Her er en mand, der med god smag afmystificerer fordommene om hans finkulturelle virke. Det fungerer.
Hvornår har du følt dig mest kikset klædt på?
”Jeg var engang med til at lave en teaterudgave af en gammel fransk film, som jeg virkelig godt kan lide, ’Pigen med paraplyerne’. Den er fra La Nouvelle Vague (’den ny bølge’, en fransk filmbevægelse i slutningen af 50’erne og 60’erne, red.). Det var den lidt mere farverige udgave af bølgen, så vi rendte rundt i røde skjorter og butterflies, rigtig fransk 60’er-stemning. Det havde jeg det helt klart svært med, ha ha.”
Hvilken tendens kunne du aldrig finde på at hoppe med på?
”Jeg er faktisk lidt forskrækket over stramme jeans. Det er jeg blevet efter at have gået i dem i mine unge dage. Hvis de kommer igen, er det uden mig. Det er jeg blevet for gammel til, synes jeg. Det offer, det ville være at gå i stramme jeans – og cykle i stramme jeans! – kommer jeg aldrig til at være villig til igen.”
Nr. 10: August Rosenbaum
Her kan du se hele listen med Danmarks bedst klædte.
Nr. 10: August Rosenbaum
32 år, pianist og producer
Nr.9: Christian Ravnbak
21 år, blomsterdekoratør
Nr.8: Niels Brandt
36 år, forsanger i The Minds of 99
Nr.7: Tomas Tex Cenius
52 år, kunstner og hospitalsklovn
Nr.6: Marcel de Sade
86 år, pensionist
Nr. 5 :Emil Stabil
28 år, musiker
Nr. 4 :Malte Flagstad
36 år, designer og grundlægger af tøjmærket Tonsure
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.