De her herremode-trends fortsætter i 2018

Euromans stylingredaktør giver her fire bud på ting og tendenser, du kan beholde i din garderobe i det nye år.

De her herremode-trends fortsætter i 2018
Offentliggjort

Det er efterhånden kollektivt besluttet, at nytårsaften markerer overgangen til en ny, forbedret version af en selv - og i det nye år skal du naturligvis have en garderobe, som er mindst lige så tjekket som dit nye 2018-jeg.

Men selvom det kan være fristende at tømme hele klædeskabets inventar og erstatte det med det nyeste nye, er det knapt så økonomisk ansvarligt eller bæredygtigt. Euromans stylingredaktør Ciara Broadberry giver dig derfor her fire bud på, hvad du trygt kan beholde i dit klædeskab i det kommende år uden at være alt for meget ude at takt med tidens trends.

Sporty referencer

“Vi har et sport-twist på rigtig mange ting, og det tror jeg heller ikke, at vi kan undgå i rigtig, rigtig lang tid fremover. Det må gerne være lidt specielt - se for eksempel mod mærker som Vetements, som tager en hoodie, klipper den skråt over og syr den sammen igen. Herhjemme har vi Muf10, som tager nogle fede hoodies og putter noget print på. Generelt bliver print, som vi ser det hos for eksempel Supreme, også ved med at være ekstremt populært.”

Designsamarbejder

“Collabs har helt klart sat sit præg på 2017, og vi kan ikke komme uden om, at vi også kommer til at se nogle rigtig fede af slagsen i 2017. Jeg tror, at de store mærker igen slår sig sammen og laver nogle fede samarbejder, som da Kanye West for eksempel slog sig sammen med Adidas og lavede Yeezys. De her samarbejder er så hypede, fordi det først og fremmest er god kvalitet, og fordi nogle bestemte personer går med det. Det handler om branding-værdi - hvem der har det på, hvem der kan få fat i det, og så skal man ofte stå i kø for at købe det. Så synes folk, der er for vildt.”

Ugly/chunky sneakers

Foto: 7Liverpool

“Vi kommer fortsat til at se meget til de chunky sneakers à la Balenciaga. Jeg har også set, at mærker som Off-White har lavet deres egne versioner nu. Tingene går i ring, og de her chunky sneakers er en gentagelse af 90’erne, hvor Fila lavede dem. Det er det samme, vi ser nu - det er bare et nyt take på det.”

Oversized jakkesæt

“90’erne kommer også fortsat til at gå igen i tøjet, hvor vi kommer til at se endnu flere oversized jakkesæt - også med skulderpuder. Du må også gerne tage de chunky sneakers på til. Jeg ser rigtig meget af det look, jeg kalder ‘den trætte forretningsmand’. Hvis man kigger på Marnis SS18-kollektion, er der mange brune og mørkeblå nuancer, slipset hænger lidt løst, og skjorten er lidt slasket. Det ser generelt ud som om, han er klar til en sommerferie. Men det hele bliver lidt mere oversized - vi ser det med bukserne, som bliver bredere, og den samme tendens sker med jakkesættene.”

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand nummer 7: "Mine danske venner prøver at få mig til at gå med sneakers"

LÆS OGSÅ: Hold nu fest: 10 gode outfits til julefester og nytår

LÆS OGSÅ: Derfor kan du godt bære en signetring